"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kunstnere støtter Sakineh

4. december 2010 - Artikel - af Helle Merete Brix

 Sakineh venter stadig på at blive henrettetDa der for nylig løb en usædvanlig kunstudstilling af stablen i London, var den tilegnet den iranske kvinde Sakineh Mohammadi Ashtiani, som Sappho tidligere har skrevet om.

Protester forhaler dødsdommen

Sakineh har siden 2007 siddet fængslet for en anklage om utroskab og medvirken til mord på sin ægtefælle. Internationale protester har dog hidtil medvirket til at forhale udførelsen af dødsdommen.  
På kunstudstillingen “Passion for Freedom”  var der værker af ikke mindst kvindelige polske og italienske kunstnere. Et par af værkerne knyttede sig specifikt til stening, en henrettelsesmetode, som Iran stadig benytter. Man kan læse mere om udstillingen her.

“Passion of Freedom” var arrangeret af organisationen One Law for All, der sammen med organisationen Stop Stoning Now har været aktive i forsøget på at få frigivet Sakineh.
Sagens forløb har hele vejen igennem været dramatisk. Den 10. oktober blev Sakinehs søn Sajjad Ghaderzadeh, der kæmper for sin mors frifindelse, arresteret sammen med hendes advokat, Houtan Kian og to tyske journalister.

Sakineh på TV

Den 19. november kunne iranske tv-seere overvære Sakinehs tredie tv-optræden på statsligt, iransk TV. Sakineh beskrev, ifølge Stop Stoning Now, sig selv som en “synder” og erklærede, at hendes tilhængere støttede hende uden grund. “Jeg kender ikke engang disse mennesker”, skulle hun have sagt.
Hendes søn, Sajjad Qaderzadeh, kunne også ses på TV, hvor han tilstod at han havde løjet om, hvordan hans mor blev behandlet i fængslet. Ligeledes optrådte Sakinehs advokat, Javid Houtan Kiyan, i en radiooptagelse, hvor han ligeledes tilstod at have fortalt Sakinehs søn Sajjad, at han skulle lyve om sagen. Hverken Sakinehs søn eller advokat har haft besøg af deres familier eller advokat siden arrestationen.
Sakinehs optræden på TV minder om de TV-optrædener, som den nu afdøde fransk-iranske journalist Freidoune Sahebjam har beskrevet i sin sidste bog Reviens Mahomet, ils sont devenus fous: Croniques de la barbarie islamique ordinaire. (Kom tilbage Muhammed, de er blevet vanvitttige). Sahebjam beskriver blandt andet, hvordan en 12-årig dreng, Ahmad, optræder på TV sammen med sin mor. Drengen er ikke mødt op på kasernen, for han vil ikke i hæren. Han vil ikke dø. Han har skjult sig, men er blevet fanget og sat i fængsel. 
Alle hans andre brødre er døde i krigen. På TV udråber hans mor Ahmad til at være djævelen selv i egen høje person. Ahmad beder panikslagent moderen om at tilgive ham. Det vil hun ikke. Tre dage senere hænger det iranske regime den 12-årige dreng offentligt. Hans virkelige alder oplyses ikke, for officielt hænger man ikke børn under 14 år.   
Der er således intet overraskende i, hvad der er sket i sagen om Sakineh.

En række regeringer har også blandet sig, det drejer sig blandt andet om lande som Frankrig, Sverige, Italien, USA og Danmark. De nordiske landes udenrigsministre har ligeledes udsendt en fælles erklæring med en opfordring til den iranske regering om at spare Sakinehs liv.

Sappho følger sagen

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg