Vi skylder Hans Jørgen Bonnichsen tak for at have afsløret et alvorligt samfundsproblem. Spørgsmålet er, om PET indberetninger til landets øverste ansvarlige myndigheder overhovedet skal tages alvorligt.Under Dragsdahls faner
I et læserbrev i Politiken – senere fulgt op af et interview i Information den 27. august – meddeler den tidligere højtplacerede PET-mand, Hans Jørgen Bonnichsen, at også han nu har meldt sig under Jørgen Dragsdahls faner, hvor der i forvejen befinder sig så prominente personligheder som Mogens Lykketoft og Marianne Jelved. Ligesom de andre Dragsdahl-støtter er den tidligere PET-ansatte glad for, at den nylige injuriesag, som Dragsdahl havde anlagt mod professor dr.phil. Bent Jensen ved retten i Svendborg, endte med domfældelse af professoren. Denne havde i en artikel i Jyllands-Posten citeret afklassificerede dokumenter fra bl.a. PET for den oplysning, at den tidligere Informations-journalist Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl gennem en længere periode i 1970'erne og 1980'erne havde været påvirkningsagent for det sovjetiske KGB.
Bonnichsen, der siden sin afgang fra PET er blevet byrådskandidat for Venstre i Hillerød, mener tydeligvis, at Dragsdahl, som i et PET-dokument blev kaldt "KGB's nummer et i Danmark", er uskyldig. Og når en tidligere højtplaceret PET-mand kan lufte en sådan opfattelse, er der grund til at offentligheden spidser ører.
Bonnichsens informationsniveau
Dog må man håbe, at informationsniveauet på Bonnichsens gamle arbejdsplads er noget højere end det, som venstrekandidaten fra Hillerød lægger for dagen. Til Information udtaler han, at det er kritisabelt, at Bent Jensen med udgangspunkt i PET's arkiver "offentligt har udråbt Jørgen Dragsdahl til Sovjet-spion", som det hedder i avisens gengivelse.
Men det har hverken PET eller Bent Jensen skrevet eller antydet. Bent Jensen har derimod citeret afklassificerede PET-dokumenter for den vurdering – altså i PET – at Dragsdahl var påvirkningsagent for KGB – dvs. en person, der havde påtaget sig den opgave at udbrede anti-amerikanske synspunkter og KGB-desinformation i Danmark.
Bonnichsen lægger også vægt på, at der jo ikke blev rejst straffesag mod Dragsdahl, hvilket han udlægger som bevis på, at PET ikke har ment, at Informations-journalisten kan have været i sovjetisk tjeneste. Men, som flere allerede har bemærket i den offentlige polemik om sagen, så kan der være mange grunde til, at Justitsministeriet – som har den endelige afgørelse i sager om landets sikkerhed – har undladt at rejse sag, f.eks. at Politiets Efterretningstjeneste ikke har ønsket at afsløre sine kilder eller operative metoder. Endvidere er det langt fra sikkert, at der er noget strafbart i at optræde som påvirkningsagent for en fremmed magt. Bent Jensen har i hvert fald ikke hævdet, at det skulle være strafbart, men har tvært imod skrevet, at det formentlig ikke er strafbart.
Det forhold, at der ikke blev rejst straffesag mod Dragsdahl, beviser altså hverken det ene eller det andet.
En tak
Nu kender vi jo Bonnichsen som en nærtagende mand, der har for vane at opfatte enhver kritik af sine udtalelser som forsøg på at begrænse hans ytringsfrihed. Så inden han går til CEPOS-juristen Jacob Mchangama og beskylder Trykkefrihedsselskabet for at ville antaste hans ret til at ytre sig, iler vi med at forsikre, at den vil vi skam forsvare med næb og klør.
I dette tilfælde er der oven i købet grund til at sige tak til Bonnichsen for at have benyttet sig af den. Han peger nemlig på et væsentligt samfundsproblem, der trænger til at blive belyst i den offentlige debat, og som må give regering og folketing anledning til dybtgående overvejelser.
Ifølge Bonnichens udtalelser til Information kan man ikke tillade sig at tro, at Politiets Efterretningstjeneste betragtede Jørgen Dragsdahl som påvirkningsagent, blot fordi tjenesten selv skrev det.
Hvis Bonnichsen har ret i sin bedømmelse af PET-dokumenternes udsagnskraft angående Dragsdahl, står vi i en besynderlig situation.
Følger man nemlig Hans Jørgen Bonnichsens ræsonnement, har PET præsenteret Danmarks højeste sikkerhedsansvarlige, Regeringens Sikkerhedsudvalg, for alvorlige beskyldninger mod en navngiven borger – i dette tilfælde Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl – som ikke var udtryk for andet end tilfældige, menige PET-medarbejderes personlige formodninger, og som ikke dækkede tjenestens opfattelse.
Tilmed har PET's ledelse undladt at gøre Regeringens Sikkerhedsudvalg opmærksom på, at den ikke kunne stå inde for anklagerne. I hvert fald bærer ingen af de afklassificerede dokumenter om Dragsdahl nogen påtegning fra PET's ledelse, der kunne advare Sikkerhedsudvalget eller andre danske myndigheder om, at dokumenterne nærmest havde status af formodninger eller almindelig bagtalelse og rygtesmederi.
Bonnichsen har gjort hele nationen en uvurderlig tjeneste ved at løfte sløret for, at det altså er sådan PET arbejder.
Kan vi stole på PET?
Hvilke konklusioner, regeringen, Regeringens Sikkerhedsudvalg og Folketinget vil drage af denne opsigtsvækkende oplysning, er det nok for tidligt at udtale sig om. Men mon ikke regeringen og Folketinget vil begynde at spekulere på, hvilken vægt man overhovedet kan tillægge informationer fra PET?
Sagen sættes yderligere i relief af den udvidede kompetence, som PET har fået i antiterror-lovgivningen. Hvad kan vi egentlig bruge efterretningstjenestens vurderinger og påstande til, hvis den opererer på den måde, som Bonnichsen nu afslører? Er der så ikke fare for, at en eller anden mere eller mindre begavet, menig PET-medarbejder, der har et horn i siden på en eller anden, hænger ham ud – med skæbnesvangre konsekvenser for vedkommende?
Den store taber i bråvallaslaget mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen kan således ende med at blive PET, hvis troværdighed er alvorligt undergravet af Bonnichsens udtalelser.
Regeringen skylder at fortælle befolkningen, om PET er et organ, der rundsender teorier og hypoteser, eller om dens indberetninger til landets øverste ansvarlige myndigheder skal tages alvorligt.
Hvis PET havde ønsket at afvise spekulationer om, at den opfører sig, som Bonnichsen hævder – altså at tjenesten afleverer dokumenter til regeringen, hvis indhold, den ikke selv kan stå inde for – ville den utvivlsomt have fundet en vej til at gøre dette klart for befolkningen og for dommerne i Svendborg. I stedet har PET's ledelse og bag den Justitsministeriet og regeringen siddet tilbage med korslagte arme og ladet Svendborg-dommerne dømme Bent Jensen, som naturligvis måtte gå ud fra, at en seriøs efterretningstjeneste ikke handler, sådan som Bonnichsen nu påstår.
Hvis det er niveauet i Politiets Efterretningstjeneste, må man alvorligt frygte, at udenlandske efterretningstjenester overvejer, om man tør samarbejde med den.
Spørgsmålet er, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at PET fortsat kan nyde almindelig troværdighed.
