"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Indblik i en syg kultur

7. februar 2016 - Anmeldelse - af Kit Louise Strand

Bogen Sort land giver et rystende billede af Ghetto-Danmark. Forfatteren har i modsætning til Yahya Hassan ikke haft brug for at sætte sin tekst i versaler: Historien bliver i al sin hverdagsagtige gru formidlet knivskarpt, skriver Trykkefrihed' s anmelder, Kit Louise Strand.

"Hvor er livet egentlig dejligt!"

Ordene faldt under et TV-interview, hvor den 27-årige maskinmester, Ahmad Mahmoud sammen med en journalist fra DR havde opsøgt ghettoen, Askerød, syd for København, hvor han havde boet, siden han var fem.

Man fornemmede en nærmest forundring hos den unge mand over at være undsluppet ghettoens skruestik og landet som en veluddannet, ung mand på den modsatte side af førtidspension og bistandshjælp, som ellers havde været hans helt indiskutable fremtidsperspektiv.

Og hvorfor gik det så ham – lige præcis ham – bedre end det gik hans seks søskende? Hvorfor endte blot han som mønsterbryder?

Vokset op i en syg kultur

Svaret finder man i bogen, Sort land Fortællinger fra ghettoen, som udkom på People’s Press i efteråret. Her fortæller Ahmad i korte og velskrevne kapitler om sin opvækst i ghettoen, dagligdagen bag de permanent nedrullede gardiner, om den stramme sociale kontrol og om truslerne og volden, der dannede bassen i opdragelsen. Vi er kort sagt på besøg hos familien Mahmoud på samme tidspunkt, hvor Pia Kjærsgaard stifter Dansk Folkeparti og Ekstrabladet kører sin stærkt omdiskuterede kampagne, De fremmede.

Man får indtrykket af Ahmad som en empatisk og videbegærlig dreng, der er ”fejlplaceret” i sin dysfunktionelle familie og kultur; en drømmer, der ser ethvert snit til at forsvinde fra den tarvelige lejlighed med de konstante husspektakler og ind i bøgernes, computerspillenes og TV-seriernes univers.

Bogen leverer et både fair og nådesløst billede af et nutidigt parallelsamfund, som ingen nok så velmenende integrationsprojekter har kunnet krydse med det danske.

Med forfatterens egne ord, en ”syg kultur”, der næres af lige dele magelighed, uvidenhed og afmagt, og som forhindrer enhver individuel udvikling og selverkendelse.

Vi præsenteres for alle familiemedlemmer: Moderen, der, som de øvrige indvandrerkvinder, er blevet fast inventar i hjemmet, og forventes at stå klar med varm mad på alle tider af døgnet, men selv må tage til takke med de sørgelige rester: Ude af stand til at udfordre det rigide mønster, de træller under - oftest fordi de ikke tør, men ligeså meget fordi deres horisont kun rækker til udkanten af ghettoen.

Og fædrene, der - til trods for at være strippet for al værdighed som forsørgere foregøgler en machostatus.

Som Ahmad skriver (s. 80):

Mændene inden for kulturen er i bund og grund en flok vatpikke. Jeg behøver bare se på min egen far: Når han endelig forlod lejlighedens trygge rammer, fandt man ham i Hundige Storcenter. Dér spankulerede han rundt med andre mænd i jakkesæt og med blanke sko. Som de kom gående dér med næserne i sky, lignede de direktører, der er ude at bese og holde opsyn med deres nye investeringer. I virkeligheden er det et sørgeligt syn. De har aldrig tjent deres egne penge, og alligevel oser de af magt og nedladenhed over for centrets andre besøgende – disse patriarkalske plastickonger, der prøver at narre sig selv og deres familier. Det er kejserens nye klæder, men her er det ikke kun et barn, der kan gennemskue deres nøgenhed. De er centrets klovneparade”.

Vi hører om den unge generation, den, som både forfatteren og vi andre ville håbe, brød med ghettolivet og tog et opgør med forældrene og hjemlandets kultur:

I dette tilfælde de kriminelle og voldelige brødre, der sparker nedad i hierarkiet og som hæmningsløst udnytter den stærkt overvægtige Ahmad som stikirenddreng, og de tavse, triste søstre, der henslæber en passiv tilværelse efter devisen: Hold kæft, bliv gift, fød børn!

Ahmad leverer i bogen et personligt og meget troværdigt bud på, hvorfor så mange af disse ofte velbegavede piger frivilligt forlader skolen og studierne for at gifte sig tidligt og mener, at alle sejl skal sættes til for at mobilisere denne gruppe.

Bedrageri uden grænser

Ikke overraskende bliver danske politikere og myndigheder i bogen revset for at være alt for overbærende, berøringsangste og ufatteligt blåøjede.

Bedrageriet af sociale ydelser indenfor ghettoen kender tilsyneladende ingen grænser og ringeagten for de skatteydere, der finansierer overførslerne, er massiv! 

Er man overrasket over den sørgelige tilstand, der beskrives i bogen…? Nej, man er snarere slået af en retfærdig harme over den behandling, der er blevet de argeste kritikere af islamisk kultur og parallelsamfund til del, og hvor meget ret, de har haft. Hele tiden.

Forfatteren, der i dag er ansat i NOVO, har for at nå så langt mere eller mindre måttet bryde med sin familie – i hvert fald flytte langt væk fra den dårlige påvirkning og familiens ihærdige bestræbelser på at få ham gift.

En både imponerende rejse og en forstemmende konsekvens.

Med sin digtsamling fra 2013 kom Yahya Hassan Ahmad Mahmoud i forkøbet med en kritik af ghettolivet, men i betragtning af den opmærksomhed, der blev Hassan til del, burde Sort land få et endnu større publikum: Her taler en moden, veluddannet og reflekteret fyr, der ikke har haft brug for at sætte sin tekst i versaler. Historien bliver i al sin hverdagsagtige gru formidlet knivskarpt. 

Sort land Fortællinger fra ghettoen, People’s Press 199,95 kr.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg