"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Våd klud over ytringsfriheden

24. april 2010 - Artikel - af Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt

”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.”

Sådan hedder det i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder art. 11, der altså giver billedet af et EU, der i bred almindelighed finder ytringer berigende for den demokratiske debat. Interessant er det således at iagttage, hvordan chartret synes at give en bredere ytringsbeskyttelse end den europæiske menneskerettighedskonvention. Konventionens pendant til chartrets art. 11 – nemlig art. 10, stk. 2 – giver nemlig mulighed for, at ytringsfriheden kan underkastes begrænsninger ”af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed”.

En tilsvarende bestemmelse findes i art. 52 af EU's charter om grundlæggende rettigheder, som dog nøjes med at kræve, at begrænsninger er ”nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder”.  

På den ene side indeholder menneskerettighedskonventionen således en bred vifte af muligheder for at fortolke begrænsninger af ytringsfriheden ind i konventionen – muligheder der ikke findes i EU's charter. På den anden side er EU's charter skrevet i uldne vendinger. Hvad er en almen interesse? Nogen vil fortolke det vidtgående og måske endda mere vidtgående end konventionens materielt afgrænsede begrænsninger. Andre vil mene, at der skal en del til, før der kan tales om mål af almen interesse. Fremtiden vil vise, hvad retspraksis bliver. EU-domstolen har nu fremtiden i sin hånd.

Nationernes stille snigmorder

Et glimt af denne fremtid kan dog fås ved at undersøge, hvordan EU's øvrige institutioner i dag administrer ytringsfriheden. Og for mig som medlem af EU-parlamentet er det selvsagt mest naturligt at tage udgangspunkt heri. Jeg vil derfor i det følgende inddrage læserne ind i den dagligdag, der omgærder os folkevalgte europæere. I EU-parlamentet er der nemlig grænser for ytringsfriheden. Det er flere gange gået ud over medlemmer af EFD-gruppen (Europæisk Frihed og Demokrati), som også Dansk Folkeparti tilhører.

Enhver som kender til britisk debatkultur ved, at bølgerne kan gå højt i Underhuset, hvor beskyldninger og meget barske personangreb akkompagneres af tilråb og latter fra salen. Mens man i Storbritannien hverken er sippet eller fintfølende, forholder sagen sig noget anderledes i EU-parlamentet. Det måtte formanden for EFD-gruppen og det britiske modstander-parti UK Independence Party (UKIP), Nigel Farage, sande, da han i februar sagde, at den nye EU-præsident – den ganske farveløse tidligere belgiske premierminister Herman van Rompuy – havde karisma som en ”våd klud” og en fremtoning som en ”bankassistent”. Helt galt gik det, da Farage tilmed omtalte det dybt splittede og kaotiske Belgien som et ”ikke-land”.

Nigel Farages egentlige ærinde med talen var at gøre opmærksom på det pinlige faktum, at Herman van Rompuys rolle som EU-præsident er et resultat af Lissabon-traktaten, og at han aldrig er blevet valgt til posten af noget folk:

”Det spørgsmål, jeg ønsker at stille, og som jeg tror, alle ønsker at stille, er dette: Hvem er De? Jeg har aldrig hørt om Dem, ingen i Europa har nogensinde hørt om Dem. Jeg vil gerne høre, hvem der stemte på Dem? Med hvilket redskab vil Europas befolkninger kunne fjerne Dem igen? Er dette europæisk demokrati? … Jeg føler, at De er både kompetent, handlekraftig og farlig, og jeg er ikke i tvivl om, at det er Deres hensigt at være de europæiske demokratiers og de europæiske nationers stille snigmorder. Det virker som om, De har en afsky for selve eksistensen af nationer. Måske det skyldes, at De kommer fra Belgien, som stort set er et ikke-land,” sagde Nigel Farage blandt andet.     

EU's formand, den polske Jerzy Buzek, greb på dette tidspunkt i talen ind og lukkede munden på  Nigel Farage på opfordring fra blandt andet den tyske formand for den socialdemokratiske gruppe, Martin Schulz. Nigel Farage nægtede at sige undskyld til Herman van Rompuy og blev som følge heraf idømt en bøde på 2.960 euro – svarende til omkring 22.000 kroner. Men Farage er langt fra det eneste medlem af EU-parlamentet, som er blevet udsat for sanktioner af den slags.

Få uger efter ovenstående hændelse måtte et andet prominent medlem af UKIP, William (Earl of Dartmouth), under en debat i Parlamentet finde sig i at få slukket sin mikrofon, fordi han ifølge formanden, der altid træffer disse afgørelser alene, afveg fra dagsordenen og spurgte ind til EU's ”udenrigsminister” Lady Ashtons fortid på den yderste britiske venstrefløj – William protesterede heftigt og var nær blevet eskorteret ud af salen med magt.

At der er tale om ganske diskretionære indskrænkninger bevises af, at det aldrig er kommet til så meget som et hævet øjenbryn, når den nævnte Martin Schulz har anklaget forskellige konservative partier for at være ”fascister”, har beskyldt EFD-gruppen for at ville kaste Europa ud i en situation som under anden verdenskrig, fordi vi argumenterede imod Lissabon-traktaten under den irske afstemning eller i almindelighed har hånet intelligensen hos modstandere af traktaten. Hvad er egentlig forskellen på at håne folks intelligens og kalde nogen en våd klud? Men i EU bliver det ene udsagn mødt med klapsalver, mens det andet medfører bøder.

Dommer og appeldommer i én person

Pludselig virker chartrets frie ord og smukke løfter hverken smukke eller frie. Helt galt bliver det imidlertid, når vi ser på den videre håndtering af klager over sanktioner. Ethvert medlem af EU-parlamentet kan naturligvis klage over at få frataget ordet eller idømt bøder. Appelmyndigheden er EU-parlamentets formand. Med andre ord samme person, som typisk idømmer sanktionen. Det får mig til at vende tilbage til chartret, hvis art. 47, stk. 2 i sin pendant til menneskerettighedskonventionens art. 6 skriver, at ”enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.”  

Det naturligvis svært at sige, hvad man i EU forstår ved ordet ”upartisk”. Men i Strasbourg har Menneskerettighedsdomstolen for længst – i den såkaldte Hauschildt-sag mod Danmark – slået fast, at ”upartisk” i domstolsregi betyder, at dommeren i en sag ikke må have truffet afgørelse på et tidligere tidspunkt i samme sag. Det er svært at komme udenom, at dette umiskendeligt minder om situationen i EU-parlamentets censurregime.

Og dermed nærmer vi os et svar på det spørgsmål, jeg oven for stillede til chartets fortolkning. Som i ethvert andet EU-anliggende er det overordnede formål med chartret at beskytte og udvide unionen. Folk, der indtager divergerende opfattelser, falder uden for beskyttelsen. Måske vil man i dag gå så vidt som til i lighed med tidligere amerikansk ret at erklære sådanne udtalelser for ”ikke-udtalelser” (non-statements). I givet fald er skridtet til at erklære forbryderne for non-humans – ikke-mennesker – jo ikke så langt. Og dermed kan man endegyldigt fratage de irriterende, uintelligente, fascistiske modstandere af nedlæggelsen af deres nationalstater deres status som mennesker – og dermed deres ret til at påberåbe sig menneskerettigheder. Vi må se, hvad fremtiden bringer. Som sagt – den ligger i EU-domstolens hænder.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg