For halvandet år siden skrev jeg en ansøgning – eller rettere to - til en ny stilling som klima-analytiker på Danmarks Radio. En anden løb med tjansen.
I dag fandt jeg ud af, at nu har DR ikke bare en klima-analytiker, men også en klima-korrespondent og en klima-journalist.
I forrige uge var klima-korrespondenten på skærmen. Hun var i Kassø i Sønderjylland for at være med til at indvie endnu et power-to-ex-anlæg, som skal producere grøn metanol med grøn strøm fra en solcelleørken lige i nærheden.
Dækningen gav mindelser om DDR’s Deutscher Fernsehfunk: ”Verdensnyhed fra Sønderjylland: Et skridt tættere på at kunne flyve C02-neutralt”, og ”Danmark fører an, når fly og skibe skal svine mindre. Verdens største anlæg indvies i dag”, lød den stakåndede begejstring på DR’s hjemmeside.
Den grønne magt
Journalister elsker at fremstille sig som nådesløst kritiske over for magten. Men når magten er grøn, får piben en anden, mere blid lyd; så udebliver de kritiske spørgsmål.
Klima-korrespondenten kunne f.eks. have spurgt, hvorfor det skulle gå så godt med at fremstille grøn metanol i Sønderjylland, når Ørsted for nogle måneder siden opgav sit projekt Flagship One i Sverige, nøjagtig magen til, bare større, med et tab på 1,8 milliarder kroner. Og hun kunne have mindet om, at den danske stat ejer cirka halvdelen af Ørsted og dermed også halvdelen af tabet.
Hun kunne også have fortalt, at den grønne metanol kommer til at koste fem gange så meget som dieselolie – og at den ikke er spor grøn, når solen ikke skinner, for så er det kul, olie, biomasse og gamle madrasser og udslidte sandaler, som skal levere strøm til elektrolysen.
Grønt luftkastel
Til lejligheden var containerskibet Laura Maersk bragt i stilling, for det skal en skønne dag nyde godt at de dyre dråber. Men det var rent symbolsk, for selv om Laura Maersk er det mindste af Mærsk-flådens containerskibe (og i øvrigt også sejler på diesel for en sikkerheds skyld), så har det lange udsigter, før luftkastellet i Kassø kan levere så meget som en liter grøn metanol.
Og grønt flybrændstof? Det blev bebudet med fanfarer for tre år siden, men så stødte de luftige ideer ind i fysikkens love, tyngdekraften og ikke mindst markedskræfterne: Regeringen opgiver planen om en grøn indenrigsflyrute i 2025. Finans, 16.5.2025: Ørsted trækker sig fra Danmarks flagskibsprojekt for grønne brændstoffer
I oktober 2024 havde Ørsted opgivet otte ud af 11 projekter, der ellers skulle udvikle grønt brændstof. Vindmølleeventyret i USA har især været dyrt.
Gode penge efter dårlige
Som var ATP styret af uforbederlige ludomaner, har pensionsselskabet spillet hasard og roulette og tabt otte milliarder af pensionisternes penge på en stribe grønne konkurser: Green Hydrogen Systems, Better Energy og den svenske batteriproducent Northvolt. Og nu vil regeringen have skatteborgerne til at pumpe milliarder ind i endnu en udbudsrunde for Energiø Nordsøen og Energiø Bornholm, fordi fornuftige forretningsfolk ellers ikke vil røre ved projekterne.
Jeg kunne blive ved: fiasko på fiasko – men ingen forargelse eller opstandelse. Og det er et mønster, en fast kutyme for journalisterne.
Journalisterne hilser de mest umulige grønne projekter velkomne. Men når de kollapser, bliver de diskret lagt i graven – og tager skatteborgernes penge med sig. Fiaskoerne bliver højst omtalt i avisernes erhvervssektion, i Ingeniøren eller andre fagblade. Men aldrig i DR eller TV2.
Grøn humbug
Mens journalister gerne bider sig fast i benene på fiskere, landmænd og rigmænd for at forhindre dem i at rasere Moder Jord, så bliver de samme journalister straks tandløse og tavse og passive, når de har muligheden for at afdække, at borgernes penge bliver spildt på grønne fantasterier; det kunne jo spolere al den dejlige dødsangst, som det har taget så lang tid at plante i befolkningen, og måske endda føre til, at dødsangsten blev afløst af retfærdig vrede over at blive taget ved næsen af klimatosser og humbugmagere.
Klimabevægelsen formulerede i 2015 en Anbefaling til Medierne i fem punkter. De lyder sådan her:
”1) Opret store og selvstændige klimaredaktioner, der skal sætte klima og miljø øverst på samfundets dagsorden.
2) Tænk klima og miljø ind i alle relevante stofområder. Når f.eks. politikere lovpriser ubegrænset vækst og større børnefamilier, som religiøse fanatikere lovpriser deres gud, så skal der – altid – spørges til de økologiske konsekvenser.
3) Læg jer i selen for at fremme den i bogstaveligste forstand livsvigtige samtale om, hvordan omstillingen til et bæredygtigt samfund skal finde sted. Lav programmer, der gør os klogere, og debatter, der engagerer.
4) Hold klimabenægtere borte fra spalter og sendeflade. Når Holocaust diskuteres, inviterer I heller ikke holocaustbenægtere i studiet. Husk på, at godt 97 procent af alle klimaforskere er enige om, at klimaforandringerne hovedsageligt er menneskeskabte. Det er en usædvanlig høj konsensus.
5) Vær aldrig bange for at sætte spot på klimaforskernes skrækscenarier. De er allerede adskillige gange blevet overhalet af virkelighedens verden.”
Nu, ti år efter, kan vi stort set sætte flueben ved alle fem punkter: Mediernes klima-redaktioner er svulmet op; vi plages fra vugge til grav med dommedagspræk; de mest røvsyge små, nuttede klimahistorier keder os dagligt ihjel; kritikere bliver behandlet som folk, der hævder, at Auschwitz bare var et varmeværk; og klimaforskernes apokalyptiske spådomme er i virkeligheden rene underdrivelser.
Og et sjette punkt burde tilføjes: Skjul altid de grønne fiaskoer! For journalisterne er hidtil sluppet af med at skjule for befolkningen, at den grønne omstilling er ved at drive os til tiggerstaven.
