Umiddelbart efter terrorangrebet i Norge den 22. juli 2011 skrev Anders Ulstein, daværende international chef i organisationen Actis, et indlæg på document.no, hvor han kritiserede statsminister Jens Stoltenberg.
Det brød hans arbejdsgiver sig ikke om.
To dag senere ringede hans chef, og et par måneder senere var hans tid i Actis et overstået kapitel. Han blev bedt om at gå.
- Jeg blev presset til at forlade mit job på grund af mine meninger. Man tror jo ikke, at sådan noget kan ske i Norge, siger Anders Ulstein med henvisning til ytringsfriheden.
Men det kunne det.
En ansat ved universitetet i Oslo havde læst Anders Ulsteins indlæg og skrevet en mail til hans arbejdsplads - en statsligt finansieret organisation, der arbejder med rus- og afhængigheds-problematikker.
Hvordan kunne man forsvare at have sådan en mand ansat, spurgte afsenderen?
Alarmen gik og en snebold begyndte at rulle, fortæller 49-årige Anders Ulstein, der har en samfundsvidenskabelig baggrund og desuden har været aktiv i Norges liberale parti, Venstre, i mange år.
Sammenfaldende synspunkter med Breivik
- Alt det jeg havde skrevet på nettet blev finkæmmet, og efter en uge havde Actis komponeret et seks siders notat, som beskrev mig som en person, ”som har nogle sammenfaldende synspunkter med Anders Bering Breivik”. Det var et smædeskrift og et helt uacceptabelt angreb på min ret til at skrive og mene, hvad jeg vil som privatperson, siger Ulstein.
I notatet stod der blandt andet:
”Actis kan ikke acceptere, at centrale medarbejdere står frem i offentligheden med islamofobi (eller kristenfobi, for den sags skyld), fremmedfrygt, de-og-os-tænkning, politikerforagt, mistænkeliggørelse af store befolkningsgrupper osv.”
Anders Ulstein oplevede det som grove og tendentiøse tolkninger af det, han havde skrevet – herunder, at han blev stemplet som islamofob.
- De læste mine tekster, som fanden læser Bibelen. Jeg har ikke skrevet specielt meget om islam, men om norsk indvandringspolitik og multikultur, Mellemøsten og norsk forsvars- og sikkerhedspolitik, siger han.
I det aktuelle indlæg havde han kritiseret, at statsminister Jens Stoltenberg i de første timer tøvede med at kalde bomben i regeringskvarteret et terrorangreb. Sammenholdt med hans kritik af landets indvandringspolitik, blev det en sprængfarlig cocktail.
Actis argumenterede med, at Ulsteins kritik kunne svække hans troværdighed som politisk aktør på vegne av Actis. De mente også at han udtrykte holdninger som var i strid med Actis’ uskrevne værdigrundlag.
Opgav retssag
Der var dermed sat punktum for en 11-årig karriere som organisationens internationale chef og rådgiver. For selvom Ulsteins advokat efterfølgende mente, at han havde en god sag, opgav han at gå rettens vej. Af flere grunde.
- Retssagen ville komme op parallelt med sagen mod Anders Bering Breivik. Med den feberagtige stemning der herskede, turde jeg ikke løbe den risiko. Chancen, for at jeg ikke ville få en fair behandling i medierne, var stor. Jeg kunne være blevet associeret med Breivik og risikerede direkte eller indirekte at blive stemplet som højreekstrem og racist. Det ville jeg ikke.
- Dertil kommer, at min kone ikke havde noget job og jeg kunne være blevet midlertidigt afskediget mens sagen kørte. Vi var også lige flyttet til Ålesund og boede i mine forældres kælder med tre små børn, mens vi byggede hus – og ikke mindst søgte om boliglån. Alt i alt vurderede jeg, at indsatsen var for stor. Det endte med, at jeg i stedet tog imod en fratrædelsesgodtgørelse og til gengæld lovede mig selv, at historien skulle blive fortalt.
Trist for mig – farligt for samfundet
I dag to år efter terrorangrebet er der igen faldet ro på Anders Ulsteins situation. Han underviser nu ved Højskolen i Ålesund, og hans familie har det godt.
Men om Norge har det godt, er et helt andet spørgsmål.
- Forløbet fik konsekvenser for mig, men endnu større konsekvenser for demokratiet. Jeg var helt enig med Stoltenberg i, at det Norge havde brug for efter terrorangrebet var mere åbenhed og mere demokrati. Min sag er et bevis på, at vi fik det modsatte. Debatten blev præget af politisk korrekthed og heksejagt, og man kan kun gætte på, hvor mange andre, der har oplevet noget lignende. For hvor mange har truslen og frygten været nok til, at de ikke har turdet sige deres mening? Det er det, der er skræmmende – at vi mister vores ytringsfrihed bid for bid, siger Anders Ulstein.
Anders Ulstein er stadig en flittig samfundsdebattør og blogger blandt andet på sin egen blog, se den her.
Hans oprindelige indlæg kan ses her
