"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Venstrefløjen burde være islamkritisk

28. april 2013 - Artikel - af Dan Ritto

Dan Ritto

Venstrefløjen burde være med i den alliance af mennesker og partier, der forsvarer friheden mod den islamiske trussel.  Dan Ritto giver et bud på, hvorfor venstrefløjen alligevel ikke er med.

Venstrefløjens forhold til islam har længe været en kilde til forundring hos mange tænksomme mennesker.

I lande som Danmark og Sverige er det en kendt sag, at venstrefløjens partier og politikere ligger næsegrus af beundring overfor islam.

Det kunne være fair nok og helt legitimt, hvis det altså ikke lige var for den kendsgerning, at venstrefløjens idealer er de stik modsatte af islams

Hvis man er venstreorienteret, går man typisk ind for kønnenes ligestilling – meget gerne med særrettigheder til kvinder og allerhelst med kvinder til at svinge taktstokken. I islam er kvinder mindreværdige væsener, der har færre rettigheder end mænd og hvis vidneudsagn tæller det halve af mænds.

Man kan roligt slå fast, at det islamiske kvindeideal står meget langt fra det typisk venstreorienterede.

Også forholdet til homoseksuelle springer i øjnene.

Mens det i hele den vestlige verden er en venstreorienteret mærkesag at sikre homoseksuelle lige rettigheder – endda så langt som til at sikre homoseksuelle ægteskaber og ret til adoption, ser det helt anderledes ud inden for islam.

Her forlanger islamisk ret, at homoseksuelle skal kastes ud fra et højt bjerg og dræbes. I Iran hænger man dem ganske vist fra kraner, men hensigten er den samme. 

Mens venstreorienterede generelt mener at borgerne i et samfund skal ligestilles økonomisk såvel som politisk, er der helt andre boller på suppen hos islam.

Her kræver sharialovgivningen en samfundsstruktur, der giver muslimer særstatus som et slags ’herrefolk’, mens tilhængere af såkaldt ’beskyttede’ religioner skal betale en særskat for retten til at leve – og i øvrigt synligt i det daglige skal mindes om deres mindreværdige status i samfundet.

Næppe et venstreorienteret ideal, selv om nogle måske vil drage visse praktiske sammenligninger med forholdene i det gamle Sovjet. 

Venstrefløjens uvidenhed

Jeg kunne fortsætte med flere eksempler, men det burde ikke være nødvendigt. Pointen er, at den politiske venstrefløj, der hylder åbenhed og kreativitet, samtidig bevidst og helt åbent frembærer en totalitær ideologi som islam og fremhæver denne som fremtiden for Danmark.

Umiddelbart giver det ikke mening, og vi er da også mange der jævnligt har kløet os i nakken og efterspurgt en logisk sammenhæng.

Mig bekendt findes der ingen konklusive, videnskabelige undersøgelser på området. Men min egen vurdering er, at der på flere planer er tale om uvidenhed.

Dels mener jeg at venstrefløjen lider under en helt generel uvidenhed om hvad religion overhovedet er for en størrelse.

Dels er der alt for få på den politiske venstrefløj der overhovedet har gidet sætte sig ind i hvori islams dogmer består. Denne uvidenhed har gjort venstrefløjsfolket til nemme ofre, når islamister anvender udtryk som ’fred’ og ’multikultur’, idet de ganske enkelt ikke har forstået hvilke betydninger deres islamiske samtalepartnere lægger i ordene.

De fleste venstreorienterede er belastede af Karl Marx’ ord om at religion er opium for folket. De betragter typisk religion som et lidt primitivt kunstgreb, som  mennesker griber til, når livet bliver svær.

Hvad de ikke forstår, er at for religiøse mennesker udgør religionen en selvstændig værdi og at denne værdi ikke er et resultat af psykiske kvababbelser, men derimod noget der kommer udefra, noget åbenbaret.

Det gælder for såvel kristendommen, som for jødedommen og islam, at troen tager udgangspunkt i en åbenbaring, der begynder udenfor mennesket.

At religiøs tro er meget mere end opium for folket – men også at intensiteten i den enkeltes gudsdyrkelse naturligvis svinger igennem et menneskeliv. 

Deres manglende forståelse for troens natur får dem til at gå ud fra, at det er noget muslimerne vil lægge af sig efterhånden som de bliver mere vestlige og dermed vil have mindre behov for dette ’opium’.

Her tager de fejl. Ikke mindst fordi islam i modsætning til kristendommen er en yderst praktisk anlagt religion – man fristes til at bruge ordet verdslig. Herunder at religionen udgør et selvstændigt politisk program.

Omar Mustafas eksempel

Et eksempel på den manglende forståelse for de udtryk og begreber som islams forkæmpere benytter sig af, har vi netop oplevet i Sverige gennem den seneste tid.

Her blev islamisten Omar Mustafa for nylig valgt til Socialdemokratiets partiledelse – og blev bedt om at trække sig igen, alt sammen inden for ganske få dage. 

Omar Mustafa er nemlig formand for Islamiska Förbundet i Sverige og aktiv fortaler for multikultur i landet. Multikultur er som bekendt også ét af plusordene hos landets socialdemokrater, så alt burde være fryd og gammen.

Men det viste sig hurtigt at mens socialdemokraterne mener at multikultur mest handler om spændende mad og farvestrålende tøj, var Omar Mustafa’s definition af multikultur strengt islamisk:

At muslimerne lever i deres eget samfund, regeret efter egne regler blandt andet ift kvinders rettigheder – mens ikke-muslimerne lever efter svenske regler. 

Meget sigende udtalte Mustafa i sin afskedssalut til socialdemokraterne, at nu ville han ’vende tilbage til sine aktiviteter i det muslimske civilsamfund’. Det diskuterer de stadig ovre i Sverige, og det vil de nok fortsætte med nogen tid endnu.

Men én ting er uvidenheden om centrale dogmer i islam og hvad centrale begreber som multikultur betyder. Der er nemlig også ligheder mellem islams og venstrefløjens verdensbillede. Og det er måske det, der er humlen i sagen.

Venstrefløjen er generelt kollektivistisk – ganske som islam også er det. Det er her at skillelinjen går mellem borgerlige og de røde i dansk politik. At borgerlige generelt set tager udgangspunkt i individet, mens venstrefløjen har en meget mere kollektivistisk tilgang til tingene.

Den kollektivistiske tænkning er, tror jeg, en vigtig grund til at venstrefløjen føler sig så tiltrukket af islam.

Det er også grunden til, at socialdemokratiske borgmesterkandidater i de store byer uden blusel fører forhandlinger med imamer og kulturforeninger om tildelinger af offentlige midler mod støtte ved valget, opbakning til lokalplaner og andet.

Det er nemlig gruppen, ikke individet, der tæller for dem og de deler dette verdenssyn med de mest troende blandt muslimerne.

Det er også derfor, at venstrefløjen generelt nedtoner problemet med manglende personlig frihed i mange indvandrermiljøer.

Hvis vi skal vinde kampen mod islamiseringen, er det en politisk nødvendighed at vi skal have en stor del af venstrefløjen med i kampen. Vi kan ikke vinde uden.

Ligesom Socialdemokratiet gennem det meste af Den kolde Krig var allierede i kampen mod kommunismen skal vi også have venstrefløjen med i kampen mod islam og islamiseringen. 

Her er spørgsmålet, hvordan vi gør. Hvordan får vi dem med? De islamiske talsmænd selv siger kun sjældent sandheden, men når de alligevel gør (som f.eks Hizb ut-Tahrir), mødes de med klar fordømmelse også fra rød blok.

Men når vi andre fortæller samme sandhed om islam, mødes vi med samme fordømmelse, påstande om racisme og løber risikoen for at få en retssag på halsen.

Hvis man som borgerlig kritiserer islam, er man per definition højreekstremist og åndeligt i familie med Breivik. Med andre ord er det ikke os der skal få de røde til at lytte.

De røde islamkritikere findes. Jeg kender endda til aktive medlemmer af Enhedslisten, der er endog særdeles kritiske overfor den islamiske ideologi og som ser faren.

Men de kan eller tør ikke springe ud offentligt med deres kritik, da dette i den røde mainstream betragtes som højreekstremt og helt uacceptabelt. Så hellere lukke øjnene og forblive i det ’gode selskab’.

Jeg har ikke hele løsningen på, hvordan vi får vækket de røde fra dvalen.

Naturligvis skal man uformelt styrke de kritiske kræfter blandt især socialdemokraterne og Enhedslisten og hjælpe med viden og netværk.

Men det er næppe nok. Venstrefløjens problem med islam skyldes nemlig først og fremmest den samme intellektuelle dovenskab der er skyld i at de overhovedet blev venstreorienterede til at begynde med – kombineret med fascinationen af det kollektivistiske ved islam. 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg