Ideen med at gengive historier fra Lilleasiens lange historie er god, men resultatet er alt andet, mener Sapphos anmelder, der har læst Pia Sigmunds bog "Det dobbelte træ".Ideen er sådan set god nok. Lilleasien er et område hvis historie kan forfølges gennem skriftlige dokumenter over fire årtusinder. Dem gemmer der sig adskillige gode historier i.
Derfor har den fynske historiefortæller Pia Sigmund forståeligt nok ønsket at delagtiggøre det læsende publikum i denne mangfoldighed. Resultatet lader dog en del tilbage at ønske, ikke mindst i sproglig henseende.
Det begynder allerede på omslagets forside, hvor undertitlen lyder: Tyrkiske fortællinger og historie. Sådan kan man ikke sige på dansk.
Tillægsordet står i flertal, men ordet historie er ental. En stilistisk klodsethed, dog en af de mindre bommerter sammenlignet med hvad bogen ellers rummer i den retning.
Bogen er udstyret med et forord på tyrkisk skrevet af Ìsmail Altıntaş, der er skolelærer på Fyn. Heller ikke han lider af overdreven sproglig nidkærhed. Det ganske almindelige stedord onların (’deres’) lykkes det ham at forvandle til O’nların, hvad der ikke giver nogen mening.
Efter normal ortografisk praksis i Tyrkiet er det kun Allah og Atatürk der får det personlige pronomen skrevet med stort. Så man står her åbenbart over for et tilfælde af dobbeltsidig blasfemi. Han præciserer at værket indeholder 23 kapitler. Det gør det ikke, der er kun 20.
Ovids forvandlinger
Bogens titel svarer til den første historie, som er en genfortælling (uden kildeangivelse) af en af skrønerne i Ovids Metamorfoser, som er oversat til dansk et par gange (Simon Meisling 1831 og Otto Sten Due 2005).
Den handler om ægteparret Filemon og Baucis som forvandles til en sammenvoksning af to træer: en eg og en lind. Den mandlige hovedpersons navn er gengivet som Philemon, en skrivemåde der er gledet ud af det danske skriftsprog for godt 100 år siden.
Egetræet er blevet til en platan, og historien er lokaliseret til den tyrkiske by Bergama (Pergamon), som ikke nævnes hos Ovid, idet denne placerer den i Tyana, en velkendt by, der optræder allerede i hittitiske tekster som Tuwanuwa.
Om de fra den græske mytologi kendte skikkelser som Zeus og hans søster samt kone Hera får man dette at vide (s. 6): ”Guderne var med i menneskenes liv hele døgnet og hele året rundt.
I Danmark og andre steder i verden har vi altid sagt ”de græske guder”; men vi kan lige så godt kalde dem ”de tyrkiske guder”, for ”flere af gudernes historier foregår i Lilleasien”. Mange af disse historier kendes fra Homers Iliade (der her konsekvent omtales som Illiaden!).
Side 84 læser man denne forklaring: ”Dervishme sultanernes bortførelse af kristne drenge og opdragelse af dem til loyale muslimske embedsmænd ved hoffet.”
Den korrekte term er devşirme og har altså intet at gøre med dervisher. Ordet betyder ’indsamling’, og de tvangsbortførte drenge blev ikke embedsmænd, men derimod soldater, idet de indgik i korpset af janitsjarer.
Sjuskeri til den bitre ende
Sjuskeriet bliver ved til den bitre ende. I litteraturlisten på side 83 optræder en bog hvis titel anføres som ”Anatolische Hirten Geschichten”. Den hedder rettelig ”Anatolische Hirtenerzählungen”. Den er skrevet af Elsa Sophia ”von” Kamphoevener, som var et ret alsidigt menneske.
Født i 1878 voksede hun op i Konstantinopel som datter af en tysk officer, der var gået i sultanens tjeneste, idet hun dog i alderen 12 til 16 blev sendt på et gymnasium i Tyskland. Familien boede ganske naturligt i den europæiske del af byen, og intet tyder på at hun nogensinde har sat sine ben i Anatolien.
På det tidspunkt var det indbyrdes talesprog blandt europæere i Istanbul fransk, hvad det stadigvæk i nogen grad er. Deraf kom det sig at hun aldrig fik lært tyrkisk ordentligt. I 1906 forlod hun landet for altid.
En ægte konstantinopolitanerinde, for nu at bruge en glose der glimrer med sit fravær i både Retskrivningsordbogen, Den Danske Ordbog samt Ordbog over det Danske prog.
I Tyskland slog hun sig op på at publicere hjemmelavede ”tyrkiske” folkeeventyr, foruden at hun skrev en hulens masse romaner i den letbenede stil. Da Hitler kom til magten 1933, meldte hun sig straks ind i nazistpartiet, men blev smidt ud efter blot to måneders forløb.
Et par år senere gjorde hun et nyt forsøg – ligeledes uden held. Hendes store chance kom med verdenskrigen, hvor hun meldte sig under fanerne og blev sendt til fronten for at hun kunne underholde soldaterne med sine historier. Det indbragt hende tilnavnet ”Kamerad Märchen”.
Ved sammenbruddet i 1945 mistede hun alt sit habengut, men trøstede sig ved at udnævne sig selv til baronesse og forøge sit navn med det klædelige indskud ”von”. Et lignende kunststykke har som bekendt den danske filinstruktør Lars Trier tegnet sig for.
Hun blev ansat ved Süddeutscher Rundfunk, hvor hun blev uhyre populær, så at mange af hendes radioudsendelser blev udsendt som grammofonplader.
Sammenfattende konkluderer tysk Wikipedia at: ”Det tysksprogede publikum lod sig begejstre af Kamphoeveners eventyrfortællinger, opfattede hendes selviscenesættelse som et faktum og var villigt til at benævne hende ”baronesse” von Kamphoevener.
Derfor kan hun uden overdrivelse beskrives som en yderst succesfuld fortæller af sine personligt udformede kunsteventyr, men ikke som fortæller af autentiske, på egen hånd indsamlede folkeeventyr i de tyrkiske eventyrfortælleres tradition fra osmannisk tid.”
I 2004 blev hendes radioudsendelser publiceret som audio-CD, dog straks efter trukket tilbage pga. copyright-problemer; men siden 2008 foreligger de i en komplet udgave som MP3-CD’er.
Hun døde i 1963 efter at have været fire ægteskaber igennem. Hendes søn faldt under krigen. At bruge hende som kilde til den tyrkiske mundtlige litteratur svarer så nogenlunde til hvis man ville anvende Walt Disneys film om Pinocchio som indgang til en beskæftigelse med moderne italiensk poesi.
Bogens bibliografi er i det hele taget meget selektiv, for nu at sige det pænt. Der nævnes et par værker af Birgitte og Kjeld von Folsach; men forfatteren undgår omhyggeligt at omtale Ingolf Boisens nyttige oversigt fra 1962 ”Tyrkiet og Danmark gennem tiderne”. Den findes ellers på både dansk, engelsk og tyrkisk.
Sidste kapitel er en solstrålehistorie og fortjener som sådan at blive gengivet i sin helhed, om end dens relevans vedr. anatolisk mundtlig digtning er en anelse uigennemskuelig.
Et tyrkisk bryllup i Danmark
”Ayse og Seref er begge to født i Danmark, men deres forældre stammer fra Tyrkiet. Ayse og Seref er veluddannede. Ayse er læge, Seref er selvstændig, han har sit eget firma. De mødtes i Billund lufthavn, forelskede sig og besluttede sig for at gifte sig..
Men først var der forlovelsesfesten i Tyrkiet. Her blev de fejret ved en stor sommerfest af deres slægtninge i Tyrkiet og af tilrejsende familie fra Danmark og andre lande.
På det øverste billede spiser Ayse og Seref forlovelseskage i Emirdag. Året efter giftede de sig ved en stor fest med omkring 1000 gæster.”
Omtalen af de to fotografier er egnet til at vække undren. Det øverste af de på side 82 gengivne er det svært at finde ud af hvad forestiller, for der er overhovedet ingen mennesker, på det nederste står en yngre dame i blå kjole med front mod beskueren, mens en noget ældre kvinde vender ryggen til.
Heller ikke her er der altså nogen mandsperson tilstede. Heldigvis har forlaget produceret et rettelsesblad med de rigtige billeder; men hvad de oprindelige fotos gengiver, må stå hen i det uvisse.
Dog er menneskeheden i den heldige situation at der eksisterer en supplerende kilde til sagen, nemlig en artikel i Horsens Dagblad fra 27.4.09 skevet af avisens fotograf, Lars Juul. Den lyder sådan:
”Uden hjælp går det slet ikke. Så familie, venner og bekendte er klar til at tage del i det praktiske arbejde både før og efter. Men planlægning og afregning står brudeparret selv for, når der er tyrkisk bryllup. Seref Dogan, 28 år og distriktschef for firmaet Roboclean i det sydlige Jylland, og Ayse Dudu Altintas, 25 år og nyuddannet læge med job på Horsens Sygehus, blev gift i forrige uge.
Først ved en borgerlig vielse på Odense Rådhus, dernæst efter det muslimske ritual i brudens hjem i Odense af en imam. Dørene til selve bryllupsfesten blev åbnet kl. 16, og kl. 17 var de ca. 1000 gæster klar til at modtage brudeparret, der kom til Horsens i en limousine, ledsaget af brudens nærmeste familie.
Den synligt nervøse brudgom overrakte sin brud en smuk halskæde som en ekstra gave, inden de sammen satte festen i gang med en dans. - Alt skal gå rigtigt til. Laver han en fejl, er vi mange til at minde ham om det i rigtig mange år, smilede Bayram Sarigös, 36-årig horsensianer og god ven med både brudens og brudgommens familier. Læs reportagen fra det tyrkiske bryllup i Horsens Folkeblad mandag.”
Den sidste forjættelse har dog vist sig ikke at holde stik. Horsens Folkeblad har ikke ofret mere spalteplads på sagen. Forstå det hvo der kan. Til gengæld afføder beretningen en ny gåde, der vækker mindelser om sagen med Dr. Jekyll og Mr. Hyde.
I bogens kolofon rettes der en tak til følgende personer.
”Murat Alpar, Dudu og Ismail Altintas, Nur Beier, Randi Bang Rønning, Nevin Yücel, Ayse og Seref.” Den ovennævnte brud, Ayşe Dudu, optræder altså hele to gange, dels sammen med sin far Ìsmail, dels sammen med gemalen Şeref. Af de øvrige er Murat Alpar kendt som en af de tyrkiske forfattere der skriver på dansk (andre er İrfan Gevheroğlu, Adil Erdem og Hüseyin Duygu). Hans lillesøster Hayriye Alpar arbejdede i mange år som journalist i Danmark, men er nu flyttet til den lille by Güzelçamli, hvor hun er med til at starte en dansk-tyrkisk folkehøjskole. Nur Beier optræder ganske ofte i danske avisspalter, mens de andre nævnte har tilknytning til Odense.
Nationalhelten Attila
Bogen indeholder (s. 75ff.) en liste over ”Berømte personer i Tyrkiets historie”. Med en enkelt undtagelse (ministerpræsident Tansu Çiller) udelukkende mænd. De tre første er:
Konstantin den Store, 272-337, kejser
Attila, 406-453, hærfører
Mohammed, 570-626, profet
Især er der grund til at hæfte sig ved hunnerkongen. Han har ikke haft nogen alt for god presse i Europa; ikke desto mindre er fornavnet Attila særdeles populært i Tyrkiet, hvor han nærmest opfattes som en nationalhelt.
Forklaringen finder man i den tyrkiske Vikipedi (bogstavet W er strengt forbudt i landet, fordi det bruges i det kurdiske skriftsprog): ”I vore dage fremstår Attila for nogle som en helt (især i den tyrkiske og ungarske kultur), hvorimod han for andre er barbarernes førende skikkelse (i den europæiske kultur). Men Attila var ingen barbar, for hunnerne bragte til Europa den asiatiske civilisations vigtige elementer og særegenheder.”
En kort oversigt over ”Danske malere i Tyrkiet” begynder med dette udsagn: ”Den første danske maler, som besøgte Tyrkiet og malede og tegnede i landet, var Melchior Lorch (1527-1583).
Han udgav bogen ”Tyrkerværk” med beskrivelser af sin rejse.” Gu’ gjorde han ej, bogen udkom posthumt i 1626. Hans efternavn skrivs normalt Lorck, og han døde først i 1588.
En endnu mere udspekuleret stavefejl er overgået den berømte digter Nâzım Hikmet, der på s. 69 figurerer som Nâzym Hıkmet. Bogstavet y betegner på tyrkisk ligesom på engelsk en konsonant (= j),så fornavnet er simpelthen umuligt at udtale.
Det er efternavnet også, idet man ikke kan have en bagtungevokal og en fortungevokal i samme ord. Side 69 går det igen ud over den arme mand. Her optræder hans fornavn som Nazym, altså uden det nødvendige accent-tegn, men med bibeholdelse af den fejlagtige skrivemåde.
Der lægges op til at bogen skal kunne bruges i folkeskolernes undervisning: ”Læs Nazym Hikmets digt. Tegn et kort over Tyrkiet. Det skal fylde en A4-side. Indtegn navne og begreber fra digtet på kortet.”
Hvordan man tegner et begreb, får de uskyldige små ingen vejledning i.
Som det allerede turde være demonstreret i fyldestgørende omfang, må man absolut fraråde at bogen falder i hænderne på sagesløse skolebørn. Thi:
Magen til miserabelt makværk skal man lede længe efter.
Pia Sigmund: Det dobbelte træ. 88 sider. Kr. 195. Forlaget Ravnerock.
