Fransk politi betegner gerningsstedet for onsdagens attentat som et slagtehus.
De franske myndigheder jager i øjeblikket de to gerningsmænd samt en chauffør, der kørte flugtbilen. I skrivende stund er ingen af de tre angiveligt pågrebet.
Onsdag klokken 23 udstedte fransk politi en arrestordre på tre mænd, brødrene Said og Cherif Kouachi, som begge er født i Frankrig af algierske forældre, og en 18-årig mand af uoplyst nationalitet. Den 18-årige meldte sig efterfølgende til politiet. Han har angiveligt et alibi.
De ofre, der er bedst kendt i offentligheden, er Charlie Hebdos redaktør, den 47-årige Stéphane Charbonnier, kendt som Charb, den 76-årige tegneserie- og satiretegner Jean Cabut, kendt som Cabu, der fungerede som bladets art director/kunstneriske direktør, den 80-årige Georges Wolinski, der var chefredaktør på Charlie Hebdo fra 1970 til 1981, og den 57-årige tegner Bernard Verlhac, kendt som Tignous.
Charlie Hebdos historie
Charlie Hebdo er placeret til venstre i det politiske spektrum og dyrker en traditionel religionkritik. I modsætning til flere politisk ligesindede medier i vesten omfatter denne kritik også islam.
En iøjnefaldende fastholdelse af idealer som Lars Vilks Komiteen i efteråret 2014 anerkendte med komiteens nystiftede ytringsfrihedspris Guldhunden, der blev uddelt til Charlie Hebdos chefredaktør Gérard Biard ved et arrangement i København, hvor Lars Vilks personligt overrakte prisen til chefredaktøren.
Gérard Biard er en af de eneste af Charlie Hebdos ledende medarbejdere, der overlevede attentatet.
Biard var grundet en rejse til London forhindret i at deltage i onsdagens redaktionsmøde, hvor ledende medarbejdere på Charlie Hebdo af attentatmændene blev bedt om at identificere sig, hvorefter de blev skudt.
Under Muhammed-krisen i 2006 bragte Charlie Hebdo i solidaritet med Jyllands-Posten både de 12 Muhammed-tegninger samt egne tegninger af Muhammed.
Den gestus undlod Jyllands-Posten at gengælde torsdag, hvor avisen i stedet udkom med en sort forside forsynet med et lille brudstykke af en leder, der kunne læses i sin helhed inde i avisen. Charlie Hebdo bragte i 2006 blandt andet en nu legendarisk tegning af Muhammed på forsiden, hvor religionsstifteren udtaler disse ord: C'est dur d'être aimé par des cons ("Det er hårdt at blive tilbedt af tåbelige røvhuller", red.).
Efterfølgende blev Charlie Hebdo slæbt i retten af tre muslimske organisationer for "offentlig fornærmelse af en gruppe personer på grund af deres religiøse tilhørsforhold". Avisen blev pure frikendt.
I januar 2012 bad Jyllands-Posten i et interview Charb om at vurdere pressefriheden i Frankrig.
"Den har aldrig været så stor. I 1960'erne kunne det daværende Informationsministerium lukke en avis. I dag kan man kun lægge sag an. (...) Så der er nærmere risiko for selvcensur. Det kommer af frygten," sagde nu afdøde Stéphane Charbonnier.
Fejring af sharialov
I november 2011 kom Charlie Hebdo igen i søgelyset, da bladet udgav et særnummer, Charia Hebdo, som ifølge bladet var redigeret af Muhammed selv. Udgivelsen var en sarkastisk fejring af det tunesiske islamistparti Ennahdas storsejr ved Tunesiens første frie valg og proklamationen af islamisk sharialov i Libyen.
Forsiden af sharia-nummeret blev prydet af en tegning, der viste en synligt munter Muhammed, der i en ledsagende taleboble udtalte: "100 piskeslag, hvis I ikke dør af grin!"
Inde i bladet var der en leder signeret Muhammed med overskriften "Halal-aperitif", et dobbeltopslag med tegninger, der skulle anskueliggøre, hvad man forstår ved "blød sharia", og tillige et tillæg for kvinder, Charia Madame, en karikatur af de franske magasiner for kvinder og især avisen Le Figaros ugentlige tillæg, Figaro Madame.
En tegning præsenterede en konkurrence, hvor muslimske kvinder kunne vinde en præmie ved at sende den mest friske og intakte mødom ind til en konkurrence.
Adressen, hvortil mødommen skulle sendes, var Tripoli, Libyen, med henvisning til den ny libyske regerings beslutning om at gøre sharialovgivning til grundlaget for Libyens ny samfundssystem.
På sharia-nummerets sidste side med "Forsider, I slap for at se" var der endnu en tegning, der forestillede religionsstifteren Muhammed. Her var han iført en rød klovnenæse og udtalte: "Jo, islam er forenelig med humor!"
Som reaktion på nummeret blev bladet udsat for et hackerangreb. I stedet for bladets onlineudgave tonede et billede Mekkas store moské frem med den ledsagende tekst: No God But Allah. Forinden var der dukket et budskab op (på både engelsk og tyrkisk), som under overskriften "For islam" fordømte afbildningen af religionsstifteren Muhammed som forbudt i henhold til islam.
Senere kastede ukendte gerningsmænd en molotovcocktail gennem vinduet til Charlie Hebdo, så redaktionslokalerne brændte ud.
Dagbladet Libération gav efter brandattentatet Charlie Hebdo husly i to måneder, hvilket udløste flere trusler mod Libération, og udsendte desuden Charlie Hebdos Charia Hebdo-nummer som et tillæg til Libération. Andre aviser forsynede Charlie Hebdo med udstyr, så bladet kunne fortsætte med at udkomme.
Ugen efter udkom Charlie Hebdo med en forside, der viste en muslimsk mand, som kyssede en (mandlig) tegner fra Charlie Hebdo. Forsideteksten over de to kyssende fyre: "Kærlighed er stærkere end had".
De urørlige
Knap et år senere - i september 2012 - udgav Charlie Hebdo nye karikaturer af religionsstifteren Muhammed. Bladets forside viste en tegning af en muslim i en kørestol, der skubbes af en ortodoks jøde.
"De urørlige", lød titlen med henvisning til en populær fransk film. Inde i bladet var deciderede karikaturer, der for eksempel viste en nøgen Muhammed i færd med at beundre en afklædt kvinde, mens en anden af tegningerne forestillede "fru Muhammed" med bare bryster, en hentydning til det franske forbud mod at bringe topløse fotografier af den britiske kronprinsesse Catherine.
Bladet blev en stor succes, og samtlige 75.000 eksemplarer blev revet væk på udgivelsesdagen. Der måtte derfor trykkes et nyt oplag. Samtidig blev bladets hjemmeside igen hacket af militante muslimer. Den franske regering reagerede også på udgivelsen og lukkede midlertidigt 20 ambassader og skoler i muslimske lande af frygt for terror og uro.
Den tidligere borgerlige franske indenrigsminister Brice Hortefeux udtalte sig dengang om tegningerne:
"De er en unyttig provokation. Men jeg foretrækker for meget karikatur frem for for meget censur."
Også en overraskende allieret meldte sig i forsvaret af Charlie Hebdo, da Tarek Oubrou, leder af moskeen i Bordeaux, i et indlæg i avisen Le Monde skrev, at muslimer i Frankrig må og skal vænne sig til, at de lever i et land med fuld ytringsfrihed, og at det er en af demokratiets store landvindinger.
"Intet retfærdiggør vold for at gå op imod ytringsfriheden, uanset hvor blasfemisk eller fornærmende den måtte være," skrev Tarek Oubrou.
Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, var bekymret og udtalte, at Charlie Hebdo bar ved til det bål, som blev antændt af den kritiske YouTube-film "Muslimernes uskyld" (Innocence of Muslims, red.):
"I Frankrig hersker der ytringsfrihed, og den skal ikke indskrænkes. Men i den aktuelle situation og i betragtning af denne idiotiske film (Innocence of Muslims (som også den amerikanske præsident Barack Obama tog kraftig afstand fra), red.), denne absurde video, er vreden stor i mange muslimske lande. Er det så klogt og intelligent at bære ved til bålet? Svaret er nej."
Charlie Hebdos redaktør Stéphane Charbonnier alias Charb afviste anklagen:
"Hvis man ikke kan sige, hvad man vil, når man vil, af frygt for at "bære ved til et bål", har vi ingen ytringsfrihed."
Og Stéphane Charbonnier uddybede sit synspunkt overfor den franske avis Libération:
"Den globale situation er aldrig gunstig, når det drejer sig om at grine ad den radikale islam eller religioner i almindelighed. Hvis man skulle tage hensyn til det, kunne man aldrig mæle et ord."
"Muhammed er ikke hellig for mig. Jeg anklager ikke muslimerne for ikke at le af vores tegninger, men jeg lever under fransk lov. Jeg lever ikke under Koranens lov."
