"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sappho-prisen 2012 til Olga Romanova

1. marts 2012 - Artikel

Den russiske dissident, Olga Romanova (øverst) modtager Sappho-prisen d. 31. marts; Ruslands-kender og redaktør på Weekendavisen, Anna Libak (nederst), motiverer den.

Indtil for fem år siden levede Romanova og hendes mand, Aleksej Kozlov, der drev et profitabelt byggefirma, et behageligt middelklasseliv i Moskva. Så kom Olga Romanova for skade at skrive en artikel, der kritiserede en af statsminister Vladimir Putins nære allierede inden for den korrupte inderkreds, der i realiteten styrer Rusland.

Kort tid efter blev Aleksej Kozlov ringet op af sin forretningspartner, der forlangte, at han skulle forlade Olga, ellers ville partneren ikke længere drive forretning med ham. Aleksej Kozlov nægtede at følge ordren og blev kort tid efter arresteret, anklaget for at have stjålet nogle aktier og idømt otte års fængsel. Til parrets overraskelse lykkedes det i slutningen af 2011 at få den russiske højesteret til at omstøde dommen med den begrundelse, at efterretnings og sikkerhedstjenesten, FSB, havde forfalsket beviserne mod Kozlov. Han havde da siddet fængslet i tre år.

Men for få uger siden er sagen mod Kozlov blevet genoptaget, og russiske menneskeretsforkæmpere er ikke i tvivl om, at årsagen er, at Olga Romanova har nægtet at indstille sine systemkritiske aktiviteter. Således har hun været den samlende kraft bag nogle sammenkomster for ægtefæller til uberettiget fængslede, der hver onsdag samles til middag på en restaurant i Moskva.

Med sit kompromisløse mod er Olga Romanova blevet et symbol på forsvaret af ytringsfriheden og de demokratiske rettigheder i Rusland, og Trykkefrihedsselskabet har derfor fundet det oplagt at tildele hende dette års Sappho-pris.

Prisoverrækkelsen finder sted lørdag, d. 31. marts kl. 15:30 i forlængelse af Trykkefrihedsselskabets generalforsamling.

Entré: 100 kr., der dog er gratis for medlemmer af  Trykkefrihedsselskabet.

Øl og vand kan købes, og i den korte pause inden overrækkelsen af  Trykkefrihedsprisen, kan der ligeledes købes kaffe.


Venlige hilsener og på gensyn d. 31.  marts

Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg