Første gang
Den første gang man selv oplever dødstrusler på første hånd sætter sig fast i kroppen som en uhyggelig påmindelse om, hvor langt nogle mennesker er parate til at gå i intimideringen af deres meningsmodstandere.
For mit eget vedkommende skete det for et par år siden på Rådhuspladsen i København.
I kølvandet på den såkaldte Gaza-krig, Israels militære operation og konfrontation med det islamistiske styre i Gaza, Hamas, efter tusindvis af terror-raketter mod civile israelere, oplevede Danmark og adskillige lande i Vesten massedemonstrationer vendt mod Israel.
Utilsløret had
Det, der slog mig, var såmænd ikke antallet af de pro-palæstinensiske demonstrationer, som var fuldt forventelige. Men det var grovheden - uden forsøg på camouflage - af de jødehadske og pro-islamistiske budskaber i mange af demonstrationerne, som i den grad var afslørende for demonstranternes egentlige agenda.
I Holland var der, ud over palæstinensiske flag, store plakater med den åndelige leder af de islamiske fascister fra Hizbollah, Nasrallah, plakater af Ayatollah Khomeini og en Hamas-leder, konstante slagord som ”jihad”, ”Hamas”, ”Allah-u-Akbar”, og et socialistisk medlem af det hollandske parlament, Harry van Bommel, råbte sågar på opstand mod Israel med det arabiske ord intifada akkompagneret af en råbende pøbel, oversat til: ”Hamas Hamas, Jews to the Gas”.
I Fort Lauderdale, USA, blev det udtalte jødehad eksemplificeret, da en hijab-tilsløret kvinde til en pro-palæstinensisk demonstration råbte ”Go back to the oven. You need a big oven”.
Referencerne til jødeudryddelserne i forbindelse med Holocaust var ikke til at tage fejl af. I Malmø blev der råbt Hitler og kastet med æg, flasker og raketter mod en pro-israelsk demonstration, der til sidst måtte afbrydes som resultat af en truende og aggressiv palæstinensisk/arabisk moddemonstration.
”Jøder er fjender af Allah”
I Danmark bredte de pro-palæstinensiske demonstrationer sig til flere af de større byer ultimo 2008. Den første store demonstration foregik foran den israelske ambassade i Hellerup og var arrangeret af Islamisk Trossamfund med bl. a. fagforeningen 3Fs lokalafdeling i København som medarrangør. Jo, den rød-grønne alliance fornægter sig ikke.
Overskriften på et af bannerne til demonstrationen var: ”Jøder er fjender af Allah”.
Gad vide, om 3Fs medlemmer var enige i dette budskab?
Naive sjæle kunne måske foranledes til at tro, at de pro-palæstinensiske demonstrationer var vendt mod staten Israels politik. Alle de hadefulde udfald mod jøder som befolkningsgruppe, Allah-råb samt støtte med flagmarkeringer til islamistiske organisationer afslørede dog en dybereliggende dagsorden.
Måske rodfæstet i islams iboende jødehad, jævnfør opfordringer til drab på jøder i koranen eller i Hadithsamlingen, eller som skildret af bl. a. Andrew Bostom i bogen The Legacy of Islamic Antisemitism.
I Aarhus var den pro-palæstinensiske demonstration kønsadskilt, der var et banner, hvor ”regnestykket” Davidstjernen og swastika var sat lig med Israel samtidig med at det gjaldede med ordene ”Allah-u-Akbar” og ”takbir”, som betyder ekspansion. Islamisk ekspansion forstås.
En såkaldt palæstinensisk fredsdemonstration i Odense med bl. a. vajende Hamas-flag og bannere med ”zionisme er den største racisme” endte i tumult.
Udklædt som selvmordsterrorist
Det var også ved en pro-palæstinensisk demonstration foran rådhuset i Odense, at et barn var klædt ud som selvmordsterrorist, hvor det israelske flag blev afbrændt i fuld offentlighed, alt imens to israelere var indlagt på hospitalet blot en kilometer derfra, efter at være blevet skudt ned i et indkøbscenter af en palæstinenser, som tidligere var en såkaldt rollemodel.
Men episoderne er vist bare det, man opportunt på politisk korrekt nysprog kalder enkeltstående tilfælde, ikke sandt?
Man må sige, at bannerførerne for multikulti har fået importeret mellemøstmentalitet for alle pengene, alt imens den selvsamme snakkende klasse kagler løs med de forslidte plusord dialog, respekt og fredelig sameksistens. Vågn op til virkeligheden. Den frekvens sender jødehaderne ikke på.
Dødstrusler på Rådhuspladsen
Den hadske Hamas-demonstration, som udfoldede sig i alt sin uskønne vælde i forbindelse med støttedemonstrationen for Israel primo 2009 på Rådhuspladsen i København, blev endnu en øjenåbner.
Her bød den muslimske pøbel bl. a. på en Hitler-heilende arabisk udseende mand, udråb som ”fucking jøder”, grønne Hamas- og sorte jihad-flag, en arabisk udseende mand, som via en megafon udskreg følgende dødstrussel: ”Alle jøder skal dræbes, de har ingen ret til at eksistere”.
Også det islamiske evergreen blev luftet med stor entusiasme: ”Khaybar Khaybar ya yehud” med henvisning til Muhammeds krig og myrderier i den jødiske oase Khaybar uden for Medina i 628 efter Kr. her og her.
Ækelt jødehad midt på en af de fornemme pladser i København.
Min første tanke var, at politiet selvfølgelig ville pågribe den mand, som udskreg dødstruslen mod jøder. Men jeg skulle blive klogere.
Den udøvende magt, politiet, som er sat i verden for at opretholde lov og orden, forholdt sig passiv.
Klage til statsadvokaten
Efter hændelsen har jeg spekuleret en del over, om ordensmagten mon havde pågrebet gerningsmanden, hvis dødstruslen var blevet udskreget af en støvletrampende nynazist?
For naturligvis burde politiet have været på pletten, præcis som havde de været vidne til et voldeligt overfald eller anden forbrydelse. Opfordringer til drab på andre mennesker er jo forbudt ifølge straffeloven.
En klage over politiet til Statsadvokaten angående politiets mangelfulde indgriben blev affejet med, at ”(...) statsadvokaten ikke har fundet grundlag for at genoptage efterforskningen, idet statsadvokaten fortsat ikke finder, at det er muligt at identificere gerningsmanden på baggrund af det i sagen foreliggende videoklip, hvor gerningsmanden kan ses og udtalelserne høres”.
Rigsadvokaten understregede efterfølgende, at undertegnede ikke havde nogen ”særlig interesse i sagens udfald i forhold til andre personer fra målgruppen for de udtalelser, der blev fremsagt under demonstrationen”.
Omkostningsfrie drabsopfordringer
Sikken et svigt. Det er altså en omkostningsfri omgang at komme med drabsopfordringer, alt i medens statsadvokaten slæber andre mennesker i retten, som aldrig har truet nogen – ud over lige islams tabu om religiøst legitimeret kvindeundertrykkelse.
Ja, det er lige før man kan få den uvorne tanke, at det ikke handler om, hvad der bliver sagt, men hvem der siger det.
Gad vide, om statsadvokaten har tænkt sig at gribe ind over for de seneste drabsopfordringer mod jøder med rod i flere vers fra Hadithsamlingen, som Abu Laban junior fra kalifatbevægelsen Hizb-ut-Tahrir er ophavsmand til?
Den tidligere talsmand for Hizb-ut-Tahrir, Fadi Abdullatif, fik en latterlig lav dom for at omdele løbesedler med et koranvers, der opfordrer til drab på jøder.
Hvornår kommer det nødvendige opgør med de vers i islams kanoniske skrifter, som opfordrer til drab på andre mennesker? Opgøret med den religiøst sanktionerede accept af drab på andre mennesker.
Man kan søsætte kampagner mod hadforbrydelser og tale om respekt, mangfoldighed samt gå i dialog herfra og til evigheden, men hvad stiller man op med de mennesker, for hvem holdningerne er dybt rodfæstet i en politisk lovreligion, som legitimerer vold og drab på anderledes troende og frafaldne muslimer?
Flere europæiske ledere undsiger nu den destruktive multikultur-ideologi - som bl. a. er et røgslør for den pågående islamisering - men spørgsmålet er retteligt, om der er genuin vilje til at tage det nødvendige opgør.
Er disse europæiske ledere parate til at tilbagerulle de særrettigheder og den magt, som islam allerede har opnået i Vesten?
