"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Københavns Professionshøjskole er et vigtigt lysglimt og et eksempel til efterfølgelse

13. maj 2021 - Artikel - af Aia Fog

Det opmuntrende, lysglimtet, er rektors og Professionskolens reaktion. ”Charlotte”s rektor på Københavns Professionshøjskole hedder Stefan Hermann, og han og skolen gik allerede 22. oktober ud med et tweet, der havde følgende ordlyd: ”Trusler og drab på lærere er et angreb i hjertet af vores civilisation. Vi står på @kbhprof urokkeligt bag vore underviseres ret og frihed til at vise Muhammed-tegninger. Oplysning handler også om at kunne være i dissens og ubehag, ikke undgå det. #JeSuisSamuel”

Når man har gjort kampen for det frie ord til et hovedspor i sit liv, og bruger mange af sine vågne timer på det, er man nødt til at finde opmuntring andre steder, hvis man bevare optimismen og sit gode humør. Det er nemlig op ad bakke, øretævernes holdeplads og røven i klaskehøjde at være i front, når ytringsfriheden skal forsvares – ofte på fredens bekostning.

Men en gang imellem kommer et lysglimt fra en uventet kant, der giver nyt håb om, at der måske stadig er håb for ytringsfriheden og at opbakningen til den kan være større end frygtet.

Sådan et lysglimt fik jeg i dag, og oven i købet i P1 Morgen, som jeg ellers hyggehader for sin ofte kvalmende politiske korrekthed og venstresnoede slagside. Men ikke i dag. Her til morgen brugte programmet nemlig tid på en historie, der ellers er gået min næse forbi om ”Charlotte” som er lektor på Københavns Professionshøjskole, og som i oktober sidste år reagerede prompte på mordet på Samuel Paty: i solidaritet med sin franske lærerkollega, lagde hun et opslag på Facebook, hvor hun offentliggjorde JPs Muhammedtegninger og skrev, at de fremover ville indgå i hendes undervisning. Ikke som en hån mod muslimer, men for at understrege underviseres metodefrihed – og dermed også ytringsfriheden, kan jeg tilføje.

For den postering modtog hun et væld af trusler ”…på engelsk, dansk og arabisk” som P1-værterne utroligt nok sagde. Disse trusler meldte hun til politiet, og hun lever nu på hemmelig adresse og har sin egen PET-kontaktperson og hun har indstillet alle planer om at bruge Muhammed-tegningerne i undervisningen.

Det er der ikke noget opmuntrende i. Tværtimod: det er en deprimerende historie bortset fra, at P1 Morgen bruger tid på den. Det opmuntrende, lysglimtet, er rektors og Professionskolens reaktion. ”Charlotte”s rektor på Københavns Professionshøjskole hedder Stefan Hermann, og han og skolen gik allerede 22. oktober ud med et tweet, der havde følgende ordlyd: ”Trusler og drab på lærere er et angreb i hjertet af vores civilisation. Vi står på @kbhprof urokkeligt bag vore underviseres ret og frihed til at vise Muhammed-tegninger. Oplysning handler også om at kunne være i dissens og ubehag, ikke undgå det. #JeSuisSamuel”

Og lige siden har skolens opbakning til ”Charlotte”, til lærernes metodefrihed, til ytringsfriheden og den frie og offentlige debat været urokkelig, hvilket ikke siger så lidt i tider, hvor andre skoler og rektorer dukker sig og tier i frygt for voldsmandens veto, eller (lige så deprimerende) argumenterer med, at man godt kan undervise i Muhammedkrisen uden at vise tegningerne. Det er, hvordan man end vender og drejer det, at give køb på demokratiet og sælge frihed for fred. Og følger man dét spor, går det kun én vej: den gale.

Vi skal ikke længere væk end til England for at finde det næste stadium i frygtens spiral: her går den ene rektor efter den anden på både grundskoler og gymnasier ud og undskylder til de stedlige imamer, hvis en lærer har formastet sig til at vise Muhammed-tegninger i deres undervisning, og i mindst ét tilfælde lover, at vedkommende lærer bliver fyret.

De engelske tilstande er, skåret til benet, udtryk for den vestlige civilisations totale kollaps, og det er dér vi er på vej hen, hvis skoler og undervisningsinstitutioner ikke kan opfylde deres primære formål: at uddanne og danne børn og unge og lære dem kritisk tilgang og selvstændig stillingtagen til verden omkring dem. Skolen er en af vores vigtigste kulturbærende institutioner: undergrav den frie undervisning, metodefriheden og den frie debat og du ser lige lukt ind i den totalitære stat.

I dét perspektiv er ledelsen på Københavns Professionshøjskole et lille, men vigtigt lysglimt: de står ubange frem og står fast på at støtte deres undervisere og bakke op om kerneelementerne i vores demokrati.

Det har reddet min dag.

Måtte flere uddannelsesinstitutioner følge.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis