I dagens Europa er præsidenter, statsministre og de europæiske institutioners ledere normalt medlemmer af den politiske klasse.
Der er ikke mange af dem, som udmærker sig på nogen måde, bortset fra at de er politikere, og det er helt umuligt at tænke sig, hvad de skal gøre som pensionisterandet end at skrive ulæselige erindringer for at bevise, hvor vigtige de var.
Václav Havel var en lysende undtagelse fra denne regel. Hans livslange interesse for politik blev dyrket fra en position uden for politikken.
Han var en fremstående dramatiker og essayist, og ville være blevet betragtet som en af de betydeligste tjekker i moderne tid, selv om han aldrig var blevet valgt som præsident.
Med begavet ironi — en ironi som føjer sig til en hel tradition af tjekkiske skribenter, og da særlig Jaroslav Hašek og Karel Čapek — forklarede Havel verden akkurat hvad den ideologiske maskine havde fjernet fra hans lands sjæl.
Og i 1970 - og 1980'ernes forbudte skuespil (specielt Largo Desolato) tegner han et uforglemmeligt portræt af det ingenmandsland, hvor dissidenter blev placeret i — stedet i udkanten af ting, frakoblet begivenhedernes verden, men som ethvert søgelys alligevel er rettet imod.
Livet i løgnen
Havel var en dygtig teatermand, som i lighed med sin ven Harold Pinter kunne iscenesætte ordinære og tilsyneladende meningsløse hændelser, og samtidig gøre dem både gribende og meningsfulde.
Men han var også filosof, og han havde lært meget af Jan Patočkas illegale forelæsninger.
I sit dybdeborende essay De magtesløses magt viser Havel, hvordan totalitarismen i den grad trænger ind i sine ofres sjæle, så den ikke længere behøver magt for at bestå.
Folk smeder deres egne lænker, og viser dem lydigt frem for deres herrer.
De lever i løgnen, for tilværelsen er komfortabel på indersiden af løgnen, og ingen trænger sig ind der, bortset fra andre løgnere, hvis bevæggrunde de deler.
Det er ikke vold eller undertrykkelse, som holder Potemkinkulissen på plads, men ideologien som konfiskerer sproget, som folk kunne have brugt til at beskrive tingene som de er.
Den indre sandheds disciplin
Dette essay blev til som resultat af en åndelig forvandling i Havels liv, da han i 1974 overværede retssagen mod musikgruppen The Plastic People of the Universe.
Kort tid efter underskrev Havel Charta 77, for siden at stifte VONS, komiteen til forsvar for de uretmæssigt forfulgte.
Begge dele var en udøvelse af ”de magtesløses magt” — den moralske kraft, som bliver tilbage, når al anden magt fratages en, sådan det hurtigt skete med Havel, da han blev fængslet (Havel sad i fængsel knap fire år, red.)
De magtesløses magt blev i 1984 efterfulgt av Politik og samvittighed, og disse to essay var måske de mest indflydelsesrige litterære produkter af kommunismens Tjekkoslovakiet, da de ikke alene i klart sprog gav et billede af den særegne erfaring, som var essayenes baggrund, men også foreslog et lægemiddel, nemlig den indre sandheds disciplin.
Med sandhed mente Havel ikke klar tale, men snarere ”troskab mod erfaringen” — konfrontationen med livets virkelighed som hans elskede lærer Jan Patočka havde som tema for sine forelæsninger.
Budskabet blev hørt over hele den kommunistiske verden, og inspirerede revolutionen som til sidst skulle rive ideologiens maske fra Europas ansigt.
Lyset i undergrundens mørke
I 1980'erne prøvede jeg og nogle få andre at hjælpe den tjekkiske og slovakiske intellektuelle undergrund.
Havels essays var af største betydning for vor virksomhed, i lighed med hans symbolske tilstedeværelse, som stod i centrum for alt hvad vi foretog os.
Han overbeviste os om, at modstandskampen var anstrengelsen værd, at selv en mislykket opposition mod systemet var bedre end at blive en del af det, og at der i undergrundens mørke kunne findes et andet slags lys end den blændende propaganda, som lyste længere oppe — lyset af menneskelige øjne.
Han var den sande skaber af dissidentkulturen — der hvor høje idealer og alvorlig undervisning blev kombineret med langhårede frisurer og natlige diskussioner i røgfyldte lokaler.
Janáček stod side om side med The Beatles og Goethe med Vladimír Holan på altrene, der var sat op i katakomberne, og kristne præster, freudianske analytikere, ateistiske filosofer og forvirrede digtere sluttede sig alle sammen til én enkelt religion: menneskelighedens.
Anti-politik
Under Patočkas indflydelse kom Havel til den anskuelse, at den politiske tilgang til erfaringen helt af sig selv giver et fejlagtigt billede af det den drejer sig om, uanset hvilket system det sker under.
Hvad enten han er en demokrat eller en diktator, betragter politikeren verden som et sæt af ”interesser”.
Hans tilgang er videnskabelig, objektiv og ufølsom for det, som virkelig tæller: et liv som er meningsfuldt at leve.
Havel tog derfor til orde for en ”anti-politik”: en politik nedefra, som skulle respektere tilværelsens mål og genoprette meningen med hverdagslivet.
Og han gav denne ”anti-politik” noget af det overdådige og bohemeagtige særpræg som kendetegnede de dage i 1968, da det for en kort stund så ud som om en hel nation fra den ene dag til den anden bestemte sig for at leve på en anden måde.
Havel som præsident
Som præsident beholdt Havel troen på ”anti-politikken”.
Meget af det, han opnåede i sit embede skyldtes denne tro — særligt den tålmodige nedrivning af Warszawa-pagten, samt hans vellykkede præsentation af Tjekkiet på den internationale scene som Europas kulturelle og åndelige hjerte.
Men anti-politikken har også sine omkostninger, og en af dem er et godt forhold til politikere.
Spændingen mellem Havel og Václav Klaus var en følge af dette.
Som konservativ og tilhænger af Klaus var jeg aldrig særlig tilfreds med Havels stil som præsident.
Jeg ville have ønsket, at han klarere havde anerkendt nødvendigheden af opposition i politik, og at modstanderen skal værdsættes netop fordi han er uenig med dig.
Alle varige politiske beslutninger er kompromiser og i tillæg til de perfekte idealer i vore hjerter, som giver os inspiration i undertrykkelsens mørke dage, findes der et andet ideal — et ufuldkommenhedens ideal af en social orden, hvor almindelige mennesker kan finde fred i deres omgivelser og tryghed i verden omkring, til trods for alt det, der er galt med den.
Det ideal gav liv til Čapeks skrifter, og det er ophav til meget af storheden i Tjekkisk kunst, litteratur og musik.
Men det kan ikke opnås uden politik, eller uden at stå op imod de ordensforstyrrende kræfter som straks indtager ethvert vakuum, sådan som de også stormede ind i det vakuum, som opstod i 1989.
Ingen kan nyde stor autoritet uden at være kontroversiel, og Havel var ingen undtagelse.
Selv om jeg var uenig med ham i mange ting, forblev han for mig et symbol på intellektuelt liv, og en repræsentant for et uforglemmeligt øjeblik i sit hjemlands historie.
I stedet for at afsige en dom, lad det derfor være sagt, at Havel forblev tro mod sit kald som intellektuel og døde som han havde levet: som en tjekkisk patriot og en smuk sjæl.
Roger Scruton er Englands førende konservative tænker og forfatter til en stribe bøger, senest The Uses of Pessimism and the Danger of False Hope.
Artiklen er skrevet for en tjekkisk publikation og gengivet med forfatterens venlige tilladelse. Oversættelse: Christian Skaug.
