Samtidig med at jeg glæder mig over den fremgang selskabet har haft, melder en bestemt situation sig i erindringen: Bladtegneren Kurt Westergaard, iført sine røde bukser, der takker et mylder af fremmødte for Sappho-prisen sidste år.
Netop i denne uge blev det offentliggjort, at FBI har arresteret to mænd, der havde planlagt at myrde ham og kulturredaktør Flemming Rose. I går blev en mistænkelig pakke skudt i sænk foran Westergaards hus, den viste sig heldigvis kun at indeholde et venligt brev og en gave. Sidste år afslørede PET et omhyggeligt planlagt mordkomplot mod ham. Det var godt, Westergaard fik pris og støtte.
Men der er også andet, der melder sig i erindringen. For - også i dag - løber en anden konference af stablen. Den foregår i Den Sorte Diamant og er arrangeret af den muslimske forening Minhaj ul-Quran. Konferencens titel er "Religion and radicalism". I panelet sidder bl.a. Københavns integrationsborgmester Jacob Hougaard, professor ved Kbh. Universitet Jørgen Bech Simonsen, Karen Lise Johansen Karman, der er forskningsmedarbejder ved Integrationsministeriet og Jakob Ilum, chef for PETs forebyggelsescenter.
Det var bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet Jette Plesner Dali, der gjorde mig opmærksom på konferencen. Det er samme Plesner Dali, der sammen med et medlem af Det Radikale Venstre, Bjarne Nielsen, gjorde anskrig, da unge fra foreningen i 2001 forsøgte at kandidere i partiet. Hvordan kunne man det, spurgte Plesner Dali og Nielsen? Når man samtidig var organiseret i en bevægelse, Minhaj ul-Quran, med islamisk sharialov på programmet? Med en leder, Tahir ul-Qadri, der i sine bøger skrev om gudsgivne love, der ikke måtte ændres, som stening og afhugning af tyves hænder?
Ikke overraskende fik Plesner Dali ringe tak for at gøre opmærksom på problemet. I dag er hun gået til et parti med et mere realistisk syn på det uforenelige i parlamentarisme og gudsgivne love.
Dødsstraf for foragt for profeten
Året før de unge muslimer forsøgte at kandidere i Det Radikale Venstre afholdt Minhaj ul-Quran en kulturkonference. Igen foregik det i Den Sorte Diamant, og også ved den lejlighed sad Jørgen Bæk Simonsen i panelet. Derudover sad bl.a. bevægelsens leder, Tahir ul-Qadri og daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen i panel. I den forbindelse udtalte den radikale politiker og minister: "Vi skal have frygten for det fremmede væk - gennem folkeoplysning og arrangementer som dette".
Samtidig med debatten solgtes ul-Qadris bøger i salen. En vaks præst, Henrik Erntner Rasmussen, købte en af dem, Islam and Christianity. Her står der for eksempel i forordet til førsteudgaven: "At udvise foragt for profeten som den sidste profet er en forbrydelse, der ikke kan tolereres, uanset om forbrydelsen er direkte eller indirekte, bevidst eller ubevidst. Forbrydelsen er af så graverende art, at selv personens anger ikke kan fritage ham fra dødsstraf".
Der er meget andet uhyrligt at sige om denne bevægelse. Blandt andet afslørede Ekstra Bladet, at Minhaj gennem en revolutionsfond samlede penge ind til en islamisk revolution i Pakistan. Det hele er dokumenteret i mit bidrag til den antologi, jeg redigerede sammen med Torben Hansen i 2002, Islam i Vesten: På Koranens Vej?
Og blev der så af kandidaterne? Den mest profilerede af dem var Mona Sheikh, der også var en drivkraft bag konferencen i år 2000. Hun er siden blevet cand. scient. pol. Et forskningslegat for unge eliteforskere fra Videnskabsministeriet på 250.00 kr. sendte hende sidste år til USA, hvor hun laver et PHD-projekt, hun har beskrevet sådan: "Jeg vil i mit projekt undersøge forholdet mellem religion, radikalisering og konflikt gennem et fokus på radikal islamisme".
Aktivister, ikke terrorister
Hvad Sheikh mener om den slags fik man en smagsprøve på, da hun den 16. oktober var gæst i Deadline. Årsagen var, at der havde fundet endnu et bombeattentat sted i Pakistan. Fra Uriasposten, jeg bringer en del af det:
Mona Sheikh, Ph.d.: … man kan lidt forsimplet sige, at der er de her to typer fraktioner. Dem der er blevet talebaniseret efter 2001, fordi de er imod fremmede besættelsestropper i Afghanistan, og de anser kun fremmede besættelsestropper for at være legitime bombemål, og på den anden sige, de her, som du siger – transnationale aktivister eller al-Qaeda-relaterede aktivister, som har allieret sig med nogle af de her Talebangrupper, som også, altså kæmper mod et mere symbolsk repræsentation af Vesten.
Mads Brügger, DR2: Du siger aktivister i stedet for terrorister?
Mona Sheikh: Altså, det kommer jo an på hvordan man ser det. Altså de anvender vold, så på den måde kan man sige, at voldsanvendelse er altid problematisk, og derfor kan det være terroristisk, men.. (afbrydes).
Mads Brügger: – men hvad er det der foregår i Pakistan nu. Er det en terrorkampagne, eller er det en islamistisk revolution, er det en frihedskamp, hvis du skal sætte ord på det. Hvad er det så, vi er vidne til?........"
Jo, den forstod vi godt. Ikke terrorister, men aktivister. Hvad er de mænd, der vil dræbe Rose og Westergaard?
Et af de punkter, der skal diskuteres ved konferencen er "Medierne og radikalisme". Det er også væsentligt. For hvorfor får Sheikh lov til at slippe afsted med en søforklaring om aktivister?
Og hvad panelet i dag angår: Man skulle tro, at i tider som disse, ville ikke mindst PET og islamforskere tænke sig om, før de stiller op hos en bevægelse, der forsøger at profilere sig som moderat, men forekommer ganske radikal. Ul-Qadri er stadig leder af bevægelsen. Man må spørge: Hvor radikal skal man være for at blive opfattet som radikal, hvis det er islam, det handler om?
