"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Glade jul!

6. oktober 2018 - Artikel - af Aia Fog

Trykkefrihedsselskabets formand, Aia Fog, pynter juletræ med seniorkorrespondent og radiovært på Den Korte Weekendavis, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm til fordel for Ungdommens Røde Kors

Ja, det er måske en kende tidligt at lægge an til den store højtid, men i år er julen kommet tidligt til Trykkefrihedsselskabet: Den navnkundige seniorkorrespondent og radiovært på Den Korte Weekendavis, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, har inviteret Trykkefrihedsselskabets formand til at være med til at pynte hendes juletræ, efter at hun i år har sagt ja til invitationen fra Ungdommens Røde Kors, der hvert år lader notabiliteter og kendisser pynte hver deres juletræ for en god sag.

I år er det efter sigende til fordel for voldsramte kvinder – og det er en sag, som Trykkefrihedsselskabet gerne bakker op om, så jeg har med glæde sagt ja. Også fordi Kirsten Birgit på smukkeste vis nu forener to gode formål, der på lange stræk er hinandens forudsætninger: Kampen for det frie ord og forsvaret for kvinders rettigheder.

Vi glæder os meget til begivenheden og bestyrelsen er fluks gået i gang med at flette julehjerter, lave kravlenisser og hånddyppe julelys i nationalfarverne. Torben Mark Pedersen har endda kastet sig ud i at lave en sprællemand med Kurt Westergaards ikoniske Muhammed-med-bomben-i-turbanen som forlæg. Ikke et øje vil være tørt, når vores juletræ står smykket, og vi er sikre på, at vi sammen med Kirsten Birgit kan få mange penge ind for vores juletræ til glæde for Ungdommens Røde Kors og til gavn for de voldsramte kvinder.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg