"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Uvelkommen intelligensforskning

December 2006 - Kirsten Damgaard

Handler den tragikomiske århushistorie om afskedigelsen og derefter genansættelsen af professor Helmuth Nyborg i virkeligheden om, at det er tabu at forske i sammenhængen mellem intelligens og køn?

I København siger en mand farvel til sin søn, der skal på en flyvetur til Indien. Uheldigvis forulykker maskinen ved landingen, sønnen bringes til et nærliggende hospital og gøres klar til operation. Ved synet af drengen slår kirurgen imidlertid hænderne sammen og udbryder: ”Åh! Min søn, min søn!”, og lægens tårer triller. Når jeg fortalte denne gåde for 20 år siden, ville de fleste danskere efter få sekunders betænkningstid have ræsonneret sig frem til, at drengens mor er læge. Herboende fra stærkt patriarkalske kulturer, som f.eks. pakistanere og marokkanere, kan derimod stadig sjældent tænke udenom hankønnet. Det siger noget om, at kultur former de rammer, der kan tænkes indenfor, og derfor hvilke løsningsmodeller en typisk socialkarakter udformet i en bestemt kultur har mulighed for at komme op med.

At diskutere kulturs indflydelse på kognition, altså de psykiske processer, der omfatter perception, læring, tænkning og erkendelse, har ikke været god tone i psykologisk forskning meget længe. Det lugter lidt for meget af efterkrigstidens overvejelser om en særlig tysk nationalkarakter, og af hvad tyske læger igangsatte under Hitler af uhyggelige eksperimenter med mennesker med uheldige arveanlæg som f.eks. dværgvækst og udviklingshæmning. Det foregik ud fra nogle forvrængede og utilstrækkelige skabelon-forståelser af genetik og personlighedsudvikling. Allerede i mellemkrigstiden var Tyskland førende inden for seksualforskning med diskussion om antal køn, hvor homoseksuelle undertiden indgik som et tredje køn, og transvestitter og transseksuelle fulgte efter. Udforskningen af det homoseksuelle menneske og andre seksuelle afvigelser, foregik før nazismen dog stort set på en både etisk forsvarlig og munter måde på eksempelvis Hirschfelds Institut für Seksualwissenschaft. Men KZ-lægernes menneskeforagtende eksperimenter med racer og kønsudfoldelse satte sig varige spor overalt i moderne køns- og kulturforskning. Det gælder f.eks. stadig, at homoseksualitet er tabuiseret som forskningsområde.

Lighedsmantraet

Efter studenteroprøret i 1968 er lighed det nye mantra, og udforskning af psykologiske forskelle i kønnet er helt frem til nutiden blevet et ”no-go” område. I begyndelsen var det, fordi overbevisningen om, at kønnene er ens, forhindrede nogle i overhovedet at tænke på at undersøge forskelle, og nu gælder det, at nogle er bange for, at demonstration af anderledeshed automatisk vil medføre en rangordning, hvor noget regnes for bedre og andet for mindreværdigt.

Lægevidenskaben er imidlertid ved at bevæge sig væk fra groteske situationer, som at vægt/højde-tabeller for kvinder var udviklet på basis af mænd til session, at diabetes-medicin tildeltes kvinder på baggrund af forskning i den mandlige krops reaktioner, og at instrumenter til hjerteoperationer var udformet på basis af mænds anatomi.

Psykologien halter sørgeligt bagefter. Skønt enhver erfaren barneplejerske generelt kan se forskel på drenge- og pigespædbørn blot på kropssproget, og skolelærere har kunnet erfare kønsforskelle i leg og læring hos henholdsvis drenge og piger, har psykologer stort set ikke tillagt disse observationer betydning. Og man stillede sig længe tilfreds med, at Kohlbergs herskende teori om moraludvikling hos mennesket kun havde empirisk belæg hos drenge. Subkulturen og familiens opdragelse af ungerne var udslagsgivende for mænd og kvinders forskellige interesser og psykiske reaktionsmåder, mente man.

I 1960erne, 70erne og 80erne herskede socialkonstruktivisterne, der mente, at social arv, der hæmmede, måtte kunne forandres ved uddannelse, og at mere lighed måtte kunne skabes ved, at de to køns roller bøjedes mod hinanden. Bøjningen foregik ved, at drengenes støjende, projektorienterede leg blev erstattet med omsorgs- og efterlignelsesaktiviteter, og ved at pigerne blev opmuntret til analyse og lederskab. I kampens hede mellem arv og miljø undlod psykologerne dog at forske i, om de observerede forskelle mellem kønnene som f.eks. sprogtilegnelse, fysisk aktivitet og arbejdsform delvist kunne bunde i biologiske eller genetiske kønsforskelle.

Man ville så gerne være lige, og nogle gange var lige det samme som ens. Mænd er ligeså gode som kvinder til at passe børn, ikke sandt? Idealet kom til at skygge for regulær viden, indtil folk som psykiater Gideon Zlotnik begyndte en ny kønskamp med bøger som ”De stakkels drenge”, og Carl Mar Møllers kursister ræbende blev sat til at pisse over kors. Sideløbende havde den teknologiske udvikling muliggjort hjernescanninger, så man nu kunne se, hvor styrede aktiviteter som tanker og sproglig udfoldelse foregår i hjernen. Således har den amerikanske hjernescanningsforsker Richard Haier for nylig fundet, at kvinder bruger den hvide hjernemasse i højere grad end mænd under kognitiv belastning. Endelig udvikledes siden 1960erne både hormonforskningen og forståelsen af hjernens biokemi i forhold til følelser som depression og glæde, ligesom man fik øjnene op for kostens betydning for humør og læring.

Tabu-områder

På uddannelsesstederne var det i 1970erne og 80erne nærmest tabu at beskæftige sig med de kønsforskelle, som ikke ansås for socialt betingede, altså afledt af kultur, og som derfor blev anset som konstruerede eller valgte kønsroller. Men det er næsten ikke til at fatte, at også mange psykologer hoppede på lighedsideologien og undlod at oplyse befolkningen om både læringens og seksualitetens kønnede væsener, for blot at nævne to vigtige områder.

Andre områder, som det heller ikke var hensigtsmæssigt at interessere sig for, hvis man ønskede at fremme sin karriere som forsker, var raceproblematikken og intelligensforskningen. Men dengang handlede raceproblematikken jo om biologisk race, og ikke som nu, hvor race ofte er synonymt med kultur.

I 1970erne hed det sig på flere uddannelsesinstitutioner som f.eks. seminarier at intelligente var de, der var gode til at tage intelligensprøver. Dette forsøg på latterliggørelse af intelligensprøver overser dog helt, at de bedst renommerede prøvers designere åbent erkender, at disse prøver hovedsagelig måler g-faktoren, den generelle intelligens. Generel intelligens forstås almindeligvis som evnen til at analysere komplekse informationer og til at løse nye problemstillinger. IQ måles ved hukommelsesprøver, sproglige prøver og matematisk kunnen, hvor g-faktoren indgår i de fleste tests. Det er vigtigt at holde sig for øje, at utallige undersøgelser har vist, at IQ ikke kan forbedres varigt ved undervisning. Udbytte af undervisning (school performance/achievement ) må ikke forveksles med forbedring af kognitive evner. Erfaring og kendskab er noget ganske andet end begavelse, hvilket i øvrigt ordentligt konstruerede prøver kan afdække.

Amerikansk intelligensforskning

Imidlertid var der mindre berøringsangst for race-, intelligens- og kønsforskelle på den anden side Atlanten. Amerikanske forskere med danskklingende navne som Arthur R. Jensen søger svar på, hvorfor afro-amerikanere generation efter generation efter slaveriets ophør dropper ud af undervisningssystemet og bliver kriminelle i hobetal, og hvorfor visse piger viderefører gamle sociale mønstre og bliver teenagemødre i stedet for at planlægge deres liv.

Det sidste viste sig ikke at have med intelligens at gøre, fortæller bogen The Bell Curve (1994), en håndbog over intelligensforskningen, hvor over 100 forskeres undersøgelser kombineredes og sattes i forhold til hinanden. Det undrer også de amerikanske forskere, at kinesiske indvandrere klarer sig så godt i visse fag. Især brillerer de så meget i kemi og fysik, at man nogle steder har begrænset deres optagelse på universiteterne. Også andre nytilkomne som f.eks. skandinaver og indere klarer sig bedre end visse gamle befolkningsgrupper, der ellers er i besiddelse af netværk, engelsk modersmål , kulturkendskab osv.

Boger der vakte furore i intelligensforskningen
Boger der vakte furore i intelligensforskningen

Men mange mener, at intelligens overhovedet hverken kan eller bør måles ud fra g-faktoren, som det efter flere forskeres udsagn egentlig kunne være nok at måle IQ på, idet denne faktor giver et godt billede af personens evner. Der verserer forvrøvlinger som følelsesmæssig intelligens og lignende afarter som den disciplinære, den syntetiske, den kreative, den respekterende og den etiske intelligens. De er alle egentlig blot udtænkt som rammer, inden for hvilke pædagogerne kan påvirke deres elever, og må ikke tages som spejlinger af intelligensens faktorer.

Grunden til, at nogle mennesker har omfavnet disse udlægninger som modeller for intelligens, er, at de så dejlig ligeligt inkluderer alle individer. Som professor i kognition og læring Howard Gardner siger: ”Alle er eksperter i noget, og det kan vi bruge. ” Hvor smukt, hvis det virkelig var sandt. De førende forskere indenfor den psykometriske tradition er enige om, at 60-80 pct. af intelligensen er genetisk betinget. De øvrige 20-40 pct. kan man faktisk ikke rigtig forklare. Som bekendt kan normalt begavede børn af udviklingshæmmede blive gjort dumme af for lidt stimulation, og voksne analfabeter, der sent lærer at læse, har svært ved at indhente det mentale handicap, for skriftsproget virker strukturerende for tænkning i ens udvikling.

Da Murray og Herrnstein begyndte arbejdet med håndbogen over intelligensforskningen, The Bell Curve, gjorde de det for at udvide socialforskningens traditionelle interessefelter som uddannelsesniveau, beskæftigelse og indkomst med yderligere en forklarende faktor, nemlig intelligens. Og intelligens kan faktisk forklare forhold i arbejdslivet, som hverken socioøkonomisk baggrund eller uddannelse kan. Psykologen Abraham Maslow påviste også i en mindre undersøgelse, at de meste tilfredse individer, var de, som beherskede dele af begge køns traditionelle roller, og som ikke begrænsede sig til snævre områder.

En århushistorie

Det forekommer mig, at jeg også ser denne bredde hos mange virkeligt intelligente mennesker, som f.eks. professor i udviklingspsykologi Helmuth Nyborg fra Aarhus Universitet. Helmuth Nyborg er gået derhen, hvor hans intuition og empiriske resultater har sagt ham, at der var vigtige sammenhænge at udforske, skønt de fleste af hans akademiske fagfæller var imod. Det er et spor, som de fleste modtagere af nobelprisen interessant nok også har fulgt.

Nyborgs specialer – intelligensens forhold til etnicitet og køn – forekom for nyligt den nu afgåede institutleder Jens Mammen så betænkelige, at han gik til den daværende dekan Tom Latrup-Pedersen for at få nedsat et sagkyndigt udvalgt til at bedømme Nyborgs forskning, efter at universitetets eget praksisudvalg havde tildelt Nyborg en næse for regnefejl. Bl.a. var det faldet visse kritikere for brystet, at Nyborg i dele af sin kønsforskning opererer med meget små grupper på nogle og tredive, men rent faktisk er der metoder, hvor man kan gå helt ned til seks informanter/forsøgspersoner indenfor videnskabelig psykologi. Det sagkyndige udvalg vurderede blot tre af Nyborgs mange arbejder og kritiserede ét af dem for at give en utilstrækkelig beskrivelse af undersøgelsens design og for ikke at diskuterer det store frafald i stikprøverne.

Helmuth Nyborg – er han redelig nok?
Helmuth Nyborg – er han redelig nok?

Den nuværende dekan Svend Hylleberg mener, at det er vanskeligt at sætte grænsen mellem uagtsom uredelighed og dårlig forskning og fritog Nyborg for tjeneste med den begrundelse, at han havde lavet en ”utroværdig og værdiløs undersøgelse”. Instituttets egen professor i forskningsmetodologi Steinar Kvale stiller sig uforstående overfor den hårde fremfærd mod professor Nyborg: ”Man skal huske på, at Helmuth Nyborg længe har været en toneangivende dansk forsker i psykologi, der har publiceret i velrenommerede internationale tidsskrifter. Nu er han blevet fritstillet på grund af problemer med én undersøgelse. Han har sjusket, men ifølge det sagkyndige udvalg ikke været bevidst uredelig. Derfor finder jeg fakultetets sanktion helt urimelig.” Steinar Kvale bakkes op af instituttets øvrige professorer, dog minus institutleder Jeppe Jeppesen og Jens Mammen.

Meget uklogt har universitetet ikke ladet disse afgørelser om undersøgelsens kvalitet – altså om der er tale om videnskabelig svindel (fraud) eller manglende omhu (due diligence) – være op til det internationale forskningsmiljø. Her sidder jo ellers specialisterne i relationen genetik og intelligens med dertil hørende psykometrisk ekspertise. Universitetet har i stedet udvidet muligheden for århushistorier ved at fare frem med fritagelse fra tjeneste, rydning af kontoret og nu rektor Holm-Nielsens tilbagetog med ophævelse af fritagelsen for tjeneste, genetablering af kontor og hjemmeside, foruden dog en irettesættelse. Nyborg er også anklaget for manglende omhu i sin omgang med pressen og for at være illoyal mod Aarhus Universitet, eftersom han i december 2005 bad sine internationale kolleger om at støtte hans akademiske frihed.

Som følge af denne sag må alle forskere fremover tage forholdet til pressen op til nøje overvejelse. For det er yderst nemt at komme i gyngen, når journalister, der almindeligvis ikke er fagkyndige, beder om redegørelser for resultater. Det sker f.eks. ved, at journalisten misforstår, eller forskeren er imødekommende med en firkantet pædagogisk fremstilling, når journalisten for tredje gang skal have det samme forklaret, eller når redaktører udelader tekst af det gennemlæste og godkendte.

Dunkle motiver

Men hvad handler denne århushistorie egentlig om? Hvilke resultater har udviklingspsykologen Helmuth Nyborg præsenteret? Han har understreget at undersøgelserne om køn og intelligens overhovedet ikke siger noget om, at en bestemt mand er mere intelligent end en bestemt kvinde, og man heller ikke generelt kan sige, at mænd er klogere end kvinder. Nyborgs forskning viser derimod, at køn loader moderat på g-faktoren, og at mænd således har en lille gennemsnitsfordel, men også en større spredning i deres g-faktor score. Der er med andre ord flere dumme og flere kvikke i kategorien mænd. Det kan få betydning i toppen, hvor der så vil være flere mænd blandt de bedst begavede, hvilket måske er med til at forklare mændenes flere lederpositioner i samfundet.

Professoren står ikke alene. Andre undersøgelse af IQ – forstået som sprog, hukommelse, matematik – støtter teorien om, at mænd gennemsnitligt ligger nogle IQ-point højere end kvinder. Professor Philippe Rushton fra Ontario har således netop i april 2006 offentliggjort målinger af g hos unge, der søgte højere uddannelse. I et materiale på over 100.000 testede 17-18-årige unge anslår han en gennemsnitlig kønsforskel i g, der svarer til 3,6 IQ-point i mændenes favør.

Professor dr. med Albert Gjedde har foreslået et afskedsseminar for Helmuth Nyborg, når han først i det nye år fylder 70 og går af. Gjedde mener, at der må ligge noget andet bag den voldsomme sanktion. Noget som udenforstående ikke har kendskab til.

Forhenværende institutleder på psykologi Jens Mammen mener også, at Helmuth Nyborg må have sine grunde til ikke at lægge alle sagens detaljer frem. Ja det tør siges! Den af rektor genindsatte professor, kan jo netop ikke – af skræk for at blive anklaget for ikke at overholde tjenestemandens decorum (loyalitet) – lægge alle sagens akter frem til offentlig beskuelse. Han befinder sig i en situation, der på psykolog fagsprog betegnes som double bind.

Der har også tidligere været gjort forsøg på at sætte lus i skindpelsen. En ledende person på Aarhus Universitet var så venlig sidste år at foreslå en privat arrangør at annoncere Nyborgs foredrag som "forskning om racehygiejne" – altså en disciplin, der blev opdyrket i det nazistiske Tyskland – og at anmode intelligensforsker Nyborg om at behandle netop dette emne, men arrangøren fattede mistanke ved den utidige indblanding.

Nu afventes spændt næste akt i denne århusianske tragedie. Det bliver en udtalelse fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, der på Helmuth Nyborgs foranledning og på anbefaling af Dansk Magisterforening er trukket ind i sagen. På baggrund af den anerkendelse, Helmuth Nyborg nyder i udlandet, har han næppe haft brug for at fuske.

 

Kirsten Damgaard er kulturpsykolog, cand.pæd.psych.