"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Stop for indvandring – et anliggende for højreekstremister?

September 2006 - Helle Merete Brix

Indvandringens størrelse og sammensætning må kunne diskuteres i ethvert demokrati, uden at folk, der er bekymrede over udviklingen, skal beskyldes for populisme eller ekstremisme

Må et land selv styre sin indvandring? Umiddelbart skulle man mene ja. Sandheden er dog, at de politiske partier og politikere, der ønsker at begrænse tilstrømningen af mennesker fra Asien, Afrika og Mellemøsten til Europa, i de europæiske medier ofte karakteriseres som ”højreekstremistiske”, ”det yderste højre” eller ”populistiske”. Men det er langtfra altid en korrekt karakteristik, ligesom den reelle baggrund for at ville begrænse tilstrømningen sjældent beskrives.

Formelt har Danmark haft et indvandringsstop siden 1973, reelt har det aldrig virket. I stedet for gæstearbejdere fik Danmark, som de øvrige europæiske lande, indvandrere fra Tyrkiet, Mellemøsten og Asien, der fik ret til at bringe deres koner og børn til Europa.

De europæiske politikere havde formentlig forestillet sig, at de muslimske indvandreres børn ville gifte sig med europæerne, og at integrationen ville komme af sig selv. Men det er ikke sket. I dag skyldes den væsentligste indvandring til Danmark og de øvrige europæiske lande, eksempelvis Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Holland, de såkaldte familiesammenføringer. Marokkanere, tyrkere, pakistanere, bengalere, palæstinensere og libanesere i 2. og 3. generation fortsætter med at hente en ægtefælle i forældrenes – eller bedsteforældrenes – hjemland.

I Sverige har den politiske elite konsekvent afvist at diskutere indvandringens bagsider. Overraskende handlede årets Engelsberg Seminar, arrangeret af Axel og Margaret Axelsson Johnson Fonden, denne sommer om Europas største udfordring lige nu, spørgsmålet om islam og den sekulære stat. Lars Hedegaard, der var blandt talerne i Sverige, har i Jyllands-Posten 7. juli 2006 refereret fra seminarets højdepunkter.

Den franske gaullistiske politiker Pierre Lellouche, der er en nær allieret med den gaullistiske præsidentkandidat Nicholas Sarkozy, kunne berette, at der årligt kommer 150.000 mennesker lovligt til Frankrig, heraf kun 5 pct. på grund af arbejde. Resten kommer som følge af familiesammenføringer, og hertil skal naturligvis lægges den illegale indvandring. Frankrig rummer i dag Europas største muslimske befolkning på omkring 6 millioner.

Muslimsk befolkningstilvækst

I Storbritannien, hvor de etniske minoriteter udgør under 10 procent af befolkningen, ligger befolkningstilvæksten i de fleste minoritetsgrupper himmelhøjt over tilvæksten blandt de gamle indbyggere. Et eksempel fra byen Bradford i Nordengland, en by med omkring 500.000 indbyggere: I perioden 1996-2001 voksede den pakistanske befolkning med knap 72 pct. og den bengalske med godt 82 pct., mens den indiske steg med godt 12 pct. og den hvide faldt med 6 pct.

I Bradford henter 60 pct. af muslimerne, det vil sige pakistanere og bengalere og folk fra Kashmir-området, deres ægtefælle i hjemlandet. Det har stor indflydelse på befolkningstilvæksten. I 1980erne regnede byrådet med, at den muslimske gruppe ville stige til 130.000 i 2030 og derefter stabilisere sig. I senere prognoser tales der om 130.000 allerede i 2020, og man regner med at tallet fortsat vil stige.

Da Labour-regeringen kom til magten i 1997, ophævede den, efter pres fra anti-racistiske og etniske minoritets-organisationer, den såkaldte Primary Purpose Rule, som havde været i brug siden 1980. Denne regel gjorde det muligt at afvise en potentiel ægtefælle fra det indiske subkontinent, hvis man mente, at ægteskabet var et skalkeskjul for at få opholdstilladelse i Storbritannien. Reglen havde således to funktioner: Den begrænsede tilstrømningen, og den begrænsede de arrangerede ægteskaber. Året efter at reglen blev afskaffet, var antallet af de visa til Storbritannien, som Islamabad-ambassaden uddelte, firedoblet.

I Tyskland er tendensen den samme som i øvrige europæiske lande: Muslimer gifter sig med muslimer, og tyskere med for eksempel tyrkisk eller pakistansk baggrund benytter sig i høj grad af muligheden for at hente en ægtefælle i hjemlandet. Journalisten Hege Storhaug fra Human Rights Service i Oslo udgav i 2003 bogen Human Visas: A Report from the Front Lines of Europe's Integration Crisis (bogen er oprindeligt udgivet på norsk). Her beskrives det, hvordan det er langt lettere for tyskere med anden etnisk baggrund end for ”gammel-tyskere” at få en ægtefælle til landet. Hvor der er tale om tyskere med tyrkisk eller pakistansk baggrund, regner man ganske enkelt med, at ægteskabet er arrangeret, og disse grupper skal derfor ikke svare på spørgsmål som ”gammel-tyskere” skal svare på. Som f.eks.: ”Hvornår og hvor er Deres partner født?” og ”beskriv brudebuketten” eller ”hvor kyssede I første gang?”

Men er det ikke ligegyldigt, hvilken baggrund borgerne i et land har? Og har Europa da ikke brug for arbejdskraft? Lad os tage det sidste først: Jo, Europa har brug for arbejdskraft. Men i stedet for at satse på indvandrere fra f.eks. Indien, Rusland, Serbien, Rumænien og Polen, dvs. fra kulturer, vi har gode erfaringer for at kunne sameksistere med, er Europas nye indvandrere ofte ringe uddannede mennesker fra traditionelle muslimske samfund som landsbyer i Kashmir, Pakistan eller Tyrkiet.

Shariaens unge tilhængere

De muslimske immigrantsamfund i Europa, ikke mindst den unge generation, er under stigende indflydelse af imamer, der aldrig har opgivet kravet om sharia og betragter Europa som land, der skal erobres og islamiseres. Selv såkaldte ”liberale” muslimske talsmænd som den internationalt kendte schweiziske prædikant Tariq Ramadan understreger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. For når det sker, som Ramadan har forklaret – under pres – mister ummaen et medlem.

Hvor den ældre generation af muslimske indvandrere i høj grad har været bundet af en islam forbundet med traditionelle værdier, tiltrækkes den nye generation af muslimer i Europa af moderne prædikanter som Tariq Ramadan med en ”transnational” islam på programmet. Det er en islam renset for de enkelte muslimske landes særpræg, manikæisk og dominerende, og hvis talsmænd ikke ønsker at islam skal være en af mange religioner og kulturer i et pluralistisk og tolerant Europa. Tværtimod arbejder de på at tvinge en islamisk samfundsorden ned over de europæiske demokratier. Disse nye bannerførere kan sagtens være højtuddannede og på overfladen ”velintegrerede”.

Intet tyder således på, at en særlig blød, europæisk udgave af islam skulle være undervejs. Overalt i Europa mærker man da også i disse år de problematiske følger af den muslimske indvandring, overrepræsentation af mennesker med muslimsk baggrund i kriminalstatistikken og i fængslerne, æresdrab, vold mod muslimske kvinder, foruroligende stor støtte til terrorangreb i Vesten blandt unge muslimer m.m.

Samtidig optrappes konfrontationen mellem unge muslimer og statsmagten. De voldsomme optøjer i de nordengelske byer Burnley, Bradford og Oldham i 2001 var således ikke, som de ofte er beskrevet i medierne, et opgør mellem asiater og hvide. Der var, som det fremgår af den tidligere formand for Bradfords råd for racelighed, Ramindar Singhs bog om Bradfords historie The Struggle for Racial Justice, ikke en eneste hindu eller sikh indblandet i voldsomhederne. De molotov-cocktail-kastende unge var alle muslimske mænd med baggrund i Pakistan eller Kashmir.

Hele 800 franske byer var ifølge Pierre Lellouche ramt af sidste års optøjer. Det synes at være forbigået de fleste europæiske mediers opmærksomhed, at islam spillede en rolle i denne franske intifada. I stedet har man udelukkende fokuseret på social udstødelse, marginaliserede unge mænd m.m.

fra opstandene i de franske ghettoer
Fra opstandene i de franske ghettoer
november 2005

En undtagelse er den iranskfødte journalist Amir Taheri, der i en artikel i New York Sun 4. november 2005 gav en helt anden forklaring: Kampråbet ”allahu akhbar” (Gud er større) lød under urolighederne, og det var ganske klart, at opstandenes selvbestaltede ledere kæmpede for oprettelsen af sharia-styrede områder.

Pims marokkanske kæreste

I Rotterdam, som i Bruxelles er det mest populære navn til nyfødte drengebørn i dag Muhammed. En af Rotterdams kendteste indbyggere i nyere tid var utvivlsomt Pim Fortuyn, sociologiprofessor og erklæret homoseksuel, der så den muslimske indvandring som en trussel mod Vestens og det tolerante Hollands værdier, herunder kvindernes frigørelse og den tolerance over for homoseksualitet, som i dag er ret naturlig i Vesteuropa. I 1997 udgav Fortuyn bogen ”Imod islamiseringen af vores kultur”.

Fortuyns åbne kritik af islam og hans ønske om stop for indvandring og udvisning af demokratifjendtlige imamer gjorde ham til en komet inden for det politiske liv i det Holland, der som resten af Europa havde lukket øjnene for kultursammenstødet. Med Fortuyn i spidsen stormede List Pim Fortuyn frem. Men Fortuyns politiske karriere sluttede den 6. maj 2002, ni dage før parlamentsvalget.

Med mordet på Pim Fortuyn oplevede Holland sit første politiske mord siden statsmanden og matematikeren Johan de Witt i 1672 blev lynchet af en pøbel i Haag. Om morgenen den 2. november 2004 rystedes Holland af endnu et politisk mord, da filminstruktøren Theo van Gogh blev stukket ihjel på åben gade i Amsterdam af en islamisk fundamentalist, pga. van Goghs og Ayaan Hirsi Alis film "Submission", der er et opgør med shariaens sexisme.

Pim Fortuyn – populist eller blot realist?
Pim Fortuyn – populist eller blot realist?

Var Pim Fortuyn populist, højre-populist, højreorienteret eller ekstremt højreorienteret, sådan som han stadig betegnes af journalister på DR og TV2 og i de store europæiske medier? Var Theo van Gogh? Så sent som i sommer blev Fortuyn kaldt ”populist” i det franske satiriske, venstreorienterede ugeblad Charlie Hebdo's særnummer om blasfemi. Dette til trods for, at Pim, som han blev kaldt af hollænderne, ikke havde nogen antidemokratisk dagsorden, at han var erklæret homoseksuel og i øvrigt havde en marokkansk kæreste.

Da jeg deltog i Global Journalism Conference i København i maj 2003, fik en deltagende journalist fra Hollands store og respekterede dagblad, NRC Handelsblad sat tingene på plads. Pim var ikke højrepopulist, men medierne gjorde ham til en. Pim var ”imod indvandring, men ikke imod indvandrerne”.

Venstrefløjens højre-konstruktioner

Den amerikanske forfatter Bruce Bawer har i sin bog While Europe slept: How radical Islam is destroying Europe from within foretaget den skelnen, som journalister og kommentatorer i al almindelighed ikke foretager. Han sætter for eksempel Jean Marie le Pen og Jörg Haider for sig over for politikere som for eksempel Pia Kjærsgaard og Pim Fortuyn. De to sidstnævnte kan ikke, mener Bawer, anklages for at være hverken racister eller xenofober.

Den europæiske venstrefløj er voldsomt fokuseret på truslen fra ”det yderste højre”. Et eksempel er netop Charlie Hebdo, som i sit særnummer om blasfemi udsendt i maj 2006 omtaler balladen om de danske Muhammed-tegninger. Særnummeret er skrevet af journalisterne Caroline Fourest og Fiammetta Venner, hvis glimrende bøger om islamismen tidligere er anmeldt af denne artikels forfatter i Weekendavisen og Sappho.

Vist er Danmark ikke det xenofobiske land, det ofte udråbes til, skriver Charlie Hebdo, men en vis diskrimination finder sted, uden at det præciseres på hvilken måde. Om Dansk Folkeparti hedder det, at dette ”populistiske parti” til ”højre” for regeringen har vundet frem i meningsmålingerne, ligesom det var tilfældet med Front National efter urolighederne i Frankrig sidste år. Derudover skriver Charlie Hebdo, at Dansk Folkeparti profiterer af den ”angst, der er fremkaldt af 11. september”.

Caroline Fourest – "graines de mauvaises herbes"
Caroline Fourest -
"graines de mauvaises herbes"

Pia Kjærsgaard er i Charlie Hebdo citeret for at have talt om ”frø af ugræs”, der er ”trængt over grænsen”. Man får indtryk af, at Pia Kjærsgaard taler om muslimske indvandrere eller indvandrere generelt. Det er ikke korrekt. Tværtimod er Pia Kjærsgaards kritik i det ugebrev, hvor disse citater må være hentet fra, helt specifik og rettet mod blandt andet imamerne Ahmed Akkari og Abu Laban, der var drivkræfter i at gøre Muhammed-tegningerne til en sag.

Pia Kjærsgaards ugebrev 6. februar 2006 har overskriften ”Frø af ugræs – fjenden indefra har presset Danmark ud i en ustyrlig situation”. I ugebrevet står der også, at ”Nogle indvandrede, ekstreme tolkere af islam vil bestemme, hvad vi skal og ikke skal i Danmark.” Og: ”Det frø af ugræs, der er føget ind over den danske grænse – islamister og løgnere – og som med deres rundrejse til mellemøstlige lande pustede ny og livsfarlig ild i konflikten, skal vi nok selv tage os af.” Og: ”Det er nærliggende at konkludere, at Islamisk Trossamfund er befolket af ynkelige, løgnagtige mænd med en bekymrende, betændt opfattelse af demokrati og kvinder. De er fjenden indenfor.”

Da Caroline Fourest i midten af juni 2006 deltog i et internationalt seminar om islamisme på Århus Universitet, blev hun interviewet til Jyllands-Posten. Af interviewet 14. juni 2006 fremgår det, at Fourest mente, man skulle stå helt fast på ytringsfriheden. Samtidig gav hun udtryk for, at det var problematisk, at tegningerne blev trykt i et klima af stramninger af udlændingeloven, hvor det yderste højre bevidst spillede på fremmedhadet. Videre siger hun: ”Jeg har arbejdet intenst med det ekstreme højre i Frankrig og har aldrig fundet så hårde udtalelser, som dem jeg har læst fra Pia Kjærsgaard i Danmark.”

Uheldigvis taler Caroline Fourest og Fiametta Venner om en dansk kultur, som de ikke helt forstår. Charlie Hebdo's franske gengivelse af Pia Kjærsgaards udsagn er aldeles upoetisk og uhistorisk. Kjærsgaard skal have talt om "graines de mauvaises herbes", som er "pénétré a l'intérieur des frontières". De franske forfattere har tydeligvis ingen viden om, hvorfra Kjærsgaard har udtrykket "frø af ugræs", nemlig fra første vers af Johan Ottesens tekst skrevet i anledning af sønderjydernes besøg i København, marts 1890, og hvis første linjer lyder:

Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund;
frø af ugræs er føget over hegnet, –
åg på nakke og lås for vor mund.

I skolen har generationer af børn både nord og syd for den dansk-tyske grænse sunget denne protestsang mod den prøjsiske undertrykkelsespolitik over for Sydslesvigs danske befolkning. Det kunne de to franske journalister naturligvis ikke vide. Så meget mere underligt er det, at de franske forfatteres danske hjemmelsmænd ikke har fortalt dem om sagens rette sammenhæng, og ganske særligt, når Fourest og Venner synes at have kontakter i den danske universitetsverden.

Det var Jean Marie le Pen, der betegnede Holocaust som en parentes i 2. Verdenskrig. Hvad har Pia Kjærsgaard sagt, der overtrumfer dette? I forbindelse med fodboldstjernen Zidanes berømte hovedskalle ved den afsluttende kamp i dette års fodbold-VM, bragte Berlingske Tidende 11. juni en artikel hvoraf det fremgår, at le Pen har beklaget sig over de mange sorte og nordafrikanske spillere på det franske landshold. Til sammenligning fortalte Dansk Folkepartis erhvervsordfører Colette Brix i Berlingske Tidende 9. juli 2006 om sin tilfredshed med de fire indvandrerkvinder, hun har ansat i sine skønhedsklinikker. Hun appellerer også til dansk erhvervsliv om at droppe fordommene over for indvandrerne.

Det må være på tide, at spørgsmålet om indvandring og styringen af den, ikke blot opfattes som et anliggende for ”højrefløjen”, men som et anliggende, ethvert demokrati naturligvis må kunne diskutere. Og bør diskutere. Partier og politikere, der har begrænsning af tilstrømningen fra muslimske lande på programmet, er ikke nødvendigvis xenofober eller højrepopulister. Måske er de blot realister af den fremsynede slags.