Allerede i starten af året var der debat om emnet; her var anledningen et forslag fra Socialdemokraterne i Danmark om at forbyde animeret børneporno, i stil med de eksisterende forbud i blandt andet Sverige og Norge. SF og DF støttede idéen, og justitsminister Brian Mikkelsen udtalte, at han ville kigge nærmere på, hvordan det norske forbud var skruet sammen.
Faktisk er animeret børneporno – i hvert fald den slags visuelle gengivelser, der lader sig forveksle med autentiske billeder – forbudt i dag. Af straffelovens § 235 fremgår det, at eksempelvis børnepornografiske computermanipulerede billeder eller film, hvor det er svært at skelne mellem virkelighed og fiktion, ikke er lovlige.
Tegninger kan opildne potentielle krænkere
Det nye forslag om forbud går skridtet videre end den eksisterende lovgivning, idet man ønsker, at den skal omfatte alle former for animeret børneporno - computergenereret så vel som, må man formode, tegnet. Er forbilledet den svenske model, da er der ingen tvivl; et forbud må også inkludere tegninger, der uden større besvær kan skelnes fra virkeligheden – som det eksempelvis er tilfældet i den konkrete manga-sag.
Socialdemokraterne henviser i deres lovforslag til, at tegningerne kan opildne svage sjæle til at begå overgreb på børn. De læner sig op af ekspertudtalelser som den, Thomas Hammerbrink, forsker i krænkeradfærd ved Rigshospitalets Sexologiske Klinik, gav til Information den 15. januar:
”Vi kan jo se på dem, som bliver dømt: Den pædofile når til et punkt, hvor det ikke længere er nok blot at se på børneporno. Det accelererer, og nogle ender med at bukke under og forgribe sig på børn, siger han og tilføjer:
- Jeg kan slet ikke se, hvorfor animationerne ikke skulle have samme effekt på potentielle krænkere, som rigtige billeder.”
Forslagsstillerne medgiver, at der kan være undtagelser, eksempelvis hvis formålet med materialet er af medicinsk, satirisk eller kunstnerisk karakter. Hvordan og ud fra hvilke kriterier, man har tænkt sig at vurdere, hvornår materialet for eksempel kan placeres i kategorien ’kunst’, fremgår ikke af forslaget.
Den svenske model
Socialdemokraternes ønske om at indføre en svensk model er en af årsagerne til den megen hovedrysten blandt kritikerne. For hvis forbilledet er Sverige, og man her vil forbyde manga-tegninger af nøgne figurer, så er det vel på sin plads at betvivle, om de nævnte undtagelser i forhold til kunst og satire overhovedet kan effektueres? Er der ikke blot tale om en generel censur af tegninger, og dermed ytringer, der kan virke anstødelige – forklædt som et forsvar for ikke-eksisterende ofre?
Manga er en særdeles divers genre, der af både tegneseriefans, kunstelskere og kunsthistorikere verden over bestemt opfattes som kunst. Så sent som sidste år havde Louisiana for eksempel en større særudstilling af mangakunst. Der findes også rigtige pornografiske mangaproduktioner – men det var ikke dem, der lå på den svenske oversætters harddisk. Spørgsmålet er, om man med rette kan hævde – og i givet fald hvornår - at det kunstneriske element forsvinder fra tegningerne, hvis der optræder nøgne figurer, herunder nogle, der kan tolkes som mindreårige? Det er der i parentes bemærket ganske mange, der kan, da det gælder for stort set alle mangafigurerne, at de har børnelignende karakteristika som eksempelvis meget store øjne, store hoveder, og smalle kroppe. Dertil kommer, at mangagenren ikke er tegnet virkelighedstro. Figurerne er ganske vist menneskelignende, men fortegnede, og ikke til at forveksle med medlemmer af homo sapiens-racen.
Der er derfor i virkeligheden tale om to forskellige sager; den virkelighedstro, computergenererede eller –manipulerede pornografi, og så de ikke-virkelighedstro animationer.
Tanker og ytringer har ingen ofre
Den svenske sag hører til den sidste kategori. Og det rejser blandt andet spørgsmålet, om det i det hele taget er i orden at forbyde en tegning, når der faktisk ikke er noget offer for en seksuel krænkelse?
Mie Harder, der er byrådsmedlem for De Konservative på Frederiksberg og ph.d.-studerende på CBS, har stiftet en facebook-gruppe med navnet ’Nej til dansk tegningsforbud’. Hun mener ikke, at det hører hjemme i et oplyst samfund som det danske at forbyde tanker og fantasier. Som det hedder på gruppens side: Tanker og ytringer har ingen ofre.
Én ting er at forbyde gengivelser, der kan forveksles med virkelige hændelser – sådan et forbud har vi som beskrevet allerede i dag - ”men i socialdemokraternes forslag er der tale om tegninger, der ikke er virkelighedstro. Der er jeg ikke i tvivl. Det svarer til at forbyde Muhammed-tegninger, fordi nogle finder dem krænkende eller væmmelige. Staten skal ikke straffe ytringer. Det er en glidebane hen mod vilkårlige straffe,” udtaler Mie Harder til Sappho.
Adspurgt, om ikke Socialdemokraterne kan have en pointe – de har trods alt støtte fra en ekspert – påpeger Harder, at den ovenfor citerede forsker, Thomas Hammerbrink, der til Berlingske talte for et forbud, siger det modsatte til Kristeligt Dagblad. I det sidstnævnte medie hævder forskeren, der også er konsulent for statsadvokaten, at et forbud ’først og fremmest vil tjene som symbolpolitik’. Så Socialdemokraternes ekspertvurdering giver hun ikke meget for.
Kritikerne har også fremført, at i det omfang, man vil forbyde animeret børnepornografi med henvisning til dens opildnende effekt på svage sjæle, da bør man også forbyde voldelige film og animationer. Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF) sagde for eksempel til Information i februar, at
”Tankegangen er lige syg om det er animeret eller rigtig børneporno. Derfor kan man sagtens lovgive, hvis man vurderer, at animeret børneporno bekræfter dem i deres syge tanker.”
Mie Harder mener, at et sådan ræsonnement åbner for en ladeport af forbud: Hvad er det for et samfund, hvor statsmagten skal bestemme over borgernes tanker?
En vigtig skelnen
Men én ting er som sagt den ikke-virkelighedstro animation som den svenske sag omhandler. Hvad med den computergenerede af slagsen, hvor man indenfor en overskuelig fremtid kan forvente, at det lader sig gøre at producere fiktivt pornografisk materiale, der ikke er til at skelne fra virkeligheden? Selvom de to sager principielt minder om hinanden – begge er såkaldte ’victimless crimes’ – så kan der være god grund til at skelne.
Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, skrev i februar om animeret børneporno, at
”Ud fra en overfladisk betragtning kan der være ræson i det synspunkt, at billedfremstillinger af børneporno kun skal være forbudte, hvis man kan bevise, at der er et offer. Men hvordan man vil bære sig af med at skaffe et sådant bevis, når man ikke kan se det ud fra billederne? I dag kan man gå ind i en nudistlejr og tage billeder af nøgne børn og voksne, som man derefter ved computergeneret billedmanipulation kan bringe i seksuel kontakt.”
Hvis det er svært eller umuligt at skelne, hvordan vil så man straffe en person, der har downloadet børnepornofilm, men som påstår, at han mente, de var computergenererede? Kan man forlange, at almindelige mennesker skal kunne foretage komplicerede tekniske undersøgelser? Og i det omfang, at dette ikke er muligt, kan det indvendes, at en legalisering af computerbørneporno i praksis vil være ensbetydende med at gøre al børneporno straffrit og dermed lovligt.
Gakkede sager i udlandet
I den svenske sag kan der dog ikke herske tvivl om, at det ikke er på grund af mangategningernes realisme, at de ønskes forbudt. Og Sverige er ikke det eneste land, der har indført en skrap censur på underholdningsmateriale. I Australien er der for eksempel to sager af nyere dato, der har fået mangen en kritiker til at fnise. Den ene sag drejer sig om det ministerielle råd, man har indført, som skal vurdere underholdningsmateriale. Rådets medlemmer klassificerer materialet, så ”forbrugerne kan træffe informerede valg” når de kigger efter underholdning. Det interessante i denne sammenhæng er, at der i forbindelse med voksenfilm kigges specifikt efter størrelsen på de kvindelige attributter. Er de for små, kan de nemlig tolkes som tilhørende en mindreårig, og er dermed ulovlige.
Der sidder således et panel af bureaukrater og kigger på damebuster. De mindre skåle bliver sorteret fra, åbenbart uden hensyntagen til den del af publikum, der faktisk foretrækker petite størrelser.
Den anden sag, også fra Australien, omhandler en tegneseriesekvens, hvor en efterligning af Simpsons-figurernes børn skulle medvirke i en sexscene. Materialet blev fundet på en borgers computer, og han blev dømt for besiddelse af børnepornografi. Dommeren påpegede, at selvom Simpsons-børnene ikke ligner mennesker, betyder det ikke, at de ikke kan regnes for personer.
Det er blandt andet sager som disse, der har fået Mie Harder til at reagere. Adspurgt, hvad hun håber at opnå med gruppen, svarer hun, at ”jeg bilder mig ikke ind, at facebook-gruppen vil gøre en stor forskel. Jeg blev bare så hidsig over den svenske dom. Men jeg håber da, at den kan være med til at sætte fokus på det vanvittige i den svenske lov, inden vi indfører noget tilsvarende i Danmark.”
Læs mere om den svenske sag: http://nummer9.dk/nyheder/sverige-noegne-mangafigurer-er-boerneporno/
Læs Socialdemokraternes forslag: http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?%2Fsamling%2F20091%2Fbeslutningsforslag%2FB133%2Fsom_fremsat.htm
Se Mie Harders facebook-gruppe: http://www.facebook.com/group.php?gid=100469593343200
