"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

EU er Europas fjende

16. maj 2014 - Anmeldelse af Torben Mark Pedersen

EU-magthavernes kamp mod Europa skyldes ikke selvhad, men en foragt for det folk, de er rundet af, og som de vil lave om, så de passer til elitens forestillinger om det gode og det rigtige, skriver David Gress i sin nye om EU. Læs Torben Mark Pedersens anmeldelse.

EF plejede at være et borgerligt projekt. Økonomisk samarbejde, det indre marked – erhvervslivet var begejstrede, og de fleste borgerlige politikere ligeså.

Selv ved afstemningerne i 1992 of 1993 om Maastrict traktaten, der omdannede EF til en europæisk union, EU, var det venstrefløjen med Holger og konen, der førte an med nej til unionen. Kun en lille håndfuld borgerlige intellektuelle var dengang unionsmodstandere.

David Gress fortæller selv, at han selv meget sent – efter euroafstemningen i 2000 – blev EU-modstander, og det samme gælder denne anmelder, og i dag skriver David Gress lige ud, at ”med Maastrict traktaten blev EU umiskendeligt og for altid et venstrefløjsprojekt, og som alle andre af slagsen handler det ikke om fred og frihed, men om centralisering og ensretning…”

For Gress udgør EU en trussel mod vores frihed og velstand og mod det sande Europa, der har fremmet disse værdier.

Om det har han skrevet bogen ”EU. Europas fjende”. Gress’ bog følger efter to andre stærkt EU-kritiske bøger af borgerlige intellektuelle, nemlig Kasper Støvrings ”Fortællingen om fredens Europa” der har undertitlen:

”Hvordan Den Europæiske Union truer freden i Europa – og hvordan nationalstaterne sikrer den” og ”Europa. Integration uden illusioner” af den tidligere tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, der udkom på dansk sidste år med et langt efterskrift af Saxo-bank stifter Lars Seier Christensen.

EU har altid været et politisk projekt

David Gress skriver om EU’s oprindelse, at den ikke, som mange tror, har sine rødder i tiden efter anden verdenskrig men i tiden efter første. Det var på dét tidspunkt, at Monnet og engelske Salter udtænkte de første planer for et overnationalt føderalistisk Europa.

En stadig snævrere union blev da også målsætningen i Romtraktaten, men det blev pakket ind i retorik om ”økonomisk fællesskab” – hvilket er det store bedrag i EU’s historie.

Da Danmark stemte om optagelse i EF den 2. oktober 1972, handlede det om eksport og flæskepriser, men allerede senere på måneden afholdtes et topmøde, hvor der blev vedtaget en vidtløftig erklæring om at udvide EF’s kompetencer på områder som miljø, energi og forskning med henblik på en politisk union. Danskerne havde stemt ja under falske forudsætninger, og det blev ikke sidste gang.

Der gik en del år, før der for alvor kom skred i unionsprojektet, men målet om en stadig snævrere union blev fremmet med ”Monnet-metoden”: den gradvise udvidelse af Kommissionens overnationale beføjelser, og var et område først under EU, var der ingen vej tilbage.

Det indre marked skulle fjerne nationale tekniske handelshindringer, men endte med at blive verdens mest gennemregulerede økonomiske zone.

Det er ifølge Gress et bevis for, at systemet ikke virkelig interesserede sig for frihandel, men for ensretning og kontrol, og i dag er det ikke muligt at dokumentere, at det indre marked rent faktisk skulle have fremmet vækst og velstand blandt EU-landene, selv om intra-EU handlen bevisligt er vokset. EU-området er som det eneste et befolkningsmæssigt og økonomisk stagnationsområde i verdensøkonomien.

Et venstrefløjsprojekt

Med Maastrict-traktaten, som Danmark tiltrådte i 1993 med fire forbehold, blev målet om en politisk union slået fast med syvtommersøm. Målet var ikke frihed og velstand, og EU-institutionerne var ikke som nationale statsapparater neutrale i forhold til de politiske mål.

Der er et kollektivt mål med EU, en retning og en plan for at undergrave nationalstaternes politiske og økonomiske selvstændighed med henblik på at skabe en overnational politisk union.

Og de politiske institutioner i EU er ikke demokratiske, så i takt med unionsprojektets fremvækst og svækkelsen af nationalstaterne, svækkes de nationale demokratier og bekyttelsen af individets frihed.

EU’s skadelige klimapolitik er et godt eksempel på, hvordan EU har udviklet sig til et venstrefløjsprojekt, der er drevet af en rød-grøn ideologi og som gennemtvinges uden smålig skelen til borgernes velstand eller arbejdspladser.

Modstanden mod udvindingen af skifergas, de mange miljødirektiver og forordninger samt de høje energiafgifter koster hvert år de europæiske forbrugere milliarder og erhvervslivet tab af konkurrenceevne, så virksomheder udflager, og arbejdspladser flytter til USA og Kina, hvor klimapolitikken er mindre skadelig.

Hvorfor en nærmest uhæmmet indvandring er et venstrefløjsprojekt, når konsekvenserne af den politik især rammer de dårligst stillede i samfundet, er en gåde, men det er ikke desto mindre tilfældet både i Danmark og i EU, og magtsystemet er ligeglad med almindelige menneskers bekymringer over at leve i bydele, hvor de føler sig som fremmede i deres eget land, og hvor deres børn udgør det etniske mindretal i skoler i forfald.

EU-magthavernes kamp mod Europa skyldes ikke selvhad, ifølge Gress, men en foragt for det folk, de er rundet af, og som de vil lave om, så de passer til elitens forestillinger om det gode og det rigtige.

Det er ideologisk drevet, og ideologien er kollektivistisk og totalitær i sin kerne. Eliten ved bedst, hvad der er godt for EU.

Truslen mod frihed og velstand: EU er Europas fjende

Med en Orwellsk ”newspeak” forsøger magthaverne i EU at sætte lighedstegn mellem Europa og EU, men det er en hovedpointe hos David Gress, at det egentlige Europa nærmest er EU’s diametrale modsætning, og at EU bevidst bekæmper det sande Europa som et middel til at nå målet om en overstatslig union.

Kampen mod Europa viser sig både i kampen mod kristendommen, der end ikke måtte nævnes i præamblen til Lissabontraktaten blandt Europas rødder, fordi det kunne fornærme de mange muslimer, der har befolket EU-landene.

Også de danske repræsentanter – og det var under VK-regeringen(!) – var imod, at kristendommen skulle nævnes, selv om man skal være blottet for enhver form for historisk eller kulturel viden for at kunne benægte kristendommens store betydning for europæisk historie, kultur og værdier.

En anden del af kampen mod Europa er den påfaldende venskabspolitik i forhold til den arabiske verden, som Gress peger på har sin oprindelse i en udbredt fransk antisemitisme og de Gaulles proarabiske holdninger. Fra 1970erne smeltede antisemitisme, antiamerikanisme, antikapitalisme og anti-israelske holdninger sammen med traditionel venstrefløjspolitik, og en ny pro-arabisk alliance var skabt.

I det hele taget synes EU mere og mere at agere som en fjende af den frihed og velstand, der har været Europas kendemærker:

”Friheden indskrænkes dagligt af EU på en række måder: ved formynderiske og herskesyge dekreter og ved den snigende tvang til selvcensur om følsomme emner som den netop omtalte islamisering.

Velstanden trues ligeledes på en række måder: ved at bruge penge på projekter, der enten er rent spild eller som i klimapolitikken er direkte skadelige. Velstanden trues også af forfejlet politik, hvor euroen er det mest lysende eksempel.” (side 170).

David Gress slutter af med at spørge, om EU kan reformeres? Og svaret er et utvetydigt nej.

EU’s dagsorden og mål ligger fast, og alle, der arbejder for noget andet, bliver isoleret og står helt uden for indflydelse.

Det handler heller ikke om et ”EU i flere hastigheder”, der antyder at retningen er den samme, men om et ”EU i flere retninger”. Gress ser ingen anden vej end en dansk udmeldelse af EU – og er her på linje med Kasper Støvring og Lars Seier Christensen.

Borgerlig EU-modstand

Efter endt læsning er det så indlysende, at EU er et venstrefløjsprojekt og en fjende af liberale, nationale og konservative værdier.

Hvorfor politikerne fra Venstre og Konservative er de eneste, der ikke har indset dét, forbliver en gåde. EU-projektet strider på næsten alle områder mod liberale og konservative værdier, og alligevel har V og K ikke flyttet sig.

Er de forført af deres egen newspeak om ”økonomisk fællesskab”, ”fredens projekt” og ”samarbejde i Europa”?

Der er efterhånden ikke mange borgerlige intellektuelle, der ikke er stærkt kritiske over for EU eller direkte modstandere, som Gress, Støvring, Havel og Seier Christensen, men David Gress’s strålende bog om Europa og EU kan forhåbentlig få flere borgerliges øjne op for, hvad det er for en konstruktion.

 

David Gress: EU. Europas fjende. København 2014, Peter la Cours Forlag. 174 sider. Forord af Lars Seier Christensen.

David Gress taler om sin bog ved  mødet ”EU – fredens Europa eller Europas fjende” torsdag d. 22, maj, hvor også Kasper Støvring deltager. Læs mere og tilmeld dig her.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg