"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Folketingets åbning bør være en anledning for politikerne til at se tilbage på, hvad de har gjort for demokratiet

4. oktober 2019 - Artikel - af Aia Fog

De seneste års indgreb i ytringsfriheden vidner om en grundlæggende mangel på viden om og forståelse for, at det frie ord er demokratiets arvesølv og gør paradoksalt nok vore egne demokratisk valgte politikere til den største trussel mod den ytringsfrihed, der er selve fundamentet for, at de er blevet valgt.

I skrivende stund er der kun få timer til Folketingets åbning. En festdag for vores demokrati og folkestyre, og en anledning til at blive lidt højstemt. Det syntes Bertel Haarder i hvert fald sidste år da han, som Tingets længst siddende medlem, følte anledning til at påpege, at der var al mulig grund til at fejre Folketingets åbning i betragtning af det pres, der er på demokratiet rundt omkring i verden.

Det har han ret i: demokratiet er en skrøbelig størrelse, der bærer kimen til sin egen undergang i sin natur: der skal kun et enkelt demokratisk valg til at stemme sig til diktatur og totalitarisme. Derfor skal man tage vare på demokratiet og værne om dets fundament: vores grundlæggende frihedsrettigheder og ytringsfriheden først og fremmest. Det frie ord er altafgørende for, at vi kan dele os efter anskuelse og lade meninger brydes uden frygt for repressalier.

Og lige hér ville det være betimeligt, hvis Bertel Haarder og resten af Folketinget i år benyttede Folketingets åbning til, for en gangs skyld, at skue indad og bagud og foretage en grundig evaluering af, hvordan de selv har behandlet ytringsfriheden og dermed vores demokrati de seneste tre folketingssamlinger. Det er nemlig meget nedslående:

I 2016 vedtog Folketinget som led i den såkaldte imam-pakke et forbud mod ytringer som ”udtrykkeligt billiger strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”. Loven rettede sig primært mod billigelse af terror, men omfattede også billigelse af flerkoneri og tvang – en absurd krænkelse af ytringsfriheden, hvis grænser bør gå ved trussel om, eller opfordring til vold. Forbuddet var rettet mod imamers indoktrinering, men det rammer i princippet også præster i folkekirken og andre religiøse forkyndere og udvidede desuden anvendelsesområdet til også at omfatte ytringer fremsat i privat sammenhæng.

I december 2018 tiltrådte den daværende VLAK-regering FNs Migrationspagt, og forpligtede sig dermed til at blande sig i, hvordan medierne vinkler deres rapportering om migrantstrømmen og tage mediestøtten fra dem, der skriver negativt om migration. Et voldsomt angreb på den ytrings- og pressefrihed, der sikrer borgerne adgang til information og dermed til selv at vælge informationskanaler og selv danne sig sin mening.

I foråret 2019 vedtog et stort flertal i Folketinget en ny påvirkningslov, en skærpelse af spionparagraffen i straffelovens § 108, som nu ikke alene kriminaliserer videregivelse af information ud af landet (til skade for Danmark), men også information ind i landet (for at påvirke meningsdannelsen og den politiske beslutningsproces).

Hensigten med påvirkningsloven er at dæmme op for de påvirkningskampagner fra fremmede (russisk) efterretningstjenester, som man frygter vil kunne påvirke meningsdannelsen.

Påvirkningsloven tilføjede ytringsfriheden det største anslag siden censuren under besættelsen: Det er nemlig helt legale holdninger og lovlige ytringer, som f.eks. modstand mod EU eller NATO, der kriminaliseres, alene på grund af, hvem der er den oprindelige afsender af budskabet og endda på baggrund af et helt nyt afsenderkriterium.

I marts 2019 modtog den islamkritiske debattør og forfatter, Jaleh Tavakoli, besked fra Socialtilsynet om, at hendes 8-årige plejedatter, som har boet hos Jaleh og hendes mand siden hun var 2 dage gammel, ville blive fjernet, fordi Jaleh Tavakoli har deltaget i den offentlige debat, delt en henrettelsesvideo på facebook og derfor ikke fungerer som en digital rollemodel for sin plejedatter.

I mere end et halvt år har Jaleh Tavakoli kæmpet for sin demokratiske ret til at deltage i den offentlige debat med sine helt legale synspunkter og samtidig bevare plejetilladelsen til familiens plejedatter, men indtil videre forgæves: for kort tid siden trak hun sig fra den offentlige debat og fra sin klumme i JP, da det stod klart, at hun ellers ville miste plejetilladelsen. Socialminister Astrid Krag udtalte i et § 20 svar til DF bl.a.:   Hvis en plejefamilies handlinger, og herunder ytringer, viser sig at have negative konsekvenser for de børn eller unge, der er anbragt i familien, kan det være et element i socialtilsynets vurdering af plejefamiliens kvalitet”. Hermed blåstemplede ministeren Socialtilsynets magtfordrejning, trådte ytringsfriheden under fode og svigtede sin pligt til at værne den mest grundlæggende frihedsrettighed, ytringsfriheden. Og hun gjorde trusler til offerets problem og ansvar.

Den tiltagende lethed hvormed danske politikere den ene gang efter den anden gør indhug i ytringsfriheden er stærkt bekymrende og ovenstående gennemgang burde få vore folkevalgte til at stille sig selv spørgsmålet, hvor længe de kan blive ved med at skære lunser af vores ytringsfrihed. De seneste års indgreb i ytringsfriheden vidner om en grundlæggende mangel på viden om og forståelse for, at det frie ord er demokratiets arvesølv og gør paradoksalt nok vore egne demokratisk valgte politikere til den største trussel mod den ytringsfrihed, der er selve fundamentet for, at de er blevet valgt.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis