Sjældent i historieskrivningens historie har så mange haft så uforgribelige meninger om et værk, de ikke har læst.
Allerede inden professor Bent Jensen og hans fire medarbejdere ved Center for Koldkrigsforskning kunne gå i gang med deres forskningsprojekt – nemlig at beskrive Den Kolde Krig, som den udspillede sig på dansk grund – jamrede politikere fra Socialdemokratiet og SF, konkurrerende historikere og venstredrejede journalister sig over, hvad de var sikre på var i vente:
Et hævntogt bestilt og betalt af ”højrefløjen” for at sværte fredselskende mennesker på venstrefløjen, der ikke havde gjort andet end at opponere mod den vanvittige ”kaprustning” mellem USA og Sovjetunionen, som havde bragt verden på afgrundens rand.
Folk med civilcourage, der uden tanke for egen vinding eller karriere havde påpeget det indlysende, nemlig at det var det kapitalistiske og imperialistiske USA, der havde ført an i oprustningen og eskalationen, mens de mere fredsommelige og moderate ledere i Kreml ikke havde gjort andet end efter bedste evne at matche den amerikanske optrapning.
Men i 1991 brød Sovjetunionen sammen og tiden var kommet til hævn over de danske politikere, journalister og andre, der ikke havde holdt med sejrherren. Et triumferende folketingsflertal gav derfor penge til landets mest rabiate historiker, nemlig den kendte koldkrigsspekulant Bent Jensen, så han kunne føre kniven mod folk, der allerede lå ned.
Sådan kan man kortfattet beskrive den kritik, der i årevis er haglet ned over Bent Jensens forskningsprojekt.
Der var jo allerede bevilget penge til en grundig og objektiv udredning, der skulle laves af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og som forelå i fire bind i 2005, men “højrefløjen” var utilfreds med undersøgelsens konklusioner og ville have nogle andre.
Systemkonform DIIS
Nu foreligger de så – Ulve, får og vogtere: Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 i to bind, og Bent Jensen dokumenterer til fulde, at der var adskilligt at udsætte på DIIS-undersøgelsen – og i øvrigt på PET-kommissionens rapport, der blev afleveret i 2009.
Både DIIS og PET-kommissionen har haft adgang til det samme kildemateriale som Center for Koldkrigsforskning, men har i adskillige tilfælde valgt ikke at bruge det i deres fremstilling, eller også har de nægtet at drage de oplagte konklusioner.
Bent Jensens bog efterlader indtrykket af, at de velafrettede og systemkonforme udredere i DIIS og PET-kommissionen har skelet rigeligt meget til, hvad der var politisk opportunt i stedet for at tage deres opgave som historikere alvorligt.
Bent Jensen bedriver ikke propaganda. Det fremgår overalt i værket. Hvis hans ærinde havde været at tilsvine den samlede venstrefløj og over en kam hænge dens tilhængere ud som landsforrædere, ville han sikkert have skrevet det.
Han skiver det modsatte: I kilderne findes der ikke belæg for at antage, at Venstresocialisterne lod sig omfavne og rekruttere af de mange KGB-operatører, der fiskede i de danske farvande. Så kom det på plads.
Med Ulve, får og vogtere kommer det også på plads, at der var rigeligt bid hos prominente socialdemokrater, SF’ere og en enkelt radikal – foruden naturligvis det hedengangne Danmarks Kommunistiske Parti, der var købt og betalt fra Moskva, og som måtte lukke biksen, efter at moderselskabet i Moskva var gået konkurs i 1990.
Mest smerteligt var det, at Hans Hedtofts og H.C. Hansens gamle og hæderkronede socialdemokratiske arbejderparti, der havde været en stålfast anti-kommunistisk allieret, i slutningen af 1970’erne blev overtaget af intellektuelle, der slog ind på en antiamerikansk kurs og viste stigende forståelse for sovjetiske propagandatricks så som kravet om ”Norden som atomfri zone”.
Resultatet i 1980’erne blev den såkaldte fodnotepolitik, der havde til formål at fjerne Danmark fra NATO. Var USSR og dets imperium ikke brudt sammen omkring årtiets slutning, kunne Danmark være endt i total isolation fra den vestlige alliance og som et oplagt bytte for sovjetisk afpresning.
Ifølge den rådende konsensus – som også præger DIIS-afhandlingen – var der intet at frygte. Sovjetunionen var, blev og bliver det hævdet, den amerikansk-ledede NATO-alliance militært underlegen og derfor mest optaget af en forsvarskamp mod en krigerisk kapitalistisk imperialisme, der havde som mål at rulle den forhadte socialisme tilbage. Den kommunistiske ledelse i Moskva kunne derfor ikke have offensive hensigter.
Bent Jensen dokumenterer, at det alt sammen er fiktion. USSR havde de militære midler til på få uger at nedkæmpe de langt svagere NATO-styrker i Vesteuropa, og lederne i Kreml betragtede det som deres ret og pligt at gøre det, når det rette tidspunkt var inde.
NATOs militære planlæggere troede, at krigen i sin første fase ville blive ført med konventionelle styrker, og at Warszawa-pagten først ville benytte kernevåben, hvis den konventionelle krigsførelse ikke førte til de ønskede resultater. NATO ville derfor ikke indsætte nukleare våben, før fjenden var trængt 100 kilometer ind på alliancens område.
Som det nu til fulde er dokumenteret af sovjetiske og østeuropæiske kilder, var NATOs bedømmelse af østblokkens hensigter fejlagtig. Russerne og deres allierede agtede at indsætte hundredvis af kernevåben allerede i krigens første fase. I Danmark var det planen at starte med at atombombe Esbjerg og Roskilde.
Sovjetunionens og dens vasalstaters aggressive hensigter fremgik også af, at Warszawa-pagtens styrker udelukkende var opstillet med henblik på angrebskrig. De var uegnede til defensive formål. Mens NATO øvede sig i forsvar, øvede Warszawa-pagten udelukkende angreb.
Som Bent Jensen detaljeret viser, var Sovjetunionen indtil slutningen af 1980’erne en permanent krigsøkonomi, hvis produktionsmidler først og fremmest skulle tjene militære formål, mens almindelige russere måtte stå i kø uden for butikkerne for at skaffe sig de mest basale fornødenheder.
Det var også årsagen til, at Sovjetstaten til sidst brød sammen. Danmarks forsvar var aldeles utilstrækkeligt til blot at kunne holde skansen et par dage, indtil vi kunne modtage forstærkning fra vore amerikanske og britiske allierede.
Det var den sovjetiske overkommando helt på det rene med og tog det som et tegn på, at Danmark var et blødt mål, som de med ”aktive foranstaltninger” og desinformationskampagner kunne rive ud af den vestlige alliance. Det lykkedes dem næsten.
Noget i klemme
Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet.
Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier.
Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.
Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.
Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det.
Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre.
Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.
Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PETeller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.
Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste
23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hammer og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene:
Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.
Det er skandaløst. Folketinget, der bevilgede penge til Center for Koldkrigsforskning, gjorde ud fra den udtrykkelige forudsætning, at alle sten skulle vendes. Så kom der nogle embedsmænd i PET og centraladministrationen og besluttede, at det skulle de ikke alligevel.
Vi står altså i en situation, hvor et stort antal personer – Bent Jensen og hans medarbejdere, alle der har bidraget til DIIS-undersøgelsen og til PET-kommissionens beretning foruden masser af ansatte i diverse ministerier, PET og FE – må vide noget om Danmarks nyeste historie, som skal holdes hemmeligt for alle os andre.
Hvad bilder disse hertuger sig ind? Hvem har givet dem ret til at skjule og måske destruere kilderne til vores historie?
Man kunne forstå det, hvis vi levede under en overhængende trussel fra sovjetiske kernevåben, men det er jo ikke tilfældet.
De mange afvisninger af at benytte kilder, hvis indhold mange kender, er derfor et angreb på almindelige danskeres ret til at modtage informationer om sager, der i allerhøjeste grad vedkommer dem.
Man kunne ønske, at denne skandale gav anledning til forespørgsler i Folketinget. Her kunne man bede regeringen fortælle, om det er sådan, at man i ministerierne, PET og FE er begyndt at destruere arkivalier, hvis indhold kunne skade bestemte politiske interesser.
Og man kunne forlange, at alle de aktstykker, som Bent Jensen har fået forbud mod at bruge, blev lagt frem.
Det skal man ikke forvente. Bent Jensen er en ensom ulv i et kulturlandskab domineret af de stræbsomme, de frygtsomme, de konforme, der konstant kikker sig omkring for at se, hvad det er formålstjenligt at gøre.
Som frygtet af såvel ulve som får, bliver der nævnt navne i Bent Jensens værk. Ikke så mange, som man kunne have ønsket sig, men det skyldes altså, at en del personer – tilmed for længst afdøde personer – stadig nyder statens beskyttelse, selv om de har gjort ubodelig skade. Vi må f.eks. stadig ikke få at vide, hvilke højtstående personer KGB rekrutterede i den danske udenrigstjeneste. Vi ved kun, at det skete og, som Bent Jensen skriver, at disse landsforrædere gjorde mere skade for Danmark end den kendte norske KGB-agent Arne Treholt gjorde i Norge.
Effektiv desinformation
Spioner var ikke det største problem. Langt mere virkningsfulde og gavnlige for Sovjetunionens undergravende hensigter var de mange danskere, der lod sig bruge til at sprede desinformation i forbindelse med KGBs påvirkningsoperationer, bl.a. i form af de larmende ”fredskampagner” i 1980’erne.
Som Bent Jensen viser, fandt man sådanne indflydelsesagenter blandt såvel journalister som politikere. Nogle af dem modtog betaling for at gå fjenden til hånde.
Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.
Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.
Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning.
Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.
Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.
Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.
Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.
Bent Jensen: Ulve, får og vogtere: Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991. Bind 1: 800 sider. Bind 2: 712 sider. Gyldendal. Samlet pris 799,95. Udkommer i dag.
