”Hvordan bekæmper vi den stigende islamisering uden at det går ud over vores frihedsrettigheder”. Det havde Trykkefrihedsselskabet inviteret Pernille Vermund, Martin Henriksen og Naser Khader til at diskutere ved selskabets debatarrangement på årets Folkemøde på Bornholm.
Det blev til en spændende debat i et stopfyldt mødetelt, for emnet indrammer på lange stræk den store udfordring vi står midt: At islam, i modsætning til de fleste andre religioner, ikke dyrkes i privaten, men har det som del af sit dna at erobre det offentlige rum. I Danmark har det været det muslimske tørklæde, der har været den primære markør for islams udbredelse, men også ghetto-områderne er synlige og helt konkrete udtryk for, hvor meget islam fylder i vores samfund.
Islams ekspressive og offentlige religionsudøvelse gør det til en relativ nem affære at følge med i både dens udbredelse og dens selvbevidsthed. Og begge dele er på alle måder tiltagende. Det vidner den stigende trang til at afholde muslimske højtider og fællesbønner i det offentlige rum om. Senest ved Eid-fejringen for nylig på Rådhuspladsen, et af Danmarks vigtigste symboler på vores sekulære demokrati, hvilket fik mange til at se markeringen som en regulær magtdemonstration.
Den stigende islamisering og erobring af det offentlige rum blev omdrejningspunktet for debatten, der på lange stræk kom til at handle om, hvorvidt Dansk Folkeparti havde gjort nok for at dæmme op for den stigende islamisering og det politisk betimelige i at sætte Venstre stolen for døren.
Martin Henriksen kom dog med debattens mest centrale spørgsmål, da han spurgte: ”Ville det virkelig have været bedre, hvis vi ikke havde lavet alle de indgreb (burkaforbud, imam-pakker, ghetto-planer osv.)?”
Spørgsmålet var retorisk, for der er ingen tvivl i Martin Henriksens sind om, at et folketingsflertal, herunder ikke mindst Dansk Folkeparti, har forsvaret dansk kulturs forrang ved at gennemføre tildækningsforbud, imampakker, ghetto-planer osv.
Og han har da også en pointe, for vi behøver blot se til vores nabolande for at finde skrækeksempler på, hvad der sker, når politikere og myndigheder i misforstået politisk korrekthed afstår fra at gribe ind:
I Sverige opjusterede politiet sidste år antallet af no-go-zoner, dvs. ghetto-områder hvor politiet har mistet kontrollen og hvor anarki og bandevold hærger, fra 15 til 23, og indvandrerbander føler sig nu så selvsikre, at de flere gange har angrebet politistationer.
I England synes grooming-skandalen, hvor muslimske mænd i årevis har voldtaget og misbrugt tusindvis af udsatte britiske piger, ikke at ville tage ende, men breder sig fra by til by. Og Whitechapel i det østlige London er i dag en islamisk højborg med Europas største moske og et mylder af kvinder i niqab og mænd i kjortler og med jihadist-skæg.
Det ser vi ikke i Danmark. Endnu.
Alligevel kan man ikke bare konkludere som Martin Henriksen.
For det første fordi ingen af de indgreb, påbud eller forbud, der i disse år flyder i en stadigt hurtigere strøm ind over os, hverken løser eller fjerner problemet: Herboende muslimer bliver hverken bedre assimilerede eller mindre muslimske. Snarere tværtimod. Hertil kommer, at vi fortsætter med at importerer mere af det problem (islam), som Martin Henriksen og hans politiker-kolleger prøver at dæmme op for – om end i et lidt langsommere tempo. Dette stigende muslimske pres på vores samfund og de stadigt mere insisterende særkrav, vil uafvendeligt føre til endnu flere af de indgreb, som Martin Henriksen er så tilfreds med – uden at komme problemet til livs.
Hvilket fører til det andet forbehold: For vores lovgivning og de friheds- og lighedsprincipper den hviler på er en hindring for at kunne standse islamiseringen uden samtidig at gøre indhug i den frihed, som er bærende for vores kultur. I den forstand er vores retsstat og frihedsrettigheder slet ikke beregnet på en situation som den nuværende, hvor en stor totalitær og anti-sekulær minoritet kan udnytte selvsamme rettigheder til at fremme deres ideologi på vores bekostning. Vi har ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed og den kan hverken gradueres eller undtages for bestemte befolkningsgrupper. Derfor bliver burkaforbuddet også til et tildækningsforbud, der i princippet gælder alle.
Der er meget vigtig signalpolitik i både burkaforbuddet og store dele af imam-pakken, for det viser, at de fleste politikere tager truslen fra islam alvorligt. Men jeg er også meget foruroliget over den lethed, hvormed Martin Henriksen er villig til at give køb på den frihed, han så gerne vil forsvare. Især når det er så usikkert, om det overhovedet gør en forskel på den lange bane.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
