LONDON - Hvordan forbereder man sig til en bogreception i hjertet af Westminster i London? Man hopper i sin nyindkøbte Max Mara kjole erhvervet for en slik second hand i Notting Hill og tager med Tuben ind mod magtens centrum på et tidspunkt af dagen, hvor alle andre er på vej væk. Hos Ideas Space på 1. sal i den lille, noble gade ved St. James Park kan Sapphos redaktør konstatere, at hun ikke kender mange andre end værten, filmanmelderen og journalisten Peter Whittle.
Whittle, der har gæstet Sappho og Trykkefrihedsselskabet et par gange, har inviteret til reception i anledning af udgivelsen af bogen Private Views: Voices from the Front Line of British Culture. Bogen, der er udgivet af tænketanken The Social Affairs Unit, indeholder interviews med 17 kunstnere, redaktører, kulturpersonligheder m.m. Indholdsmæssigt kommer den rundt om emner som bl.a. indvandring, ytringsfrihed, kulturpolitik, det moderne og - islam.
Men at man omtrent ingen kender i lokalet på forhånd, gør, som det er tilfældet, når man er blandt briter og amerikanere, ingenting. Så snart man har kæmpet sig frem til bordet med vin og vand og sandwichgnaskende mennesker, er man allerede faldet i snak med den første gæst, men ikke den sidste. Jeg sludrer for eksempel gemytligt med en underviser fra London School of Economics, der er optaget af "branding" og hviskende betror mig, at han er "pro-BBC, som formentlig den eneste i lokalet." Det skal nok være sandt.
Whittle er erklæret konservativ, og dette er tydeligvis ikke det sædvanlige venstrefløjs-segment af kulturlivets pinger. Her er folk fra centrum-højre-tænketanke, mænd i jakkesæt og slips og adskillige kvinder i noble spadseredragter.
Er det mon.....
Whittle opfordrer folk til at tage kontakt med bogens interviewede og erklærer at det er problemfrit, da de alle er til stede og alle er afbildet på bogens bagside. Men det er det ikke helt. Jeg overvejer for eksempel at hilse på dramatikeren Richard Bean, hvis stykke England People very nice, jeg skrev om for nylig på Sappho. Men er det ham ovre i hjørnet ved vinduet, flankeret af yndige damer? Han ser yngre ud end han gør på bogens foto, og plejer det ikke at være omvendt?
Og er den eneste sorte herre i lokalet mon komikeren Reginald D Hunter? I bogen siger Hunter interessante og kritiske ting om feminismen og om "hvid skyldfølelse", såsom at kende "masser af hvide, der synes at være pinligt berørt over hvide mennesker og hvid, europæisk historie....". Men i interviewet beskriver Hunter også sig selv som "stor, høj, sort og maskulin". Er den pågældende høj og maskulin? Egentlig ikke. Maskulin selvovervurdering? Eller er det simpelt hen bare ikke Reginald D Hunter?
Jeg beslutter mig for i stedet at hilse på rådgiveren i kulturelle anliggender for Londons nye, konservative borgmester, Boris Johnson. Hun hedder Munira Mirza og er også medforfatter til en glimrende rapport fra tænketanken Policy Exchange: Living Apart Together: British Muslims and the Paradox of Multiculturalism.
Men jeg tager fejl, den elegante, mørkhårede kvinde er ikke Mirza men advokat og udelukkende til stede, fordi en konservativ partifælle har inviteret hende med. Partifællen er sikh, som han ret overflødigt nævner, for Sapphos redaktør kan genkende en turban, når hun ser den. Advokaten og jeg diskuterer tænketanke og forfattervirksomhed, og da hun skal gå, tager den sympatiske sikh over. Vi snakker om integration, eller "assimilation" som han kalder det uden at blinke.
Immigration, punk og 11. september
Inden jeg selv skal videre når jeg at sige goddag til direktøren for Centre for Social Cohesion, Douglas Murray, der gæster København i midten af juni. Han er for nylig kommet fra Washington, hvor han har talt på en konference arrangeret af tænketanken Middle East Forum om "Islamist Lawfare". Her deltog i øvrigt også Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, og en artikel om konferencen vil følge inden længe på Sappho.
Og så når jeg at spørge Lionel Shriver om et interview, når hun er tilbage fra USA i juni. Shriver er amerikaner af fødsel, succesfuld skønlitterær forfatter og optaget af de svære spørgsmål om immigration og demografi. I bogen taler hun blandt andet om den europæiske antiamerikanisme og om det vanskelige for en skønlitterær forfatter i at beskrive immigration og gøre den oprindelige befolkning sympatisk; specielt de blandt den oprindelige befolkning, der ikke byder immigranter velkommen med åbne arme.
Der er mange andre glimrende interviews i Whittles bog. Og overraskelser. Hvem vidste for eksempel at Dame Vivienne Westwood, den verdensberømte designer, der engang var gift med the Sex Pistols manager og bragte punk ind i moden nu åbent støtter Det Konservative Parti? Og at hun priser tradition og har udgivet et Kunst Manifest, som skal fungere som aktiv modstand mod propaganda?
I bogen optræder blandt andre også den kendte historiker Michael Burleigh, der senest har udgivet bogen Blod and Rage: A Cultural History of Terrorism. Samt redaktøren for center-højre-magasinet Standpoint, Daniel Johnson, der bliver spurgt, om et magasin som Standpoint kunne være udkommet for 10 år siden? Svaret er ikke overraskende, at før 11. september ville de færreste nok have set behovet for et sådant magasin, hvis formål blandt andet er, som Johnson har erklæret et andet sted, at forsvare den vestlige civilisation.
Whittle har også talt med den skotske komponist James Macmillan, der ofte irriteres over at se sig beskrevet som en "venstreorienteret" komponist. Portrætkunstneren Jonathan Yeo fortæller, hvordan han blev foreslået at male en pornografisk udgave af en islamisk leder, men afslog. Han ønsker ikke at latterliggøre religion, hverken islam eller kristendommen.
Bøsser, profeten og selvcensur
Den kun 26-årige dramatiker ved Finborough Theatre i London, James Graham, er optaget af politisk teater. Han har blandt andet skrevet Little Madam, et stykke om Margaret Thatcher og Tory Boyz - en forestilling om bøsser i Det Konservative Parti. Graham fortæller til Whittle, at det kom som et chok for ham at opdage, at de skuespillere, han arbejdede med stort set kun havde kendt til Labour i deres voksne liv.
Den yngste interviewede Sarah Maple, har muslimsk baggrund. Da hun i efteråret sidste år udstillede blandt andet et selvportræt, hvor hun optræder tildækket med en gris i armene, modtog hun dødstrusler og galleriet blev udsat for trusler og hærværk. Men ville hun afbilde profeten? Aldrig, det er respektløst og farligt, mener Maple. Det sidste har hun utvivlsomt ret i.
Mest åbenmundet om islam og ytringsfrihed er dramatikeren Richard Bean, der betegner sig selv som "venstrefløjs-høg". Han fortæller ærligt om en episode, hvor han selv greb til selvcensur. Det var under den danske Muhammed-krise, og måske derfor, mener Bean, blev det pågældende teaters ledelse grebet af paranoia. Stykket foregik i et fængsel, og Bean ville lade en fange konvertere til islam og derefter regelmæssigt blive udfordret af Jesus, der også befandt sig i fængslet. Bean blev bedt om og indvilgede i, at udelade navnet Muhammed i stykket. Inden da bad Bean om støtte fra kolleger og ved et møde diskuterede man sagen. Her noterede Bean, at støtten overvejende kom fra "yngre, mandlige forfattere". Tankevækkende og trist på kvindelige kunstneres vegne.
Den beskedent udseende bog kan fås for en hundredekroneseddel over internettet. Den fortjener at blive læst. Af danske kunstnere og mediefolk. Af kulturministeren, hvadenten hun er visionsløs eller ej. Og den burde også blive læst af DRs mand i Storbritannien Jakob Illeborg, der vist godt kunne bruge lidt ny inspiration, tænker jeg, efter at have gennemtygget flere afsnit af hans bog Danmark set Udefra og set ham på skærmen. Hvad skal vi med flere interviews med folk som Timothy Garton Ash, der har betegnet Ayyan Hirsi Ali som "oplysningsfundamentalist?"? Når nu Storbritannien rummer adskillige mere inspirerende kulturpersonligheder?
Private Views: Voices from the Front Line of British Culture. Peter Whittle and New Culture Forum. Social Affairs Unit, London, 2009.
