Stanken af frygt

SAPPHO, OSLO: Per Edgar Kokkvold har en fortid som bl.a. redaktør af avisen Arbejderbladet, der i dag hedder Dagsavisen. Siden 1996 har han været generalsekretær for Norsk Presseforbund. Det er en paraplyorganisation med 14 medlemsorganisationer, herunder Norsk Journalistlag og Norsk Redaktørforening. Den 64-årige Kokkvold er et venligt og muntert menneske. Han er også et stålsat menneske, når det gælder den grundlæggende værdi i samfundet: Ytringsfriheden. Som det første vil Sapphos redaktør gerne vide følgende:

Hvordan har dit markante forsvar for ytringsfriheden og publiceringen af Muhammed-tegningerne placeret dig i forhold til dine norske kolleger?

"Jeg var nok, ihvertfald i en periode, en ensom ulv. Jeg har markeret mig kraftigt i debatten. Men jeg har aldrig haft vrøvl med mine kolleger, selvom jeg har været vældig tydelig i mit forsvar for publiceringen, lige fra Vebjørn Selbekk publicerede tegningerne."

Vebjørn Selbekk, som Kokkvold her taler om, var i 2006 redaktør af den kristent-konservative ugeavis Magazinet, der i dag er fusioneret med Dagen og hedder DagenMagazinet. Selbekk blev i april i år udnævnt til chefredaktør.

Publiceringen af Muhammed-tegningerne i Magazinet i 2006 vakte vældig ballade. Selbekk udgav samme år en bog om sine oplevelser i den forbindelse. Bogen fik titlen Truet av islamister. Kokkvold har skrevet forordet og påpeger her bl.a.: "Det er respektløst overfor muslimer at mene at deres dogmer ikke skal kunne udfordres på samme måde som de kristnes. Demokrati og ytringsfrihed hører uløseligt sammen. Vi må aldrig i angst for mobberi, for guderne, præsteskabet eller KGB opgive en af de ting, vi virkelig kan være stolte af i vor del af verden, nemlig retten til at le af de mægtige".

"Stanken af vor frygt"

Kokkvold fortsætter med at udbygge, hvad han mener om det manglende forsvar for ytringsfriheden i Norge:

"Mange af ytringsfrihedens traditionelle forsvarere var påfaldende tavse, da dette foregik. Man svigtede Selbekk og ytringsfriheden. Jeg har først og fremmest rettet min irritation ikke mod de, der ikke publicerede tegningerne - retten til at tie er også en del af ytringsfriheden - men mod de seks syv magasiner der trykte tegningerne før Selbekk, ganske vist i mindre udgaver. De sad musestille, da Selbekk blev udråbt som samfundsfjende. Både den norske regering og en række muslimske organisationer gav Selbekk ansvaret for optøjer og meget andet. Disse redaktører skulle have rejst sig og sagt: "Vi publicerede også tegningerne". Det gjorde de ikke. Det er særligt disse folk, som jeg har kritiseret."

Hvad tror du er årsagen til den manglende opbakning til Muhammed-tegninger og ytringsfrihed skyldtes?

"Frygt. Det skyldes frygt. Man hørte argumentet, at det ikke var journalistisk relevant, at man ville vise respekt for andres følelser, at man ikke ønskede at skabe unødigt ballade. Men disse argumenter kom fra folk, der dagligt trykker ting, der er langt mindre relevante. Den britiske redaktør af magasinet the Spectator Boris Johnson indrømmede, at det slet og ret handlede om angst. At redaktørerne var bange for deres liv. Det tror jeg også er tilfældet for redaktørerne i Norge. Og det er det, jeg er bange for, at islamister og ekstremister allerede kender stanken af vores frygt. De har på en måde vundet frem, fordi de ser, at det betaler sig at skræmme. Nu har vi så debatten om den svenske tegner Lars Vilks. Der har været en fremragende lederartikel i Expressen men ellers er det, der kendetegner Sverige den påfaldende tavshed, fra publicistforbundet og fra det politiske Sverige. De sidder fuldstændig tavse og gør lidt nar af Vilks."

Situationen i Sverige

Kokkvold fortsætter med at minde om, at "dette publicistforbund ikke har så vældig stolte traditioner". Han erindrer om chefredaktøren for Göteborgs Handels-og Sjöfartstidning i årene 1917-1945, Torgny Segersted, som Kokkvold ikke tøver med at betegne som "en af det tyvende århundredes største redaktører". Segersted bekæmpede nazismen fra første dag og betegnede Hitler som en fornærmelse mod civilisationen og menneskeheden. Segersted blev en frygtelig udskældt mand, og hans avis blev udsat for en massiv og ødelæggende annonceboykot med mere. Segersted var også blevet bedt om at kandidere til posten som ny leder af publicistforbundet. Men valgkomiteens formand skrev i et brev til ham, at det ville blive opfattet som om klubben tog stilling mod Tyskland. Publicistforbundet ville heller ikke være medarrangør ved en protestdemonstration mod de indførte censurlove.

Kokkvold springer igen frem til nutidens Sverige og erindrer om sagen med daværende udenrigsminister Laila Freivalds, der i 2006 tog kontakt med Yemens udenrigsminister og fortalte ham, at man nu havde sørget for at fjerne de Muhammed-tegninger, som Sverigesdemokraterne havde offentliggjort på deres internetside:

"Hun måtte gå - men det siger jo noget om Sverige".

Seidenfaden og forliget

Hvis vi så springer til Danmark. Hvad mente du om det forlig, som Tøger Seidenfaden og Politiken indgik tidligere i år?

"Jeg kender jo til striden mellem Tøger Seidenfaden og Jyllands-Posten, men det havde jeg faktisk ikke ventet: At en avis, der dog i forbindelse med det forrige attentat (på Kurt Westergaard, red.) havde trykt tegningen kunne finde på det. At nogen pressemand eller redaktør kunne finde på det. Tøger Seidenfaden behøver ikke holde ytringsfriheden hellig, han kunne nøjes med at vise en vis respekt for ytringsfriheden. Han burde ikke have gjort det. Seidenfaden sagde også, at han kunne ikke garantere, at han ikke ville trykke tegningerne igen og jeg tænkte, hvad gør han så? Vil Tøger Seidenfaden så undskylde en gang til?"

Kokkvold fortsætter: "Det var i og for sig det samme Selbekk gjorde, han undskyldte også. Han beklagede at han var kommet til at krænke de religiøses følelser, men han beklagede ikke, at hanvde trykt tegningerne. Men det blev jo opfattet i den muslimske verden som en undskyldning."

Kravet om respekt

Kokkvold nævner hovedrystende, hvordan bl.a. en norsk gejstlig på statens regning rejste ned til den radikale prædikant Yussuf al-Qaradawi og bad om undskyldning for tolv, satiriske tegninger:

"Qaradawi er en apologet for selvmordsbomber, han bor i et område af verden hvor det medfører dødsstraf at konvertere fra islam og hvor man kan kan blive fængslet for at eje en bibel. Det er oprørende, virkeligt oprørende. Tillige udgav den norske regering en instruks om hvad ambassadører skulle formidle i Mellemøsten om Muhammed-tegningerne. Man beklagede at Sellbekks publicering af tegningen havde skabt uro i de muslimske miljøer, man havde forståelse for, at det virkede stødende på muslimer verden over, og man understregede, at de mange muslimers tro, islam, har krav på respekt. Det er en kontrast til Danmark og Tyskland. Der var tyske aviser, der publicerede tegningerne, og den tyske indenrigsminister spurgte, hvorfor man skulle beklage, hvad der er en del af ytringsfriheden. I Frankrig så vi i forbindelse med sagen mod den satiriske ugeavis Charlie Hebdo, at hele det politiske Frankrig mødte op. Man forsvarede republikkens grundlæggende værdier. Det er i enorm kontrast til den norske og engelske reaktion - daværende udenrigsminister Jack Straw sagde jo, at publiceringen af tegningerne var krænkende og forkert."

Måtte have politibeskyttelse

Kokkvold fortsætter:

"Muhammed-tegningerne er af varierende kvalitet - nogle af dem har intet med islam at gøre, men er rettet mod Jyllands-Posten - men alle ligger inden for den klassiske satiretradition, som er så vigtig i vores del af verden. Jeg tror på kompromisser, det er næsten altid rigtigt, ligesom ekstremisme næsten altid er galt. Men i forhold til den grundlæggende værdi som ytringsfriheden er, har vi ikke lov til at gå på kompromis. Gør vi det, kommer vi en dag til at bane vej for en samfundsform, som vi ikke vil have."

Er det noget du frygter? At selvcensuren kan strække sig så langt?

"Det kan jeg jo, se at den gør. De som ønsker at stække ytringsfriheden kan se, at skræmmer man og truer og viser at truslen er alvorligt ment, så vinder man frem. Det er helt uacceptabelt. Jeg måtte jo også have politibeskyttelse i en periode. Jeg var blevet interviewet til Magazinet, hvor jeg forsvarede publiceringen. Interviewet lå også på nettet, og der var nogle, der fandt det frem. Jeg blev kaldt for den danske redaktør. Der blev trykt et stort bilede af mig i  Yemen Observer med teksten: "Billedet af svinet, der fornærmede profeten". I 6-7 mellemøstlige hovedstæder var der demonstrationer, hvor der blev fremvist og afbrændt billeder af mig sammen med Anders Fogh Rasmussen og George Bush. Og jeg er såmænd blot en en fredelig værdikonservativ, en norsk socialdemokrat. Min familie havde det tæt inde på livet. Politiet tilbød mig en voldsalarm, men jeg sagde nej. Jeg bad om en pistol, men det fik jeg ikke."

Kokkvold ler, for det er naturligvis sagt i spøg. Den ret langhårede generalsekretær fortæller også med munterhed, at han i en periode blev bedt om at holde sig væk fra Mellemøsten. Hans ældste søn mente den bedste forklædning og beskyttelse for hans far ville være, at han klippede sig.

Ytringsfriheden og indvandringen

Kokkvold bliver dog igen alvorlig:

"Jeg reagerer vældig stærkt på alle former for racisme, men at mene at muslimer ikke skal tåle at blive krænket som alle andre, er forkert. Der er en stor forskel på at krænke mennesker og religioner. Retten til at krænke religioner må være ukrænkelig. Men det religiøse har fået en slags renæssance. De gamle marxister og lenister har en slags affektion i forhold til totalitære kræfter og det nyreligiøse. Jeg er derfor glad for, at jeg kommer fra et sted, hvor der aldrig har gået en vækkelse. Jeg ser ingen grund til at vi skal begynde at lefle for middelalderværdier. Menneskers menneskeværd er helligt, uafhængigt af race og religion. Men der er ingen som tvinger indvandrere til at komme her. De kommer af egen fri vilje og velkomne skal de være. Men de må acceptere ytringsfriheden, ikke blot som en menneskerettighed blandt andre, men som den grundlæggende. Accepterer de ikke det, jamen så står det dem frit at rejse."

Hvad der har undret mig er tilbøjeligheden i Danmark til dialog med radikale kræfter fra journalister, skribenter, presseorganisationer m.m. Ser du den samme tendens i Norge? At islamistiske organisationer får mast sig ind som dialogpartnere?

"Jeg er træt af at høre ordet dialog. Det er klart, at vi skal bygge bro mellem kulturer, og at vi skal føre dialog. Men ikke med ytringsfriheden som betalingsmiddel. Det har vi ikke lov til. Derfor er Torgny Segersted sådan et godt eksempel. Han sagde nej. En af mine favoritforfattere er George Orwell, som i lighed med Thomas Jefferson var en mester i at opdage totalitære tendenser. Orwell sagde, at "Frihed er retten til at sige det, andre ikke ønsker at høre". Ytringsfriheden er ikke blot for de, der er politisk korrekte, men også for dissidenter og oprørere og anderledes tænkende, hvadenten de kommer fra højre eller venstre."

Ser du i Norge et forsøg på at undertrykke en reel journalistisk fremstilling af, hvilke problemer der måtte være med islam?

"Ja, det gør jeg. Der findes naturligvis åbenbart racistiske grupper, der udnytter denne situation. Hvis ikke vore myndigheder magter at stå frem og sætte en grænse for, hvad der ikke er acceptabelt, vil denne strømning vokse. Det er en kendsgerning, at folk aldrig er blevet spurgt om de ønsker denne store indvandring. Så kan vi diskutere, hvor omfattende den er, men det er jo ganske mange, der er kommet til landet. Man må lytte til folk. Og man må i det mindste være kompromisløse i forhold til alle totalitære, religiøse og ideologiske tanker. Da Benjamin Hermansen (en 18-årig norsk mand med ghanesisk far og norsk mor, red.) blev dræbt af nazister i 2001 var hele Oslo på benene for at demonstrere mod nazisterne. Men integrationen bliver ikke vellykket, før muslimerne direkte og tydeligt tager afstand fra deres voldsmænd, før det store flertal af muslimer går på gaden og siger: "Ikke i vort navn", når der sker terror i islams navn. Et flertal tager afstand, men tør ikke sige noget. Det er ikke, som Geert Wilders vil have det til at være, at islam er lig med terror. Men islam har et terrorproblem, som man må tage alvorligt."