Jeg står her i dag i rollen som universalist. Det gør jeg gerne, men i en anden betydning end den gængse.
Men allerførst vil jeg gerne fortælle en lille historie. Den handler om englænderen William Bentinck, der i 1820'erne var generalguvernør i Indien, dengang England havde magten over landet.
Bentinck blev i1829 opsøgt af en rig inder, der bad om tilladelse til at få sin mor brændt sammen med hendes afdøde mand. Sådan som hindu-traditionen nu engang foreskriver. Og hvad der var helt afgørende:
Moderen var selv indforstået. Over for Bentinck henviste sønnen til, at briterne var berømte for at tage hensyn til det, folks samvittighed bød dem at gøre.
William Bentinck svarede:
”Selvfølgelig må din mor gøre det, hendes samvittighed dikterer hende at gøre og du har som ældste søn ret til at sætte ild til hendes bål. Må så må du også tillade mig at følge min samvittighed - og hænge dig for mord.”
Farvel til enkebrændinger
Sådan blev enkebrændinger afskaffet i Indien. Som det hedder i den Bengal Sati Regulation, som Bentinck fik fastsat samme år:
”Det første og vigtigste princip for britiske styre i Indien er, at at alle klasser af mennesker skal have fuld mulighed for at følge deres religions forskrifter så længe dette system kan overholdes uden at komme i karambolage med det, som retfærdighed og menneskelighed dikterer.”
Jeg er ikke tilhænger af imperialisme, men jeg er varm tilhænger af Bentincks bestemmelse her. Ethvert civiliseret menneske må erkende, at det var et fremskridt, der her fandt sted.
Bentinck var universalist i den forstand, at han var tilhænger af den universelle sandhed, at hvert eneste menneske har en evighedsværdi, som ingen tradition – uanset hvor fin og hvor gammel og hvor mange tilhængerne, den har - kan rokke ved.
Det var det, der bestemte, hvad ”retfærdighed og menneskelighed” indeholdt for ham. Hvad der tydeligvis var noget andet end det, hinduen forstod ved retfærdighed og menneskelighed.
Det vil sige – og det er i dag den afgørende pointe - at Bentinck ikke var relativist eller kulturrelativist. Havde han været det, havde han ladet enkebrænding være enkebrænding – i fuld anerkendelse af den kulturelle diversitet og den dybe, gamle hindu-tradition.
Min meddebattør i dag er derimod kulturrelativist - og det er ikke noget jeg finder på, men noget Kasper Støvring har kaldt sig selv i et indlæg med den betegnende titel Forsvar for kulturrelativismen og han er erklæret tilhænger af en konservatisme, ”som har et element af kulturrelativisme i sig”.
Ikke-universel ytringsfrihed
Men inden jeg retter skytset ind mod Støvrings kulturrelativisme, vil jeg besvare dagens spørgsmål: Er frihedsrettighederne, nærmere bestemt ytringsfriheden, universel? Her må jeg skuffe forsamlingen og erklære mig helt enig med Støvring.
Selvfølgelig er ytringsfriheden og de andre frihedsrettigheder ikke universelle. Ytringsfriheden er en en rettighed, der er sikret af loven, ikke af naturen. Det er Grundlovens §77 der har skænket os den, ikke Moder Jord.
Derfor giver det ikke mening at kalde den en menneskerettighed. Den er en frihedsrettighed og før 1849 fandtes den ikke. At hævde at den er en medfødt naturret er at begive sig ud i en religiøs spekulation.
Jeg forstår sådan set godt, at så mange i dag begiver sig ud i den religiøse spekulation som det er at hævde at vores borgerrettigheder er evige, universelle menneskerettigheder.
Vi har alle sammen brug for noget at tro på. Vi har brug for en absolut instans for at undgå relativisme. Man kan og skal bare ikke bruge frihedsrettighederne til det. De er tidsbundne og de er partikulære og kulturbestemte. Ergo kan de ikke være universelle, medfødte eller evige.
Hvis de var medfødte var der jo heller ingen grund til at bruge så meget krudt på at forsvare dem. Men de er jo netop et vestligt særkende.
Ytringsfriheden er et barn af bl.a. den samvittighedsfrihed, som Bentinck netop talte om. En efternøler, for den kom sent ind i vores historie og den bliver kun hos os, så længe nogen gider kæmpe for den. Både principielt og praktisk.
Ytringsfriheden kan kun trives i et klima af tillid og homogenitet. Får man dødstrusler, fordi man udgiver en digtsamling med angreb på ens egen familie og baggrund, ja, så er der meget få, der fremover tør udgive den slags digtsamlinger. Det er meget enkelt.
Og meget uhyggeligt. Anderledes formuleret:
Det frie ord er en sart vestlig plante og hvis vi ikke gør os umage for at passe den, visner den. Det er derfor, der er brug for at nogen bruger tid på at forsvare den, sådan som Trykkefrihedsselskabet gør.
Mod kulturrelativismen
Men fordi man afviser, at frihedsrettighederne er universelle, betyder det ikke, at man er tilhænger af kulturrelativisme, sådan som Kasper Støvring angiveligt er. Hans kulturrelativisme kommer især til udtryk i hans syn på islam. Lad mig bringe nogle citater:
”Muslimsk kultur har givet mening til millioner af menneskers liv, og rummer dybe traditioner og ideer om det gode, det hellige og det beundringsværdige, som gør den fortjent til vores anerkendelse. (…) Kulturer er en slags organisme, der udvikler sig gradvist, og hvor det, der ikke er levedygtigt, med tiden bliver udskilt. Hvis denne naturlige udskillelse hæmmes, går kulturen i forfald. (...) Indtil videre må man dog anerkende islam som en 1400-årig kulturtradition; den har næppe været i forfald, selv om afarter i form af den radikale islamisme kan vidne om det i dag. (…) At noget er historisk levedygtigt, er ikke et svagt argument for dets værdi. Det er tværtimod et stærkt argument. Det beror nemlig ikke på en livsfjern utopisme eller abstrakt teori, men derimod på en erfaringsbaseret indsigt.”
(fra Et Forsvar for kulturrelativismen og Et konservativt syn på islam)
Det, der faktisk siges her, er, at hvis noget er tilstrækkeligt gammelt, har tilstrækkelig mange tilhængere og har vist sig tilstrækkeligt levedygtigt, har det krav på vores anerkendelse.
Vores traditioner er gode for os og deres traditioner er gode for dem. Og der er ikke noget, der er absolut godt og absolut ondt.
Det vil altså – sat på spidsen – sige, at hvis det havde været Muhammeds efterkommere og ikke Ansgar, der havde omvendt vore forfædre i 800-tallet, ville Støvring - må man formode - i dag højlydt forsvare de gamle hæderkronede, dansk-islamiske dyder.
Og så ville vi slet ikke stå her i dag og føre denne debat. For som kvinde ville jeg være henvist til at indtage min plads to skridt bag min arrangerede ægtemand. I tavshed.
Det er muligt nogen af jer ville synes det havde været meget rart – men det fleste af os er vist trods alt glade for at kvinder regnes for individer, der er ligeværdige mænd. Hvad de ikke gør i islam.
Tre relativistiske fejlslutninger
Lad mig fremhæve tre ting, der for mig at se er i vejen med Støvrings kulturrelativisme.
For det første bygger den på fejllæsning af islam. Det kan godt være, at Støvring er ”partikularist”, men det er islam ikke. Den har en universalistisk ambition om at omvende alverden.
Koranen siger ikke: Fred være med deres sære skikke. Den siger: Omvend dem og underkast dem, gerne med vold, sådan som det sker lige nu i Egypten.
For det andet forveksler Støvring konservatisme med traditionalisme: Alt hvad der er gammelt, religiøst og traditionelt er værdifuldt, selv om Støvring heldigvis foretrækker vestlig kultur frem for alt andet. I 1000-tallet var det en god, gammel hæderkronet tradition at sætte vanartede unger ud til ulvene. Den slags unyttige ædere skulle slægten ikke hænge på.
En tradition, som den nytilkomne kirke tordnede imod og som derfor endte med at blive forbudt.
Havde kirken været kulturrelativistisk, ville vi stadig regne børneudsætning for en hæderkronet dansk tradition, som ægte kulturkonservative hægede om.
For det tredje overser kulturrelativismen, at Vestens åndelige rygrad historisk er og har været en absolut sandhed: Gud er den absolutte, som relativerer alt andet. Over for ham er vi alle lige og lige meget værd. »Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde, for I er alle et i Kristus.«
Dette berømte Paulus-budskab bærer kimen i sig til ægte frihed og lighed, men det var vel at mærke dybt utraditionelt, da det blev formuleret, både i græsk og jødisk sammenhæng. Faktisk var det nærmest anstødeligt, for det gjorde den simpleste slave ligeværdig med den fornemste patricier. Når de knælede i kirken var de lige - uanset hvor ulige deres anseelse var uden for kirken.
Det er den form for universalisme, som jeg bekender mig til. Det er en trossandhed, klart, men en trossandhed med stærkt civiliserende effekt.
Det er derfor, jeg har opfordret Kasper Støvring til at kassere kulturrelativismen - og jeg vil gerne gøre det igen.
Det islamiske æresbegreb er æreløst
Lad mig vende tilbage til det, jeg mener er Støvrings fejllæsning af islam.
Han skriver et sted: ”For muslimer er det meningsfuldt at lade sit liv afhænge af en guddommelig kraft, der er nærværende overalt i samfundslivet”.
Det er rigtigt. Sharia er en hel pakke, som Abdul Wahid Pedersen siger. Sharia regulerer hele samfundslivet og opererer ikke med noget skel mellem åndeligt og verdsligt, sådan som vi kender det fra det kristne Vesten. Der findes ingen frizoner, intet sted, hvor frihed kan slå rod og vokse sig stærk.
Men det viser jo netop, hvilken totalitær trussel ortodoks islam er. Og at den bør afvises kontant og uden tøven i stedet for at mødes med anerkendelse og slet skjult beundring, som er det Støvring demonstrerer her. Jeg citerer videre:
”Sekularisering opfattes (af muslimer) som ugudelighed og åndelighed sættes over materialisme, der skaber et fordummende, skam- og æresløst oplevelsessamfund. Muslimer har stærke slægtskabsbånd, og de forkaster individualismen, der leder til skilsmisser, ødelagte familier, ensomhed, depressioner og skyhøje selvmordsrater. ”
Jeg mener der er tale om en forkert analyse, når man fremhæver det islamisk æresbegreb og ”dydighed” som noget anerkendelsesværdigt og anti-moderne.
Det islamiske æresbegreb er nemlig væsensforskelligt fra det førmoderne, vestlige æresbegreb, sådan som vi kender det i gentleman- og ridderidealet. Ridderen skulle forsvare de forsvarsløse, for selv de forsvarsløse havde evighedsværdi som Guds skabninger. Han skulle ikke forsvare klanens ære med blodhævn.
Derfor er det islamiske ”æresbegreb” efter gammel vestlig målestok ligeså æresløst som enkebrændinger, for det indebærer, at unge piger kan likvideres for at redde klanens ære.
Og det indebærer at et ægteskab er et tvangsarrangement og ikke et åndeligt kærlighedsforhold, som er den jordiske afspejling af kærlighedsforholdet mellem Kristus og hans kirke.
Det var sådan den katolske kirke forstod ægteskabet og det var den forståelse, der førte til kirkens opgør med tvangsægteskaber i middelalderen.
Også islamisk ”dydighed” er noget helt andet end det vi forstår ved ordet. Islam er ikke puritanisme, men en klankultur, der giver manden fuld mulighed for at udfolde sin libido:
Fire koner må han have og han må pløje dem som sine marker når han vil, som der så malende står i Koranen. Og han må forskyde dem og erstatte dem med nogen andre, når han er blevet træt af det.
Er det, hvad man skal forstå ved anerkendelsesværdig ”dydighed”?
Lad mig sammenfatte her til sidst:
Hvis vi ikke forstår hvad ortodoks islam går ud på, kan vi ikke forsvare os imod den totalitære trussel, den udgør.
Hvis vi ikke tror på det, Vesten selv står for, bliver vi også dramatisk svækkede i vores selvforsvar.
Og med din kulturrelativisme, Kasper, hvilket svar ville du så have givet inderen, der ifølge gammel hæderkronet tradition så brændende ønskede at brænde sin mor i 1829?
Klummen er en revideret udgave af et oplæg Katrine Winkel Holm holdt 23. oktober ved Trykkefrihedsselskabets debatarrangement i Aarhus.
Klummen er udtryk for Katrine Winkels Holms egne synspunkter, ikke for Trykkefrihedsselskabets.
