"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Verden af i går

1. juni 2006 - Artikel - af Helle Merete Brix

Forfatteren Freidoune Sahebjam har kendt både shahen og mullaerne; han har været kidnappet på åben gade i Paris; Hitler har holdt ham i sine arme; han er dødsdømt to gange af det iranske præstestyre, men han er ikke holdt op med at slås for kvinders frihed

"Bring solen med", siger Freidoune Sahebjam, da jeg ringer til ham fra Danmark for at arrangere et møde. Da vi mødes i lobbyen til det enorme hotel Concorde La Fayette i Paris, er vejret varmere end de foregående dage og den 72-årige journalist og forfatter lige så elskværdig, som jeg fik indtryk af gennem telefonsamtalen.

Freidoune Sahebjam er født i Vesten i en rig iransk diplomatfamilie, og han talte tysk og fransk, før han talte persisk. Den aktuelle anledning til interviewet er Sahebjams seneste roman Princesse persane, baseret på hans mors opvækst. Men der er mange andre grunde til at interviewe Sahebjam, der har et usædvanligt liv bag sig.

Han rejser ofte til verdens brændpunkter, som for eksempel Grozny, Bagdad og Kabul. Han er blevet skudt efter, såret og fængslet. I maj 1979 kom Sahebjam på de europæiske avisers forsider, da han blev kidnappet på åben gade i Paris af iranske agenter. Han havde ved flere lejligheder udtalt sig kritisk om situationen i Iran. Han havde bl.a. i slutningen af 1978 i en artikel i Le monde advaret sine landsmænd mod både "Marx og Muhammed", truslen fra Sovjet og fra de shiitiske mullaer.

Sahebjam blev smidt ind i en bil og kørt til en kælder i nærheden af Cité Universitaire. Igennem otte timer blev han forhørt af omkring 100 vrede, skæggede iranske studerende. Han fik kraniebrud og slået otte tænder ud og overlevede formentlig kun, fordi han blev befriet af det franske politi.

I de næste fire år måtte Sahebjam leve med en ny identitet, adskilt fra sin familie. I dag lever han åbent, men er, som han diskret udtrykker det over teen, "opmærksom på, hvor jeg færdes". For den dag i dag er Sahebjam dødsdømt for sine skriverier af det iranske regime, der beskylder ham for at have indledt krig mod Gud og for blasfemi mod Khomeini. Han er derfor dømt til døden to gange, både ved skydning og hængning. "Hvad kommer egentlig først?" har Sahebjam spurgt mullaerne i en artikel.

Sahebjam har igennem sit liv mødtes med en lang række af verdens forskelligartede berømtheder: For eksempel Charles de Gaulle, som Sahebjam har rejst med i Iran, og som opmuntrede ham til at skrive en bog om Irans historie. Og for eksempel terroristen Carlos, der skød og dræbte tre mænd i det lokale, hvor Sahabjam opholdt sig. Sahebjam dykkede ned under et bord og reddede livet.

Han har også kendt både Irans tidligere præsident Khatami og den magtfulde ayatollah Beheshti, da de virkede som mullaer i Hamborg i 60erne. Beheshti blev senere generalsekretær for Det Islamiske Parti i Iran og myrdet ved et bombeattentat i 1981. Deres fritidsinteresser var forskellige, fortæller Sahebjam. Khatami ville helst besøge boghandlere. Beheshti ville se på fodbold og blonde piger i bikini.

Kvinders frihed

Igennem Sahebjams forfatterskab går et forsvar for kvinders ret til at leve et frit liv. Sådan er det for eksempel i romanen La femme lapidée (De stenede hende, dansk udgave), en rekonstruktion af den bevægende historie om kvinden Soraya i en landsby i Iran, der i 1986 blev stenet til døde. Sahebjam hørte om historien, da han illegalt var i landet for Paris Match, som han var tilknyttet en årrække. Året efter vendte han tilbage, igen illegalt, og gennem kvindens tante, der fortæller ham historien, introduceres han til deltagerne i den kollektive forbrydelse: faderen, ægtemanden, borgmesteren....

Også Sahebjams seneste bog, Princesse persane (Den persiske prinsesse), er tildels en bog om mænds herredømme over kvinder. Den handler om Sahebjams mor og hendes opvækst i et meget rigt iransk eksilmiljø i Frankrig og Schweiz. Irandokht, som moderen hedder, var datter af den persiske ambassadør i Rusland ved zar Nicolaj 2.s hof. Bogen indledes med, at Kirsanoff, ambassadørens personlige sekretær, overbringer ambassadøren, prins Eshagh Khan, nyheden om, at den russiske zar-familie er myrdet aftenen forinden.

Eshagh Khan, altså Freidoune Sahebjams morfar, må rejse fra Rusland med sin familie og sekretæren Kirsanoff. Efter at have boet både i Schweiz og Frankrig slår Eshagh Khan og hans familie sig i 1928 ned i Nice, hvor de blander sig med detroniserede aristokrater og diplomater fra Europa og verden. Eshagh Khan døber sit hjem Villa Hafez (Irans højtelskede digter fra 1300-tallet, red.).

Via bogen trænger man ind i et iskoldt miljø. Piger og kvinder adlyder, man ler ikke højt, viser ikke sine følelser, sin sorg eller sin glæde. Miljøet er antisemitisk og racistisk, og der er stor sympati for nazismen. I Villa Hafez regerer den despotiske Eshagh Khan over hustru og tre børn. Samt otte tjenestefolk, der har ordrer om ikke at se hverken Eshagh Khan eller hans hustru Zarah ind i øjnene, hvis de ved sjældne lejligheder bliver talt til.

Hverken jøder eller shia-muslimer

Da Irandokht fylder 20, danses der foxtrot, charleston og vals i Villa Hafez. De inviterede er italienere, franskmænd, sydamerikanere, spaniere og englændere. Der kommer ingen tyrkere, egyptere eller irakere. Folk fra disse lande bor også i området, men Eshagh Khan betragter dem som undermennesker. De er hverken shia-muslimer, hvide eller kristne.

Da Maurice Ravel kun vil undervise Irandokht i klaverspil, når han er på turné i området, diskuteres andre mulige undervisere: Marguerite Long, Georg Solti, Arthur Honegger og Darius Milhaud. Det kommer sekretæren Kirsanoff for øre, at Long og Solti skulle være jøder, så de vrages som kandidater.

På Eshagh Khans terrasse konverserer man om emner som skammen ved Versailles-traktaten, det kedsommelige arbejde ved Folkenes Forbund i Genève og forskellene mellem racerne. Gæsterne kan for eksempel være den engelske kongesøn eller Mussolinis svigersøn.

"Det er ganske enkelt en verden, der ikke længere eksisterer. Og kvinder havde ingen bestemmelsesret. Først efter min bedstefars død spadserede min bedstemor alene i parken", siger Sahebjam.

I 1924 tog oberst Reza Pahlavi magten i Iran og afsatte det tidligere dynasti. Eshagh Khan og hans persiske kontakter er bestyrtede over, hvad de hører om udviklingen. En brutal og omfattende modernisering er gået i gang i Iran. Chadoren (den foretrukne iranske tilhylning af kvinder, red.) forbydes, og mændene går med hat, siges det. Det vækker derfor ingen glæde, da Irandokht forelsker sig i den unge diplomat Hossein Sahebjam fra Pahlavi-regimets delegation ved Folkenes Forbund i Genève. Hossein har bl.a. ansvaret for at underholde den nye shahs sønner i deres fritid. Både Ali Reza og Muhammed Reza går på kostskole i området. Det er Muhammed Reza, der senere efterfølger sin far på tronen.

Men Irandokht får alligevel lov til at gifte sig med Hossein. I sit nye hjem, der til Eshagh Khans forundring og afsky er en beskeden lejlighed og ikke et hus, oplever hun noget helt nyt: Mænd, der laver mad. Ikke blot Hossein, men også hans iranske kammerater fra delegationen.

Mødet med Hitler

Despotiet fortsætter dog trods ægteskabet. Da Irandokht bliver gravid, forlanger hendes far, at hun får en søn. Irandokht kan kun sige, "Ja, far." Da hun har født, vælger han sønnens navn: Freidoune.

I ægteskabet oplever Irandokht en form for lykke. Tragedien indtræffer, da ægtemanden Hossein dør ved en hjerteoperation i Berlin. Året er 1936, og Irandokht er 27 år. Hun når frem til hospitalet, da Hossein er død. Hendes tyske kontakter er indflydelsesrige folk med forbindelser til den nazistiske top. Som en særlig gunst kommer den tyske rigskansler ud og kondolerer den unge enke. Adolf Hitler løfter barnet Freidoune op i armene og siger, "Bubi mein armer Bubi. Du bist so schön".

"Ja, jeg er ikke stolt af det, men sådan har jeg fået det fortalt. Og det hører jo med til historien", siger Sahebjam.

Hans egen opvækst har, som han beskriver det i forordet til Princesse persane, på væsentlige punkter formet sig som hans mors: Beskyttet af en hær af barnepiger og opvokset på de bedste kostskoler, men uden en families kærlighed. I teenageårene kommer det til voldsomme konflikter mellem mor og søn. I en alder af 20 beslutter Sahebjam sig for at tage til Iran og lære sin familie og sit lands historie at kende. Og han bliver hurtigt gift med en iransk kvinde.

Efter fire år, hvor han bl.a. aftjente militærtjeneste i landet, blev han skilt og rejste tilbage til Frankrig. Her gik han i 1958 ind i diplomatiet. Men i begyndelsen af 70erne, da Reza Pahlavi blev styrtende rig på oliepenge, havde han brudt med regimet:

"Shahen troede, at han skulle regere hele verden. Han udviklede en art storhedsvanvid, og jeg besluttede mig for at stoppe."

Sahebjam bevarede dog igennem årene en forbindelse til shahen og har interviewet ham flere gange. Han har offentligt kritiseret hans enke, Farah Pahlavi og hendes søn for intet at gøre for det iranske folk. I en samtale på tomandshånd tog Sahebjam engang mod til sig og sagde til shahen, at han egentlig kun havde begået én alvorlig fejl: "Hvilken", ville shahen vide. "At De lod ayatollah Khomeini leve."

Men man dræber ikke en ayatollah, og Khomeini fik i sin tid lov at rejse i eksil i Tyrkiet og derefter Irak, hvorfra han sendte sine opflammende kassetter til Iran. Jorden var gødet for den islamiske revolution. Sahebjam har efter mullaernes magtovertagelse været illegalt i landet ni gange. Han var formentlig den første journalist, der afslørede Khomeinis kyniske brug af børnesoldater. Historien om en sådan børnesoldat findes i bogen Je n'ai plus de larmes pour pleurer (Jeg har ikke flere tårer at græde).

I dag fungerer Sahebjam bl.a. som konsulent for CNN. Han har tidligere skrevet for en række franske aviser, særligt Paris Match. Da Sahebjam i sin tid besluttede sig for en karriere som journalist, slog hans mor hånden af ham. At være journalist var ikke fint nok. Hvert år på hans fødselsdag sendte hun ham dog et kort. Hun giftede sig aldrig igen. Først efter moderens død i 1993 fandt Sahebjam ud af, at hans døtre havde mødtes regelmæssigt med deres bedstemor. Hun havde stillet én betingelse: At de aldrig talte om deres far. Sahebjam besluttede sig for at skrive moderens historie. Ud fra et ønske om at forstå.

Og hvordan ser Sahebjam så på udviklingen i det land, der har dømt ham til døden? Som Sahebjam siger:

"Iran har ingen egentlig opposition, ingen stærk figur at samles om. De iranske mullaer kan sidde på magten de næste 15-20 år. Alle disse folk med deres hvide og sorte turbaner, der altid præcis ved, at de nedstammer fra profeten. Og jeg, jeg ved knap, hvem der var far til min bedstefar."

*****

Freidoune Sahebjam: Princesse persane (Paris, Felin, 2005), 242 sider, 18,90 euro.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg