Velkommen til kampen

Af Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, formand og næstformand i Trykkefrihedsselskabet

Man bør altid glæde sig, når nogen vil slå et slag for ytringsfriheden. Og når de nytilkomne ytringsfrihedsforkæmpere tilmed vil lave en hel organisation til støtte for kampen – som nu Jakob Mchangama og Frederik Stjernfelt – er der grund til ekstra glæde.

Velkommen til kampen. Vi har brug for jer.

Derimod bliver man en anelse mismodig, når talsmanden for den påtænkte nye organisation lægger ud med at fordømme en anden forening, nemlig Trykkefrihedsselskabet, som det åbenbart skal være Mchangama-bevægelsens hovedformål at udgrænse og bekæmpe.

Hidtil har vi af den debat, der bl.a. har udspillet sig på Mrutyuanjai Mishras blog i Jyllands-Posten og i et interview i Weekendavisen, set at Mchangama-Stjernfelt aksen fremfører to hovedargumenter mod Trykkefrihedsselskabet:

1) Vi støtter og samarbejder med Geert Wilders, og 2) vi er "højrekulturalister".

Hvad Wilders angår, så tilstår vi. Det er fuldstændig rigtigt, at både Trykkefrihedsselskabet og vores søsterorganisation, Det Internationale Trykkefrihedsselskab, har brugt mange kræfter på at forsvare Wilders' ytringsfrihed. Vi har været med til at give ham en talerstol både i Danmark og i udlandet, og vi har opfordret folk til med økonomiske bidrag at støtte ham i den retssag, som den hollandske anklagemyndighed har anlagt for at knuse ham.

Både Trykkefrihedsselskabet og Det Internationale Trykkefrihedsselskab har samtidig udtrykkeligt og gentagne gange understreget, at vi er uenige med Wilders i hans krav om et Koran-forbud. Det udtalte Selskabets formand allerede i forbindelse med Geert Wilders' første besøg i Danmark den 1. juni 2008. Vi er i det hele taget modstandere af ethvert bogforbud. Derfor er vi også modstandere af det hollandske forbud mod Mein Kampf.

Men forbudet mod Mein Kampf, som det hollandske parlament under den samlede venstrefløjs og den politiske korrektheds udelte jubel vedtog engang i 1970'erne, er jo netop baggrunden for Wilders' forslag om et Koran-forbud. Hvis den ene bloddryppende bog skal forbydes, hvorfor så ikke også den anden?

Det ville have klædt Mchangama og hans ligesindede, om de havde gjort opmærksom på denne baggrund, som for længst har været fremme i den danske debat.

At de nye Trykkefrihedsselskabs-bekæmpere derudover tillægger Wilders meninger, som han aldrig har udtrykt, stiller ikke just deres ærinde i et smukkere lys.

For os i Trykkefrihedsselskabet har det været afgørende, at Wilders er truet på livet som følge af sine ytringer. Holland har allerede oplevet to politiske mord på mennesker, hvis brøde bestod i at havde hånet islam: Pim Fortyun og Theo van Gogh. Flere andre står på dødslisten: den tidligere hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali, tegneren Gregorius Neckshott og altså Geert Wilders.

Vi har også med iver støttet andre, der må leve under politibeskyttelse og i konstant frygt for deres liv, fordi de har ment noget, der er faldet islams magthavere for brystet: bl.a. tegnerne Lars Vilks, Gregorius Neckshott og Kurt Westergaard, den forfulgte franske filosof Robert Redeker og den tysk-iranske forfatter Monireh Baradaran, der måtte udholde ni års tortur i det iranske præstediktaturs fængsler.

Vi har haft besøg af kinesiske eksilintellektuelle og af russiske dissidenter, som vi har givet en talerstol i København

Vi har forsvaret dem alle. Vi har samarbejdet med dem. Og det vil vi blive ved med. For hvad skulle man mene om et Selskab, der hævder at ville forsvare ytringsfriheden, men som vender ryggen til dem, der har sat livet på spil ved at bruge ytringsfriheden?

Og hvad skal man mene om påståede forkæmpere for ytringsfriheden, hvis første handling er at lægge afstand til mennesker, der er forfulgte, fordi de har benyttet ytringsfriheden? Er der virkelig ikke noget mere nærliggende at tage sig til?  

Mange af de mennesker, som Trykkefrihedsselskabet har inviteret og samarbejdet med, har givetvis holdninger, som vi som Selskab enten ikke har nogen mening om, eller som vi må tage afstand fra. Vi spørger altså ikke folk, som vi har inviteret til møde, hvad de mener om burkaer, stormoskeer, indvandring eller islam – om de er liberalister, socialister, troende, ateister, om de går ind for teorien om den menneskeskabte opvarmning eller højere eller lavere skatter, om de er for eller imod EU eller 117 andre temaer i tiden.

Det spørger vi heller ikke om i Trykkefrihedsselskabet. Blandt vore medlemmer og i bestyrelsen er der vild uenighed om mange sager. Vi har superliberalister, tilhængere af velfærdsstaten, kristne, jøder, buddhister, muslimer, hinduer, asatroende og ateister. Vi har homoseksuelle og heteroseksuelle, gammeldanskere og indvandrere.  

Her er alle velkomne. Vi har kun ét krav: Man skal gå ind for vores formålsparagraf, som er, at vi forsvarer ytringsfriheden, hvor den end bliver truet, og uanset hvem der gør det. Og så henviser vi i den forbindelse specifikt til bestemmelserne i Danmarks glimrende grundlov.

Af den fremgår det i §  67, at "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden."

Den sidste sætning er vigtig, selv om den stort set aldrig bliver nævnt i det offentlige dabat. Den indebærer nemlig, at ingen kan kræve særlig beskyttelse for sine udtalelser eller handlinger med henvisning til, at de udspringer af gudsdyrkelsen. Og hvis man skal applicere paragraffen på dagens danske virkelighed, så medfører den altså, at f.eks. imamer ikke frit skal have lov at stå i moskéen og kræve bål og brand over demokratiet, ligestillingen, jøderne eller de homoseksuelle, og så forlange at deres udtalelser skal være undtaget for kritik, fordi vi har religionsfrihed.  

Hvad det er tilladeligt eller strafbart at sige eller foretage sig, har vi domstolene til at afgøre, og det er vi i Trykkefrihedsselskabet udmærket tilfredse med.

Vi håber, at Mchangama-Stjernfelt er enige med os på dette punkt.

Når det gælder den nye bevægelses beskyldninger mod os for "højrekulturalisme", kan vi ikke andet end trække på smilebåndet.

For det første må vi spørge, om Mchangama mener, at der findes forskellige ytringsfriheder – en for en imaginær "højrefløj", en anden for "venstrefløjen " og så den rigtige, som vi forstår er den, som den ny alliance omkring Mchangama går ind for?

Kan vi ikke også få  at vide, hvad der mere præcist skal lægges i begrebet "højrekulturalisme"? Skal det tjene til at antyde, at Selskabet skulle være racistisk, antisemitisk, nationalistisk, halvfascistisk eller antidemokratisk? At vi vil ophæve de borgerlige frihedsrettigheder? At vi vil rulle ligestillingen mellem mænd og kvinder tilbage til en fjern fortid? At vi ikke vil have med udlændinge eller indvandrere at gøre?

Hvis det er den slags, der menes, så er der ikke ringeste støtte at hente i Selskabets erklæringer og udtalelser. Og hvis man ser på vores praksis i de fem år, vi har eksisteret, bliver beskyldningerne direkte latterlige. Vi har haft besøg af så mange indledere fra alle mulige verdenshjørner, af alle tænkelige hudfarver og kulturelle baggrunde, at de fleste af vore konferencer må afholdes på engelsk. Hvordan synes Mchangama-Stjernfelt egentlig selv, at det passer med de antydninger om lummer chauvinisme, som de prøver at sværte os med?

Til sidst: Vi har altså  ytringsfrihed i Trykkefrihedsselskabet. Det betyder, at ethvert medlem naturligvis har ret til frit at fremsætte sine synspunkter om hvad som helst i den offentlige debat uden frygt for at blive smidt ud, så længe disse udtalelser ikke strider mod Selskabets fundamentale forpligtelse på ytringsfriheden.

Det gælder for menige medlemmer, som det gælder for formanden, næstformanden, de øvrige medlemmerne af bestyrelsen og chefredaktøren for vores internettidsskrift, Sappho.

Som i enhver anden demokratisk organisation har vi til gengæld den ordning, at Selskabets holdning tegnes af formanden og næstformanden eller eventuelt en anden person, som bestyrelsen har udpeget som talsmand. Når vore talsmænd udtaler sig på Selskabets vegne, skal de udtrykkeligt gøre opmærksom på det. Ellers udtaler de sig på egne vegne.

I denne kommentar udtaler vi os på Selskabets vegne.