Kære journalister, tænk jer om, før I lader jer trække ved næsen af Julian Assange og hans medløbere, lyder Sven Ove Gades opfordring efter Wikileaks-balladen.Klassisk interessekonflikt
Interessekonflikten mellem medierne og de mennesker og organer, der repræsenterer magten, er klassisk. Medierne skal sørge for at sikre offentlighedens ret til at vide besked. Magtens repræsentanter har ofte modsatrettede, helt legitime hensyn. Det være sig sikkerhedsmæssige, økonomiske eller personlige. Ofte er diskretionen udtryk for traditionelle forestillinger om, at styring af informationer bidrager til at befæste magten.
Enhver rigtig reporter – desværre er der ikke mange af slagsen – vil altid være mest optaget af de nyheder, der skjules eller forsøges skjult. I afsløringerne ligger en overraskelseseffekt, herunder muligheden for at adskille sig fra konkurrenterne. At trænge ind bag de lukkede mure forudsætter ofte bistand fra mennesker, der arbejder i ”systemet”. Hjælperne kan være motiveret af hensyn til almenvellet, et ønske om at bistå en ven i nyhedsverdenen eller måske med iboende anarkistiske tilbøjeligheder med heraf følgende interesse i at afsløre ”systemets” mangler.
Ikke drevet af journalistiske hensyn
Julian Assange og hans venner i Wikileaks er oplagte repræsentanter for den sidste kategori. De er ikke drevet af journalistiske hensyn. Alt, der kan bidrage til at undergrave ”systemet”, bør efter deres opfattelse offentliggøres. Om arbejdsmulighederne svækkes for den amerikanske udenrigsminister, er ikke deres, men ministerens og ”systemets” eget problem. Hermed adskiller de sig ikke alene fra den traditionelle afslørende journalistik, hvis mest velkendte amerikanske eksempel er Watergate-sagen, men også fra de motiver, der få år tidligere lå bag offentliggørelsen af Pentagon-papirerne om krigsførelsen i Vietnam. Bagmanden var en oprørt medarbejder i udenrigsministeriet, Daniel Ellsberg, der ud fra et ønske om at standse krigen gik imod traditionelle argumenter om hensynet til den nationale sikkerhed. Som den fremtrædende amerikanske journalist Tom Wicker skrev for snart mange år siden, er den største trussel for pressen dels dens længsel efter at få en respekteret plads i den politiske og økonomiske orden, dels frygten for den reaktion, der altid vil komme, hvis den viser mod og uafhængighed. Selvcensur har altid været mere effektiv end regeringsdekreter. Dette forhold vil herhjemme blive forstærket i takt med, at journalistiske spindoktorer uhæmmet marcherer ud og ind ad dørene i ministerier og nyhedsmedier. Hovedreglen for en journalist bør derfor ubetinget være at publicere alt, hvad han eller hun erfarer.
Tilskyndelse til kontrol
Når det gælder Julian Assange's anarkistiske ridt i cyberspace er situationen helt anderledes. Han ønsker ikke at gøre demokratiet sundere, snarere at nedbryde det ved at tilskynde til mere kontrol og underminere mulighederne for udveksling af synspunkter på det uofficielle plan. Frem for en mere åben verden er der risiko for, at hans afsløringer vil kunne bringe nyt liv i den gamle Lenin-sentens om friheden, der er værdifuld, ja ”så værdifuld, at den må rationeres”. Men hvem andre end anarkister og deres totalitære kampfæller kan være interesseret i en udvikling, hvor sandheden og friheden rationeres?
Kære journalister, tænk jer derfor om, før I lader jer trække ved næsen af denne australier og hans medløbere.
Sven Ove Gade er forfatter, kommentator i Jyllands-Posten og tidligere chefredaktør i Ekstra Bladet
