Af en meddelelse 3. juli 2009 på Kunststyrelsens hjemmeside fremgår det, at Kunststyrelsen har ansat en "interkulturel konsulent" til at arbejde for Statens Kunstråd. Konsulenten er Ph.d. Khaled D. Ramadan.
Konsulenten skal, som det lyder, "de næste to år hjælpe rådet med at sætte fokus på mangfoldighed og fremme interkulturelle projekter og prioriteringer inden for rådets fagområder: billedkunst, litteratur, musik og scenekunst."
Konsulenten beskrives som "kunstner, kunsthistoriker og kurator med speciale i interkulturalisme." Ramadan har, fremgår det, "siddet i flere kunstudvalg, og har været medlem af eller rådgiver for en række kunstinstitutioner bl.a. det rådgivende udvalg for Georg Brandes Forskerskole på Københavns Universitet, Nordisk Institut for Samtidskunst (NIFCA) i Helsinki, Kulturministeriets Udviklingsfond og Center for Kunst og Interkultur."
Dansk forsigtighed og installationskunst
Jeg stødte på den libanesiskfødte Khaled Ramadan allerede for ti år siden. Jeg havde sat mig for, at jeg ville tale med kunstnere med mellemøstlig bagrund om alt andet end religion. Det blev til en mini-serie, som jeg afsatte til diverse dagblade. Et af dem var Jyllands-Posten, her blev interviewet med den dengang relativt ukendte arkitekt og kunstner Khaled Ramadan bragt den 12. marts 1999.
Jeg kunne lide Ramadans skulpturer og installationskunst. I artiklen skrev jeg blandt andet om de 12 hvide figurer på Christianshavns Havnefront, "What´s left of a monument" og den 4,8 meter høje skulptur "Watergate", fremstillet af marmorpulver og betonfiber og placeret ved kajen modsat Oslo-båden. Jeg skrev også en tekst i kataloget til en aktuel udstilling af skulpturer i Galerie Concorde. Ramadan talte om den danske forsigtighed i kunsten og samtidig om den avancerede danske installationskunst.
Den dengang 35-årige Ramadan fortalte i interviewet, at han var kommet fra Libanon til Danmark i 1985 på grund af borgerkrigen. Han var uddannet fra diverse kunstskoler i Europa, også Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Dømt for hæleri og bror til top-terrorist
Hvad jeg ikke vidste var, at Ramadan to år tidligere havde fået en betinget dom. Men den 27. februar 2005 læste jeg en artikel i Politiken af Matias Seidelin med overskriften "Topterroristen al-Zarqawis højre hånd er fra Danmark."
Den handlede om en bankrøver ved navn Mustapha Ramadan, der ifølge efterretningskilder var identisk med Abu Mohammed - militær leder eller "emir" for en af verdens mest eftersøgte terrorister, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi. Jordaneren blev kendt, da han på en videofilm skar halsen over på et amerikansk gidsel.
Af Seidelins artikel fremgår det, at Mustapha Ramadan er bror til Khaled Ramadan. Mustapha Ramadan blev i 1997 dømt for sammen med to andre at have røvet en pengetransport uden for Arbejdernes Landsbank på Frederiksborgvej i København. Udbyttet var 1,8 mio. kr. Gerningsmændene var, som det fremgår af Mattias Seidelins artikel i Politiken, "alle maskerede og truede bankbetjentene med pistoler, indtil de afleverede pengene i den pansrede bil."
Den stærkt religiøse Mustapha Ramadan fik tre og et halvt års fængsel for røveriet. De to medskyldige blev ikke fanget. Hans kone fik ti måneders fængselsstraf for røveriet mod pengetransporten, mens Mustapha Ramadans bror Khaled Ramadan fik en betinget fængselsstraf i samme sag. Det fremgår af artiklen, at "Ingen af de to personer har ønsket at tale med Politiken".
Ifølge Poul Høi i Berlingske Tidende blev Mustapha Ramadans bror, der ikke nævnes ved navn i artiklen, men altså må være Khaled Ramadan, dømt for hæleri.
Sagen om Ramadan-brødrene er også omtalt i DIIS, Jihad in Denmark: An overview and analysis of jihadi activity in Denmark 1990-2006. (Working Paper, 2006/35) af Michael Taarnby Jensen, at Mustapha Ramadans bror blev dømt for hæleri for 350.000 kr, der blev fundet på hans bopæl. (s. 42).
Politiet havde mistanke om, men kunne ikke bevise, at pengene fra røveriet skulle kanaliseres til en terrorgruppe i Mellemøsten.
Martyrdøden i Irak
I 2001 blev Mustapha Ramadan identificeret som røveren bag et brutalt røveri mod en kiosk i København. Ifølge vidner overfaldt han en kunde, der var ved at overføre 100.000 kr. til Libanon. De to kvindelige ekspedienter nåede at rive hætten af Mustapha Ramadan, før han flygtede i sin bil med pengene til enten Jordan eller Libanon.
Af Taarnby Jensens rapport fremgår det også, at Mustapha Ramadan havde opbygget et kontaktnet til international jihad, mens han befandt sig i Danmark. Han kom til Danmark i 1897 fra Libanon i 1987, hvor han havde været militærofficer og ekspert i sprængstoffer.
I februar 2005 afslørede Washington Post, at Mustapha Ramadan i 2001 havde forladt Danmark, og at han nu var en af lederne af terrornetværket Ansar al-Islam i Irak og havde hundredvis af mord på samvittigheden. Det fremgår af den tidligere nævnte artikel i Berlingske Tidende. Af artiklen fremgår det også, at man nu måtte regne Mustapha Ramadan for død. Hans martyrdød var blevet annonceret på en terrorhjemmeside, og den amerikanske terrorekspert Evan Kohlman bekræftede ligeledes, at han var blevet dræbt af amerikanske styrker den 21. september 2004 i Fallujah.
Også Politiken omtalte Mustapha Ramadans død. I en artikel fra april 2007 med titlen Danmark i krig: Krigens beskidte ansigt fremgår det, at Mustapha Darwish Ramadan blev dræbt i Fallujah. Det fremgår ligeledes, at Mustapha Ramadans 15-årige søn havde afbrudt sin skolegang i Danmark og tog med til Irak, hvor han blev dræbt i en selvmordsaktion.
Terror eller frihedskamp?
I Politikens artikel fra 27. februar 2005 bemærkes det, at Khaled Ramadan er en anerkendt kunstner, der "har gjort sig bemærket i offentligheden med en række spektakulære kunstværker om terrorangrebet mod USA 11. september".
Men allerede den 2. november 2003 havde Politiken trykt et interview med Khaled Ramadan. Overskriften lød "11. september som kunstværk". De to journalister Henrik Bay og Hans Davidsen-Nielsen, (sidstnævnte er sammen med Matias Seidelin forfatter til bogen Danskeren på Guantanamo), havde mødt Khaled Ramadan i hans hjem på Frederiksberg.
Af interviewet fremgik det, at Ramadan havde udstillet betonbrokker fra World Trade Center også i Beirut havde indkøbt en al-Qaeda propaganda video med selvmordspiloternes sidste bekendelser. I Beirut havde Ramadan også interviewet politiske talsmænd fra Hizbollah og Islamisk Jihad til et dokumentarprogram.
Journalisterne noterede, at Khaled Ramadan brugte et patronhylster som vindueshaspe, og på en hylde oppe under loftet stod 14 gasmasker. Maskerne blev brugt i udstillingen "East a mask, west a face". Det var åbenbart sådan, Ramadan opfattede den vestlige medie-og billedkulturs syn på verden. Med muslimerne som ansigtsløse selvmordere eller ofre. De kristne som individer.
På Ramadans hjemmeside "Chamber of Public Secrets" kunne man, skrev journalisterne, finde billeder af blandt andet en performance kunstner, der leger med modeller af passagerflyvere foran skyskrabere i Frankfurt. Og et billede af kunstneren selv i redningsvest fra SAS. Khaled Ramadan poserer med en model af en mortergranat på skuldrene.
Journalisterne konkluderede, at Ramadan mente, at "der ikke kun er ét værdisæt i verden, som er under angreb fra antidemokratiske kræfter. Og at det, som kaldes terror i den ene verdensdel, er en nødvendig og retfærdig frihedskamp set fra den anden. Og at den, som har medierne og billederne i sin magt, også er dén, der bestemmer ordets indhold. Mediernes greb om vores bevidsthed kalder han (Khaled Ramadan, red.) visuel terrorisme."
11. september som æstetik
Ramadan fortæller i interviewet om et videoværk i tre dele, der på det givne tidspunkt havde været udstillet i Tyskland og Sverige. Videoen er baseret på den indkøbte film fra Beirut, produceret af Sahab, der er propagandamaskine for al Qaeda.
Den første del af videoværket handler om Hizbollah. Den anden om al-Qaeda og de unge selvmordsterrorister. Den tredie om World Trade Center med Louis Farrakhan, lederen af Nation of Islam, på lydsiden.
Et menneske kaster sig i døden den 11. september
På videoen hører man også Osama bin Ladens hyldest til de 19 kaprere, hvis portrætter træder frem. På et bagtæppe ser man støvskyer lette over det sydlige Manhattan. og flyene, der rammer World Trade Center, vises, fremgår det, "igen og igen".
Ramadan forklarer, at der er stor interesse for videoværket, når han udstiller det: "Folk vil gerne have noget andet end Hollywood. Og det her er noget helt nyt".
Journalisterne spørger, hvordan Ramadan har det med selv at se de gentagne afspilninger af drabet på uskyldige civile? Svaret lyder, "Kaprerne ville mene, at USA ikke har nogen civile. De mennesker, der dør, betaler skat til deres regering, som de endda selv har valgt. Hvis de havde meldt sig helt ud af samfundet, var det noget andet".
Men hvordan har han det med at se billederne, vil journalisterne vide? Ramadan svarer blandt andet:
"Ligesom Stockhausen (tysk komponist, der omtalte den visuelle effekt af terrorangrebet som "det største kunstværk, der endnu er skabt, red.) Jeg ser billederne som et visuelt udtryk".
Men, vil journalisterne vide, hvordan ville han have det, hvis han så billeder af dét øjeblik, hvor 3.000 muslimer bliver dræbt?
"Millioner af muslimer er døde..."
"Et æstetisk og visuelt spørgsmål"
"Men hvordan ville han have det?"
Og Ramadans svar: "Jeg træner mig i at se det som et æstetisk og visuelt spørgsmål".
Optager med skjult mikrofon
Journalisterne vil også vide, hvorfor Ramadan "putter en pistol i et orientalsk fladbrød og udstiller det på et galleri i Bredgade?"
Ramadan svarer: "Fordi fattigdom og våben simpelthen går hånd i hånd. I Mellemøsten. I Vesten går man i krig for værdier og principper. I Østen gør man det for brød".
Journalisterne vil også vide, hvor Ramadan selv står i spørgsmålet om terror mod civile? Ramadan svarer, at "Intet kan retfærdiggøre drab på civile".
Det fremgår også af interviewet, at Ramadan hen mod slutningen fortæller, at han har optaget interviewet med skjult mikrofon. Han fortæller, at han altid optager sine samtaler med journalister på bånd, fordi pressens arbejdsområde interesserer ham meget.
I årenes løb har Ramadan udstillet flittigt i ind-og udland. En række udstillinger og projekter er blevet til i samarbejde med Ramadans mangeårige partner i privatlivet, kulturgeograf Stine Høxbroe, der i dag er daglig leder af Muslimernes Fællesråd. Organisationen er en paraplyorganisation for en række muslimske organsiationer, der, skønt de påstår de er moderate giver indtryk af noget ganske andet ekstremistisk, når man læser deres hjemmesider og tilknyttede enkelpersoners udtalelser.
Blandt andre daværende velfærdsminister Karen Jespersen har rettet kritik af Muslimernes Fællesråd. Jeg skrev om organisationen i en klumme på internetavisen 180grader tidligere i år.
I 2003 skrev Stine Høxbroe en kommentar i Information: Kommentaren handlede om krigen mod terror og om det urimelige i at bede muslimer frasige sig aspekter af deres tro. Høxbroe skrev blandt andet: "Ved at udsætte religiøse, politiske og militære aspekter af islam for massiv kritik, mistro og anklager, forsøger man at vildlede muslimerne."
Muhammedtegninger som kolonial provokation
I 2006 bidrog Ramadan til bogen Muslimsk-Dansk dagbog: 19 dagbøger fra Muhammed-krisen. Bogen udkom på Informations Forlag. Det fremgår, at Ramadan skrev sit indlæg mens han var med til at planlægge festivalen Images of Middle East, hvor Israel i øvrigt ikke deltog.
I indledningen til sit bidrag til Muslimsk-Dansk Dagbog skriver Ramadan, at "Den ødelæggende visuelle oplevelse føjede endnu et minde til min kriseramte individualitet, som hele tiden svinger mellem den arabiske og den danske. Ingen af dem har vundet indtil nu".
Videre bemærker han: "Enhver person med bare en smule sund fornuft og almen viden om islam måtte vide, at nedgørende billeder af profeten i tegneserieformat ikke ville være godt for nogen. Jeg spurgte mig selv, hvem der havde planlagt det. Men samtidig tænkte jeg, at der egentlig ikke var noget nyt i det. Araberne har været under pres i århundreder. Det lignede et kolonialt forsøg på at opretholde den provokation, som araberne efterhånden har vænnet sig til".
I den forbindelse får de danske medier følgende karakteristik: "Det sædvanlige langsomme tempo, de endeløse angreb på indvandrere, den sædvanlige selvoptagethed og selvforherligelse, som er nødvendig for at få samfundet til at føle sig overlegent og give det identitet og styrke".
Arabere kan ikke tale frit i Danmark
Videre skriver Ramadan: "Avisen ønsker, at det bliver gjort til en stor sag. Se, hvad Khomeinis fatwa gjorde ved Salman Rushdie. Han er verdensberømt, hans bøger er over det hele,"
Og videre: "lad os ikke være naive. Karikaturerne handlede ikke om ytringsfrihed. Hvis de gjorde, havde der været global konsensus om sagen.
"Mange arabere så sagen som et forsøg på at cementere den danske segrations-og separationsproces."
Ramadan skriver, at han under Muhammed-krisen modtog en strøm af opkald fra Mellemøsten, også fra arabiske medier: "De arabiske medier vidste, hvad der foregik. De kendte til overvågningen af deres medier. De vidste, at danske yderfløjspartier truer med at deportere arabere, hvis de siger noget, som de ikke kan lide. De arabiske medier er begyndt at kontakte almindelige arabere i Danmark og give dem sendetid, så de kunne tale frit, ironisk nok friere end de kunne i Danmark".
Til de arabiske medier fortæller Ramadan om "de restriktioner og begrænsninger, som den siddende regering har foreslået over for landets minoriteter, og om hvordan de får danskerne til at distancere sig fra minoriteterne på fysisk, ideologisk, økonomisk og teologisk plan".
Ramadan skælder ud på de danske medier, der "....endnu engang har bidraget til de højreorienterede kræfters fremgang".
Selvmordskunst og bandekrig
Også i et interview året efter på hjemmesiden infocusdialogue.com, der handler om kunstnere, der beskæftiger sig med Mellemøsten, skælder Ramadan ud på medierne for at være "manipulerende og politiserede". De vestlige medier har ingen selvkritik, de beskæftiger sig med "selvpromovering, med at promovere deres respektive ideologier (politik, patriotisme og propaganda), aggressiv profit kampagne og med at gøre publikum tavst."
Af samme interview fremgår det, at Ramadan også var beskæftiget med at dokumentere en vens tragiske død ved selvmord, hun skar pulsåren over: "Siden hændelsen er jeg stadig i en choktilstand. Jeg kan simpelt hen ikke slippe det. Derfor var det nødvendigt for mig at undersøge det, for på en eller anden måde at forstå det. Jeg dokumenterede, hvad der senere skete og hændelsen på billeder og video."
Ramadan var også en af de interviewede i KVINFOS projekt om nye mænd i Danmark. Heraf fremgik det, at Ramadan også er ekstern lektor på Københavns Universitet og Kunstakademiet. Ramadan fortalte blandt andet om sin familie og baggrund: "Min store familie var økonomisk velstillet og aktiv i det libanesiske samfund, men krigen forhindrede os i at leve i Libanon. I dag er min familie spredt ud over hele verden, men alle har fortsat deres liv og karrierer og bidraget politisk, kunstnerisk eller økonomisk til de lande, hvor de har slået sig ned. Ingen af os lever et usynligt liv".
Tidligere i år var Ramadan i følge Dagbladet Arbejderen sammen med Nida Abu Arif, (der er korrespondent for hjemmesiden islamonline.com - oprettet af den radikale prædikant Yussuf al Qaradawi, red.) i Gaza med en konvoj med nødhjælp for at optage en film om turen.
Også i år var Ramadan beskæftiget med at at skabe en film om bandekrigen på Nørrebro. I en engelsk artikel på Al Jazeera om bandekrigen indgår et interview og et videoklip med Ramadan, den kan ses her. Ramadan sagde blandt andet, at den nuværende regering har "radikale synspunkter" på immigrationsområdet og at det er blevet meget værre for immigranterne efter Muhammed-krisen. Man respekterer ikke deres "regler".
