Folketinget kan ikke afskaffe §266b uden først at tage et opgør med de internationale forpligtelser, der binder os på hænder og fødder. Derfor er der lang vej til en egentlig afskaffelse af §266b. Men Folketinget kan og bør arbejde sig gennem besværet ad de stier, der nu er mulige. Læs her hvordan.EU forhindrer afskaffelse
Historisk baserer straffelovens §266b sig på FNs konvention imod racediskrimination. For at implementere denne i dansk lov blev den oprindelige § 266b omskrevet til det, vi – med enkelte senere undtagelser – kender i dag.
I dag lyder bestemmelsen som følger:
”§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”
EU har med sin rammeafgørelse interveneret området. Det er således rammeafgørelser fra EU samt konventionen fra FN, der udgør de juridiske forhindringer i at fjerne bestemmelsen. Danmark kan ud fra en rent juridisk betragtning afratificere FN-konventionen. Politisk må det dog anses som vanskeligt at få regeringen med herpå.
Rammeafgørelsen giver os en skønsmargin
Noget anderledes forholder det sig med rammeafgørelsen, som er en EU-retsakt og derfor juridisk bindende i videre omfang end, hvad vi kender fra FN-konventionen.
At afgørelsen hviler på det mellemstatslige samarbejde (søjle III) fra nicetraktaten, giver dog en vis fleksibilitet. Af traktatens art. 34, stk. 2, afsnit b fremgår det blandt andet, at ”rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen”. Danmark har altså en vis skønsmargin. Og det er denne, som ved en ændring af § 266b bør afprøves.
Det centrale for en juridisk nyudformning af § 266b er således 1) at definere, hvad FN-konventionen præcis påbyder og ikke påbyder samt 2) at efterleve det tilsigtede mål i rammeafgørelsen, som vi synes bedst. Dette skal kort uddybes i det følgende.
En FN-godkendt omformulering
Den centrale bestemmelse i forhold til ytringsfriheden er konventionens artikel 4, som lyder:
”Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og forpligter sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der tager sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan diskrimination, og skal med dette formål for øje, under skyldig hensyntagen til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og til de i artikel 5 i denne konvention udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl. a.
a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til racediskrimination og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering;
b) erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed;
c) ikke tillade offentlige myndigheder eller institutioner under stat og kommune at fremme eller tilskynde til racediskrimination”.
En hurtig analyse må føre til, at det væsentlige i præamblen er, at Danmark som medlemsstat er forpligtet ”til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der tager sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan diskrimination”., ligesom det ved afsnit a til c er værd at bemærke, at der her alene er tale om tanker om ”racemæssig overlegenhed eller racehad” samt tilskyndelse til vold. Det sidste er allerede omfattet af straffeloven, dels medvirkensbestemmelsen (§23) dels bestemmelsen om trusler (§ 266). Med andre ord ville vi kunne fjerne begrebet ”tro” fra § 266b, hvis vi alene var bundet af FN-konventionen. Som nævnt, er dette ikke tilfældet. Også EU har reguleret området.
Var det alene FN-konventionen, vi skulle følge, kunne § 266b, stk.1 altså affattes som følger:
”§266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til racediskrimination og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”.
Herved ville mange af de praktiske problemer omkring bestemmelsen og dens betydning for ytringsfriheden være løst.
En EU-godkendt omformulering
Som nævnt, skal en rammeafgørelse indarbejdes i dansk ret efter dansk tradition. Rammeafgørelsens artikel 1 lyder som følger:
”Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige adfærd er strafbar:
a) offentlig tilskyndelse til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion, herkomst eller national eller etnisk oprindelse
b) udførelse af en handling som nævnt i litra a) i form af offentlig udbredelse eller distribution af skrifter, billeder eller andet materiale
c) offentligt forsvar for eller benægtelse eller grov bagatellisering af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser som defineret i artikel 6, 7 og 8 i statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis denne adfærd er rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion, herkomst eller national eller etnisk oprindelse, og udøves på en måde, der sandsynligvis vil tilskynde til vold eller had rettet mod en sådan gruppe eller et medlem af en sådan gruppe
d) offentligt forsvar for eller benægtelse eller grov bagatellisering af de forbrydelser, der er defineret i artikel 6 i chartret for den internationale militærdomstol, der er knyttet som bilag til London-aftalen af 8. august 1945, hvis denne adfærd er rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion, herkomst eller national eller etnisk oprindelse, og udøves på en måde, der sandsynligvis vil tilskynde til vold eller had rettet mod en sådan gruppe eller et medlem af en sådan gruppe.”
Som det vil fremgå, er der et meget nært sammenfald mellem bestemmelsens afsnit a og straffelovens § 266b. Danmark kan derfor ikke afskaffe disse elementer – religion, mv. – uden at komme i karambolage med EU. Vi må derfor vende os mod rammeafgørelsens artikel 1, stk.2 , som lyder:
”Medlemsstaterne kan i forbindelse med stk. 1 vælge kun at straffe adfærd, der enten udøves på en måde, der sandsynligvis vil forstyrre den offentlige orden, eller som er truende, nedværdigende eller forhånende”.
Heri ligger en åben invitation til at beskære bestemmelsens betydning og samtidig overholde sine forpligtelser. Medlemslandene kan lade realiseringen af deliktet under afsnit a være betinget af, at ”den pågældende adfærd sandsynligvis vil forstyrre den offentlige orden”.
Således ville § 266b kunne affattes som følger og samtidig overholde både EU's og FN’s krav:
”§ 266 b. Den, der offentligt og med en adfærd, der vil forstyrre den offentlige orden, i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”
Den ikke ideelle, men politisk realistiske løsning er således en tilføjelse af kravet om ”at forstyrre den offentlige orden” samt at indføje en særlig ytringsfrihedsbeskyttende bestemmelse som nyt stk. 3 – alternativt som nyt stk. 2, såfremt man vil fjerne propagandabestemmelsen. Med en sådan tilpasning kunne bestemmelsen – i fuld overensstemmelse med både FNs konvention og EU's rammeafgørelse – se således ud:
”§ 266 b. Den, der offentligt og med en adfærd, der vil forstyrre den offentlige orden, i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues [, forhånes eller nedværdiges] på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Stk. 2. Er udtalelsen fremsat som et led i politisk eller videnskabelig debat eller må den, der fremsætter ytringen, have gjort dette med et politisk eller videnskabeligt motiv, skal der af hensyn til den offentlige debat, som må være nødvendig i et demokratisk samfund, ske frifindelse.”
Ingen mulighed for sandhedsbevis
Efter sommerens politiske debat om emnet antydes der en enighed om, at bestemmelsen i sin nuværende udgør et problem, som skal løses. Dette er positivt – og partierne på Christiansborg bør gribe denne positive indstilling og lade det mulige råde. Tidligere har det været foreslået, at give mulighed for sandhedsbevis – også et forslag, der fuldt kan forenes med vore internationale forpligtelser, men som ikke i dag er muligt. Således tillader domstolene i dag ikke dokumentation for domstolene i sager om § 266b. Det eneste, der er centralt efter den nugældende bestemmelse, er, hvorvidt ytringerne objektivt set håner eller krænker – ikke om de er sande. Noget sådan synes helt ude af trit med den vestlige ånd og tradition for at stille spørgsmålstegn ved autoriteter.
De mulige stier
Man kan betragte den aktuelle situation fra to perspektiver. Vi kan enten gribes af dyb mistrøstighed over, at vi internationalt er bundet på hænder og fødder. Eller vi kan arbejde os igennem besværet. Det er utvivlsomt en både snørklet og besværlig affære i en samfundsorden, der er gennemdomineret af internationale aftaler, at beskytte – og udvide – ytringsfriheden. Men der er en vej at gå for den som vil se den. Lad os håbe, at det bestående på Christiansborg både har evnen og viljen til at se – og gå – ad de mulige stier.
