"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Muslimer - eller ekstremister - i dialog med politi?

28. februar 2009 - Den løbende - af Helle Merete Brix

I disse dage er den amerikanske imam Khalid Latif i Danmark. Den unge imam er ansat som religiøs rådgiver ved New York Police Department. Derudover er han blandt andet tilknyttet New York University som imam. Latif er inviteret til Danmark af organisationen Muslimer i Dialog, en af underorganisationerne i den for tiden i medierne meget omtalte paraplyorganisation, Muslimernes Fællesråd.

Khalid Latif - ligesom Muslimer i Dialog ikke for stærk kost for dansk politi

Under Danmarksbesøget har imamen indtil videre talt i Odense og Århus. Foredraget i Odense foregik ifølge hjemmesiden for Muslimer i Dialog (MID) i Vollsmose Kulturhus og havde overskriften: ”At gøre en forskel i samfundet kræver oprigtig tro og fællesskab”.

Søndag den 1. marts taler imamen på Nørrebro i København under overskriften: ”Kender vi nok til Profeten?” På plakaten, der reklamerer for foredraget ses en lille ørkenkaravane, der bevæger sig afsted gennem sandet. Ude i siden er der indsat et foto af Khalid Latif, der ser tænksom ud. Alt sammen meget betryggende.

Danmarksbesøget tog dog sin begyndelse et andet sted. Den 25. Februar var Latif ifølge MIDs hjemmeside hovedtaler på Politiskolen i Brøndbyøster. Et arrangement, der var blevet til i samarbejde mellem Muslimer i Dialog, Politiskolen og Nationalt Efterforskningscenter. Centret er en afdeling under Rigspolitiet.

Overskriften på seminaret var: ”Politiarbejde i muslimsk kontekst”. Her studser læseren måske, det gjorde jeg i hvert fald. Kunne man forestille sig et seminar med overskriften ”Politiarbejde i buddhistisk kontekst?” Eller: ”Politiarbejde i kristen kontekst?”

Næste spørgsmål, der melder sig, er: Hvad menes der egentlig med ”politiarbejde i muslimsk kontekst?” Som måske en art uddybende forklaring tales der om, at ”Der vil også være fokus på erfaringer fra Danmark, hvor en taler fra politiet vil tale om politiets indsats overfor unge, især unge med anden etnisk baggrund…..”

Heilen, råben og beklagelse

Jeg kom til at tænke på om det er sådan noget som denne episode, der menes: På MIDs hjemmeside ligger en beklagelse fra søstrene Gülay og Hawa Kocbay, der trak sig ud af bestyrelsen efter en noget uheldig opførsel ved en moddemonstration januar i år på Rådhuspladsen. Her forsøgte en ophidset muslimsk menneskemængde at gøre livet besværligt for en fredelige demonstration til fordel for Israels ret til at forsvare sig mod Hamas´ angreb.

Min medredaktør Lars Hedegaard var til stede og beskrev optrinnet i en artikel: ”Hvor anderledes (end den fredelige demonstration, red.) optrådte ikke de ca. 60 larmende arabere og enkelte autonome typer, der havde taget opstilling uden for Industriens Hus omringet at talstærkt politi, efter at de have forsøgt at komme i karambolage med de fredelige demonstranter? De smed med kanonslag, råbte og skreg, hævede højre arm og råbte Heil Hitler, forlangte udryddelse af alle jøder. "Down down demokrati, Down down Danmark, Allahu akbar, Takbir (erobring, ekspansion)" brølede de uafladeligt, mens de viftede med plakater med fotos af døde børn, som Hamas havde taget som gidsler i deres langvarige terrorkampagne.”

Gülay Kocbay har skrevet om episoden på sin blog: ”Da weekendens heftige oplevelse havde lagt sig, og jeg reflekterede over det skete, var det meget for sent. I al den tid havde jeg netop med vrede skrevet mine indlæg på min blog, og med vrede og med stærke følelser havde forsøgt at modarbejde en demonstration, som er alles ret i et demokratisk land. Jeg vil dog understrege at hverken mig eller min søster har heilet, og som historiskbevidste personer ville heller aldrig gøre det.”

Stening og dialog

Kocbay-søstrene trak sig ud af MIDs bestyrelse, fordi, som Gülay Kocbay skriver, ”hverken jeg eller min søster har kunnet leve op til de værdier Muslimer i Dialog stræber efter”. Ifølge Gülay Kocbay arbejder organisationen på ”at fremme dialogen i det danske samfund”.

Set udefra forekommer det overflødigt at søstrene trak sig, da der er højt til loftet hos MID. Således har formanden Fatih Alev aldrig villet tage afstand fra stening. Det er heller ikke et krav at man er historisk bevidst. For nylig mindede jeg i en klumme på netavisen 180grader om det tidligere bestyrelsesmedlem i MID Safia Aoude, der i 2007 på sin blog såede tvivl om hvorvidt Zyklon B blev brugt til at myrde jøder i tyske koncentrationslejre.

Kurt Westergaards bombe - for stærk kost for Khalid Latif

Da Sappho skrev om sagen udstyrede Aoude på et fotomanipuleret billede min medredaktør Lars Hedegaard og jeg med naziarmbind. I forbindelse med tumulten i medierne gik MID ud med en pressemeddelelse, hvor man skældte ud på sappho og fremhævede tilliden til Aoude.

Jeg går ikke ud fra, at disse episoder er blevet omtalt på det pågældende seminar. Jeg går heller ikke ud fra, at de politifolk, der har entreret med MID har ringeste idé om, hvem der tegner Muslimer i Dialog. Eller hvad den unge amerikanske imam Khalid Latif står for.

Forhindrede visning af Muhammed-tegninger

I 2006 fik Latif forhindret, at de danske Muhammed-tegninger blev vist ved et arrangement på New York University. Historikeren Daniel Pipes, der ved flere lejligheder har gæstet Trykkefrihedsselskabet, har nævnt sagen her. Bella Rabinowitz og Willliam Mayer har omtalt sagen på militantislammonitor.org

Latif sendte i marts 2006 et brev til President of New York University, John Sexton. En studentergruppe med navnet the Objectivist Club havde planer om at diskutere tegningerne ved et møde og ville i den forbindelse naturligvis vise, hvordan de så ud. Latif brød sig ikke om ideen og skrev til Sexton, for at forhindre det. Naturligvis var der intet problem var i, at tegningerne blev diskuteret. Men ”tegningerne selv er udelukkende udtryk for hadefuldhed og intet kan retfærdiggøre, at man prædiker noget, der fremkalder den form for had”.

Latif havde, ikke overraskende, særligt set sig gal på Kurt Westergaards berømte tegning med bomben i turbanen. Den sidestillede islam og terrorisme, mente Latif, der videre skriver i brevet: ”Hvis sådanne ideer ikke er tilstrækkeligt til at forhindre sådanne tegninger i at blive vist er muligheden for hvad der kan ske efter at de er vist noget andet der burde tages med i overvejelserne og ikke noget, der bør tages let på”.

En slet skjult trussel? Jihad over New York? Latif mindede også Sexton om, hvordan nyheder i dag hurtigt går verden rundt. Der bor muslimer over hele verden, og når balladen tog form, påpegede Latif, ville man ikke tænke, at det var en studenterklub med ti-tyve studerende, der viste tegningerne, nej, man ville tænke, at det var New York University, der tog beslutningen.

Latif gik af med sejren og tegningerne blev ikke vist. Hans brev til rektoren cirkulerede også på en mailingliste for muslimer, der blev opfordret til at skrive og protestere på lignende måde til Sexton. Det er muligvis sådan noget, der menes med den tidligere omtalte overskrift for et af Latis foredrag: "At gøre en forskel i samfundet kræver oprigtig tro og fællesskab”.

En af de muslimer, der tog opfordringen til at protestere op, var Yvonne Ridley, den radikale britiske konvertit.

Yvonne Ridley - ikke for stærk kost for Muslimer i Dialog

I en mail skrev Ridley, at hun ville forsøge at skaffe støtte til aktioner i Europa og opfordrede til at man viste New York Universitys administration at ”hvis de generer vores brødre og søstre i New York, så generer de os alle sammen”.

Yvonne Ridley gæstede i september 2005 Danmark indbudt af såmænd, Muslimer i Dialog. På det offentlige møde forklarede Ridley, at de videofilm fra Irak, der viser de islamiske oprøreres slagtning af gidsler, er en nyttig alternativ nyhedsformidling. Hun havde også godt at sige om talebanerne i Afghanistan.

Alt dette blev der formentlig ikke talt om ved mødet på politiskolen forleden. Men måske skulle politiet og den nye rigspolitichef til en anden gang overveje om det ikke kan betale sig at undersøge sine samarbejdspartnere lidt nærmere. I dette tilfælde kunne man måske kalde deres holdninger for ja, nærmest ekstreme?

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg