"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et nødvendigt opgør med Vestens skyldkompleks

11. august 2016 - ArtikelArtikel - af Herman F. Christiansen

Uroen i Mellemøsten og de mange terrorangreb i Europa får mange til at stille sig selv spørgsmålet, hvem der faktisk har skylden for situationen. Herman F. Christiansen giver et bud:

Situation i Mellemøsten har i løbet af meget kort tid udviklet sig i en meget voldsom og brutal retning. Denne udvikling truer samtidig store dele af befolkning i Vesten. Dette har vi set i europæiske storbyer som eksempelvis København, Bruxelles, Paris og nu i Nice i form af voldsomme terrorangreb.  

Den urolige udvikling har fået mange mennesker til at stille sig selv spørgsmålet om, hvem der faktisk har skyld for den nuværende krisesituation? Her er der mange politikere og debattører, der har peget på Vestens involvering i arabiske lande, og dermed skal Vesten selv have skabt tumulten i Mellemøsten og dermed også den nuværende terrornorm i Vesten. Som eksempel kan nævnes den britiske politiker og debattør George Galloway’s reference til invasionen af Irak tilbage i 2003. Men dette synspunkt er faktuelt misvisende.

Vil man have et mere virkelighedsbaseret begreb om tumulten i Mellemøsten, er det essentielt at inddrage det Arabiske Forår. Vi bør ikke kun fokusere på krisen i lyset af krigen i Irak eller tidligere former for involvering i arabiske lande fra Vestens side. Man bliver samtidigt nødt til at være en smule mere ærlig over for sig selv, med henblik på den åbenlyse og negative rolle som religionen islam spiller for en fredelig og frugtbar samfundsmæssig udvikling.

En sund og fornuftig sans for religionskritik er nemlig en absolut nødvendighed for at kunne danne sig et mere realistisk billede af, hvordan det kan gå så galt i et eventuelt samfund. Religionskritik er nødvendig, selvom en kritisk holdning til islam anses for at være politik ukorrekt.

 

Den glemte frihedsbevægelse

Vi skal huske, at det Arabiske Forår begyndte i Tunesien, da en ung mand med navnet Mohamed Bouazizi den 17. december i 2010 satte ild til sig selv i protest mod korruption og voldschikane fra de tunesiske myndigheder. Det var nemlig begivenhederne i Tunesien som egentligt satte ild i det meste af Mellemøsten, ved at udløse massive demonstrationer og protester for promoveringen af nogle helt basale menneskerettigheder i flere af landene indenfor den Arabiske Liga.

Fra Tunesien spredte demonstrationerne og protesterne sig til flere lande i Mellemøsten som for eksempel Egypten, Yemen og Syrien. I Syrien har konflikten udviklet sig til en meget brutal og blodig borgerkrig med over 400.000 døde, imens mange millioner er flygtet fra landet. Det Arabiske Forår har siden sin begyndelse udviklet sig til en af de største humanitære verdenskriser, vi har set siden afslutningen på Den 2. Verdenskrig.

Vi skal nemlig huske, at det Arabiske Forår begyndte hele syv år efter invasionen af Irak, og endda i Tunesien som ligger langt uden for Mellemøstens grænser og helt oppe i Nordafrika, nær Italien. En tydelig sammenhæng mellem disse konflikter i form af indblanding fra Vestens side i Irak eller i Afghanistan er derfor yderst mangelfuld.

Det Arabiske Forår demonstrerede i øvrigt en enorm utilfredshed blandt Mellemøstens muslimer, de nu flygter fra i massevis. En stor del af den muslimske befolkning i Mellemøsten havde faktisk til hensigt, og med al ret, at afskaffe de mange totalitære og teokratiske tvangsregimer eksisterende i regionen. Det kan derfor give god mening at betragte den seneste tids udviklingen i Mellemøsten som et forsøg på en form for arabisk frihedsbevægelse, eller også et forsøg på en slags moderniseringsproces af islam. Dét snarere end at tolke begivenhederne som et udelukkende negativt respons på imperialisme fra Vestens side, eller tvangsindførelse af demokrati i regionen imod folkets vilje.

Vi skal også huske på, at mange af de folk som nu flygter fra den arabiske verden til Europa flygter på grund af et ønske om at leve i et demokrati. Tunesien eksempelvis, som nu efter eget ønske er blevet til et demokrati med fremtidige planer om fuld adskillelse af religion og stat. Derfor bør Vesten tro have mere selvtillid angående promoveringen af demokrati uden for Vesten.

Vi bør, så godt vi kan, samtidig støtte muslimske reformbevægelser som for eksempel Muslim Reform Movement der blev stiftet i 2015 af sekulære muslimer fra Europa og Amerika. For om en reformation af islam skal lykkes, er det nødvendigt, at en reformation kommer fra muslimer selv.  

 

Islamisk Stat

Skabelsen af den fundamentalistiske terrororganisation kendt som Islamisk Stat, eller Daesh skyldes heller ikke invasionen af Irak i 2003. Det ved vi, eftersom Daesh allerede blev etableret i 1999 – bare under et andet navn: Gruppen af Monoteisme og Jihad. Terrororganisationen har siden sin grundlæggelse flere gange skiftet navn og flere gange skiftet fokus, alt efter udviklingen i Mellemøsten. Terrororganisationen var for eksempel i begyndelsen meget optaget af at afskaffe det jordanske kongedømme, eftersom kongedømmet i Jordan ikke blev betragtet som fundamentalistisk eller islamistisk nok. Terrororganisationen ønsker om oprettelsen af et kalifat i Mellemøsten har dog altid været dens overordnende formål.

Derfor må man konkludere, at Daesh ikke opstod som en respons på Vestens udenrigspolitik. Vi bliver nødt til at forestå, at terrororganisationens inspiration kommer fra selve islams hellige skrifter. Problemet er, at disse skrifter bliver læst som Guds sande ord. Det er med andre ord i selve koranen, at terrororganisation har sit politiske mandat. Derfor er islam så farlig i sin nuværende form. Islam har brug for en moderniseringsreform.

Daesh voksende sig stærk efter det magttomrum amerikanerne skabte, da de, efter min egen mening, trak sig for tidligt ud af Irak. Tilbagetrækningen af amerikanske tropper skete i øvrigt, måske fordi den amerikanske præsident Barack Obama tænkte mere på sit eftermæle, end på stabiliteten i Irak? Det er min mening, at Vesten skulle være blevet i Irak i længere tid, ligesom man gjorde i Tyskland og Japan efter afslutningen på Den 2. Verdenskrig, hvor man sikrede langvarig stabilitet. Vi kan jo heller ikke bare være ligeglade, når terrorhandlinger bliver rettet mod uskyldige, bare så længe det ikke sker i Europa eller i Amerika. Derfor var det rigtigt at fjerne Saddam Hussein og hans sønner fra magten.

Håndteringen af regeringsskiftet i Irak var også bygget på en, fra Vestens side, manglende forståelse af Iraks grundlæggende religiøse og politiske karakter. Ikke mindst undervurderede man de forskellige religiøse grupperingers enorme had mod hinanden, selv om både sunni-muslimer og shia-muslimer tilhører den samme grundlæggende tro.

Når dette er sagt, så skyldes uroligheden i Irak ikke kun Vestens udenrigspolitik med USA i spidsen. Her bærer den politiske ledelse i Irak med personer som Nouri al-Maliki og Haider al-Abadi en stor del af skylden, eftersom de ikke har lyttet til befolkningens ønsker. Dette har Helle Lykke Nielsen, lektor, ph.d., ved Center for Mellemøststudier, for nyligt redegjort for i en artikel i Dagbladet Information.

De fleste islamistiske terrorangreb i Europa og i Amerika bliver heller ikke udført, som et respons på Vestens udenrigspolitik. Dette blev bekræftet med for eksempel angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris og med angrebet på homoseksuelle i Orlando i USA.

Man ser at tegninger og homoseksualitet er nok for at fremprovokere et islamistisk terrorangreb i Vesten. Dog er myten om at tumulten i Mellemøsten og de islamistiske terrorangreb i Europa og i Amerika som helhed skyldes Vestens imperialistiske tendenser en af de mange og gentagende myter, som forsat bliver brugt i medier og debatprogrammer.

 

Tilbage til virkeligheden

Når folk bruger Vestens udenrigspolitik som en undskyldning for uroen i Mellemøsten og de mange terrorangreb på Vesten, så er det efter min mening en forsvarsmekanisme for at kunne bortforklare en kold og ubehagelig virkelighed man kigger i øjnene. Nemlig eksistensen af en fundamentalistisk og endda politisk religion. De fleste folk vil ikke risikere at blive stemplet som racistiske eller xenofobiske, og når folk er bange for at kritisere islam er det ofte med en god begrundelse. Dog overlever ytringsfriheden kun, hvis folk rent faktisk er villige til at udøve det fri ord.

At give Vesten skylden for de omtalte ulykker er simpelthen at ignorere nogle helt fundamentale, religiøse og politiske problemer, hvor muslimer vælger at anskue verden gennem koranens optik, og derved får et sort-hvidt verdenssyn.

Det viser en rapport fra PET om radikalisering fra 2016. Den siger følgende om forbindelsen mellem terror og islam:

”Militant islamistisk radikalisering kan beskrives som en dynamisk proces, hvor et individ konverterer til en radikal fortolkning af islam”.

Så vi ved, at islamistiske terrorangreb har ”noget” med islam at gøre selvom de fleste politikere i Vesten ofte siger det modsatte. Det er selvsagt ikke gældende for alle muslimer boende i den vestlige verden. For ifølge gallupundersøgelser står de delte angående deres opbakning til vestlige frihedsidealer.

Det er et kæmpe problem, at det kun er halvdelen af muslimer boende i Vesten og som faktisk støtter den samfundsmodel de bor i. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi får den manglende halvdel af muslimer til at støtte Vestens frihedsidealer? Dette burde være en del af Vestens fokus i kampen mod terror.

Det er nødvendigt at gøre sig klart, at der eksisterer et større og mere grundlæggende problem i selve Mellemøsten og indenfor selve religionen islam, som Vesten ikke er ansvarlig for.

Vi bliver nødt til at minde hinanden om, hvad Det Arabiske Forår faktisk handlende om i begyndelsen. Nemlig mere frihed og ligestilling for både mænd og kvinder i samfundet. Afskaffelse af diktatoriske og teokratiske voldsregimer, tilsammen med ønsket om fuld indførelse af institutionelle menneskerettigheder.

Vesten har på grund af sit illusionistiske skyldfølelseskompleks, kombineret med politisk korrekthed, gjort alt for lidt for at stimulere den såkaldte arabiske frihedsbevægelse i Mellemøsten. Der er også gjort alt for lidt for at støtte en reform af islam i Europa og i Amerika.

Der hersker i øjeblikket en stor moralsk forvirring i Vesten og særdeles på venstrefløjen, hvor al kritik af enhver form for islamisme bliver associeret med racisme og xenofobi. Det er et kæmpe problem, som Vesten bliver nødt til at få bugt med. En manglende kritik af problemet vil kun blive efterfulgt af flere terrorepisoder og dermed bane vej for højreekstremisme i Europa.

 

Herman Christiansen er cand.mag. i historie og filosofi fra Københavns Universitet. Skribent/debattør for Kristeligt Dagblad/Religion.dk

 

Kilder:

Graeme Wood: What ISIS really wants, The Atlantic, 2015: http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2015/03/what-isis-really-wants/384980/

 

Helle Lykke Nielsen: Det er ikke altid kun Vestens skyld, Dagbladet Information, 2016: https://www.information.dk/debat/2016/08/altid-kun-Vestens-skyld

 

Politiets Efterretningstjeneste - Center for Terroranalyse: Militant islamistisk radikalisering, 2016: https://www.pet.dk/~/media/VTD%202016/20160428Militantislamistiskradikaliseringpdf.ashx

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg