Når danske forfattere ikke udviser samme lyst til at skrive kritisk om islamiske dogmer som om kristne ditto, er det ikke fordi, de er bange. Slet ikke. Det handler om kunstens rolle som forløber for debatten og om kunstnerisk originalitet.
”Vi vil ikke skrive om Muhammed, hvis vi ikke føler trang til det – og lige nu er det altså ikke det, der fylder forfatternes sind. Desuden vil det være kunstnerisk uoriginalt, nu hvor emnet er så fortærsket,” sagde Lotte Garbers, Formand for Dansk Forfatterforening.
Ordene faldt under en debat i Trykkefrihedsselskabet i Vartov mandag den 26. april, hvor danske kunstneres eventuelle selvcensur var på dagsordenen. Det store spørgsmål var, om danske kunstnere havde ”lært lektien” af Muhammed-tegner, Kurt Westergaards skæbne og derfor undlader en kunstnerisk behandling af visse emner – eller om der simpelthen findes andre gode grunde til den højlydte tavshed.
Meget delte meninger
Debatpanelet delte sig i to lejre. Litterær direktør på Gyldendal, Johannes Riis, støttede sammen med Det kongelige Teaters skuespilchef, Emmet Feigenberg, synspunktet om, at selvcensuren ikke er udbredt.
Vrøvl, lød det fra panelets øvrige deltagere, der bestod af manuskriptforfatter Mogens Rukov, galleriejer Erik Guldager, og journalist og billedkunstner Uwe Max Jensen. Ifølge de tre er spørgsmålet ikke, om der findes en udbredt selvcensur eller ej. Spørgsmålet er snarere, hvor meget censuren vil gribe om sig i fremtiden, og hvad det vil få af konsekvenser for det danske samfund.
De tre var langt fra optimistiske og henviste til en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i januar 2010. Af den fremgik det, at knap halvdelen af de adspurgte forfattere, billedkunstnere, galleriejere og museumsledere mente, at ytringsfriheden var truet i Danmark. Hver ottende havde til og med droppet projekter af frygt for konsekvenserne. Frygten for at krænke etniske og religiøse følelser fyldte mest blandt forklaringerne.
Siden da har danske kunstnere og forfatterforeninger kritiseret undersøgelsen for at være misvisende.
Mere censur, tak
I den forbindelse sagde litterær direktør på Gyldendal, Johannes Riis:
”Der har altid været selvcensur. Men summen af selvcensur har aldrig været mindre, end den er i dag. Jeg har ikke indtryk af, at der er nogen, der lægger bånd på sig selv.”
Gyldendal-direktøren efterlyste tværtimod mere selvcensur som det middel, der skal få det multikulturelle samfund til at fungere gnidningsfrit.
”Verden er blevet en landsby, og vi må lære at leve sammen i stedet for at hugge hovederne af hinanden. Vi skal lære, at der er nogle emner, vi kan diskutere med nogle og ikke med andre.”
Heller ikke Emmet Feigenberg fra Det Kongelige Teater så nogen tegn på trusler mod den kunstneriske frihed. Eventuel tilbageholdenhed i forhold til visse emner tolkede han som udtryk for takt og høflighed.
Det har sin pris
Takt og høflighed var imidlertid ikke det, der kendetegnede de mange mails og telefonopkald, som galleriejer Erik Guldager modtog efter at have udstillet Kurt Westergaards muhammedtegning. Tværtimod var der tale om dødstrusler og andet af samme skuffe.
Påstanden om, at repressalier af den kaliber ikke skulle få en og anden kunstner til at tænke sig om en ekstra gang, var ubegribelig for Erik Guldager, der nu har fået Politiets Efterretningstjeneste som fast samarbejdspartner.
”Når jeg skal nogen steder med Kurt, foregår det i noget, der ligner en pansret mandskabsvogn. Det har sin pris at lægge sig ud med islam, og selvfølgelig underkaster mange kunstnere sig selvcensur. De er panisk angste,” sagde galleriejeren, der desuden har oprettet en hjemmeside under overskriften ”Kunstnere mod selvcensur”. I begyndelsen var der stor opbakning til initiativet, fortalte han. I dag har sølle fire personer ladet sig anføre med navns nævnelse.
Vanvittigt
Påstanden om, at der ikke findes selvcensur blandt danske kunstnere fik også journalist og billedkunstner Uwe Max Jensen til at undre sig højlydt.
”Det er fuldstændig vanvittigt at bestride. Det er jo helt åbenlyst,” sagde han med henvisning til den gennemførte undersøgelse.
”Men hvis man ikke bryder sig om budskabet, så er det budbringeren, man går efter.”
Uwe Max Jensen konstaterede, at det ikke længere blot er myndighederne, der sætter dagsordenen i Danmark, men at en relativt lille gruppe muslimer har formået at intimidere hele samfundet.
Religiøs satire er på vej ud af mainstream-kulturen, fordi vi ligger under for magtens sprog. I 2008 stod aviserne skulder ved skulder. Men nu er engagementet væk. Politiken undskylder, Jyllands-Posten sender Kurt Westergaard på ufrivillig ferie, og den svenske Muhammed-tegner, Lars Vilks, får stort set ingen støtte. Problemet er, at vi har accepteret volden som middel i debatten, og det får efter min mening fremtiden til at se meget dyster ud.”
