"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

FN´s Racediskriminationskomité må se i vejviseren efter en undskyldning

12. januar 2023 - Artikel - af Aia Fog

FN har krævet undskyldning fra den danske regering fordi DF i 2014 lagde hus til Trykkefrihedsselskabets udstilling af 9 værker af den svenske kunstner Dan Park, som det svenske politi havde beslaglagt med henblik på destruktion

FN var i sit oprindelige udgangspunkt en smuk ide og i årene efter grundlæggelsen lige efter 2. Verdenskrig,  i oktober 1945, tillige et løfterigt, overnationalt projekt, som skulle forene verdens lande i venskab, samarbejde og fredelig konfliktløsning.

Det lød næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre gav FN krigsudmattede lande nyt håb om velstand og fremgang i en fredeligere verden.

Det er en alment kendt lovmæssighed, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det lige netop tilfældet, hvilket FN´s historie da også er blevet et deprimerende eksempel på. For når ”…alle medlemstater – både store og små, rige og fattige og uagtet politiske holdninger og sociale systemer (har) en stemme til at blive hørt og stemme at afgive” som der står på hjemmesiden, så vil totalitære lande, båret af undertrykkende ideologier til hver en tid kunne få mere ret end andre – demokratiske – lande. Og det skyldes netop den omstændighed, at de har ”lige så meget ret til at blive hørt og stemme at afgive”.

Men totalitære lande er ikke ligeværdige med demokratier. De er 2. eller 3. rangs lande, der ikke hører hjemme i Det Gode Selskab, fordi de ødelægger det. Og de har ødelagt FN, der i dag fremstår som et tomt postulat, fordi de krænkelsesparate 3. rangslande har invaderet FN-systemet og dets bestemmende organer, hvorfra de har undergravet alle ideer om og tiltag til frihed og demokrati.

Det mest groteske eksempel er, da Gadaffis Libyen i 2003 blev formand for FN´s Menneskerettighedskommission, men næsten lige så vanvittig er den konsekvente omfavnelse af OIC (sammenslutningen af islamiske lande), som i dag udgør en vigtig magtfaktor i FN.

De seneste årtiers udvikling – eller afvikling – af FN´s troværdighed forhindrer dog ikke organisationen i med ganske jævne mellemrum at udsende påbud til medlemsstaterne om, hvordan de skal opføre sig. Det seneste eksempel er rettet mod Danmark og har Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti som omdrejningspunkt:

I 2014 udstillede Trykkefrihedsselskabet 9 værker af den svenske kunstner Dan Park, som det svenske politi havde beslaglagt med henblik på destruktion, fordi værkerne blev anset for at være ”hetz mod folkegruppe”. Udstillingen fandt sted i en kælder på Østerbro, men blev lanceret ved en reception i Provianthuset på Christiansborg med Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti som vært. Hensigten med udstillingen var at eksponere Sveriges totalitære tilgang til kunstnerisk frihed og dermed ytringsfriheden og desuden at råbe vagt i gevær over for den svenske stats fremfærd, der på lange stræk mindede om autodafeerne i Tyskland i 1930´rne.

Udstillingen faldt flere for brystet – bl.a. den svenske formand for Afrosvenskarnas riksförbund, Momodou Jallow,  som nu er medlem af den svenske Rigsdag. Han klagede til FN, der nu – 8 år senere – er kommet med en skarp fordømmelse af udstillingen og den omstændighed, at det danske folkestyre lagde lokaler til udstillingen af Dan Parks billeder. Det er en overtrædelse af FN´s racediskriminationskonvention, lyder det. Men ikke nok med det: FN´s Racediskriminationskomité CERD (der tæller medlemmer fra bl.a. Qatar, Elfenbenskysten, Algeriet, Senegal, Tyrkiet og Kina) kræver en undskyldning fra den danske regering, ligesom den insisterer på, at Danmark skal lave særlige uddannelsesprogrammer for politi og retsvæsen, der skal ”forebygge diskrimination”.

Regeringen har fået 90 dage til at svare på kravene.

I mellemtiden afsøger Momodou Jallow mulighederne for at kræve et større pengebeløb i erstatning fra den danske stat for det overgreb han som både tæt pigmenteret og i øvrigt afbildet på et af Dan Parks billeder, har været udsat for.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at regeringen vil efterkomme CERDs krav: ingen af udstillingens 9 billeder lå uden for ytringsfrihedens grænser, og ingen – heller ikke Momodou Jallow – har krav på erstatning. Det er nemlig en grundpræmis for ytringsfrihed, at man ikke kan gardere sig mod at føle sig krænket over, hvad andre kan finde på at sige, tegne, male, synge eller på anden måde ytre. Det er den pris vi alle betaler for at leve i et demokrati med fri og (i princippet) lige adgang til at sige, hvad man mener. Det hedder også at dele sig efter anskuelse og er et grundvilkår, hvis man vil opretholde et frit demokrati.

Og det er jeg, alt andet lige, sikker på at regeringen vil.

Lev med det.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis