"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Størst af alt er friheden

September 2006 - Helle Merete Brix og Lars Hedegaard

Ved en anti-israelsk demonstration i London her i sommer havde Hizbollah-sympatisørerne havde fået følgeskab af unge og ældre feminister, organiseret på venstrefløjen. Side om side gik forkæmpere for kvinders rettigheder med mænd, der vil have reduceret kvinder til andenrangsborgere og gøre dem til pariaer formummet bag tørklæder og slør, hvis de får magt, som de har agt.

Hvordan kan noget sådant ske? Interesserer venstrefløjsveteranerne og feministerne sig ikke længere for friheden, eller kan de ganske enkelt ikke begribe, hvad der står på spil? Kan alle disse skarpsindige mennesker ikke gennemskue islamisternes program, eller vil de ikke, fordi det ville tvinge dem til at gøre op med en lang række af deres egne yndlingsantagelser?

Det er spørgsmål, som Sappho vil vende tilbage til.

I disse tider myldrer det med bøger om indvandringens problematiske sider og væksten i islamismen i Europa. Sappho anmeldte for nylig Karen Jespersen og Ralf Pittelkows bog Islamister og naivister – et anklageskrift. I dette nummer belyser vi bl.a. på, hvordan venstrefløjen har haft held til at gøre spørgsmålet om indvandring til et højrefløjsanliggende og til at dæmonisere enhver politiker, ethvert parti og ethvert enkeltindivid, der peger på problemer i forbindelse med den muslimske indvandring. For venstrefløjen er der ingen forskel på Pia Kjærsgaard og Jean Marie Le Pen.

For venstrefløjen var og bliver hollænderen Pim Fortuyn en ”højrepopulist”, skønt han var erklæret homoseksuel og havde en marokkansk kæreste. Man erindrer den mindeværdige tv-debat, hvor Fortuyn skændtes med en repræsentant for den imamstand, som han med rette frygtede ville gå til angreb på Europas frihedsrettigheder, herunder den almindelige tolerance over for homoseksualitet. Imamen anklagede ham for at være fordomsfuld og for intet at kende til marokkanerne i det hollandske samfund. Fortuyns svar var, at jo, han kendte marokkanerne, for han gik i seng med dem, det gjorde imamen ikke. Imamen blev naturligvis rasende. Humor er ikke et fremtrædende træk i imamers karakter.

Med udgangspunkt i den aktuelle Vollsmose-sag stiller vi også i dette nummer spørgsmålet om PETs problematiske alliance med imamerne. Vi analyserer også pressens dækning af en af tidens vigtigste konflikter, konflikten i Mellemøsten.

I Frankrig etableredes allerede for år siden internettidsskriftet Proche-Orient i protest mod den ensidigt pro-palæstinensiske dækning i fransk presse. Det er med beklagelse, at Sappho forleden modtog nyheden om, at tidsskriftet, der har leveret en aldeles fremragende dækning af Mellemøstkonflikten og islamismens udvikling i Europa, ikke kan overleve økonomisk og lukker 1. oktober. Det er svært at finde finansieringsmuligheder, hvis man går mod strømmen.

Derfor er det bloggere og små alternative tidsskrifter, der i disse år udfordrer den etablerede presse, hvad angår dækningen af emner som islam og indvandring. Der synes faktisk at være opstået et skandinavisk øhav af modstandslommer mod den politiske korrekthed, som eliten værner om.

I Norge først og fremmest med tænketanken Human Rights Service, der med Rita Carlsen og Hege Storhaug i spidsen laver et bemærkelsesværdigt oplysningsarbejde om immigrationens bagsider, med et særligt fokus på muslimske kvinder og børns sårbarhed i de europæiske immigrantsamfund, der i stigende grad er underlagt en de facto sharia. Storhaug er aktuel med bogen med den passionerede titel Men størst av alt er friheten, som vi naturligvis anmelder.

I Sverige, som i stigende grad synes at have udviklet sig i retning af Skandinaviens Østeuropa, hvad angår meningskontrol med borgerne, har det relativt nye tidsskrift NEO, www.magasinetneo.se på velgørende vis taget spørgsmålet om Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed og religionsfrihed op.

Kulturjournalisten Thomas Nydahl er en anden svensk stemme, der går mod den socialdemokratiske strøm. Vi anmelder Nydahls seneste bog.

Storhaugs bog er en hyldest til ”den fantastiske frihed vi har i Norge og Europa”. Måtte venstrefløjsveteraner, feminister og naivister stoppe op og overveje, om ikke vi har et samfund værd at kæmpe for, et Europa værd at kæmpe for, og som det er nødvendigt at kæmpe for, hvis ikke det ad åre skal omdannes til det Eurabia, som Bat Ye'or har advaret mod. Størst af alt er friheden og de, der kæmpede for den, som Pim Fortuyn og Theo van Gogh skal ikke være døde forgæves.

HMB & LH