"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Misinformation og magtmisbrug blandt tyske politikere

12. september 2018 - AktueltArtikel - af Michael Pihl

Foto: Bundesamt für Verfassungsschutz

Med opmærksomhed på ytringsfriheden og med henblik på demokratiske frihedsrettigheder er sagen i Tyskland imidlertid også foruroligende på en anden måde: Sagen afslører nemlig ikke blot misinformation i medierne, men også politiske aktørers tilsyneladende forsøg på at misbruge efterretningstjeneste og retssystem til kampagne mod besværlige politiske modstandere.

”Jeg deler den skepsis overfor mediernes reportager om højreekstremistiske hetzjagter i Chemnitz… Efter min forsigtige vurdering taler gode grunde for, at det snarere drejer sig om en målrettet misinformation, som muligvis skal tjene til at lede offentlighedens opmærksomhed væk fra mordet i Chemnitz”. Sådan lyder årets mest eksplosive sætning i tysk politik. Udtalt i sidste uge af Hans-Georg Maassen, chef for Verfassungsschutz, det tyske efterretningsvæsen.

Det skete efter at efterretningstjenesten havde undersøgt sagen og det videomateriale, som den 26. august blev fremlagt af venstreradikale Antifa og dernæst ukritisk overtaget af de tyske medier som angivelig dokumentation for højreekstreme menneskejagter mod udlændinge i Chemnitz. Dermed trak Verfassungsschutz ikke blot tæppet væk under en mediekampagne af falske nyheder, men Massens konstatering var også en utvetydig underkendelse af selveste kansler Merkel og hendes pressetalsmand Steffen Seibert, der på videomaterialets spinkle grundlag har talt bombastisk om ”sammenrotninger” af højreradikale og en angivelig ”hetzjagd” mod fremmede i Chemnitz.

Massens vurderinger får nu støtte fra CSUs Horst Seehofer og fra Merkels egen partifælle Michael Kretschmer, der er CDU-ministerpræsident i Sachsen: ”Der var ingen pøbel, der var ingen hetzjagt og der var ingen pogromer i denne by” – udtalte Kretschmer i sidste uge og blotlagde dermed krisen i Tysklands regeringskoalition i forsøget på ikke at fremmedgøre sit lands vælgere yderligere fra regeringspartiet. Efter at chefen for det tyske efterretningsvæsen således har fastslået, at ingen beviser foreligger for den heksejagt mod udlændinge i Chemnitz, som Angela Merkel og tyske medier højlydt har fremmanet, rejses nu spørgsmålet, om regeringen og medierne har viderebragt falske oplysninger og dermed bidraget til en eskalation af konflikten i delstaten Sachsen.

Med opmærksomhed på ytringsfriheden og med henblik på demokratiske frihedsrettigheder er sagen i Tyskland imidlertid også foruroligende på en anden måde: Sagen afslører nemlig ikke blot misinformation i medierne, men også politiske aktørers tilsyneladende forsøg på at misbruge efterretningstjeneste og retssystem til kampagne mod besværlige politiske modstandere. Således har førende politikere i det tyske socialdemokrati som Ralf Stegner og Andrea Nahles reageret heftigt imod Massens udtalelser.

SPDs ministerpræsident for Rheinland-Pfalz, Malu Dreyer, har ligefrem forlangt Massen fyret fra Verfassungsschutz: ”Jeg tror ikke længere, at han er den rigtige mand på posten” – har Dreyer udtalt, efter Massens vurdering af sagen i Chemnitz. Her har vi altså politikere, der vil straffe efterretningstjenesten, fordi dens undersøgelser ikke giver dem de resultater, som de kan bruge politisk. Hans-Georg Massen har tidligere været kritiseret af den yderste venstrefløj i Tyskland, fordi han har afvist at lade efterretningstjenesten bruge som politisk instrument imod det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland.

Dietmar Barsch, fraktionschef for partiet die Linke, har således også forlangt Massens afgang, fordi han tidligere afholdt møder med AfD politikere om en påstået russisk spion i partiet, en historie, som viste sig at være en and. Men presset synes altså at være stort for at bruge efterretningsvæsen og retssystem imod besværlige politiske modstandere i Tyskland og i dette tilfælde for at Verfassungsschutz skal lade sig bruge som kampagneinstrument imod det politiske parti AfD.

Formentlig fordi dette parti for tiden henter mange stemmer fra netop CDU og SPD. Interessant nok findes en vis opbakning i venstreorienterede medier til denne bestræbelse – også herhjemme. Se f.eks. DRs fremstilling af sagen med denne sætning: ”Maassen har for nylig været i modvind, fordi han har holdt en række møder med medlemmer af det højrenationale parti AfD, som han ikke har kunne forklare” (https://www.dr.dk/nyheder/udland/tysk-efterretningschef-overfald-paa-udlaendinge-maaske-fake-news ). De møder, som ”han ikke har kunnet forklare”, drejede sig altså om interne forhold i partiet AfD, hvor den tyske efterretningschef blot synes at være nået til et resultat, der ikke lod sig bruge af det nye partis politiske modstandere.

Spørgsmålet er om vi kan imødese eller allerede har tilsvarende politiske tendenser i Danmark? En magtvilje til misbrug af politi, efterretningstjeneste og retsvæsen imod besværlige politiske modstandere. Tibetsagen og det politiske misbrug af den danske ordensmagt imod Tibet-demonstranter i 2012, 2013 og 2014 er vel et åbenlyst eksempel på det. Socialdemokraterne Morten Bødskov og Jacob Scharfs misbrug af PET til at forhindre Pia Kjærsgaards deltagelse i retsudvalgets møde på Christiania for et par år siden er vel et andet? Højesterets omdefinition af racismebegrebet i Karen Sunds sagen fra 2003 kan vel vanskeligt heller opfattes som andet end retssystemets villige laden sig bruge i en politisk kampagne mod en besværlig politisk modstander af etablerede politiske magthierarkier?

I 1930’erne lod politi og retsvæsen i Tyskland sig på det groveste udnytte til bekæmpelsen af bestemte politiske bevægelser. Rudolf Diels var dengang politichef i Preussen og beskrev f.eks. SA-stormtroppernes forhold til ordensmagten således: ”Man kunne ikke knalde den værgeløse modstander ned for fode. Han blev ’arresteret’. ’Afstraffelsen’ af kommunisten overlod de til politiet. Hvad havde man fængsler til, om ikke til kommunister! De kom slet ikke på den tanke, at dét at være kommunist for politiet ikke kunne være nogen grund til livslang fængsling – det var jo ’deres’ politi ”. Visse politikere og mediemagthavere synes i dag at have det –lidt – på samme måde.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt