"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

5. Afsnit af ”The Rape of Britain” er endnu et dokument om oprørende overgreb og en engelsk retsstat i frit fald

1. februar 2024 - Artikel - af Aia Fog

I 5. afsnit af dokumentarserien The Rape of Britain leverer Tommy Robinson endnu et gennemresearchet vidnesbyrd om pakistanske mænds systematiske overgreb på engelske piger og myndigheder, der ikke griber ind. Ingen mainstreammedier har nævnt dokumentaren med et ord.

At se Tommy Robinsons dokumentarserie ”The Rape of Britain” er at se ned i et bundløst dyb af råddenskab og opløsning af al moral og anstændighed, som et retssamfund hviler på. I indtil videre 5 afsnit har Tommy Robinson gennem interviews og research eksponeret de såkaldte grooming gangs af hundredevis af pakistanske netværk, der i årtier har fået lov at terrorisere den engelske underklasse ved at udnytte, voldtage, sælge og i nogle tilfælde myrde tusindvis af deres piger. Og piger skal forstås helt bogstaveligt, da mange ikke har været mere end 9-10 år, da overgrebene begyndte.

I 5. afsnit af ”The Rape of Britain” hører vi den nu voksne Correnes historie. Hun er vokset op i Telford og hun blev groomet af pakistanske mænd, hvoraf flere boede i den samme gade som hun selv og hendes familie. Correne blev groomet fra hun var 11 år, hun blev voldtaget første gang da hun var 12 af en dengang 25-årig pakistansk mand, Waj, men i årene, der fulgte af en lang række mænd – dagligt og gentagne gange. Da hun er 13 bliver hun gravid med sit første barn, som hun føder ugen efter hun fylder 14. Hun ved ikke hvem, der er far til barnet: det kan være hvilken som helst af de 5 mænd, der voldtog hende i den periode. Ud over at voldtage hende, får hendes overgrebsmænd hende også til at sælge stoffer for dem.

Da Correne på et tidspunkt melder sine overgrebsmænd til politiet, går det først for alvor galt: hun bliver eksponeret af politiet som led i deres efterforskningen, og bliver sendt til udlandet af grooming-banden, så hun ”forsvinder”. Samtidig bliver Correnes mor overfaldet og tæsket og hendes hjem udsættes for omfattende hærværk af de pakistanske voldtægtsmænd som en advarsel til Correne. Politiet efterforsker ikke forbrydelsen, men påstår, at Correnes mor selv har forårsaget skaderne på sig selv og sit hjem.

Da rygtet løber i Telford om, at Tommy Robinson er ved at lave et interview med Correne, får hendes mor igen knust sine vinduer og biler i gaden sættes i brand. Igen nægter politiet at gribe ind og sørge for at moderen kommer i sikkerhed.

Har man set de 4 første afsnit af ”The Rape of Britain”, er Correnes historie på lange stræk identisk med Nicoles og Sarahs historier, der var omdrejningspunkter i tidligere afsnit. Men det gør ikke Correnes historie mindre hjerteskærende eller oprørende, for det, der fylder stadigt mere i ens bevidsthed for hvert afsnit man ser, er det nærmest totale fravær af vilje hos de engelske myndigheder til at beskytte pigerne og deres familier. Det er ikke bare vidnesbyrd om oprørende overgreb, man er vidne til i ”The Rape of Britain”, men en retsstat i frit fald: den ene gang efter den anden dokumenteres politiets indifference og de sociale myndigheders totale svigt i forhold til ofrene – mens gerningsmændene går frit rundt og ovenikøbet sælger stoffer til flere betjente i Telford.

Havde det været i Danmark, ville der have været tale om en national skandale, men ”The Rape of Britain” får ingen omtale i den engelske presse – trods det oprørende indhold og den høje dokumentationsgrad. Det kan enten skyldes, at det er Tommy Robinson, der er ophavsmand, eller at ingen i virkeligheden gider beskæftige sig med underklassen og dens problemer. Sandsynligvis begge dele. Men det falder meget tungt tilbage på det England, der engang var indbegrebet af en retsstat, men som nu nærmest må betegnes som en bananrepublik.

The Rape of Britain kan ses via dette link: https://rumble.com/v4a3ubn-the-rape-of-britain-episode-5-correnes-story.html

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg