Må jeg ikke begynde med at slå fast, at der jo grundlæggende er noget sympatisk over at ville bekæmpe had. Had er en grim ting. Og jeg vil gerne melde mig under fanerne hos dem, der hader had. Og som sådan mener, at had skal bekæmpes.
Når man for eksempel på google søger under ordene ”hader dansk folkeparti”, kommer der over 20.000 hits frem. Det er foruroligende. Tænk, at så mange mennesker - i et land med ét af verdens højeste uddannelsesniveauer - kan motivere så afstumpede følelser for et politisk parti.
Ligeså kedeligt er det naturligvis, hvis man skifter ”dansk folkeparti” ud med mit navn. En sådan søgning giver godt nok færre - men alligevel 3500 hits. Tænk at være hadet. Det er ikke rart. Hvem vil ikke gerne være elsket? Eller i det mindste afholdt?
Ud fra det kriterium kan der ligge noget sympatisk i EU's rammeafgørelse, som i dag skal behandles. Hvis det altså ikke lige var, fordi det ikke er had i almindelighed, der bekæmpes. Det er en meget nøje udvalgt form for had. Og hvad værre er, en definition af had, tænkt, formuleret og skrevet direkte ud fra et politisk ideologisk kampskrift.
Winston Churchill sagde engang: ”History will be kind to me, for I intend to write it.” Det er der meget sandhed i. Nu skyldes Churchills heltestatus i vor kultur næppe hans i øvrigt enestående bidrag til europæisk litteratur. Sandheden i udsagnet er dog, at det er den, der definerer virkeligheden, som kontrollerer verden. Og det er her, EU's forsøg på at definere det onde bliver farligt.
Alle kan forstå, at onde handlinger skal være forbudt. Naturligvis skal man straffes, hvis man overfalder, berøver eller snyder en anden. Langt sværere er det imidlertid at straffe den urene mening, holdning og verdensanskuelse. Eller som det er hyppigere i dag: det forkerte menneskesyn. Grundlæggende tror jeg, de fleste danskere ser ens på andre mennesker.
Det, der for mig skiller i udlændingedebatten, er viljen til at acceptere indvandring uden at kræve modydelse. Viljen til at påtage sig ansvaret for noget, der ikke er vort anliggende. Heri ligger den politisk debat, som siden indvandringens begyndelse har skilt vandene. Har splittet danskerne - som europæerne.
Er en sådan splittelse usund? Er uenighed usund? I givet fald er den demokratiske livsform, hvis hele eksistens og udgangspunkt er uenighed, usund. Man må foretage et valg. Enten er man for demokrati - og dermed for den frie meningsdannelse, holdningsudveksling og debat. Eller også er man for et teknokrati, hvor en teknokratisk elite udstikker rammerne for det gode og det onde. Man må vælge mellem demos - folket med alt dets tankegods og drømme som indhold - eller vælge det fra. Et valg af dele af folket - dem med de rette meninger - er et fravalg af hele folket.
EU har valgt den sidste model. Og jeg vil her slet ikke komme ind på, hvordan det ses i det parodiske parlament, kommissionens initiativprærogativ eller dommernes politik-skabelse. Nej, jeg vil igen vende tilbage til rammeafgørelsen mod racisme og fremmedhad. Som sagt, hader også jeg had og racisme, som - endskønt sin nærmest ikke eksisterende tilstedeværelse her til lands - baserer sig på et afstumpet verdenssyn.
Hele EU's tankesæt i denne sag er, at kontrol med meninger forebygger handlinger. Lad os derfor undersøge, om det virker.
I Frankrig har det siden 1990 været ulovligt at sætte spørgsmålstegn ved eller at retfærdiggøre Holocaust og forbrydelser imod menneskeheden. Strafferammen er en måneds til et års fængsel eller bødestraf. Hvert år udgiver The European Jewish Congress en årsbog over antisemitismen i verden - og her fremgår med særligt fokus på Frankrig, at ”the Jewish Community Protection Service (SPCJ) recorded 832 antisemitic incidents, an increase of about 75 percent over the 2008 total of 474”.
I Belgien blev Holocaust-benægtelse gjort ulovligt i 1995. Den, som benægter, groft bagatelliserer eller minimerer, forsøger at retfærdiggøre eller billiger nazisternes folkedrab under 2. Verdenskrig, kan blive tildelt en fængselsstraf op til et år og en bøde på op til 50.000 franc. Rapporten fra The European Jewish Congress slår dog fast, at ”jews in Belgium reported a growing sense of insecurity. Antisemitic activity escalated during the first four months of 2009, according to the Centre for Equal Opportunities and Opposition to Racism (CEOOR), which recorded 60 incidents until April alone - usually the total for the whole year”.
Heller ikke i Belgien er der altså noget tegn på, at forbudet mod idiotiske holdninger har haft den ønskede effekt.
Men hvad så med nationalsocialismens land nummer 1, Tyskland? Her kan man blive straffet med bøde eller fængsel i op til fem år, hvis man benægter eller bagatelliserer forbrydelserne begået af nazisterne under 2. Verdenskrig. Det er generelt ulovligt at opildne til had imod en særlig gruppe i befolkningen (paragraf 130), og desuden er nazistiske symboler som hagekors også ulovlige.
Alligevel giver rapporten følgende stemningsbillede: “In a statement issued on December 17, 2009, Joerg Ziercke, president of the German Federal Criminal Police Office (Bundeskriminalamt, BKA), reported that almost three acts of racial violence were committed in Germany daily and some three antisemitically motivated assaults took place per month. […] This does not necessarily include the almost weekly desecrations of Jewish cemeteries which, for the most part, are not reported as antisemitic crimes but as “vandalism”.
Og i Østrig, hvis historiske forhold til antisemitisme minder om Tysklands, konkluderes det, at alene ”from January to June 2009, the Forum against Antisemitism in Austria recorded 125 antisemitic events compared to a total of 46 in 2008”.
På verdensplan er antallet af voldelige manifestationer de seneste 20 år steget 1300 pct. - fra 78 registrerede overgreb i 1989 til 1129 i 2009.
Disse tal siger naturligvis ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt ytrings- og holdningsforbudene har haft en virkning. Men de er indikatorer for, at man ikke kan få folk til at opgive vanvittige tanker ved at forbyde dem.
Efter således at have behandlet selve grundidéen bag holdningkriminaliseringstankegangen, vil jeg vende mig mod detaljerne i den nævnte rammeafgørelse og de høringssvar Folketinget modtog.
Da jeg i 2005 modtog Justitsministeriets notat om rammeafgørelsen, var det med en vis interesse, at jeg bemærkede, at formålet ifølge ministeriet var, ”at racisme og fremmedhad i alle medlemsstater kan straffes med sanktioner”. Interessant er det, at selve formålet koges ned til det nærmeste sjælelige. Om man så aldrig ytrer det for en sjæl, er det selve den racistiske tanke, der skal straffes. Det vækker mindelser om den strafferetlige tænkning umiddelbart efter reformationen og ønsket om at straffe ”den onde vilje”. Dengang var det udløsende fænomen imidlertid, at viljen manifesterede sig i handling. I EU's rammeafgørelse er det alene viljen, der er målet. Selv tanker, der holdes privat, er i princippet mål for indgrebet.
Den logiske følge er da også, at regeringen herefter (p.2) definerer racisme og fremmedhad som ”forbrydelser” i sig selv. Det er ikke handlinger eller ytringer, motiveret af racisme eller fremmedhad - men selve hadet, der er forbrydelsen. Selvom selve direktivteksten alene taler om forsætlige handlinger, er det samlede notat nyttigt til illustrationen af tankegangen bag.
At man tilsigter at ramme den handlingsløse situation, ses også af, at politiet kan rejse tiltale af egen drift. Der behøver ikke være nogen, som anmelder handlingen. For der behøver slet ikke være nogen handling. Alene holdningen er nok.
Endnu mørkere ser det ud, når de nu ulovliggjorte holdninger skal defineres. I sit høringssvar finder rigsadvokaten, ”at definitionen af racisme og fremmedhad [ikke] er formuleret på en dækkende og tilstrækkelig måde”. Rigsadvokaten overser, at dette er selve idéen med begreberne. Ingen må vide sig sikre.
Er det racisme at omtale barbariske skikke i visse muslimske kulturer? Er det fremmedhad, hvis sønderjyder har et anstrengt forhold til tyskere? Er det racisme at resumere tal, der påviser indvandringens konsekvenser på statsfinanserne, i kriminalitetsstatistiskkerne og i den demografiske forskydning? Hertil vil rammeafgørelsens forsvarere sige, at det jo alt sammen handler om, hvordan man formulerer sig. Vi må have en ordentlig tone, siger de. Og der - lige der - ligger det totalitære spøgelse gemt.
Vi, der kan se problemerne med indvandringen fra den ikke-vestlige verden, med muslimsk kultur, kan se sammenhængen mellem islam og terror - vi skal tænke os om en ekstra gang, inden vi sætter pennen til papiret. Leve i frygt for repressalier. ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres,” erklærer grundloven. Men hvad er så dette?
Regeringen anser direktivet for omfattet af straffelovens § 266b. Dermed skal der ikke ske ændring af dansk lov. Men er det en trøst? Er det en trøst, at alle EU's lande nu skal trækkes ind i mørket sammen med os? I hele EU lægger angsten og frygten for den frie mening sig over befolkningen som en tung sky, der aldrig går væk. Og hvad værre er, sikrer EU's regulering, at straffelovens § 266b ikke vil kunne fjernes. I dag afgør et flertal i Folketinget, om dette overgreb mod den frie tanke, vilje og ytring skal fjernes. Gennemføres § 266b som EU-retligt instrument, kan paragraffen en alene fjernes fra dansk lov, hvis EU giver tilladelse.
I forhold til regeringens melding om, at § 266b dækker, er det bemærkelsesværdigt, at den danske dommerforening tilsyneladende ikke er enig, men finder, at ”rammeafgørelsen kriminaliserer forhold, der ikke tidligere har været kriminaliseret og indfører sanktioner, der er ukendte i Danmark, og som synes at ligge fjernt fra dansk retstradition”. Disse bemærkninger tilslutter præsidenten for Københavns Byret sig. Desværre fremgår det ikke i detaljer, hvilke dele af rammeafgørelsen, dommerforeningen tænker på. Og de kan selvfølgelig være fjernet i forhandlingerne.
Kun en tåbe frygter ikke EU-kommissionen, som med ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten har fået overført kompetencen inden for dette område som sit prærogativ og allerede har varslet at ville omforme alle rammeafgørelser til direktiver.
Alle tidligere forhandlede kompromisser tages op på ny – og kan vedtages med flertalsafgørelser. Direktivet vil få direkte virkning - i modsætning til rammeafgørelsen. Vil blive fortolket af EU-domstolen - i modsætning til de danske domstole. Og vil i øvrigt lægge sig tæt op ad den linie, som kendes fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor EU for tiden forhandler om tiltrædelse af menneskerettighedskonventionen og i den forbindelse accepterer retten som fortolket af EMD – med den forskel, at EU-domstolens anvendelse heraf vil få overstatslig virkning. Vil være forbundet med udstedelse af tvangsbøder, hvis medlemslandene kvier sig over den indskrænkede holdnings-, menings- og ytringsfrihed.
Det er et fattigt samfund, som ikke har tillid til sine borgere. Erfaringen fra tidligere tiders sindelagskontrol vidner om, at det hverken virker eller gavner. Har vi ikke tillid til vore medmennesker, kan vi heller ikke have tillid til demokratiet. Et sådan anslag må aldrig accepteres. Om ønsket om regulering af ytringer, tanker og holdninger kommer fra det latterlige FN, det censurcentralistiske EU eller menneskerettighedstotalitarismen i Strasbourg, skal det mødes med en klar afvisning. Et nej så højt, at det kan høres - og give mod. Vi skal aldrig rykke os. Ikke for trusler om vold fra religiøse fanatikere eller for trusler om fængsel fra menneskerettighedsfanatikere.
Intet er rigtigere end det frie ord. Også selvom det frie ord kan være falskt. Det er ikke op til staten at afgøre. Det er op til os. Til dig, mig og alle andre, der lever i og vil dette samfund.
Vi kan ikke forbyde idiotiske meninger og tanker. Hvis vi kunne, ville verden se smukkere ud. Det er også derfor, det nærmest grænser til det morsomme, når Institut for Menneskerettigheder i
sit høringssvar føler trang til at understrege, at ”racebegrebet er en sociologisk konstruktion” som yderligere begrundelse for, hvorfor racistiske holdninger skal forbydes. For kan man ikke om socialisme og kommunisme også sige, at disse hviler på en sociologisk konstruktion? At tankerne om det klassedelte samfund er rent tankespin? Og at disse i øvrigt hæslige ideologier, der førte til død og ødelæggelse i både det nationalsocialistiske Tyskland og kommunistiske Rusland skal forbydes? Og hvad med ligestillingsdebatten - er der ikke også her tale om sociologiske konstruktioner?
Jeg vil ikke gøre mig til herre over, hvad dette i øvrigt ret overflødige ”institut for vidtløftige tanker” mener om racisme, kommunisme eller kvindekamp. Men jeg vil advare imod den glidebane, som man allerede befinder sig på - en bane mod et stadig mere totalitært samfund, hvor tanker og holdninger skal være ufrie og hvor tilliden til borgerne og demokratiet begrænses af frygten for samme.
Se også Uwe Max Jensens reportage fra mødet.
