"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ehsan Jami - 23 år og under jorden

Dato: Lørdag 14. marts 2009

Trykkefrihedsprisen 2009 til Ehsan Jami

Mere end 80 medlemmer var mødt op til Trykkefrihedsselskabets generalforsamling i Vartov, d. 14. marts 2009, hvor den iransk-hollandske systemkritiker Ehsan Jami efterfølgende modtog årets Trykkefrihedspris. På billedet takker Ehsan Jami for prisen, der bestod af en skulptur skabt af kunstneren Uwe Max Jensen. Til højre i billedet ses Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard.

Ehsan Jami - 23 år og under jorden

Den hollandske politiker og islamkritiker Ehsan Jami modtager Trykkefrihedsprisen 2009 for sin uforfærdede kamp for eksmuslimers ret til at kritisere islam.

Ehsan Jami ligner en, der lever et ubekymret storbyliv. Men det er langt fra virkeligheden for den 23årige iransk fødte lokalpolitiker. Ikke efter at den frafaldne muslim begyndte at kritisere den religion, han selv er født ind i.

Muhammed er, konstaterede han efter at have studeret Koranen og Hadith, ”en forfærdelig mand, en, der siger smukke ord, mens han dolker dig i ryggen med kniv”.

Da han i 2007 var med til at stifte Centralrådet for eksmuslimer og igen og igen slog på nødvendigheden af, at muslimer frit skal kunne forlade islam, blev det for meget for hans islamiske modstandere. Han blev udsat for dødstrusler og senere overfaldet gentagne gange. Siden har han levet på en hemmelig adresse, under konstant politibeskyttelse.

Jami stillede i 2006 op til kommunalvalget i Haag for det hollandske arbejderparti PvdA, men har siden været i modvind i partiet på grund af sin kritik af islam.

December 2008 udsendte han filmen Interview med Muhammed, hvor han lader Muhammed slå til lyd for en liberal, korankritisk udgave af islam. Trods filmens dæmpede budskab tog den hollandske regering på forhånd afstand fra filmen og ”beklagede”, at filmen ”dybt sårer mange muslimers følelser”.
Ehsan Jami har udtalt, at han agter at blive ved at diskutere og kritisere islam på trods af dødstruslerne.

Ehsan Jami taler i forbindelse med prisoverrækkelsen d. 14. marts kl. 15:00 i Vartov, Farvergade 27, København.