"Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg i anno 2010 ville nyde duftende bordeauxvin, skummende øl eller et glas iskold vodka, eller hvis nogen havde sagt til mig, at jeg vil være medlem af en forening, der går ind for at vi skal kunne skrive, tegne, og digte hvad vi vil - så havde jeg karakteriseret vedkommende som én, der var gået fra forstanden."Sådan indleder Trykkefrihedsselskabets nye næstformand, Ahmed Mohamoud, sin kommentar om ytringsfriheden.
Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor jeg har valgt at engagere mig i Trykkefrihedsselskabet (TFS). Især min muslimske baggrund undrer nogen. Jeg har også nogle gange spurgt mig selv, hvorfor? Jeg! Der bad fem gange om dagen. Jeg! Der sad forrest i moskeen, når imamen kaldte til bøn (azaan). Et enkelt svar har jeg ikke, men mit møde med Danmark har helt sikkert ændret mig som menneske.
I dag er retten til at ytre sig frit helt central for mig, og da jeg læste formålet med TFS ”om at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det, idet foreningen støtter sig til grundlovens §77” var jeg ikke i tvivl.
Før var det koranen før grundloven - idag er det omvendt
Desuden er det vigtigt for mig at understrege, at vi ikke er en forening, der er imod en bestemt religion, men vi vil forsvare ytringsfrihed dér, hvor den er truet. I dagens verden har islam et problem med ytringsfrihed og en del af muslimernes medbragte kultur kan være uforenelig med vestlige menneskerettigheder, grundværdier og levevis. Det er naturligt, at vi diskuterer disse - alt andet vil være at gå med hovedet under armen. I skrivende stund fortæller nyhedsoplæseren på p3, at i Pakistan har myndighederne lukket nogle hjemmesider på nettet som er kritiske over for islam.
Der er især to historisk vigtige begivenheder, der er skyld i, at jeg har valgt at stå frem, og nu deltager i debatten om ytringsfrihed.
I begge skelsættende begivenheder har det provokeret mig grænseløst, at man i Danmark ikke kan diskutere islam eller manglende integration uden at blive kaldt racist, islamofob eller andre grimme ting.
Først kom 11. september. I kølvandet på den begyndte en diskussion om islam og radikalisering. Forfatteren Ralf Pittelkow skrev bogen Efter 11. september: Vesten og islam, og kritikerne af hans bog opfattede ham som islamofob. Nogle beskrev ham endda som fremmedfjendsk. Han var næppe den eneste der vovede at udfordre den politiske korrekte meningsdannelse, der havde ageret som meningspoliti i mange år.
Så kom Muhammedkrisen, og mens vi diskuterede, hvad der kunne være skyld i at vore ambassader blev angrebet, og den muslimske verdens vrede var rettet mod os, var der en del herhjemme, der gik efter manden i stedet for bolden. Jyllands-Posten ville udelukkende provokere, galede nogle, og andre påstod, at tegningerne var udtryk for Jyllands-Postens had mod indvandrere og muslimer.
Kan det være rigtigt, tænkte jeg, at vi dagens Danmark stadig har brug for at forbyde meninger og ytringer, vi ikke bryder os om? Er demokratiet ikke baseret på at mene og sige, hvad man vil, uanset hvor tåbeligt det måtte være? Racistiske tekster eller udtalelser er modbydelige, men i et demokrati må vi imødegå dem med en åben debat.
Mennesker udvikler sig, og mens jeg tænkte over mit liv siddende på en bænk ved Sortedamssøen i København, læste jeg en kronik skrevet af Henrik Sass Larsen MF for Socialdemokraterne, i Weekendavisen 25.juni 2010. Kronikken handlede om, at den nye afdelingsbestyrelse (bestående af en del muslimer) i Taastrupgaard har forbudt kæledyr og salg af øl. Han skriver bl.a. ”skulle et flertal af beboere og i afdelingsbestyrelsen i Taastrupgaard været nået frem til den konklusion, at de ønsker et religiøst/kulturelt baseret lokalsamfund med dertil tilhørende restriktioner, må det bekæmpes - med alt, hvad vi står for”.
Udfordring
Visioner:
Jeg ønsker at leve i et Danmark, hvor vi alle, også os med rødder andre steder i verden, kan være ubetinget tilhængere af demokratiet, både som beslutningsmekanisme og som styreform.
Jeg ønsker at vi fortsat kan leve i et samfund hvor demokratiet er styrende, og man frit kan debattere, og vi sammen kan kæmpe mod totalitære kræfter som vil begrænse vores ytringsfrihed.
Et Danmark hvor unge med indvandrerbaggrund ikke tvinges til at leve efter nogle normer, som minder om de normer danskerne levede efter i middelalderen.
Jeg ønsker at bryde med stereotyperne. En mand, jeg behandlede på hospitalet (Mohamoud er sygeplejerske, red.) havde læst et læserbrev jeg havde skrevet i Jyllands-Posten. Han diskuterede med sin hustru, om det mon kunne være mig. Manden og kvinden diskuterede om jeg fandtes. Manden benægtede at det kunne være mig. Kvinden var ikke i tvivl. Det var mig, hun havde set billede af i Jyllands-Posten. Men tilhængere af danske værdier opfattes som tilbagestående, nationalister eller racister.
