"Hvor kan jeg bare huske det. Sådan så der ud med gadekampene og alt det. Og hurrah-råbene da shahen forlod landet". Da jeg var i London med iranskfødte Farshad Kholghi for nylig viste jeg ham bogen 44 days: Iran and the remaking of the world. Det er den verdensberømte amerikanske fotograf David Burnetts billeder af den iranske revolution, der nu, 30 år efter revolutionen, er udkommet samlet i bogform. Det er der kommet en både rystende og interessant bog ud af.
Burnett er født i 1946 i Salt Lake City. Han var den sidste fotojournalist, der dækkede Vietnam krigen for Life Magazine, og han har arbejdet i mere end 75 lande. Han har vundet en lang række priser, herunder the Robert Capa Gold Medal. I 1976 grundlagde han Contact Press Images, som i dag blandt andre tæller fotografen Ann Leibowiz.
Gadekampe og shahens farvel
Ikke overraskende er billederne af høj kvalitet. De fleste er sorthvide, men der er også farvebilleder imellem. Her er dramatiske billeder af gadekampe i Teheran. Shahen og hans elegante hustru Farah Diba ved et pressemøde på Niavaran paladset. Helikopteren, der fløj dem ud til det fly, der bragte dem sikkert ud af Iran.
Og her er billeder af generalen, der overfaldes af gadens hob, efter at han er sluppet fra et molotovcocktail angreb på sin bil. Sortklædte og tildækkede kvinder på kirkegården, der sørger over dræbte i gadekampe en dag i december. Soldaters lemlæstede kroppe, fotograferet i lighuset.
Men her er også enkelte mere fredelige billeder, som det af de entusiastiske Teheran-borgere, der støtter fotografen under fødderne, så han fra sin lygtepæl kan fotografere ud over forsamlingen.
En demonstrant ved universitetet viser blodet fra den seneste "martyr"
Sammen med de mange fotos indeholder bogen også Burnetts dagbogslignende optegnelser fra de 44 dage, han var i Teheran. Det første foto er taget den den 26. december 1978, det sidste er taget den 7. februar 1979.
Hertil kommer Burnetts efterord og et enkelt billede fra angrebet på den amerikanske ambassade den 14. februar 1979, en forløber for besættelsen af ambassaden i november senere det år.
CNNs mest berømte internationale korrespondent Christiane Amanpour har skrevet bogens forord. Amanpour er født og opvokset i Iran, og sommeren 1978 sad hun og hendes familie på verandaen til deres hus. Fra den nærliggende moské kunne de høre fredagsbønnen erstattet af ayatollah Khomeinis stemme, lavmælt og determineret. Stemmen kom fra de kasettebånd, der blev smuglet ind i landet, for ayatollahen var på det tidspunkt stadig i eksil i Frankrig. I den velstillede Teheranfamilie var man nervøse: "Hvad ville der ske, når han (ayatolllahen, red.) vendte tilbage? Med vores land? Med os?"
Spionreden og død over Amerika
Introduktionen til bogen er også værd at læse. Den er skrevet af The New York Times seniorkorrespondent John Kifner. Han var selv i Iran i begyndelsen af 1979 og beskriver blandt andet amerikanernes vanskeligheder med at forstå, hvad revolutionen handlede om. For hvem tog shia islam alvorligt? Selv ved besættelsen af ambassaden, forstod Jimmy Carters regering ikke det religiøse aspekt, men mente at besætterne fulgte en "temmelig radikal og utvivsomt marxistisk linie".
Kiefer ringede selv til den besatte ambassade, hvor telefonen blev besvaret med at der blev sagt "spionreden", og hvor han ikke kunne komme til at tale med lederne: "De er alle til bøn".
Fotografen Burnett flyver nærmest direkte ind i revolutionen, og de første ord han lærer på persisk er Magbar Shah (Død over Shahen) og Magbar Amrika (Død over Amerika) og Khomeini I-Iman (Khomeini er stor). Også Burnett gør sig sine tanker om, hvad revolutionen vil udvikle sig til. Da han en dag inviteres med til fest hos nogle af de venstrefløjsgrupper, der sammen med de dedikerede Khomeini-tilhængere vil have shahen væltet spørger han, om de ikke er bange for, at mullaherne ikke vil afgive magten igen bagefter? Han får det svar, at han intet ved om iransk politik.
Khomeini vender tilbage
Som bogen skrider frem, er der et billede, der dukkere frem oftere og oftere: Ayatollah Khomeinis portræt. Hans billede ligger på liget af dræbte. Han optræder på pengesedler, hvor shahens billede er revet ud. På store, håndmalede lærredsbilleder. På plakater i demonstrationer. Og på ladvogne, der med megafoner baner sig vej gennem menneskemængderne i gaderne, mennesker, der hylder at Khomeini er på vej hjem til Iran.
Et voldsomt billede i bogen er et gadebillede, hvor vejen er spærret af otte mænd, der alle har dækket deres overkroppe med billeder af Khomeini.
En kvinde venter ved Shahyad monumentet på Khomeinis hjemkomst
Burnetts måske største fotografiske scoop er ikke billedet af ayatollah Khomeini, da han betræder iransk jord, fløjet ind fra sit eksil i en Air France maskine. For det billede har andre fotografer også taget.
Men det lønnede sig at blive ved med at møde op til et pressemøde på Refah skolen, en tidligere pigeskole, hvor Khomeini med følge havde indkvarteret sig.
Ingen journalister og fotografer gider efterhånden møde op til den daglige pressebriefing, for dér sidder bare en professor udpeget som pressetalsmand til at håndtere den internationale presse. Professoren aner ikke, hvordan han skal gribe det an.
Men Burnett kommer hver dag og bliver ved med at presse på for at møde ayatollahen. En dag bliver han ført op og ned af skolens gange sammen med talsmanden. Endelig er de fremme, og dér sidder ayatollah Khomeini i et lille rum og drikker the sammen med Sadegh Khalkhali, der senere skulle blive kendt under navnet "the hanging judge". Burnett får lov at tage sine billeder.
44 dage der rystede Iran og verden
Lige så tyst der er i rummet, lige så støjende er der udenfor. For i håb om at se et glimt af Khomeini venter kæmpemasser udenfor vinduerne. Mange af dem har nok, som Farshad Kholghi mente i London, siden fortrudt deres entusiasme.
Sappho har bragt billederne med tilladelse fra Contact Press Images, hvor man kan se flere af Burnetts fotos
Se også Sapphos interview fra vores åbningsnummer: Khomeini og venstrefløjens blinde øje, der blandt andet indeholder historiker og medforfatter til "I Krigens Hus" Torben Hansens øjenvidneskildring fra den iranske revolution.
