"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Under islams åg

Maj 2007 - Helle Merete Brix og Lars Hedegaard

Myterne er mange, både i debatten og historieskrivningen. Om islams tolerance over for andre religioner. Om det retfærdige, islamiske styre, der bringer fred og tillader andre religioner at blomstre og religionsdyrkerne at praktisere deres tro i fred og sikkerhed. Alle er vi ”børn af Abraham” – muslimer, jøder og kristne, som det så ofte lyder, når kirkefolk finder sammen med imamer til dialog i dagens Europa

Men myter har det med at være, ja netop – myter. Selv i den periode, der ofte fremhæves som islams mest tolerante, det ”lykkelige” Andalusien, var det shariaen, den islamiske lov, der gjaldt. Herskeren kunne selvfølgelig administrere den med større og mindre strenghed. Religiøse minoriteter kunne blive tålt, så længe det varede. Men at blive tålt har intet med tolerance at gøre.

Dhimmier er islams betegnelse for jøder og kristne – buddhister og hinduer anerkendes ikke – der lever i et islamisk samfund, og hvis skæbne indgående er blevet beskrevet af den egyptisk-jødiske historiker Bat Ye'or, som var blandt Trykkefrihedsselskabets første internationale gæster.

Bat Ye'or er mest kendt for sine dystre profetier om Europas skæbne, skildret i bogen Eurabia. Her beskriver hun den dhimmi-mentalitet, der præger de behagesyge europæere – nervøse og ivrige som de er for at imødekomme islams krav. I sine tidligere bøger giver Bat Ye'or et veldokumenteret og helt andet billede af dhimmiernes liv gennem islams historie, end vi har hørt om. Det er ikke en beretning om tolerance, men om ydmygelser, drab, overgreb og frygt.

Og ligesom islam i lande som Pakistan, Iran og Algeriet fuldstændig har trådt de oprindelige religioner og kulturer under fode, tilpasset skolebøger, så nationens historie begynder med islam, promoveret det ”hellige” arabiske sprog og slået hårdt ned på ”afvigende” muslimer, har islam nu i Europa held med at gøre sig til den eneste religiøse minoritet. Anerkendt og feteret af bl.a. lederne af den danske folkekirke.

Hvem husker ikke, da Københavns biskop for nogle år siden rejste til Cairo for at forhandle med "de lærde" på al-Azhar Universitetet og lod sin danske flok vide, at vi kunne lære ikke så lidt om religiøs tolerance af egypterne? Prøv at sammenligne denne officielle danske folkekirke-ideologi med Kahttan Jasims afslørende artikel i dette nummer.

Og kan man lade være med at tænke på Københavns domprovst, der samler ind til en stormoské i vores hovedstad, mens de kristne i store dele af den muslimske verden ar afskåret fra at opføre kirker og i øvrigt må snige sig langs husmurene af frygt for at udfordre de stedse pirrelige muslimer?

Og hvorfor hører vi aldrig om andre religiøse minoriteter end netop Muhammeds tilhængere? Hvornår har vi sidst hørt om sikher og hinduer i dansk og udenlandsk presse? Begge er grupper, der klarer sig fortrinligt i Europa, og de kunne måske have bud på, hvori vellykket integration består. Hvornår vil nogen beskæftige sig med nogle af de andre religiøse retninger, der er en del af den europæiske mangfoldighed? Er der aldrig nogen, der skal samle penge ind til dem?

Samme ensidighed præger udlandsdækningen. Hvem interesserer sig seriøst for forfølgelsen af de kristne i de muslimske lande? Ikke pressen. Og heller ikke folkekirken, så meget står klart.

Hvorfor fortæller pressen os ikke om den systematiske forfølgelse af bahaierne, der er foregået siden Khomeinis islamiske revolution i 1979 og nu fortsætter, ikke blot i Iran men også i Egypten? Bahaiernes forbrydelse er, at de ikke betragter Muhammed som ”Profeternes segl”, den sidste profet. Bahai-religionen overlever bl.a. i Europa, hvor dens repræsentanter ikke gør noget stort væsen af sig eller fremsætter krav om bederum, indskrænkninger i ytringsfriheden med mere.

Hvem har nogensinde hørt om den pressemeddelelse, som Alevi Forbundet udsendte sidste februar i forbindelse med balladen om Muhammed-tegningerne? ”Hvis Muhammed levede nu, så ville han kun grine af tegningerne. Hvis nogen alligevel, på Muhammeds vegne føler sig krænket af tegningerne, kan de lægge sag an mod Jyllands-Posten, så vil domstolene afgøre sagen, for os er der ikke mere i den sag,” stod der.

Alevierne har tyrkiske rødder og udgør formentlig en tredjedel af det tyrkiske samfund i Danmark. Kvinderne dækker sig ikke til, der danses og drikkes alkohol, for alevierne er overbevist om, at Muhammed drak vin. Blandt alevi-ungdommen diskuteres det endda, om alevierne er en ateistisk retning. Men i det Tyrkiet, hvis regering forsikrer, at landet er modent til optagelse i EU, er det ikke alle, der kan tolerere denne afvigende, muslimske retning. Så sent som i 1993 indebrændte religiøse fanatikere i badebyen Sivas, med politiets billigelse, 37 alevier.

Vi får at vide, at vi skal vænne os til at leve i et multikulturelt Europa. Det er efterhånden klart, hvad multikultur betyder. Det betyder, at islam får lov at dominere, bestemme retningslinier for bl.a. ytringsfriheden og forholdet mellem kønnene og religionerne. Det bliver på bekostning af alle ikke-muslimer, såvel som afvigende muslimer, der ikke ønsker at indordne sig. Det bliver et Europa under shariaens og islams åg, hvor demokrati, frihed, ligeret for loven og religiøs pluralisme er noget, vi må læse om i historiebøgerne – inden de bliver skrevet om.