Når man har sin gang i humanvidenskabens lilleverden, hører det til de absolutte sjældenheder at befinde sig i situationer, hvor politisk korrekt sindelag ikke er allemandseje og alment gangbar mønt.
De fleste ansatte og studerende, man møder i løbet af en arbejdsdag vil i reglen være rørende enige om i hvert fald et par åbenbarede sandheder om, hvordan man som et ordentligt menneske bør anskue indvandrings- og integrationspolitik og sådanne mennesker, der kan finde på at forfægte, hvad man indforstået benævner, fremmedfjendske meninger.
Som indehaver af denne slags meninger – altså som frihedsvenligt, forsvarsvilligt og nationalsindet menneske – er man pinligt bevidst om dette og vælger alt efter mod, temperament og den pågældende sammenhæng enten at tie stille eller at få sagt sin ærlige mening.
Bedst er det jo naturligvis, når sidstnævnte sker, men det er desværre ikke altid tilfældet. Nogle gange orker man simpelthen ikke endnu en samtale med folk, der pure nægter at overveje den mulighed, at masseindvandringen måske ikke kun bliver til velsignelse for de vestlige samfund, men snarere kommer til at udgøre en trussel mod den frihed, der ad historiens vej er blevet vores.
Man kan blive lidt træt af ustandseligt at gøre de herrer og damer kulturforskere opmærksom på, at frihed og fordragelighed ikke kommer dumpende ned fra himlen og uden videre fæstner rod i de mest forskelligartede menneskesjæle, men derimod er og bliver af kulturel herkomst. De fleste er enige om ikke at ville se problemerne, og vi, der har et mindre drømmelystent forhold til virkeligheden, plejer ikke ligefrem at være i flertal.
I almindelighed er man enige om at være pæne og ordentlige mennesker, der ikke vil tale grimt om de stakkels minoriteter (læs: muslimer) og derfor ikke kan nedlade sig til at tænke på en fremtid, der ikke er til endnu, og nogle boligkvarterer, man aldrig behøver at sætte sine ben i. Sådan er det i reglen i den humanvidenskabelige lilleverden.
En undtagelse
Én gang imellem sker det dog, at man så alligevel oplever noget, der ved at modsige den humanistiske, bedsteborgerlige pænhed, sætter denne i perspektiv og kaster et velgørende lys over den.
En gang mellem sker det nemlig, at sådanne politisk korrekte meninger, der ellers går som varmt brød i de humanvidenskabelige haller, ikke går rent ind, men derimod falder til jorden.
Noget sådant oplevede jeg for et par måneder siden under et tilfældigt møde i én af kantinerne på Aarhus Universitet.
En kulturradikal humorist
Jeg spiste frokost med nogle andre universitetsfolk og i løbet af samtalen fortalte én af mine bekendte om en tysk bog, han netop havde læst en omtale af, hvori forfatteren afdækker en markant lighed, ja vist endda total identitet, mellem en række nazistiske og kommunistiske antisemitiske tegninger.
Vi fandt naturligvis alle denne overensstemmelse sigende, og ingen havde noget pænt at sige om Moskva. Jeg tilføjede, at den samme behandling jo også er blevet Pia Kjærsgaard til del og henviste til Geoffrey Cains bog Ondskabens ikon om danske mediers fremstilling af Kjærsgaard.
Jeg vidste mig, med undtagelse af en enkelt af de tilstedeværende, som jeg ikke kendte, i ordentligt selskab og regnede derfor med, at også denne oplysning ville medføre hovedrysten og fordømmelse fra alle omkring bordet.
Den ukendte herre viste sig imidlertid at være af en anden opfattelse og indføjede således den kække kommentar, at det da også var lidt ”sjovt”, at netop Pia Kjærsgaard skulle udsættes for rotteafbildninger.
Jeg og én af de andre svarede ham stille og roligt, at det efter vores opfattelse ikke var særlig sjovt, snarere sygt og alt for sigende om de dobbeltstandarder, der trives blandt ’venstreintellektuelle’.
Her kunne man måske have ventet, at bemeldte herre ville trække i harnisk og med store armbevægelser gøre os det forståeligt, at Pia Kjærsgaard selv var ude om den hårde medfart, som hun da til fulde havde fortjent på baggrund af sit – føj, føj – racistiske syn på indvandrere.
Men nej, noget sådant var ikke tilfældet. Som reaktion på vores affejning af den afsporede bemærkning klappede bemeldte herre nemlig noget så eftertrykkeligt i og så ret så betuttet ud. Jeg tror faktisk slet ikke, at han fik sagt mere, før sammenkomsten var ovre.
Vi hader vel alle Pia?
Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, nok gik det i denne situationen, som det burde – fjolset blev sat på plads – men i stort set alle andre sammenlignelige sammenhænge, altså ved mere eller mindre tilfældige frokostsammenkomster i regi af humaniora og det, der ligner, ville det nok være gået ganske anderledes.
Altså være gået som den kulturradikale humorist havde regnet med. Man ville have givet ham ret og moret sig over, at ondskaben selv havde fået sin egen ”racistiske” medicin at smage.
Man kan være uenig om mangt og meget, men på dette punkt forudsættes enigheden i en sådan grad som noget givet, at man end ikke overvejer, om man skulle kunne sidde over for folk af anden observans, der ikke nødvendigvis finder det delikat, at man muntrer sig over den ret så urovækkende overensstemmelse mellem den smædekampagne, Danmarks mest forhadte kvinde er blevet offer for, og sådanne afbildninger, der flød fra nazistiske bladtegneres pen, når de skulle portrættere objekterne for deres udryddelseslyst.
Sagen er i al sin enkelhed, at vor kantinehumorist ud fra sit forsimplede verdensbillede slet og ret gik ud fra den forudsætning, at vi – alle forskelle til trods – dog måtte være enige om at hade Pia Kjærsgaard. Det gør alle jo, så hvorfor skulle vi være en undtagelse fra denne den danske humanismes første grundsætning?
Frelst og fej
Nu var vi så en undtagelse, og det påfaldende ved historien var netop ikke, at den slags smagløsheder om politiske modstandere langes over bordet, men at vor kulturradikale friskfyr ikke forsvarede sin opfattelse yderligere, da han meget hurtigt indså, at han var i mindretal.
Sådan er åbenbart den humanistiske politiske korrekthed. Slavagtighed over for det pæne regerende flertals meninger og en naiv, frelst forventning om, når man er i selskab med såkaldte ’intellektuelle’ stedse at være blandt de rette meningers mænd, om end man ikke ejer mandsmodet til at forsvare disse meninger, når man pludselig ikke er blandt sine egne.
Ét er fornødent: At blive ved med at sige sådanne mennesker sin hjertens mening og derved tvinge dem til at argumentere for deres – også når man ikke er i flertal.
Sidstnævnte er ganske givet en udfordring for mange af os, men er just, hvad der behøves for at byde den politiske – og perfide – korrektheds forvrøvlede frokostfjolser trods.
Johan Christian Nord er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og medlem af TFS Rådet
