I Liberal Alliance er vi som vel de fleste danskere imod racisme. Det medfører for mange danskeres vedkommende, at de næsten instinktivt også er for det, man i daglig tale kalder racismeparagraffen.
Der stopper så enigheden, for vi mener slet ikke, at denne paragraf handler om racisme. Den handler om noget helt andet. Den handler om ytringsfrihed.
Ytringsfriheden er en helt central værdi i et vestligt liberalt demokrati, som det danske. Vi må tåle, at andre har et andet synspunkt end vores eget.
Og det er helt basalt, at staten ikke kan gå ind og definere, hvad der er de rigtige meninger, hvad der er de rigtige holdninger, og hvad der er de rigtige synspunkter, som vi allernådigst må have lov til at ytre.
Negative frihedsrettigheder
I Liberal Alliance tror vi på et demokrati, der er defineret ud fra negative frihedsrettigheder, nemlig defineret ud fra fraværet af tvang fra statsmagtens side og dermed også fraværet af en indblanding i, hvad vi måtte tro, tænke og sige.
Det er jo lidt specielt, at det i dag er FN's internationale pressefrihedsdag; samme dag, som Lars Hedegaard er blevet dømt ved Østre Landsret, og samme dag, hvor vi diskuterer, om ikke en afskaffelse, så i hvert fald en opblødning af straffelovens § 266 b.
Det er trist, og hvis det ikke havde været så trist, havde det været lidt morsomt. Ironisk er det i hvert fald, at man her i landet går så meget op i offerløse forbrydelser – offerløse forbrydelser forstået på den måde, at ytringer ikke skaber nogen ofre.
Der er nogen, der siger noget, og det kan være, at der er nogen, der ikke bryder sig om det, men det kan aldrig blive en opgave for statsmagten at sørge for, at der ikke bliver sagt det, som nogle ikke kan lide.
Social slagside
Jeg synes, at man i den her debat glemmer, at der også er en klar social slagside i paragraffer som den såkaldte racismeparagraf.
De intellektuelle og de velformulerede kan som regel sno sig bedre udenom paragraffer af den her slags, for de kan belægge deres ord på korrekte måder, der gør, at statsmagtens indskrænkninger i ytringsfriheden alligevel ikke rammer dem, mens mere jævne folk, der har sværere ved at formulere sig, oftere vil have svært ved at komme uden om juristeriet og paragrafferne.
Dermed er der en klar social slagside i en paragraf som § 266 b i straffeloven, og det er et element, som vi synes at man desværre ofte glemmer.
Sovjetunionens initiativ
Det er også vigtigt at have nogle af de historiske forudsætninger på plads. Hvor har vi dog brugt lang tid på, at man ikke har forberedt sig til den her debat i dag. Vi har diskuteret, hvad baggrunden er for den racismeparagraf, vi diskuterer.
Det er rigtigt, at den såkaldte racismeparagraf oprindeligt kom ind i den danske straffelov tilbage i 1938, dengang da nazismen bankede på Danmarks dør.
Men sandheden er jo, at man valgte en meget mere mild indskrænkning, selv da nazisterne stod truende syd for grænsen, end man har valgt at gøre senere.
Det sætter det jo også i et vist perspektiv.
Det var på initiativ fra Sovjetunionen og med opbakning fra de kommunistiske vasalstater, opbakning fra en lang række nye diktatur i den tredje verden, at man i FN kunne lave et flertal imod de demokratiske nationer, som bl.a. Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien, Holland, USA og Canada, og vedtage en konvention, der dannede baggrund for den reviderede racismeparagraf i 1971.
Det har intet med Hitler-Tysklands forbrydelser at gøre, men der har en hel masse med Sovjetkommunismens forbrydelser at gøre og en mulighed for at undertrykke de politiske modstandere, som kæmpede for demokrati, ytringsfrihed og markedsøkonomi.
OIC´s dagsorden
Det er jo i virkeligheden det samme, vi ser, når Organisationen af Islamiske Lande, OIC, fortsætter med Durbankonferencerne og de processer og kæmper for, at man skal lave indskrænkninger af ytringsfriheden, fordi man ikke må krænke den religion, der er dominerende i de pågældende lande.
Det er igen diktaturlande, der prøver at sikre sig selv imod deres politiske modstandere.
Må jeg sige en allersidste sætning?
Jeg synes, at vi skal huske på, at det jo i øvrigt slet ikke hjælper noget at straffe folk for deres meninger, for de vil beholde dem, lige meget hvad statsmagten finder på at give dem af straf.
Simon Emil Ammitzbøll er MF for Liberal Alliance
