"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

USA's ytringsfrihed balancerer på en knivsæg

28. september 2012 - Artikel - af Lars Hedegaard

Lars Hedegaard

Meget står på spil, når amerikanerne i november skal vælge præsident – bliver det den amerikanske forfatning eller en ny konvention mod "islamofobi", der skal afgøre hvad der må siges?  

Allerede i Kastrup få man anskuelsesundervisning i det faktum, at verden er radikalt forandret og har været det, siden flykapringerne tog fart omkring 1970.

Sikkerhedsforanstaltningerne bliver, som enhver flyrejsende vil vide, stadigt skrappere.

 Mens jeg stod i sikkerhedskontrollen og fumlede med det bælte, som jeg havde måttet afføre mig, fik jeg øje på min rejseledsager, formanden for det svenske Trykkefrihedsselskab, Ingrid Carlqvist.

Hun var blevet stablet op på en skammel, hvor hun i alles påsyn blev befamlet af en ivrig mandlig sikkerhedskontrollør. Han var tydeligvis især interesseret i hendes bryster, som han greb alvorligt fat i.

Ingrid tog det med ophøjet ro, men bemærkede dog, at hun nok havde forventet, at det var kvinder, der skulle gramse på kvinder.

Vi blev enige om, at sådan ville det nok også være, hvis en burkaklædt muslima var gået gennem kontrollen.

Transatlantiske kontakter

Ingrid Carlqvist og jeg skulle på en tidages rundrejse i det østlige USA og Canada, dels for at slå et slag for ytringsfriheden og vore respektive trykkefrihedsselskaber og dels for at holde de transatlantiske kontakter ved lige, der har vist sig så nødvendige i vores globaliserede tidsalder.

Under vores rejse aflagde vi besøg i New York City, Washington DC, Philadelphia og Toronto.

Kampen for ytringsfriheden kan ikke føres nationalt, hvilket jeg for alvor forstod, da min to år lange retssag (hvor jeg stod anklaget for hadetale og racisme) rullede gennem alle danske retsinstanser.

Her fik jeg uvurderlig hjælp fra meningsfæller over hele verden, og det gik op for mig, at vi her i Danmark aldeles ikke står isolerede. Vi har venner i mange lande, der vil bakke os op i nødens stund – og som vi vil bakke op.

Ganske overraskende oplevede jeg flere gange under rejsen, at folk, som jeg aldrig havde talt med, kendte til min retssag, og var ivrige for at høre flere detaljer om den. Jeg kan også berette, at de nordiske trykkefrihedsselskaber nyder udbredt respekt i den del af den amerikanske og canadiske politiske klasse, der interesserer sig for forsvaret af ytringsfriheden.

Der var også en anden konkret anledning til rejsen, nemlig at jeg var inviteret til at tale i New York City i anledning af 11-årsdagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det skete ved en konference organiseret af Pamela Geller og Robert Spencers organisation SION (Stop the Islamization of Nations).

Det blev til flere TV-interviews, bl.a. i Washington DC med Erik Stakelbeck fra det meget sete Christian Broadcasting Network og med Michael Coren på Sun TV i Toronto.

Lige så interessant var imidlertid, hvad der skete uden for disse mere officielle arrangementer, nemlig under samtaler med almindeligt interesserede amerikanere og canadiere. Her fik vi lejlighed til at drøfte ytringsfrihedens tilstand på begge sider at Atlanten.

Verdens frieste land?

Det er en almindelig antagelse her i Europa, at USA er verdens frieste land, når det gælder beskyttelsen af ytringsfriheden, og det er sådan set formelt korrekt, idet den amerikanske forfatnings første tillæg (First Amendment) forbyder lovgivningsmagten at begrænse ytringsfriheden og gøre indgreb i pressefriheden.

Det Internationale Trykkefrihedsselskab har længe argumenteret for, at en lignende First Amendment-beskyttelse burde indføres i Europa.

Spørgsmålet, som i stigende grad optager nogle af de politisk interesserede amerikanere, er imidlertid, hvor meget denne ytringsfrihedsbeskyttelse er værd i praksis – ganske særligt, hvis Barack Obama vinder præsidentvalget til november og således kan sidde yderligere fire år i Det Hvide Hus.

Problemet er, at hans udenrigsminister, Hillary Clinton, er begyndt at udsende signaler, der tyder på, at Obama-administrationen ikke står ganske fremmed for tanken om at tilslutte sig en ny international konvention, der vil forbyde forhånelse af religioner.

Særrettigheder til islam

Ingen kan være i tvivl om, at denne truende konvention er møntet på islam. Det fremgår alene af det faktum, at det især er Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC), der har presset på for at få Vesten til at acceptere et globalt indgreb mod frie ytringer.

Og skulle det blive vedtaget og ratificeret af USA og EU-landene, vil OIC få sin drøm opfyldt om at gøre "islamofobi" (frygt for islam – der som bekendt ikke er det mindste farlig) til en ny forbrydelse, der kan straffes i vestlige domstole.

Efter ti års ihærdige bestræbelser har de 57 medlemslande i OIC fået FN til at vedtage en resolution, der opfordrer medlemslandene til at kriminalisere "defamation of religion" (forhånende eller nedladende tale om religion), og da islam ifølge islams selvforståelse er den eneste sande religion, kan der ikke herske tvivl om, hvad formålet er.

Hvis et sådant generelt forbud mod religionsforhånelse skulle håndhæves konsekvent, måtte det indebære et forbud mod bl.a. Koranen, der jo ikke bare forhåner alle andre religioner end islam, men som tilmed opfordrer til drab på anderledes troende.

Men det er tydeligvis ikke en fare, som OIC tager alvorligt – og det har organisationen heller ingen grund til, når man ser på, hvem der i praksis er blevet ramt af de allerede eksisterende forbud mod "hadetale" og "racisme" – hovedsageligt folk, der har tilladt sig at kritisere islam.

USA's kovending

Før Obama-administrationen kom til i januar 2009, havde Amerika resolut modsat sig OIC-inspirerede indgreb, der i realiteten betyder, at ytringsfriheden er afskaffet:

Der kan nemlig ikke herske ytringsfrihed i et land, hvor det er forbudt at kritisere bestemte befolkningsgrupper (muslimer) eller bestemte religioner eller politiske ideologier (islam).

Det vakte derfor bekymring, da Obama-administrationen kort efter at være tiltrådt lod forstå, at den var villig til at samarbejde med OIC om en form for aftale.

I september 2009 gik den amerikanske regering et skridt videre ved sammen med Egypten at stå bag en resolution, der fordømte "negative religiøse stereotyper", "opfordring til diskrimination" og "visse mediers udbredelse af falske forestillinger".

Amerikanske diplomater forklarede, at det amerikansk-egyptiske initiativ skulle ses som et led i Obama-administrationens bestræbelser på at "række hånden frem mod muslimske lande".

Senere, under en OIC-konference i Istanbul i juli 2011, stod udenrigsminister Hillary Clinton frem og roste organisationen for dens bestræbelser.

Hun har dog forsikret, at det ikke er den amerikanske regerings hensigt at kriminalisere ytringer, med mindre de opfordrer til umiddelbar voldsanvendelse.

Men hvad er så meningen med at fedte for lande og organisationer, der vil kriminalisere enhver kritisk ytring om islam?

Islam på march i USA

Hvis Obama vinder det forestående præsidentvalg, er der således en risiko for, at den særlige islamiske opfattelse af ytringsfriheden vil få yderligere fodfæste i USA.

Man kan så stå i en situation, hvor USA på den ene side har sit første forfatningstillæg, men på den anden side en regering, der klart har tilkendegivet, at den mest en indstillet på at efterkomme rabiate islamiske kræfters ønske om at tømme forfatningstillægget for ethvert konkret indhold.

Denne holdning fra højeste sted kan næppe undgå at smitte af på amerikanske domstoles praksis, når muslimske organisationer eller enkeltpersoner trækker folk i retten for påståede forhånelser og fornærmelser – hvilket de gør ustandseligt.

I den sidste ende bliver det formentlig den amerikanske højesteret, der skal afgøre, om det er ytringsfriheden ifølge First Amendment eller ifølge profeten, der skal gælde i USA.

Ingen vi talte med under vores ophold turde spå om udfaldet.

Og falder USA, ser det sort ud for ytringsfriheden, friheden og demokratiet i resten af den vestlige verden.

Forhånelser à la offentlig befamling af vestlige kvinder slipper vi heller ikke for i fremtiden.

Til gengæld kan andre kvinder – eller rettere dem, der kontrollerer dem – hovere over det største knæfald for totalitarismen og barbariet, som nogen vestlig leder har præsteret de seneste hundrede år.

Meget står derfor på spil, når amerikanerne den 6. november skal vælge præsident.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg