"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Tortur i Sveriges sommerland

Februar 2006 - Thomas Nydahl

Værdirelativismens skib er ved at synke, og det er op til os alle, om vi vil gå til bunds, eller om vi vil slås for et samfund, hvor vi alle kan leve, uanset alder, køn, hudfarve eller andre ydre omstændigheder. Ytrings- og trykkefrihed er selve grundlaget

Prolog

Du sover på første sal. Spørgsmålet er: Vågner du, hvis en håndfuld mænd tiltager sig adgang til huset ved at knuse en rude i stueetagen? Ja, du vågner. Det gjorde i al fald Björn denne nat i 2005. Jeg vil fortælle om en helt almindelig tidlig sommernat i en lille svensk by, en nat der for altid skulle forandre to menneskers liv. Du ville nok også selv være vågnet, eftersom mændene gik ud fra, at huset stod tomt og derfor ikke var særligt stille. Da Björn og hans kommende svigermor Maria vågnede, forestillede Björn sig, at en indbrudstyv ville tage flugten, hvis han forstod, at der var folk i huset. Men Björn mødte en helt bande maskerede mænd på trappen, som tvang ham til at vende tilbage til soveværelset. Det gjorde både han og Maria.

Uvæsenet prægede hele huset. Der blev skreget, delt ordrer og trusler ud, nogen bad for sit liv, det var som om selve huset skulle eksplodere – udvidet af alle stemmer og al den angst, som nu blev opfattet som noget rent fysisk, en rædsel og et inferno så stort at husets vægge omtrent ikke kunne rumme det.

En baggrundsskitse

Hvad var det, der skete i den lille villaidyl lige op ad en af byens store forstæder? Hvad havde fået de unge drenge (vover jeg at kalde dem mænd, måske længere fremme) til at begå det alvorlige indbrud, der netop har udspillet sig i natten? Hvorfor havde de valgt netop dette hus, som de med en sådan beslutsomhed var kørt hen til? De havde fordelt arbejdsopgaverne, der måtte ikke være tvivl om, hvem der skulle gøre hvad. To af dem var udpeget til chauffører. De ventede uden for huset, mens de øvrige – fire må de have været i alt – indledte mishandlingen, torturen og skændingen. Man kunne sige, at der findes et svar på alle disse spørgsmål, et svar der sikkert overstråler alle de andre. Det handlede om penge. Mange penge.

Et rygte havde spredt sig. Rygtets udgangspunkt var den lille kiosk, som Maria driver i ventesalen til byens centrale busstation. Denne kiosk havde været forsørgelsesgrundlag for hendes familie gennem 27 år. Der havde de arbejdet syv dage om ugen. Der havde ikke været tale om regelmæssige arbejdstider. Nej, kiosken var et familieanliggende og en institution i byens hverdagsliv. De fleste, som på et tidspunkt havde taget bussen, var blevet mødt af Marias venlige smil, når hun stod bag disken. Hvad var det for et rygte? Man sagde, at Maria gemte omkring 300.000 kr. i sorte penge. Et vanvittigt rygte, men ikke tilstrækkeligt vanvittigt til, at disse unge drenge skulle affærdige det som grundløst. Tværtimod æggede det dem til en serie indbrud.

Først brød de ind i Marias villa, en aften da den vitterligt stod tom. Siden torturerede de Björn og Maria psykisk for at presse dem til at finde pengene frem, for til slut at begå indbrud i kiosken. Mens politiet samlede beviser, terroriserede drengene omgivelserne. Flere mennesker skulle blive udsat for deres trusler, tyveri og grove vold. Flere mennesker skulle komme på sygehuset inden gerningsmændene endelig blev pågrebet, arresteret og stillet for retten. Men lad os ikke komme hændelserne i forkøbet. Det er nemlig selve hændelserne, som skal stå i centrum af denne beretning.

Tortur - en definition

I FNs torturkonvention hedder det blandt andet i artikel 1: ”I denne konvention forstås ved begrebet tortur enhver handling gennem hvilken alvorlig smerte ellers svær lidelse, fysisk eller psykisk, bevidst tilføjes nogen anden med det formål at fremskaffe information eller en tilståelse fra ham eller en tredje person.”

Jeg er fuldt vidende om, at denne konvention gælder FNs medlemsstater, og at begrebet tortur henføres til ordrer givet af funktionærer eller embedsmænd i sådanne stater, men mener trods alt, at konventionens grundlæggende definition meget vel beskriver det, der skete Björn og Maria. Kan nogen benægte, at de påførtes smerte og lidelse, fysisk og psykisk? Kan nogen benægte, at de blev tilføjet denne smerte udelukkende fordi gerningsmændene ville have information, nemlig information om hvor en større pengesum fandtes?

At få et slag i ansigtet på værtshuset i forbindelse med et skænderi er en sag for sig. Det slag må gøre ondt, men det er med al sikkerhed blevet uddelt i kampens hede. Uanset hvad dette værtshusskænderi måtte have handlet om, kan det aldrig betegnes som mishandling eller grov mishandling. Det, der skete for Björn og Maria var noget andet. Nogen ”kampens hede” kan vi dårligt tale om, eftersom hele indbruddets forløb var planlagt, og arbejdsopgaverne blevet fordelt mellem de seks modstandere. Björn og Maria gjorde heller ikke nogen modstand. Maria opmuntrede gerningsmændene til at tage, hvad de ville have, bare de forlod huset. Nogle af gerningsmændene må have haft modvilje mod særlige handlinger rettet mod de to personer, der blev taget som gidsler i huset. Men de deltog i indbruddet på samme vilkår og med samme formål: At tilrane sig et større pengebeløb.

Hver fysisk handling mod gidslerne indgik i denne plan: Når de blev bundet, når Björn fik en plasticpose trukket over hovedet, når slaget mod hans øje blev uddelt, når kniven blev rettet mod ham, når han blev skåret og stukket. Hver psykisk handling rettet mod dem havde samme hensigt. Begge har da også under politiforhør og ved rettergangen vidnet om, at de var overbeviste om, at de skulle dø. Det kan hverken beskrives som mishandling eller grov mishandling. Det kan kun beskrives som fysisk og psykisk tortur, dertil tortur der er pågået under en længere sammenhængende tidsperiode (man taler om, at hændelserne kan være gået for sig en hel time).

Hændelsesforløbet

Det er gennem en altandør på bagsiden af huset, de kommer ind. Ruden knuses. Björn springer ned ad trappen. Maria vågner i soveværelset ved siden af Björns, skriger. Alt går meget hurtigt. Men der findes lige så mange versioner af hændelsesforløbet, som der findes gerningsmænd. Egentlig er det kun Maria og Björns forklaring for domstolen, der stemmer overens. De har set de samme ting, de har hørt de samme ord, de kan, til trods for kaoset og skrækken, give et billede, der kan formidles videre.

Jeg sad selv med ved rettergangen. Den fandt sted en af de rigtigt varme sommerdage i 2005. Den store sal i Tingsretten savner luftkonditionering. Luften var tung allerede før rettergangens begyndelse og blev mere tung og iltfattig, efterhånden som dagen endte. På tilhørerpladserne sad et stort antal slægtninge til Björn og Maria, ligesom der sad nogle slægtninge til de tiltalte. Hver tiltalt sidder sammen med en advokat. Hver og en af dem ledsages af to fængselsbetjente, de flyttes ind og ud af salen iført håndjern. Bag de tiltalte sidder en mindre gruppe helt unge piger. Man skulle kunne tro, at de er fans af popstjerner, de sukker længselsfuldt og vinker glade til de tiltalte. ”Åh, min elskede”, siger en af dem, da de tiltalte føres væk, "nu tager de dig væk fra mig igen”. De er voldsomt piercede. Sort, rigelig mascara. De ved, hvad der venter. En af dem skal i løbet af dagen bryde sammen i gråd. Uden for tingsretten står hele dagen en bil parkeret. I den sidder en mand med sorte solbriller. Han lytter hele tiden til rockmusik. Han er tatoveret over alt på kroppen, dér hvor han viser sin hud. Men jævne mellemrum går han ind i retssalen, sidder fem minutter og rejser sig derefter igen. Efter rettergangen kommer alle pigerne hen til hans bil, som skulle de rapportere. Hvilken rolle spiller han i banden?

Björn beretter om den sværeste nat i hans liv. Han understreger, at han ikke er typen, der let bliver skræmt, men at han aldrig har været så bange som dér. Han var overbevist om, at han skulle dø. Han havde formentlig indstillet sig på det. Disse bøller skulle ikke vise nogen medfølelse med ham – hvis de ikke fik deres eftertragtede penge, ville de dræbe. Ingenting i deres handlinger modsiger en sådan tolkning. Forløbet forstærkedes også frem til det punkt, hvor en egentlig tortur sætter ind.

Hvorfor anvender jeg et så stærkt begreb, hvorfor nøjes jeg ikke med ordet mishandling? Fordi både Björn og Maria blev udsat for handlinger så grove, at de måtte frygte for deres liv, hvis ikke de kunne udlevere penge til gerningsmændene, og fordi de fysiske overgreb mod frem for alt Björn havde store ligheder med sådanne torturmetoder, som anvendes i diktaturer. Lad mig berette.

Tre af de fire, der trænger ind i huset, taler engelsk. Hadefuldt skriger de: ”Where is the money” på et engelsk, som Björn for mig beskriver som ”filmengelsk, som hentet ud af en amerikansk spillefilm”. Björn gav dem alt, hvad han havde i tegnebogen, formodentlig 855 kr., som var den foregående aftens indtægter ved taxikørsel, penge han senere skulle aflægge rapport om for ejeren. Trusler hænger hele tiden i luften. Da Björn tilskyndes til at åbne et låst garderobeskab, sker det med ordene ”ellers dræber vi dig”. Volden begynder, da Rickard (en af forbryderne, red.) pludselig retter et hårdt knytnæveslag mod Björn. Mens Björn bløder, fremsættes en konkret trussel. Han skulle overgive koder til sine bankkort, Björn gav dem en falsk sådan, og to af gerningsmændene begav sig ivrigt af sted for at forsøge at hente penge. Da øgedes spændingen i huset.

Rickard ville dræbe Björn ”inden tre sekunder”, hvis han ikke viste ham, hvor pengene fandtes. Björn var overbevist om, at han mente det alvorligt. Ganske rigtigt fór Richard frem mod ham med en større køkkenkniv, holdt som om han ville hugge. Kun fordi Fadi stoppede ham, kunne hugget afværges. Samme kniv anvendte gerningsmændene senere til at kappe elektriske ledninger og antenneledninger over. De skulle anvendes til at binde ofrene. Rickard bandt Björn. Fadi bandt Maria løst og fortalte hende, at han ikke ville gøre hende ondt, bare hun sad med hovedet bøjet og lod som om kablerne var bundet om hendes hænder.

Björn får en plasticpose over hovedet. Nu afventer han, at alt er forbi, trækker vejret tungt og indser, at der ikke kan ydes modstand. Rickard forsøger at trække plasticposen rundt om halsen på ham med håndtagene. En sikker måde at møde døden på. Ofte anvendt. Kvælning kan anvendes både som mordmetode og som torturmetode. Rickards hensigt var givet at dræbe. Men Fadi ville ikke se et mord. Han rev plasticposen itu og befriede Björn. For anden gang i løbet af den dramatiske nat, er det ham, der griber ind og afværger en fatal handling. Under rettergangen kalder Maria ham for ”den rare”. ”Havde den rare ikke hjulpet os, så havde de andre slagtet os”, siger hun grædende. Maria bad Fadi om, at de ikke måtte gøre dem ondt. ”Tænk på dine forældre”, sagde hun til ham. Flere af gerningsmændene er velkendte for hende, de plejer at handle i hendes kiosk. Da Björn fik plasticposen over hovedet, forsøgte hun at forhindre det. ”Nej, ingen skal myrde her”, skreg hun.

Da torturen endelig var ovre og banden forlod huset i to biler, opstod det næste, vanskelige problem. Rædslen for at indgive politianmeldelse. Nej, det ville måske være dumt, bedre at tie. Men efter pres fra familien indgav man en anmeldelse. Politiet besluttede foreløbigt at hemmeligholde den, så at ingen i frihed skulle kunne hævne sig på Björn og Maria.

Både Björn og Maria blev tilføjet skade på kroppen. I Björns tilfælde så alvorligt, at den fuldstændigt ødelagde hans valg af beskæftigelse.

En råskitse

De skyldige i indbruddet er seks meget unge mænd. Trods deres ungdom har de alle et langt strafferegister bag sig. De har været dømt til forskellige former for frihedsberøvelse. To af dem er svenskere, to brødre på henholdsvis 18 og 19 år. De øvrige fire er børn af indvandrere, alle fra mellemøstlige lande, Fadi, Kader, Subhi og Hemin. Moderen til den 17-årige Hemin siger til socialkontorets sagsbehandlere: ”Hemin viser ingen respekt, og han adlyder ikke voksne, heller ikke sin mor. Der er ingen, bortset fra en morbror i Iran, som Hemin adlyder.” Drengen strafferegister omfatter allerede syv typer af kriminalitet. Så sent som i september 2004 blev han dømt for tyveri og groft tyveri, og i december samme år for hæleri, ulovlig kørsel og indbrud med kniv. Selv om han er under offentligt tilsyn, har han fortsat sin karriere som indbrudstyv. Det ser ligesådan ud for de to andre drenge fra samme land, der har hjort sig skyldige i voldelige indbrud og forskellige typer af tyveri eller røveri.

Den fjerde dreng, Fadi, er registreret for lignende forbrydelser. De to svenske brødre, Daniel og Rickard, har siden de var unge misbrugt narkotika og gjort sig skyldige i mindre narkotikaforbrydelser samt en række andre forbrydelser. Det er den ældste af dem, den 19-årige Rickard, der gør sig skyldig i den grove vold mod Björn. Han anses også for at have været drivkraften bad alt hvad der er sket, og det antydedes under retssagen, at han havde været narkotika-påvirket den pågældende nat. Begge brødrene har et stort antal forbrydelser bag sig, og de har begge været dømt til forskellige former for frihedsberøvelse.

Gode medborgere er sjældne, konstaterede allerede filosoffen Baruch Spinoza. Det er sandt. Og det bliver ikke mindre sandt, hvis man begynder at søge dem blandt mennesker, som slet ikke opfatter sig som medborgere. Mennesker som af forskellige grunde - sociale, kulturelle eller politiske - ser sig selv som hørende til noget helt andet end det land og den kultur, de lever i. Hinsides ethvert forsøg på medborgerånd, hvor udtrykket ”jeg er svensker” byttes ud med ”jeg bor i Sverige”, som om vores liv bare bestod af hvor vi bor.

De truede - en råskitse

Maria og hendes mand kom til Sverige fra Grækenland, mens de var unge. De har boet i vores land i snart fyrre år, og Marias familie har i 27 år drevet en i byen meget værdsat og vigtig kioskforretning. Når jeg taler med Maria, siger hun, at hun aldrig i alle disse år har følt sig det mindste bange. Sverige har været hendes trygge hjemland, her har hun født og opfostret sine børn. Natten forandrede alt. Nu kan hun ikke arbejde. Hun vil bare græde, når mennesker spørger om hændelsen. Maria er jo ikke anonym. De fleste, der benytter sig af byens kollektive trafik, ved, hvem hun er. De handler måske dagligt hos hende og har gjort det igennem mange år.

Hun vover ikke engang at gå hjem til sit hus. Ikke engang for at hente nødvendige sager, medmindre hun bliver ledsaget derhen. Siden den pågældende nat har hun sovet i en venindes lejlighed. Vantrives og lider. Er i samtaleterapi. Under retssagen er det påfaldende, hvordan Maria forandrer sig. Fra at have været et meget udadvendt, altid varmt og leende menneske, synes hun nu nedsunken i den pågældende nats plagsomme minder. Hun siger: ”jeg har det svært”, og det føles ikke som nogen underdrivelse, blot meget sagligt konstaterende. Under retssagen slutter hendes døtre og sønner op omkring hende. De krammer og trøster, de er der. I pauserne taler de sammen, drikker kaffe, lufter hvad der er sagt under forhandlingerne. Björns forældre er også tilstede og udgør en væsentlig del af den græske slægt, idet Björn er kæreste med en af Marias døtre.

En anden af døtrene hjælper også retten med at tolke, da den bestilte tolk udebliver. Man får et umiddelbart indtryk af en familie med et stærkt sammenhold. Samme indtryk har man gennem årene fået af kiosken som et familieanliggende. En indvandret families fælles omsorg for eget virke og de kommende generationer. Marias yngre børn er der ofte, de ekspederer eller hjælper til med noget andet, sammen med en ansat kvinde. Børnene er skåninger, endda hvad angår udtale og væremåde. De taler et vældig godt svensk, de har uddannet sig eller er i færd med det. For Maria og hendes mand, som i mange af deres første år i Sverige var beskæftiget med tungt fabriksarbejde, må det være en stor glæde at se dem målbevidst bygge deres liv. De er svenskere, men de har ikke kappet de sproglige eller kulturelle bånd til Grækenland. Også Björn har lært sig græsk, siden han begyndte at komme sammen med Marias datter. Måske var det hans indgang til en meget kærlig, stor familie? ”Jeg syntes om ham allerede fra begyndelsen”, siger Maria.

Maria var bange allerede før indbruddet i sit hus. Nogen havde været inde, mens hun arbejdede i kiosken. Indbruddet blev opdaget, da hun kom hjem, før det var aften.

Det var denne angst, der fik hende til at bede Björn, hendes kommende svigersøn, om at overnatte den pågældende nat. Det gjorde hende mindre bange, og Björn så praktiske fordele i det, eftersom taxastationen, hvor han havde sommerjob, ligger lige ved siden af.

Sammen skulle de møde gerningsmændene den skæbnesvangre sommernat. Natten før melodi-grandprixet, som netop Grækenland skulle vinde. Hvad skulle Maria bruge den sejr til? Selv var hun, både fysisk og psykisk blevet besejret af denne blinde, vanvittige vold, som seks unge mænd udøste over hende. Lørdagen, som grækere over hele verden skulle komme til at fejre, blev for Maria en dag i frygt. Hun vovede ikke engang at kontakte politiet. Det vovede Björn heller ikke. De havde jo fået af vide af Fadi, at hvis de gjorde det, ville man komme tilbage, endnu flere og slå dem ihjel. De havde ingen grund til ikke at gøre det.

Björn

Björn bestemte sig allerede i fireårs alderen for at blive pilot. Det var en drøm og et valg af livsbane.

Jeg har set Björn som musiker. Hans virtuose klaverspil og hans trompetspil har vidnet om et menneske som med den autodidaktes ambitioner og på grund af sin begavelse, gennem jazzen har fundet frem til et eget udtryk. Hans sprogbegavelse er også velkendt, men det var drømmen om at styre et luftfartøj henover jorden, der lokkede og drev ham. Han havde netop fået sit certifikat til trafikfly, da han kom ud for de seks forbrydere. Han var kommet til barndomsbyen for at køre taxa den sommer, i den hensigt at tjene de penge, han skulle bruge til den overbygningsuddannelse, han manglede i Vesterås. Den ville give ham de nødvendige tilladelser til at flyve de store passagerfly.

Mishandlingen havde et håndgribeligt, meget konkret resultat: Han måtte opgive at få et certifikat. Ikke engang taxa må han længere køre. Skaden på øjet er så alvorlig, at den har medført alvorlig nedsættelse af synet.

Marias datter og han mødte hinanden i den gymnasieskole, hvor de begge gik. Det har nok været kærlighed ved første blik. Gennem hende kom Björn ind i en stor slægt, hvor man optog ham, som var han deres egen søn. Maria og Björn finder megen støtte hos hinanden, efter det der er indtruffet. De deler en grum erfaring.

Mens man kan konstatere, at Maria er psykisk knækket efter hændelsen, kan man sige, at Björns alvorlige fysiske skade gjort ham aldeles rasende. Björn, som de fleste kender som en meget rolig, lavmælt og beskedne ung mand, giver nu udtryk for et hvidglødende had mod voldsudøverne. Han taler om, at han vil have våbentræning, at han aldrig mere vil sove uden våben. Han har svært ved at sove og må gå i samtaleterapi.

Dommen og de spørgsmål, som den stiller

Dommene faldt den 8. august. Rickard blev idømt tre års fængsel for groft røveri. Hans bror Daniel blev dømt til et års fængsel for røveri. Fadi blev dømt til to års fængsel for røveri og trusler mod vidner. Hemin blev dømt til ophold på en lukket ungdomsinstitution i et år og to måneder for medvirken til røveri. Kader blev dømt til ophold på en lukket ungdomsinstitution i ti måneder for røveri.

Dommen omhandler også anden kriminalitet, bl.a. mishandling og grov mishandling, tyveri og groft tyveri. Altså: De straffe, som de seks tiltalte har fået, omfatter ikke alene forbrydelserne mod Björn og Maria. De gælder også mishandling og grov mishandling af tre andre mænd i en anden sag samt røveri og tyveri.

Man kan naturligvis glæde sig over, at disse seks unge mænd nu er væk fra gaden. For en tid fremover vil de ikke kunne chikanere eller mishandle mennesker i deres daglige omgivelser. Men man kan også sige, at dommene er meget milde, hvis man tager hensyn til de ualmindeligt rå og hensynsløse forbrydelser.

Hvis afsoningstiden bliver nedsat, og man desuden bevilger dem nedsat straf for god opførsel, så bliver der ikke meget af straffen tilbage, ikke engang for dem, der har mishandlet andre groft. Følgende spørgsmål opstår: Koster det ikke mere at ødelægge livet for andre mennesker, slipper man så billigt, at straffen snarere kan betragtes som en slags rekreation – en behagelig pause for mennesker, som virkelig arbejder på at gøre livet ubehageligt for deres omgivelser? Det er svært ikke at tænke denne kætterske tanke og i forlængelse deraf at spørge sig, hvad ord som retsbevidsthed betyder.

Jeg ved, at alle disse seks unge mænd snart er tilbage. Og jeg forstår, at de mennesker, der rammes af deres kriminalitet frygter deres tilbagekomst. Dermed kan man også konstatere, at de hårdeste straffe blev givet til Björn og Maria. Deres fremtid er slået i stykker, de lever i frygt og uro og har fået livsvarige skader. De er begge voldsofre. De er midt i centrum af deres personlige liv blevet udsat for tortur og har på grund af den lært, hvad virkelig dødsangst vil sige.

Spørgsmålet for os alle lyder måske: Hvilke slutninger drager vi af voldsofres erfaringer, og hvad indebærer disse slutninger for vores syn på forbryderne og de omstændigheder, der førte til deres handlinger?

Reaktion på teksten: Ethvert menneske har ret til at leve uden frygt

Kristianstadsbladet bragte forleden mit essay om en af de grove forbrydelser, der begås i vores by. Der har været mange reaktioner. Mennesker har ladet høre af sig gennem telefon og mail, ude i byen har man prajet mig for at diskutere. Jeg har fået reaktioner fra forfatterkolleger.

Reaktionerne ligner hinanden på et bestemt punkt. Man siger til mig, at jeg ”er modig, fordi jeg vover at offentliggøre sådan en tekst”, man siger at derved ”udsætter jeg mig for stor risiko”.

Det er en interessant kommentar, som kræver eftertanke.

Skrivende mennesker er til alle tider og i alle samfund blevet forfulgt, fængslet, mishandlet og dræbt på grund af deres ord. Diktaturer og totalitære bevægelser skader forfattere, kunstnere, journalister og andre året rundt. I Sverige er sådanne trusler uvante. Visse journalister er utvivlsomt blevet myrdet for deres dækning af den nynazistiske bevægelse. Men i bund og grund indebærer ytringsfrihed og trykkefrihed, at vi kan benytte os af vore ord. Vi kan skrive dem, vi kan publicere dem. Jeg er i løbet af tredive virksomme år kommet ud for nogle mindre hændelser, som ikke engang er værd at nævne. Og i ganske få tilfælde er mine tekster blevet afvist, fordi man fandt valget af emner i dem upassende.

I forbindelse med urolighederne i Södertälje interviewede Metro nogle af de skolepiger, som havde været udsat for drengebandens overgreb. En sagde:”Så længe man viser dem respekt, gør de intet”. Pigen er 14 år! Hun har allerede lært sig, at de unge voldsmænd skal vises respekt, for at hun kan få lov at være i fred. Er det den rette vej at gå? Er tavshed og underdanighed en brugbar metode til at møde bandekriminalitet?

Havde jeg fulgt disse råd, ville jeg aldrig have skrevet mit essay, endnu mindre offentliggjort det. At ofrene for de grove overgreb er bange, forstår jeg. Men skal vi andre også gemme os?

Jeg talte med Maria i Buskiosken dagen før, jeg skrev dette. Hun sagde: ”Så mange mennesker som muligt skal have af vide, hvad der er hændt.” Hendes indstilling er min. Med detailviden om, hvordan bandekriminalitet i vores egen by ser ud, kan vi måske begynde at diskutere mulige måder at håndtere den på.

Jeg tror til forskel fra en læserbrevsskribent i Kristianstadsbladet ikke, at løsningerne ligger i at sende problemerne videre til et andet land. Derimod tror jeg, at vores civiliserede samfund for at bevare deres frihed må understrege, hvad de kræver af ydelser. Man kan ikke leve, som om andre mennesker skal servicere mig, adlyde mig, gøre som jeg siger og desuden forsørge mig. Man må, for at blive et individ i en kollektiv sammenhæng, forstå, at man kun bliver medborger, hvis man deler demokratiets fundament; fremfører sine synspunkter, samtidig med at man respekterer andres, tjener sine penge på lovlig vis, tager ansvar for sit liv, socialt, politisk og kulturelt.

Den mentalitet, der har præget Sverige gennem de sidste tredive år, duer ikke. Man kan ikke godtage hvad som helst. Værdirelativismen har længe terroriseret os. Den har forklejnet eller bortforklaret betydningen af æresrelateret vold, dagdriveri og stofmisbrug, tyveri og mishandling, misbrug af offentlige midler og kollektiv ejendom. Situationen i Kristianstad er lige så alvorlig som i andre svenske byer.

Værdirelativismens skib er ved at synke, og det er op til os alle, om vi vil gå til bunds, eller om vi vil slås for et samfund, hvor vi alle kan leve, uanset alder, køn, hudfarve eller andre ydre omstændigheder. Modsætningen til relativismen indebærer, at vi enes om grundlæggende værdier. I modsætning til totalitære bevægelser må vi hævde disse værdier. Ytrings- og trykkefrihed er selve grundlaget.

Men det er også hvert menneskes ret at leve uden frygt, at slippe for at blive udsat for natlige røvere og voldsmænd eller at låses inde af forældre eller søskende. Vejen til friheden går netop gennem at bruge demokratiet.

Med mit essay bruger jeg min ytringsfrihed. Jeg håber, at alle andre mennesker betragter det som en selvfølge.

Og skulle offentliggørelsen af essayet indebære, at jeg udsættes for trusler eller vold, skal dette imødegås med nøjagtig samme middel: Retshåndhævelse og tydelige, stærke ord, både mundtlige og trykte!

Efterspil

Jeg ser et indslag i en nyhedsudsendelse. Det er Lucia-dagen (dvs. 13. december, red.) 2005. En femtenårig dreng er anklaget for at have myrdet en fyrreårig mand. Den anklagede tager ordet, han taler ghettosvensk og siger: ”Og specielt du, anklager Agneta, må tage det fulde ansvar, der kan ske grimme ting.”

En jurist kommenterer og siger, at det er meget usædvanligt, at en anklager bliver truet under en igangværende retssag.

Den, der truer, har myrdet. Men han er 15 år. Han er et barn. Hvor er vi på vej hen? Må man stille spørgsmål om retningen, og hvad der vil ske i fremtiden?

Thomas Nydahl er forfatter og journalist

Oversættelse: Helle Merete Brix