Tyrkisk hacking i Danmark
Under- eller rettere sagt overtegnede er løbende genstand for hacking fra to forskellige tyrkiske organisationers side, nemlig MIT og Ergenekon. Historien om hvordan det er gået til har rødder langt tilbage i tiden, men blev for alvor aktuel i begyndelsen af februar dette år.
Da fik jeg nemlig installeret internetforbindelse på min computer. Indtil da havde jeg klaret mig med computere på Københavns Universitet samt offentlige biblioteker; men nu skulle det altså være anderledes.
Det blev det også. For maskinen opførte sit eget helt private pinsemirakel og begyndte at tale i tunger, nærmere bestemt tyrkisk. Hvis jeg ville google noget, kunne jeg kun få forbindelse til google.com.tr. Da jeg søgte på Berlingerens AOK efter et godt spisested på Vesterbro, var alle madanmeldelserne oversat til samme sprog. Fortrinlig turistservice, men ikke just hvad jeg havde forventet. Jeg indså dog straks hvad der var på færde. Thi man har prøvet det før.
Guldbryllup med det hemmelige politi
For kort tid siden kunne jeg fejre ”guldbryllup” med det tyrkiske hemmelige politi, som dengang i 1961 (et smukt årstal der forbliver sig selv lig uanset om man vender det på hovedet) hed Sikkerhedspolitiet (Emniyet polisi), nutildags MIT (den nationale efterretnings-organisation).
Jeg studerede i Ankara, idet jeg i en alder af 20 år havde fået et udvekslingstipendium. Tilfældigvis blev jeg placeret på polit-fakultetets kollegium, som var ret primitivt: én sovesal med 198 senge. De eneste andre udlændinge var nogle jordanere, derved kom jeg med i deres skakklub; men da jeg ikke kan arabisk, var vi nødt til at snakke tyrkisk med hinanden.
En dag fik jeg et meget neutralt brev om at jeg skulle møde op hos sikkerhedspolitiet snarest muligt. Det gjorde jeg så. Ham jeg skulle tale med var en mand på ca. 30 år, altså 50 pct. mere end mig selv, hvad der forekom mig særdeles respektindgydende.
Er De kommunist?
Seks måneder før havde der været et militærkup, en yndet folkeforlystelse på de kanter. Derfor var det en officer jeg satte mig overfor, ikke en politimand. Som tegn på sin gode vilje havde han iført sig et stort smil, men desuden aftaget sin kasket og lagt den på skrivebordet. Han talte flydende engelsk og begyndte med at spørge:
”Er De kommunist?”
”Næh,” svarede jeg bare.
”Kan De russisk?”
”Sådan lidt.”
”Hvis De ikke er kommunist, hvordan kan det så være at De kan russisk?”
Her hev han en lukket konvolut frem, der var forsynet med danske frimærker og adresseret til mig.
”Som De kan se, er alle disse bøger skrevet på russisk.”
”Det er ikke bøger,” svarede jeg, ”det er bogkataloger, der hedder Novye Knigi, ’nye bøger’ Men hvordan kan De se uden på en kuvert hvad der ligger inden i?”
Den overhørte han. I stedet sagde han at naturligvis stolede han fuldt og fast på hvad jeg havde forklaret; men han var alligevel nødt til at kontrollere det (dette var faktisk et skjult citat fra Lenin), så han var desværre nødt til at tilkalde en professionel oversætter.
Dennes løn ville koste mig cirka to års stipendium. Men, der var selvfølgelig en alternativ løsning, nemlig at jeg frivilligt gav afkald på bøgerne. Vi fulgtes ad ned i kælderen, hvor han lukkede kulfyret op og smed brevet ind. Derefter gik vi op på hans kontor igen, hvor han iførte sig sin kasket, trykkede mig hjerteligt i hånden og ønskede mig et behageligt ophold i landet. Siden da har jeg besøgt Tyrkiet mange gange, mestendels Istanbul, men dog også diverse andre byer.
Filer var slettet
Vi springer tilbage til nutiden.
Når jeg var så sikker på at det var MIT der havde været ude med snøren, skyldtes det at jeg havde været udsat for noget lignende et par år tidligere. Mens jeg sad og hakkede i min bærbare computer på Københavns Universitet, forsvandt pludselig alle filer. Dagen efter var de dog heldigvis restitueret, hvilket fremgik af en reparationsmeddelelse, skevet på tyrkisk. Siden da har der været to lignende tilfælde. Når man først har vænnet sig til at storebror sidder med en lup og følger med, så er det såmænd ikke så slemt.
Men naturligvis er det ulovligt. En udenlandsk efterretningsofficer, som jeg kender i anden sammenhæng, fortalte: ”Der gælder de samme love i Tyrkiet som her til lands, altså at politiet først skal indhente en dommerkendelse; men jeg har nu aldrig hørt om en tjeneste der overholder den regel.”
Egentlig en interessant udtalelse eftersom han har ganske tætte kontakter til to skandinaviske organisationer.
Garnet strammede
For halvandet år siden strammede de garnet. En dag ringede min mobiltelefon, hvorefter jeg først hørte to kvindestemmer, derefter min egen, der fremsagde en adresse. Lidt efter gentog det sig, helt ordret. Det var en sammenklipning af to båndoptagelser jeg var stødt på. Adressen tilhørte en af mine gymnasiekammerater, som jeg kun har truffet tre gange over det mellemliggende halve århundrede.
Min ovennævnte vens kommentar: ”Egentlig ganske smart fundet på. Nu har de fortalt dig at de laver rumaflytning af din venindes lejlighed, og at de har adressen på din skolekammerat hvis de skulle få brug for den. Rendyrket intimidering. Det hører jo også med til jobbet.”
Rendyrket alsidighed
Rendyrkningen er temmelig alsidig. Jeg gik et par gange ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside. No dice, der var totalt lukket efter de første par zapninger. Det er dog siden blevet ændret. Og besøgte en biblioteksside for at checke hvad de havde af bøger om Atatürk, idet jeg er ved at skrive en artikel om ham. Der fandtes 147 sådanne, blev det oplyst. Dog var kun fem af dem så stuerene at jeg kunne få titlerne oplyst.
Alt dette hurlumhej blev jeg hurtigt træt af, og da jeg bor kun et par hundrede meter fra Halmtorvets politistation, indgav jeg en anmeldelse dertil. Det resulterede efter tre måneders ventetid i nedenstående skrivelse, som tillige med mit svar her fremlægges uden yderligere kommentarer. Det er åbenbart ikke fra politiets side man skal forvente hjælp, hvis man kommer i en lignende situation.
Journalnr.: 0108-83990-01045-11
11. JULI 2011
Efterforskningen bliver standset
Jeg har i dag besluttet at standse efterforskningen i sagen, hvori De har indgivet anmeldelse om, at ubekendte personer er brudt ind i Deres bærbare computer.
Begrundelse
Begrundelsen for min afgørelse er, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart.
Jeg har især lagt vægt på, at der ikke ved computeren var installeret virusbeskyttelse eller spam beskyttelse. En gennemgang af computeren har ikke vist tegn på, at computeren har været udsat for et hacker angreb eller brugt til at aflure koder eller andet, og De har heller ikke selv på anden måde konstateret sådanne angreb.
De har endvidere oplyst, at De har forskellige tyrkiske interesser. Grunden til at der optræder tyrkiske dokumenter på computeren, findes derfor at måtte tilskrives, at De i forbindelse med almindelige anvendelse af computeren har været udsat for virus, malware eller spam.
Et angreb af denne type vil ikke kunne efterforskes af politiet.
Lovgrundlag
- Sagen drejer sig om straffelovens § 263, stk 1, nr. 2 (uberettiget adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem).
- Min afgørelse er truffet i retsplejelovens § 749, stk. 2 (ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen).
Mulighed for at klage
De kan klage over afgørelsen. Læs mere i klagevejledningen på næste side. De kan sende klagen hertil eller til Statsadvokaten for København og Bornholm, Jens Kofods Gade 1, 3. TH, 1268 København K. Fristen for at klage er 4 uger efter, at De har modtaget dette brev.
Har De spørgsmål, er De velkommen til at kontakte undertegnede.
Med venlig hilsen,
(sign.) Ebbe Arentoft
Politiassessor
Om ikke andet, så fik jeg derved udvidet mit ordforråd. Glosen malware var jeg aldrig stødt på før. Og jeg vidste såmænd heller ikke at titlen politiassessor fandtes. Det lyder jo nærmest som noget hentet fra Hostrups komedier.
Svaret
Det gør selve skrivelsen imidlertid også, hvis man kigger den efter i sømmene. Derfor reagerede jeg med dette svarbrev:
Kære politiassessor Ebbe Arentoft,
Tak for Deres brev dateret d. 11. ds. Det rummer et par ting som har undret mig. For det første formuleringen "i forbindelse med almindelige anvendelse af computeren". De vil sikkert være enig med mig i at der her er tale om en banal sjuskefejl af sproglig art: enten mangler der et ord, eller også er der en bøjningsendelse for meget. Den slags forventer man ikke i et juridisk dokument fra en offentlig myndighed (Københavns politis advokatur). En af de sprogfejl som Dansk Sprognævn gentagne gange har påpeget er en uheldig tendens hos menigmand til at splitte sammensatte ord op i deres bestanddele. Den optræder hos Dem i form af "spam beskyttelse" og "hacker angreb". Offentlige myndigheder har pligt til at holde sig Retskrivningsordbogen efterrettelig, jf. nedenfor. Der er altså her tale om en klar lovovertrædelse, som i betragtning af dens dobbelte forekomst uvilkårligt leder tanken hen på begrebet recidivisme.
Også i andre henseender skorter det ikke på mangler i Deres skrivelse. Et af de punkter som utvivlsomt vil interessere mine læsere er den omstændighed at De ikke med et eneste ord hentyder til det faktum at De har brugt godt 100 dage på at finde frem til to lovparagraffer, som ved nærmere eftersyn viser sig at være irrelevante. Sagens akter blev af k.ass. Leif Andersen overantvortet Dem den 25. marts d.å., uden at De på noget tidspunkt har orienteret mig om grunden til den ekstremt langsommelige sagsbehandling, hvilket udgør en overtrædelse af Forvaltningsloven, jf. nedenfor. Lovovertræderiske politifolk burde være et oxymoron, nærmere bestemt en contradictio in adjecto, men er det så absolut ikke, hvad enhver der har beskæftiget sig bare en smule med Tyrkiets generelle situation vil vide. Overraskende er det dog at se at den slags åbenbart er ved at vinde indpas her til lands. Ud fra et biodiversitetssynspunkt er det naturligvis ganske underholdende at også denne species af menneskeheden nu er repræsenteret i Danmark; men tilværelsen er ingen zoologisk have, og en sådan adfærd bør bekæmpes med alle acceptable midler. Derfor har jeg ikke undladt at betænke Deres overordnede i Statsadvokaturen for Sjælland og Bornholm samt Justitsministeriet med en kopi af nærværende brev. Ved rettidig indgriben og kyndig behandling skulle der være gode chancer for hel eller delvis helbredelse. I Deres skrivelse henviser De til "straffelovens § 263, stk 1, nr. 2 (uberettiget adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem)". Den omtalte paragraf lyder:
"Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget
1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet,
2) skaffer sig adgang til andres gemmer,
3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang."
Der har imidlertid på intet tidspunkt været tale om at nogen skulle have skaffet sig adgang til mine gemmer. Deres henvisning er altså både misvisende og irrelevant. Denne sjuskefejl nr. 2 kan formentlig forklares ved at De har forvekslet tallene 2 og 3. Disse størrelser udgør en unik sekvens i den forstand at det er det eneste sted på den naturlige tallinje hvor to primtal er i direkte kontakt. Defekt sprogevne har tit kunnet konstateres at hænge sammen med defekt talkendskab, således åbenbart også i dette tilfælde.
Jeg har i den seneste uge med henblik på et matematisk fagblad, hvor jeg tidligere har publiceret nogle ting, arbejdet på en artikel om den berømte Ishango-knogle (omtalt i Suzuki: Mathematics in Historical Context (2009), som findes på nettet). Det har været interessant at se at menneskehedens generelle kulturelle udvikling allerede i afrikansk palæolitikum, dvs. for ca. 20.000 år siden, havde nået et højere stade end det der afspejler sig i Deres skrivelse. Lidt mere held har De med henvisningen til Retsplejeloven, som siger: "§ 749. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning. Stk. 2. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne i § 721 og § 722 anvendelse. Stk. 3. Afvises anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen, underrettes de, der må antages at have rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.” Alligevel er henvisningen problematisk.
Afslaget blev meddelt mig telefonisk på et meget tidligt tidspunkt. Jeg har på ingen måde anfægtet politiets ret til at træffe en sådan afgørelse, men har blot anmodet om en skriftlig begrundelse, hvilket Leif Andersen lovede mig at ville producere snarest muligt. Havde han holdt dette løfte, ville jeg for en del måneder siden have kunnet gå videre med sagen i form af en offentliggørelse, og så havde De undgået at blamere Dem selv og Deres embede.
Inden jeg lægger sagen offentligt frem, vil jeg dog godt orientere Dem om en nyere udvikling som klart viser at der vitterlig er foregået noget strafbart. På min skærm dukkede der en dag en ejendommelig meddelelse op skrevet på tyrkisk, hvori jeg blev bedt om at oversætte et omstændeligt brev til dansk og sende oversættelsen til godt hundrede navngivne danske politikere samt dronning Margrethe.
Skrivelsen hidrørte fra organisationen Ergenekon og vedrørte Tyrkiets forhold til Armenien (nærmere enkeltheder i min kommende artikel), altså et ret anspændt politisk forhold. Mere kuriøs var dog en anden sag. På min computer havde jeg i kladdeform liggende en artikel hvori jeg omtalte en af mine venner anonymt som "udenlandsk efterretningsofficer". Substantivet (navneordet) var særdeles velvalgt, thi han har faktisk en militær grad. Ikke desto havde nogen uden mit vidende ændret det til efterretningsagent, en glose der overhovedet ikke indgår i mit aktive ordforråd. Korrekturlæsning er under normale omstændigheder et nyttigt hjælpemiddel (som herved være anbefalet); men den slags kan godt overdrives, ikke mindst når der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 263, stk 1, nr. 3. På listen optrådte i første omgang Søren Krarup. Et par dage senere var dette navn gennemstreget. Og senere igen er det forsvundet helt.
Der foregår åbenbart en trafik à la Fredericia Banegård på min computer. For kuriositetens skyld nævner jeg at blandt de mange politikere, som jeg er beordret til at kontakte, optræder også dagbladet Politikens ene grundlægger, Edvard Brandes. I samme åndedræt kan jeg anføre at jeg tre gange har oplevet at når jeg af faglige grunde henvendte mig pr. mail til nogle mig personligt ubekendte personer, fik jeg tilsendt et sæt oplysninger (samt foto) af de pågældende affattet på en blanding af tyrkisk og dansk (et eksempel er fremvist nedenfor).
Deres bemærkning om at jeg "har heller ikke selv på anden måde konstateret sådanne angreb" er muligvis fremsat i god tro, men er ikke desto mindre faktuelt forkert, idet jeg for længe siden har underrettet ikke blot offentligheden, men også Leif Andersen om at jeg allerede for fem år siden en dag, mens jeg sad på Københavns Universitet og skrev, oplevede at min skærm gik helt i sort.
Dagen efter fremkom der en meddelelse om at pga. en kommunikationsfejl var alle filer blevet slettet, men nu var de blevet genoprettet. Denne oplysning var nok ikke tiltænkt mig, i hvert fald var den skrevet på tyrkisk, så den afslørede ret klart hvem der havde været på gale veje. Selve reparationsmeddelelsen udgjorde altså kommunikationsfejl nr. 2. De er heller ikke for kløgtige dernede i Ankara. I den forbindelse kan jeg også godt nævne at da jeg nogle år senere sad på refugiet Ørslev Kloster og skrev, skete helt det samme, altså at computeren gik i sort. Jeg bevægede mig følgelig hen til klostrets computer og sendte derfra en mail på tyrkisk til efterretningstjenesten MIT (Milli Ìstihbarat Teşkilatı) med denne ordlyd (i oversættelse): "Dit imbecile tyrkersvin". Det virkede: et kvarter efter var alt i den skønneste orden igen.
Der er altså skellig grund til at jeg går videre med sagen uden politiets medvirken. En enkelt gang har jeg været udsat for et korporligt overfald fra tyrkisk side, jf. nedenstående artikel fra dagbladet Information. Det var mildest talt ikke særlig rart; men den nuværende situation føles på en måde endnu værre. Den almindelige fornemmelse af at være overvåget døgnet rundt har jeg efterhånden lært at leve med; men det at andre mennesker kan læse og ændre mine tekster finder jeg totalt uacceptabelt. Der vil nok gå et par uger inden min fremstilling er rede til at gå i trykken. Jeg har to forskellige publikationstyper under overvejelse, en avis og et fagblad. I fald De skulle være interesseret, skal jeg gerne sende Dem en henvisning når artiklerne er på gaden.
Inden da vil jeg dog være glad for at modtage – helst inden for et overskueligt tidsrum – en elektronisk kopi af Deres brev, idet jeg påtænker at citere det in extenso (dvs. i fuld udstrækning).
Med reversakrostisk hilsen,
Jens Juhl Jensen
Den omtalte artikel kan findes på nettet, hvis man søger på overskriften "En skide italiener".
