Virkelighed og ønsketænkning

Jacob Mchangama, der er chefjurist i den liberale tænketank CEPOS, har sammen med sin allierede, professor Frederik Stjernfelt fra Århus Universitet, været en af de flittigste kritikere af Trykkefrihedsselskabets virke de seneste måneder. Onsdag aften var de begge indbudt til debat med Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard og selskabets næstformand Katrine Winkel Holm i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn.

Men kun Jacob Mchangama tog imod udfordringen, mens Frederik Stjernfelt sprang i målet og meldte afbud med baggrund i den seneste tids blæst ovenpå Lars Hedegaards udtalelser i et videointerview på Snaphanen. For at sikre debatmæssig fair play blev diskussionen derfor kun et anliggende mellem Jacob Mchangama og Lars Hedegaard, mens Katrine Winkel Holm påtog sig rollen som ordstyrer.

De to debattanter blev indledningsvis tildelt 20 minutter hver til at fremføre deres synspunkter.
"Der er brug for et nyt initiativ, der alene forsvarer ytringsfriheden uden underliggende dagsordener," sagde Jacob Mchangama og kritiserede Trykkefrihedsselskabet for selskabets kontakt med den hollandske politiker Geert Wilders og selskabets ifølge Mchangama ensidige fokus på islam som en trussel mod ytringsfriheden. Jacob Mchangama kritiserede også, hvad han opfatettede som Trykkefrihedsselskabets manglende støtte til tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsens og Bashy Quraishys ytringsfrihed.

Jacob Mchangama afsluttede sin tale med at kundgøre, at han sammen med Frederik Stjernfelt ville barsle med et nyt initiativ (Fri Debat, red.), der er bedre til at forvalte forsvaret af ytringsfriheden, end Trykkefrihedsselskabet har vist sig i stand til.

Den realeksisterende socialisme

Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard holdt sig strengt til en tale, han havde skrevet ned på forhånd for at imødegå eventuel fejlcitering fra de mange fremmødte medier. I talen præciserede Lars Hedegaard forudsætningen for sine udtalelser til Snaphanen og svarede på den seneste tids kritik. Trykkefrihedsselskabets fokus på islam udlagde han på denne måde:

"Som jeg har sagt ved en tidligere lejlighed: Hvad skulle man mene om en forfatter eller intellektuel i trediverne, der ikke brugte i hvert fald halvdelen af sin tid på nazismen? Og hvor god en samfundsanalytiker ville man have været, hvis man under Den Kolde Krig havde undladt at beskæftige sig med den realeksisterende socialisme, som den fandtes i Østblokken og blandt denne bloks støtter her i Vesten?"

Attentatmand skal ud

Efter de indledende taler var det tid til en mere direkte diskussion parterne imellem.

"Kommunisme dengang var en større trussel, end islam er nu," sagde Jacob Mchangama, da han igen problematiserede Trykkefrihedsselskabets pessimisme og optagethed af islam.

Lars Hedegaard gjorde for sin del opmærksom på, at det er Trykkefrihedsselskabet, der har sat fokus på det pres, ytringsfriheden er under, og overhovedet har gjort det muligt at kritisere islam:

"Det er let at komme fem år efter. Vi har kæmpet i fem år for overhovedet at holde et rum åbent," sagde Lars Hedegaard med henvisning til Jacob Mchangamas og Frederik Stjernfelts initiativ "Fri Debat".

Fra salen blev Jacob Mchangama spurgt om, han helst ville beskytte Kurt Westergaard eller Westergaards overfaldsmand. På dette punkt var Jacob Mchangama til forsamlingens tilfredshed klar i mælet. Han valgte uden tøven Westergaard og mente, at den somaliske attentatmand burde udvises, hvis det var muligt.

Til gengæld faldt det tungt til jorden, da Jacob Mchangama, der kort forinden ironisk havde pralet med sin vellønnede stilling som chefjurist i CEPOS, benyttede sin ytringsfrihed til at antyde, at Trykkefrihedsselskabets arbejde baserede sig på frivillige, der nød godt af den danske velfærdsstat. Her var det tydeligt, at Jacob Mchangama var på udebane.

24-årsreglen

Der var også enkelte støtter til Jacob Mchangama blandt de fremmødte, således havde JP-bloggeren Søren Villemoes, der på det seneste har meldt sig i koret af Trykkefrihedsselskabets kritikere, løst billet til det udsolgte møde, mens en person, der kun identificerede sig som tilhørende venstrefløjen i en kommentar til Lars Hedegaard, problematiserede, hvad han opfattede som Hedegaards uberettigede offergørelse af muslimske kvinder. Kommentaren blev imødegået af Lars Hedegaard, der ikke mente, at man kunne tale om frihed til for eksempel at bære hijab, så længe der var kvinder, der af deres fædre eller andre blev tvunget til at bære denne klædning.

Senere blev tråden taget op af en anden tilhører, der som introduktion til sin kommentar tilkendegav at han tidligere også havde tilhørt venstrefløjen. Han fortalte, at det var hans erfaring fra et arbejdsliv som offentligt ansat, at mange yngre kvindelige kolleger med muslimsk baggrund ud ad til ofte gav udtryk for, at de var imod for eksempel 24-årsreglen, mens de i mere private sammenhænge gav til kende, at de støttede op om lovgivningen og var glade for, at reglen var blevet indført.

Snakkeklubben

Jacob Mchangama fremstod aftenen igennem rolig og selvsikker til trods for, at han var langt mere under beskydning fra tilhørerne end Lars Hedegaard. Chefjuristen blev dog en anelse spag, da han nævnte sit eneste helt konkrete bidrag til forsvar af ytringsfriheden. Nemlig offentliggørelsen af Kurt Westergaards Muhammed-tegning på sin blog. Her var han sandsynligvis klar over, at han åbnede en flanke, for mens Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har skrevet spalte op og spalte ned og talt og talt om ytringsfrihed, så har de to herrers bidrag til det konkrete forsvar af ytringsfriheden været så meget desto mere ydmygt.

I nummer 179 af tidsskriftet Kritik underkastede Frederik Stjernfelt over flere sider Kurt Westergaards Muhammed-tegning en grundig analyse, artiklen kan læses på nettet her. Frederik Stjernfelt, der er redaktør af Kritik, og Stjernfelts medredaktør Lasse Horne Kjældgaard turde imidlertid ikke trykke Westergaards tegning og i billedrammen, hvor tegningen skulle have været bragt, var der i stedet et link til en tysk avis’ hjemmeside. Denne vaklen, hvad trykning af Muhammed-tegninger angår, afholdt imidlertid ikke Frederik Stjernfelt fra at håne dagbladet Politikens tegneduo Wulffmorgenthaler, da parret af frygt for repressalier fra islamister ikke turde lade Frederik Stjernfelt genoptrykke parrets tegning af Muhammed som psykiatrisk patient fra foråret 2005 i Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens bog  Adskillelsens politik.

I forbindelse med et arrangement om m ultikulturalisme, ytringsfrihed og menneskerettigheder på Borup Højskole i København i september 2008 turde Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen end ikke skrive i programmet, at de havde indbudt den svenske konceptkunstner Lars Vilks, der har tegnet Muhammed som en hund, til at tale på konferencen. Vilks' navn var således udeladt af det officielle program. Til sammenligning kan det nævnes, at Trykkefrihedsselskabet i oktober 2007, mens den svenske Muhammed-krise var på sit højeste, afholdt et offentligt støttearrangement til fordel for Lars Vilks

Sappho's redaktør Helle Merete Brix tog på et tidspunkt ordet og spurgte Jacob Mchangama, hvem, der egentlig tegnede den ny ytringsfrihedsorganisation udover Mchangama og Stjernfelt. Mchangamas svar var, at organisationen, der blev introduceret med brask og bram i efteråret, nu i stedet skulle have karakter af et mere uformelt netværk. Hvem medlemmer af netværket er, havde Jacob Mchangama ikke mod på at indvie de fremmødte i.

Defaitisme eller mod til at se sandheden i øjnene

Fra salen kritiserede en tilhører islamiske staters manglende demokratiske formåen, mens Jacob Mchangama på sin side fremhævede Indonesien og Senegal som to islamiske stater, der set i forhold til deres placering i henholdsvis Sydøstasien og Afrika klarede sig udmærket. Jacob Mchangama kritiserede på sin side flere gange Trykkefrihedsselskabts pessimisme og deterministiske syn på religion, hvortil Lars Hedegaard replicerede, at Mchangama ikke skulle forveksle Trykkefrihedsselskabets realisme og mod til at se sandheden i øjnene med defaitisme.

Jacob Mchangamas kritik af Trykkefrihedsselskabets pessimisme fik en tilhører til at spørge på hvilket grundlag, Jacob Mchangama byggede sin optimisme. Svaret lød, at der i Jacob Mchangamas bekendtskabskreds var flere unge kvinder med pakistansk og afghansk baggrund, der gik mere op i deres karriere og familie end islam. Tidligere på aftenen havde Jacob Mchangama påpeget, at mange muslimer slet ikke forholdt sig så tekstnært til islam, som Lars Hedegaard lod forstå. Som et eksempel på, at religion ikke med nødvendighed spiller en stor rolle, nævnte Jacob Mchangama sin far Saïd Mchangama - en ifølge sønnen sekulær muslim, der ikke lagde megen vægt på islam.

Én ting til fælles

Jacob Mchangamas optimisme synes således at fundere sig på, hvad der kan betegnes privat empiri. Men det hører med til historien, at sekulære Saïd Mchangama valgte at forlade Danmark og rejse tilbage til sit hjemland “Den Føderale Islamiske Republik Comorerne”, hvor der er stigende tilslutning til traditionel islam - for at bestride posterne som parlamentsformand og finansminister.

Og med hensyn til Mchangamas påstand om, at Trykkefrihedsselskabet har et overdrevent fokus på islam som en trussel mod ytringsfriheden, så overser Jacob Mchangama, at filminstruktører, der bliver myrdet, forlæggere, der bliver skudt, oversættere, der bliver stukket ned, fotografer, der må gå under jorden, kunstnere, der trues, og tegnere, der overfaldes med økse i deres eget hjem, trods ofrenes vidt forskellige baggrund og situation, har én ting til fælles.

De har lagt sig ud med islam.