"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lærernes interesseorganisationer skal tage de bærende værdier for lærergerningen alvorligt

5. november 2021 - Artikel - af Aia Fog

Flere lærerrepræsentanter har argumenteret med, at det er ganske overflødigt at vise tegningerne og at man sagtens kan undervise i Muhammedkrisen uden at vise eleverne casus belli. Det er muligt, men det svarer til, at man underviser i Holocaust uden at vise billeder af KZ-fanger og gaskamre, hvilket de færreste folkeskolelærere ville anse for et optimalt undervisningsforløb.

Når Trykkefrihedsselskabet på søndag afholder en konference om ytringsfrihed, metodefrihed og Muhammedtegninger i undervisningen vil der blive gået til stålet med et bredt sammensat og meget kvalificeret panel – men uden deltagelse af folkeskolens repræsentanter.

Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at få dem til at komme, men hverken Skolelederforeningen eller Danmarks Lærerforening har kunnet trækkes til truget: de ønsker ikke at deltage i debatten. Det er stærkt foruroligende, for metodefriheden og lærernes ret til frit at kunne benytte sig af de undervisningsmaterialer og den tilgang til undervisningen som den enkelte lærer mener er optimal i forhold til det givne undervisningsforløb, er selve omdrejningspunktet i lærergerningen i et demokratisk samfund.

Der er ellers al mulig grund til at engagere sig i spørgsmålet, for lærerne og folkeskolen er generelt ude i dyb krise, når 45% af folkeskolelærerne har været udsat for vold eller trusler inden for det seneste år og 4 ud af 10 nyuddannede lærere vælger at forlade folkeskolen efter få år.

Meget tyder på, at hvis der ikke bliver sat massivt ind med beskyttelse af lærernes arbejdsvilkår og – ikke mindst – genindsættelse af lærergerningen som et agtet og respekteret erhverv, så er det slut med folkeskolen som vores vigtigste kulturbærende institution.

I den optik er det helt uforståeligt, at lærernes interesseorganisationer og repræsentanter ikke vil debattere metodefriheden, der om noget markerer lærergerningens bærende værdi for de opvoksende generationer. Det er simpelthen umuligt at leve op til folkeskolelovens formålsbestemmelse om, at ”…forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre” med krav om, at skolens virke skal være præget af ”…åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, hvis ikke det er muligt at inddrage relevant materiale i undervisningen.

Mordet på den franske lærer Samuel Paty, der fik halsen skåret over, fordi han viste Muhammedtegninger i sin undervisning, har afsløret, at metodefriheden i Danmark for længst har fået samme grundskud: det er i praksis ikke muligt at lade Muhammedtegninger indgå i et undervisningsforløb om Muhammedkrisen i 2005-2006, fordi lærerne frygter repressalier fra muslimske grupper i samfundet. Sådan var det også før mordet på Paty, men nu er problemet blevet stillet til skue for enhver – og lærernes organisationer reagerer ved at stikke hovedet i busken og vente på, at det går over.

Flere lærerrepræsentanter har argumenteret med, at det er ganske overflødigt at vise tegningerne og at man sagtens kan undervise i Muhammedkrisen uden at vise eleverne casus belli. Det er muligt, men det svarer til, at man underviser i Holocaust uden at vise billeder af KZ-fanger og gaskamre, hvilket de færreste folkeskolelærere ville anse for et optimalt undervisningsforløb.

Ikke desto mindre er det på høje tid, at det omgivende samfund tager lærernes umulige situation alvorligt. SF´s formand, Pia Olsen-Dyhr, har som den eneste partiformand i rød blok bakket offentligt op med et forslag om udarbejdelse af et politisk blåstemplet undervisningsmateriale, hvor Muhammedtegningerne indgår og som den enkelte lærer kan vælge at benytte. Et i udgangspunktet godt forslag, der i den bedste af alle verdener på en gang bakker lærerne op og sikrer deres metodefrihed.

Problemet er bare, at vi for længst har passeret det punkt, hvor det er den enkelte lærer, der definerer, hvordan undervisningen skal tilrettelægges: det er islam og de muslimer, der på den enkelte skole alene i kraft af deres tilstedeværelse og proportionalt stigende med deres antal i klasselokalerne, dikterer et de facto forbud mod at vise Muhammedtegningerne. Olsen-Dyhrs forslag er derfor i realiteten et slag i luften.

Dansk Folkeparti har foreslået at visningen af Muhammedtegningerne skal gøres obligatorisk i undervisningen. Dermed løser man problemet med at overlade hele beslutningen og konsekvenserne til den enkelte lærer – men man smider metodefriheden under bussen i samme øvelse.

Det er ikke bare lærerne, deres organisationer og politikerne, der står med det dilemma, som umiddelbart kan synes perifært, men ikke desto mindre rummer folkeskolens bærende præmisser i en maggi-terning: det er os alle og dermed vores demokratiske samfundsmodel, som vi kender den, der er på spil. For i realiteten er det umuligt at se andre løsningsmodeller end Pia Olsen-Dyhrs  - eller Dansk Folkepartis. Og I begge tilfælde smider man det barn, man ønsker at redde ud med badevandet, nemlig den særlige gren af ytringsfriheden, som lærernes metodefrihed udgør.

Forhåbentlig kan konferencen på søndag give mulige løsningsforslag. Det bliver under alle omstændigheder en spændende debat, som interesserede kan overvære og deltage i på søndag kl. 14-17 i Vartov. Billetter kan købes her:  https://place2book.com/da/sw2/sales/964e1pgn5x

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis