"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Nyt magasin til forsvar for Vesten

1. juli 2008 - Artikel - af Helle Merete Brix

Det nye britiske tidsskrift Standpoint vil fylde et "moralsk vakuum"

 

At ”forsvare og hylde den vestlige civilisation”. Sådan beskriver redaktøren Daniel Johnson værdigrundlaget for det britiske magasin Standpoint, som så dagens lys i juni i år. Det sker i et interview med New Culture Forum.

Standpoint udgives af tænketanken Social Affairs Unit. I bestyrelsen for Standpoint finder man blandt andre nobelpristageren og forfatteren Sir V.S. Naipul, den amerikanske historiker Gertrude Himmelfarb og den konservative politiker Michael Gove.

I det aktuelle nummer af Standpoint er der en hyldest til Danmark i en glimrende artikel af amerikansk-norske forfatter Bruce Bawer. Den har overskriften ”Mod og fejhed i Skandinavien

Åbningsnummeret fra juni indeholder en række interessante artikler og kommentarer. Herunder et essay af den tidligere biskop af Raiwind i Pakistan, Michael Nazir-Ali, der i dag er biskop af Rochester i Storbritannien. Nazir-Ali beskriver det ”moralske vakuum”, som Storbritannien efter hans mening befinder sig i, og som radikal islam nu truer med at udfylde. Essayet er det første i en serie i magasinet om religion og det offentlige liv.

I samme nummer har redaktøren bragt ægteparret Jung Chang og Jon Halliday, to af verdens førende autoriteter på Maos Kinas sammen med forfatteren Simon Sebag Montefiore, der har skrevet to roste bøger om Stalin. Chang, Halliday og Montefiore diskuterer de to diktatorer, der tilsammen var ansvarlige for omkring 100 millioner døde.

I en kommentar skriver Emanuele Ottolenghi, direktør for Transantlantic Institute i Bruxelles, om Europas syn på Israel. Israel, argumenterer Ottolenghi, er for Europa legemliggørelsen af dæmoner fra kontinentets egen fortid. Samtidig opfatter mange europæere fejlagtigt Israel som årsagen til den aktuelle islamiske terrorisme.

Og Douglas Murray skælder ud på de bange kunstnere og de bange politikere, der ikke skal have noget klinket, når det gælder islam og derfor holder mund. Han lister også en række af de modige og udsatte kritikere op, herunder naturligvis Ayaan Hirsi Ali, men også den svenske integrationsminister Nyamko Sabuni, der har tilladt sig at kritisere omskæring og æresdrab og derfor lever med politibeskyttelse. Murray konkluderer, at det, der er brug for på denne slagmark ikke er ”indrømmelse, smiger eller tavshed". Derimod er svaret ”støj”. Altså, ikke færre krænkelser af islams tabuer, men flere.

Læs mere i Standpoint, der udkommer en gang om måneden som gammeldags trykt magasin. Det gør Standpoint ifølge redaktøren, fordi man vil have en stemme i den offentlige debat på lige fod med andre britiske papirmagasiner som The Economist, Spectator, New Statesman og Prospect. Men naturligvis kan meget af materialet fra Standpoint findes online www.standpointmag.co.uk.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg